Kronik

For Maya er tiden gået i stå

Myndighederne ser tilsyneladende stort på FN’s Børnekonvention, når de lader en lille pige vente i uvished i Danmark, mens hendes forældre er fanget i den syriske bomberegn
’Maya’ ankom til Danmark sammen med sin onkel, men måtte efterlade sine forældre og lillebror bag sig. De befinder sig i Yarmouk-flygtningelejren i Damaskus, der har været omdrejningspunkt for hårde kampe i den syriske borgerkrig.
25. april 2015

Maya var endnu ikke fyldt syv år, da hun bankede på min dør første gang i november 2014. Sammen med sin onkel var hun flygtet op igennem Europa for at komme i sikkerhed. Ligesom over 70.000 andre statsløse palæstinensere fra Syrien var det lykkedes dem at slippe ud af Damaskus’ før så livlige, men nu frygtindgydende Yarmouk-lejr og væk fra den syriske krigs rædsler. Nu stod de foran min dør for at bede om hjælp til at få Maya i sikkerhed, påbegynde hendes asylansøgning og forhåbentligt få hendes forældre til Danmark.

Jeg kendte hverken Maya eller onklen. De havde fået mine kontaktoplysninger fra en slægtning, jeg havde mødt i forbindelse med mine studier i Syrien og Libanon. Jeg fik hurtigt kontakt til Mayas moster, som allerede boede i Danmark.

Det var med en klump i halsen, at vi dagen efter kørte til Sandholmlejren for at påbegynde asylansøgningen med et håb om at få tilladelse til, at Maya kunne bo hos sin moster. Vi frygtede, at vi ikke ville få hende med hjem, og at hun skulle overnatte alene i lejren. Beskeden fra Røde Kors-personalet i telefonen havde været klar: »I skal komme her, så ser vi på det. Ellers er hun ulovligt i Danmark.«

Mens Maya tilbragte sin første formiddag i Danmark i Rigspolitiets venterum i Sandholmlejren, hvor hun blev udspurgt af civilklædte, bevæbnede betjente, diskuterede politikerne i Folketinget en stramning af asyllovgivningen. En stramning, som i dag er medvirkende til, at Maya efter mere end fem måneder i Danmark endnu ikke ved, om hun kan få lov til at få opholdstilladelse, og om hendes familie kan få lov til at komme hertil.

Lukkede grænser

Maya og hendes onkel var heldigere end hendes forældre og lillebror. I maj 2014 blev den libanesisk-syriske grænse via et diskriminerende politisk tiltag lukket for palæstinensere, der flygter fra Syrien, så familien måtte køre tværs gennem Syrien til den nordlige grænse til Tyrkiet. Der var ikke meget plads i bilerne, så Maya sad sammen med sin onkel og familiens venner, mens hendes forældre og lillebror sad i en anden bil. Men ved grænsen blev forældrenes bil stoppet og eskorteret tilbage til Syrien af det tyrkiske grænsepoliti. Siden den dag har Maya ikke set sin nærmeste familie. I Tyrkiet var Maya og onklen nødt til at fortsætte til fods. Hun sad på ryggen af ham hele vejen over bjergene. Fra Tyrkiet sejlede de til Grækenland, og herfra kørte de med lastbil til Tyskland, hvorfra de tog toget videre til Danmark.

Efter at onklen havde afleveret Maya hos mosteren og mig, rejste han videre ud fra rationalet om, at det ville være lettere for ham at få asyl i et andet skandinavisk land med en mere fleksibel asylpolitik end Danmark. Officielt er Maya altså kommet uledsaget til Danmark.

Efter den lange novemberformiddag i Sandholmlejren, hvor det, der fyldte mest for Maya, var rædslen over at være omringet af civilklædte betjente med våben i hendes øjenhøjde, fik hun lov til at komme med hjem til sin moster. Men efterfølgende hørte vi intet om hendes asylsag. Ikke før den 17. februar, hvor Maya og mosteren fik besked på at møde op i Sandholmlejren igen. Da de ankom, skulle mosteren vente udenfor, mens Maya blev interviewet alene. Hun blev placeret alene mellem en tolk, en bisidder fra Røde Kors, hun aldrig før havde mødt, og en medarbejder fra Udlændingestyrelsen. Hun blev udspurgt om sit ’asylmotiv’, hvor hendes familie var, og om hun overhovedet vidste, hvad en asylsag er. I dokumentet, der beskriver interviewets forløb, er det noteret, at Maya blev interviewet i en time og fem minutter, og det fremgår, at hun ikke forstod, hvad en asylsag er, men at hun fortalte, at hun var flygtet fra Syrien, da hun og hendes lillebror var bange for krigen.

Fem dage for sent

Ifølge FNs Børnekonvention, som Danmark har underskrevet, er det ulovligt at interviewe uledsagede børn alene i forbindelse med deres asylsag. Men selv om loven er blevet fulgt i forbindelse med Mayas asylinterview, idet der har været en bisidder til stede ved interviewet, virker det som en brist i systemet at interviewe en lille pige på seks år i over en time, uden at der er nogen, hun kender, til stede, og uden at informere hende eller mosteren om asylproceduren.

Sådan er virkeligheden desværre for alle asylansøgere under 18 år, der kommer uledsagede til Danmark. Noget helt andet er, at stramningen af asyllovgivningen betyder, at Maya tidligst kan få familiesammenføring et år efter, at hun selv har fået opholdstilladelse. Stramningen er blevet fremlagt af politikere som et middel til at mindske ankomsten af enlige mænd til Danmark (som så senere vil søge om familiesammenføring med deres familier, som er i Syrien eller nærområdet), men det er gået ubemærket hen, at denne lovgivning i flæng vil ramme kvinder og børn, der kommer alene eller uledsaget til Danmark.

Og problemet for disse kvinder og børn er, at de – i modsætning til de fleste af mændene – ikke har været i den syriske hær eller har kæmpet mod det syriske regime og derfor ikke vurderes at være politisk forfulgte, hvilket forringer deres chance for at få længere opholdstilladelse, når de ankommer uden mænd.

Skæringsdatoen for den nye lovændring er blevet sat til den 14. november 2014. Maya ankom den 19.

Ventetid kan koste liv

Siden interviewet i Sandholmlejren i februar har vi intet hørt om Mayas sag. Vi blev lovet et svar efter to uger. De danske asylmyndigheder ser tilsyneladende stort på FN’s Børnekonvention, der siger, at modtagerlande er forpligtigede til at behandle uledsagede børns asylsager som hastesager. Og man lytter heller ikke til UNHCR, der på en Røde Kors-konference i marts om ’Danmark og den globale Flygtningekrise’ anbefalede at udstede humanitære visa til familier i Syrien, så de kan komme sikkert fra krigszonen og videre til det land, deres familiemedlemmer befinder sig i.

For Maya er tiden gået i stå. Røde Kors har informeret hende om, at hun højst sandsynligt kun kan blive i Danmark ét år og ikke kan blive familiesammenført med sin familie. Hun har ikke fået lov til at gå i skole før midt i april. Og gentagne gange har den lokale praktiserende læge afvist at konsultere Maya, da hun ikke har et cpr-nummer. Sagen om familiesammenføring med forældre er slet ikke gået i gang, da Mayas egen asylsag, som nævnt, skal være afsluttet først. Havde Maya taget toget videre over Øresund til Sverige, havde hun haft ret til skolegang umiddelbart efter sin ankomst, ligesom hun ville være sikret familiesammenføring.

Ventetiden risikerer at tage livet af Mayas forældre og lillebror. Situationen i Syrien og i Yarmouk-lejren, der siden begyndelsen af april også blev belejret af IS, er forværret. Og det ved Maya, som taler med sine forældre over Viber, og som uden problemer kan følge med i al-Jazeera Arabic.

Et uopretteligt svigt

Maya udtrykker vrede over for Danmark. Hun kan ikke lide sproget, fordi hun ikke får lov til at lære det. Hun spørger mig ofte: »Hvornår kan jeg se mine forældre igen? Der bliver bombet i Damaskus, hvordan kan de komme i sikkerhed? Kan Danmark hjælpe os? Kan vi få familiesammenføring?« Det er efterhånden blevet umuligt for mig at svare på disse spørgsmål. I begyndelsen forsikrede jeg Maya om, at hun snart ville være sammen med sin mor, far og lillebror igen. Men det kan jeg ikke i dag.

Hvorfor er det efter mere end fem måneder stadig ikke muligt at give Maya svar på hendes asylsag? Hvorfor er det ikke muligt at vise hende, at hun via Danmark har en mulighed for et liv med sin familie på sikker grund?

Kan Danmark undgå, at Maya udvikler en forståelig og uoprettelig vrede mod dette land? Hvis Danmark hjælper Maya nu, kan hun vokse op her. Hvis Danmark svigter hende, omkommer hendes forældre måske i Syrien, og hun kommer til at vokse op her uforstående over for det samfund, der valgte at ignorere hende, da hun havde brug for hjælp.

Libanons hovedstad, Beirut, ligger tre timers kørsel fra, hvor Mayas forældre og lillebror befinder sig. Med et humanitært visum ville de kunne komme ud af Syrien og flyve til Danmark på seks timer. På den måde kunne Danmark sørge for, at Maya kunne få et liv her. Magter det danske system den opgave? Eller vælger systemet velinformeret at svigte Maya?

Maya er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Mette Lundsfryd er ven af Maya og kandidat i Mellemøststudier fra Lund Universitet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Marianne Rasmussen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Stina Holdt
Pia Qu, Marianne Rasmussen, Christel Gruner-Olesen og Stina Holdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trist historie.
Hvorfor mon den lille piges onkel ikke tog hende med til Sverige/Norge ? af samme årsag han selv mente Danmark var for besværligt?

Maibritt søvsø Carstens og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brian Pedersen

Der er så mange triste historier. . og jo flere mennesker vi bliver jo flere vil der komme...

Peter Hansen, ellen nielsen, Maibritt søvsø Carstens og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Maibritt søvsø Carstens

Hjerte skærende læsning.
Men hvem spørger, om hvor mange skæbner vi kan hjælpe her og ikke mindst der, hvis vi sparrede på f-16 og satte ulandsbistanden under samme krittiske øjne, som arbejdsløse, syge og handicappede herhjemme er underlagt?

Ole Chemnitz Larsen

Ligheden for loven er ikke eksisterende
En lille pige skal følge loven, mens Mette Frederiksens juristlag har kriminaliseret Justitsministeriet som udgangspunkt.

Som udgangspunkt alene fordi det kun er en endelig dom, der kan fastslå et kriminelt forhold.
Juristerne skal dog roses for konsekvent at efterlade sig solide beviser for kriminelle forhold, der også viser, at DJØF- juristerne er sammenspiste eller korrupte.

ellen nielsen

I maj 2014 blev den libanesisk-syriske grænse via et diskriminerende politisk tiltag lukket for palæstinensere....

Libanon har nok de samme årsager som de øvrige arabiske lande,
at de ikke vil tage ansvar for de mange palæstinensiske flygtninge, som de selv har været med til at skabe.
Så vidt jeg ved, har ingen af de krigsførende, arabiske lande 1947 - 1973 mod Israel givet reel opholdstilladelse eller statsborgerskab til palæstinensiske flygtninge.

I øvrigt er Yarmouk-lejren ikke en lejr, men et boligkvarter i udkanten af Damaskus, som p.t. er angrebet af IS.
Fortsat at kalde et boligkvarter for en flygtningelejr, må skønnes at være en del af en bevidst propaganda.
Vollsmose kan så også kaldes en flygtninge-LEJR.

Maya kom ikke uledsaget til DK, men kræves behandlet som sådan. Godt, glædeligt og heldigt at hun har mosteren, som kan Være forældre for hende.

Maibritt søvsø Carstens og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Maibritt søvsø Carstens

Lidt realistisk, kunne man jo også stille spørgsmålstegn ved, om der er i orden at sende sine børn som gidsel, for selv at kunne komme til, på offentlig foraørgelse at forstå, senere.
Som jeg læser det, ville Maya aller helst være hos sine forældre, uanset forholdene, og så syntes jeg faktisk, at det er kynisk af forældrene/andre i samme situation, at sende deres barn væk fra sig.

Maibritt søvsø Carstens

Sidder jeg alene med følelsen, af at artiklen om Maya virker ret konstrueret,
i og med, at der både er en moster i Danmark og en onkel der vil vidre til Sverige og forældre og lillebror der blev tilbageholdt, mens onkel kunne aflevere pigen, på sin vej til Sverige?

Christel Gruner-Olesen

kynisk ? set fra vores lille smoerhul maaske, Maybritt. Spoerg en flygtning fra Syrien - en taxachauffoer fra Aleppo for eksempel- om han kommer her for at blive forsoerget....
Jeg kender ham , han kom her (Tyskland)for at redde hans og familiens liv.

Karsten Aaen, Marianne Rasmussen og Eva Bertram anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Begivenhederne om Maya, familien og onklens flugt
tvivler jeg ikke på.
Tilfældige afvisninger ved grænsen, arabisk diskriminering af palæstinensere og at familiemedlemmer kan komme bort fra hinanden under en flugt, virker meget sandsynligt..
I Tyrkiet er der ikke krig, dog nærmere til at få Maya, søskende og forældre førte sammen igen.

Maibritt søvsø Carstens, Kjeld Smed og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar

Maibritt søvsø Carstens: som det tydeligt beskrives i artiklen, sendte forældrene ikke bare Maya afsted. De sad i en anden bil, der blev stoppet. Din kommentar virker på mig, som om dit eneste ærinde er at afvise behovet for asyl. Det behov deler du tydeligvis med flere og flere danskere. Jeg bryder mig hverken om din hensigt eller metode.

Troels Brøgger, Hans Larsen, Peter Hansen, Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen, Ture Nilsson, Marianne Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Libanons hovedstad, Beirut, ligger tre timers kørsel fra, hvor Mayas forældre og lillebror befinder sig.

...og, hvor hundredvis/tusindvis af andre syrere/lokale borgere (ca. 2/3 kvinder og børn)
befinder sig - midt i en borgerkrig.....

Maibritt søvsø Carstens

Jeg er af den overbevisning, at når folk flygter op gennem Europa, er det ofte under devisen "jo længere Nord på, des bedre forsørgelse."
Jeg er også overbevist om, at Danmark får enorm store problemer, bådr økonomisk og kulturel, hvis vi skal tage imod flygtninge i samme grad som Sverige.
Jeg syntes også, at det er smadder uhumant, at "forgylde" de der klarede sig hertil, frem for at sætte effektivt ind i nærområderne.
Jeg er da også sikker på, at nogle gerne vil arbejde, men hvorfor flygter de så hertil, hvor der ikke er arbejdspladsser nok i forvejen?

Maibritt søvsø Carstens

Ja din overbevisning er da ikke komme efter grundig overvejelser eller erfaring, nok nærmere fordomme, for hvis flygtninge flygtede efter bedste forsørgelse, hvorfor bor alle Europas flygtninge så ikke her i Norden? Og hvorfor har flere søgt asyl i Sverige når nu kontanthjælpen er 2750 skr.

Christel Gruner-Olesen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Skam, skam, skam over dette lille fede land og dets bange og smålige beboere. Hvordan er det kommet hertil ? Det er et reelt spørgsmål og ikke retorik, kan nogen give et svar ?

Maibritt søvsø Carstens

Peter Hansen;
Hvorfor de ikke alle bor her? Det er jo et helt klart spørgsmål om deres kapital. Kun de rigeste når herop.
Flere søger nok asyl i Sverige, fordi det er lettere og /eller hurtigere. Jeg mener ikke at man umiddelbar kan sammenligne svensk og dansk kontanthjælp til denne målgruppe, da udbetalingssystemerne og siddeløbende kasser ikke er ens.