Kommentar

Mindretalsdialog frem for tunnelsyn

I en tid, hvor publicistprisen gives til idémanden bag spot og latterliggørelse, er der brug for noget andet end den forældede hånens vej
15. april 2015

I Birgithe Kosovics nylige kommentar til hendes eksklusion fra PEN er hendes hovedanliggende, at hun både hos flertallet i PEN’s bestyrelse samt hos en del andre debattører ser et »ondartet hykleri« i, at man ikke er parat til – på trods af al tale om tolerance og demokratisk sindelag – at vise solidaritet med en »politisk modstander og forsvare dennes ret til at sige det, som ingen kan sige«.

Nu er det jo langtfra første gang, Birgithe Kosovic træder frem i den offentlige debat og beskylder andre for hykleri, hvis de i Muhammedtegningssagen og dens mange udløbere ikke mener som hun. Beskyldningen for hykleri sidder ganske løst i hendes pen, især – under sandsynlig inspiration fra Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen – rettet imod de såkaldt anstændige i diskussionen om Muhammedtegningerne. Da jeg er en af disse udpegede anstændige (blandt andet i Stjernfelts og Eriksens bog, der har givet anledning til den hyppige brug af begrebet), har Kosovics hykleribeskyldninger også været rettet imod mig, og jeg har i en radiodebat åbenbart forgæves forsøgt at afmontere essensen af Kosovics ovennævnte påstand. Lad mig prøve igen:

Der behøver – ihukommende Voltaire – ikke være noget uforeneligt i at være uenig i et synspunkt og at forsvare en persons ret til at have det. Det vil blive meget svært for Birgithe Kosovic blandt de personer, hun etiketterer som ’de anstændige’, at finde nogen, som ikke stik imod hendes påstand vil være parat til i ytringsfrihedens navn til enhver tid at forsvare politiske modstanderes ret til at sige, hvad de mener. Kosovics beskyldninger om hykleri i den anledning er ubegrundede, og hun har som debattør en uheldig tilbøjelighed til at overføre en slags forurettelse vendt imod især synspunkter, der går på tværs af hendes egne, til uvederhæftige påstande rettet imod repræsentanterne for disse synspunkter. Kan man ikke dele Kosovics udokumenterede trusselsbillede af islam som religion virker en egentlig diskussion umulig.

Voldelige fanatikere

Når Kosovic i sin kommentar bestandig taler om »det, som ingen kan sige«, så er dette som ingen kan sige jo netop blevet sagt og tegnet så mange gange både i Danmark og Frankrig, at de fleste læsere vil vide, hvad hun taler om. Fraset nogle få fanatikere, så har både ledende politikere, muslimske organisationer og stort set alle medier samt hundredtusinder af borgere i de nævnte lande gennem demonstrationer bakket op om retten til at sige og tegne det, som Kosovic påstår, ingen kan sige. Ja, både Danmark og Frankrig deltager sågar i en krigsførelse imod en af de terrororganisationer, som er blevet symbolet i den vestlige verden på den voldelige knægtelse af retten til at sige det, som ingen kan sige, og efterretningsorganisationerne i både Danmark og Frankrig er gearet til at beskytte de personer, som allerede har sagt eller tegnet det, som ingen kan sige eller måtte finde på at sige igen.

Der er således en mildest talt omfattende og manifest opbakning bag retten til at sige det, som ingen kan sige, men alligevel har sagt og tegnet. Men det, som Kosovic og hendes ligesindede ikke forstår, er, at man ikke uden at omskabe et samfund i retning af noget totalitært og dermed afmontere den åbenhed og frihed, man advokerer for, kan sikre sig 100 procent imod, at voldelige fanatikere kan finde på at angribe udøvere af en hvilken som helst tanke. Selv har jeg flere gange modtaget trusselsbreve fra nynazister på grund af af mine »jødiske synspunkter«. Det er et tragisk faktum, som et demokrati i sidste ende kun kan inddæmme med lige dele sikkerheds- og afradikaliseringsforanstaltninger.

En anden vej

Og så er der jo disse såkaldt anstændige, som blandt andre jeg angiveligt tilhører, der ikke af frygt for voldelige fanatikeres repressalier eller som knæfald for en voldsinflammatorisk islamisme (som jeg personligt i adskillige essays og artikler skarpt har kritiseret), men i tillid til dialogen og mindretalsanerkendelsens betydning som det egentlig tidssvarende og moderne tror på en anden vej for demokratiet end spottens, hånens og latterliggørelsens. Disse såkaldt anstændige er ikke mere anstændige end andre. I en tid, hvor publicistprisen gives til idémanden bag hånen, spotten og latterliggørelsen, kan de tværtimod forekomme revolterende i deres overbevisning om, at der er en anden vej end den i mange blindspor i Europas historie afprøvede og forældede hånens vej.

Stig Dalager er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Svennevig

"Kan man ikke dele Kosovics udokumenterede trusselsbillede af islam som religion virker en egentlig diskussion umulig." Så enkelt kan det siges.
Havde den tvivlsomme fornøjelse af at være til stede ved generalforsamlingen hvor Birgitte Kosovic blev ekskluderet fra Dansk PENs bestyrelse. For uredelighed i bestyrelsesarbejdet. For at bryde den fortrolighed, der gælder i ethvert bestyrelsesarbejde. Det var skamfuldt at opleve, hvor let og elegant Kosovic undlod at forholde sig til grunden for eksklusionen, og straks gemte sig bag beskyldninger om at hendes synspunkter var ilde hørt. Alt det hun angiveligt ikke havde mulighed for at sige har nu givet ekko gennem medierne lige siden. Gentaget i en uendelighed. Ligesom det blev på generalforsamlingen. Det er samme pointe, der går igen i Stig Dalagers fine kommentar. Mod døve taler selv den mest velartikulerede forgæves.