Klumme

Modstandsbevægelser og frihedskampe

Før og siden. Og nu? Samt lidt om min fasters grønne tidsskrift: ’Frie Ord’
14. april 2015

Uden den næsten vilde beslutsomhed, som gadens børn viste det første døgn, var strejkeviljen næppe blevet udløst hos alle.

Martin A. Hansen om folkestrejken juli 1944 (Tidsskriftet Heretica nr. 2, 1953).

 

Og med den fuldkommen vilde nøgternhed, som skribenterne Theis Ørntoft og Ferdinand Ahm Krag viste her i Information i fredags, er der da håb om, at strejkeviljen over for os selv og vores ødelæggelse af vores eget naturgrundlag kan blive udløst. Som når de i artiklen »Fremtiden Direkte: Omstilling« skriver:

»I den nuværende fortælling om ’omstilling’ indtager det senmoderne operationelle menneske scenens forgrund. Med sit økonomiske blik, sit administrative sprog og opfindsomme teknologiske løsninger kæmper det for at holde den økologiske katastrofe tilbage, så den kan forblive en perifer og abstrakt begivenhed et sted derude, i de tropiske og arktiske kulisser. Mennesket og dets samfund i forgrunden, naturen og dens katastrofiske virkninger i baggrunden; sådan tager omstillingens drøm sig ud i hovedet på den sanseløse politiker.«

Så havde i øvrigt min faster oppe på loftet, når jeg for mere end 60 år siden besøgte hende, nogle grønne hæfter, der hed »Frie Ord«. Et tidsskrift, hvis første nummer fra 1946 er præget af atombomben over Hiroshima og historieforfalskningen efter befrielsen 4.–5. maj for 70 år siden, redigeret af idéhistorikeren Vilhelm Grønbech og kirkehistorikeren Hal Koch. Det kastede jeg mig over og fik siden i arv. Det er grunden til, at min klumme her fik sit navn. For, som redaktørerne dengang skrev: »Vi kan ikke love Dem, at det kommer til at se ud, som et tidsskrift efter hævdvunden skik bør se ud.« Da atombomben, som Grønbech behandlede, og historieforfalskningen, der var Kochs anfægtelse, tydeligvis krævede og kræver noget mere end det hævdvundne.

Hvem var værnemager?

Oplagt er, at atombomben med sin opfindsomme teknologiske løsning og økologiske katastrofe varsler den Ørntoft-Kragske omstillingsfortælling: Om det senmoderne operationelle menneske med sit økonomiske blik (der kræver uophørlig, ubegrænset vækst i for- og opbrug af naturgoder) og sit administrative sprog (om at alt og alle skal underlægges markedets tugt, konkurrencens nødvendighed offentligt såvel som privat og pengemålestokkens abstraktionsterror anvendt mod hvem- og hvad som helst). Dengang, i 1946 og årtiet efter, udløste det derfor for mig »håb om en ny kultur og en ny kraft i folkets liv«, som Koch slutter sin artikel med at bekende.

Foranlediget af at han, der i den grad havde forsvaret folkeflertallets og folketingsflertallets og regeringens samarbejde med den tyske besættelsesmagt, til sin forfærdelse måtte konstatere den uhyrlig historieforfalskning, at »man nu uden videre vil forlange alle værnemagere dømt, medens dog alle ved, at regeringen var landets egentlige værnemager, og at politikerne i mange tilfælde bestemt ønskede, at danske firmaer skulle udføre værnemagtsarbejde.«

Hvilket efter besættelsens ophør medførte et såkaldt retsopgør, der må betegnes som det sorteste kapitel i Danmarks Historie. Indtil 2003. Da det blev overgået af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens, folketingsflertallets og folkeflertallets begrundelser for og beslutning om at overfalde Irak med krigs-ødelæggelser af endnu ikke afsluttet omfang.

Hal Koch forsvarede til det sidste den samarbejdspolitik, som ifølge Børge Outze – grundlæggeren af den illegale (efter befrielsen legale) modstandsavis Information – »først – og i lange tider først og fremmest« netop var frihedskæmpernes angrebsmål: »Modstandsbevægelsen opstod i kvalmende afsky mod den politik, som gik ud på, at man bare skulle hytte sig.« Det vedkendte Hal Koch sig. Det fordømte han hårdt, næsten vildt beslutsomt, samarbejdspolitikerne, deres presse og deres folkeflertal for ikke også at vedkende sig.

Den fordømmelse kalder jeg frie ord. Som også den Ørntoft-Kragske omstillingsfortælling var og er.

Modstandsbevægelse?

Nu kan man efter en tætlæsning af den ganske vist spørge, om der egentlig lægges op til modstandsbevægelse? Eller om en evt. frihedskamp mod det økonomiske bliks besættelse af os alle med sit administrative sprog og sine opfindsomme teknologiske løsninger på forhånd må betragtes som tabt? Så kun mangfoldiggørelsen af livsformer hinsides vores egen biologi efterhånden synes mulig? Beslægtet med Michael Karlsson Pedersens fremstilling her i bladet 28. oktober 2014 af »den planetløse generation«, som lever »i en stemning af, at fremtiden er forsvundet i fortiden, og at klimakatastroferne vil sætte punktum«.

Tilsyneladende opstår da en modsætning til Informations håbefulde forside og ene leder i går. »Er vi, den enkelte dansker, klar til at lade hensynet til klimaet, samfundet og betingelserne for liv på jorden veje tungere end de ekstra pensionskroner, vi muligvis kunne få ved at sætte pengene i kul, olie og gas? Denne avis er ikke i tvivl om, at investeringer i fremtiden ikke bør bero på en industri, der i stigende grad hører fortiden til. Derfor sætter vi de kommende uger fokus på emnet. Men endnu vigtigere: Hvad mener du, kære pensionskunde?«

Dog, måske skal der vilde gadebørn som Ørntoft, Krag og Pedersen til. Før de kære pensionskunders strejkevilje over for fortidsindustriens naturkatastrofiske terror bliver udløst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ola Jørgensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Holger Madsen
  • lars abildgaard
  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
  • Toke Andersen
  • Niels-Simon Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
Ola Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Holger Madsen, lars abildgaard, Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted, Toke Andersen, Niels-Simon Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Gadens børn og de som kæmper på gaden i dag må vel først og fremmest være dem, der har slået lejr i Dybvad, og som blokerer boretårnet, og hindrer lastbilerne i at komme frem og får bøder af politiet.
I fredags var vi ca. 500 til støttedemonstration på Nytorv. Ikke mange, men bedre end 400. Hvem kendte jeg? Jo, en fra Fødevarefællesskabet, en fra Klimabevægelsen og en fra Alternativet ud over nogle få, jeg havde set før.
Der er ikke meget gang i den.

Segmentet af omtalte kronikskrivere ved jeg ikke, hvor meget betyder. I sidste ende er det ude på gaden, det sker, og manifesterer det sig ikke der, kommer det ikke i medierne.

Resultatet er så, at det går godt, at vi har det godt, og at der ikke er grund til at lave ballade.

Om det hele går ad helvede til, går jeg ikke så meget op i. Jeg lever mit aktivistiske liv og gør det, jeg synes, der skal gøres. Jeg går ud fra at de 'planetløse' gør det samme, hvis de overhovedet er i stand til at gøre noget. Det er nok ikke så mange, jeg kan få ind i Alternativet, Fødevarefællesskabet og geleddet med demonstranter, men en dag sker der måske noget mere.

John Fredsted

Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg tænker, at hvis ikke hverken gruppen af mennesker, der med fuldt overlæg har sat børn i verden, eller gruppen af mennesker, der holder af livet og synes det er fantastisk, er i stand til i nogen nævneværdig grad at passe på grundlaget for livet, ja, så er det hele grundlæggende så absurd, at det - altså klimadestabiliseringen, m.m. - vel egentlig også kan være lige meget. Personligt tilhører jeg ingen af de to nævnte kategorier (førstnævnte fordi jeg heldigvis er barnløs), så jeg kunne vel egentlig bare erodere/destruere grundlaget for livet lige så meget, som juraen nu end måtte tillade (og ud fra en empirisk betragtning, så tillader juraen jo ganske åbenbart rigtigt meget på netop det område). Men det gør jeg ikke. Paradoksalt nok gør det mig måske til grin, i hvert fald udadtil. Men så må det jo bare være sådan.

Niels-Simon Larsen

Jeg har lige lyst til at sætte os selv på anklagebænken (Ejvind inkl.), for klummen indeholder et budskab, der er så alvorligt, som det kan være. Hvad gør man, når man har læst det? Man rejser sig, laver en kop kaffe og spiser en småkage. På en måde er vi værre end alle dem, der snorksover. De er undskyldt af deres søvnighed, men hvad er vores undskyldning? Vi burde jo komme susende og vælte alle husene eller i hvert fald alle forhindringerne for at lave en humant ligevægtssamfund. Det lader bare vente på sig.

Jeg kommer til at tænke på, at Kierkegaard et sted siger, at digteren er den værste af alle, fordi han i timevis kan fortælle og på den mest fantastiske måde, at man skal følge Jesus efter (undskyld at jeg drager den gode mand ind). Der skal hverken holdes prædikener eller foredrag om at følge ham. Der skal følges. På samme måde med klimasagen. Der siges meget om den, men det, der er behov for, er at der bliver gjort noget. Problemet er, hvad der skal gøres, for man må nemlig ikke gøre ret meget. Jo, man må melde sig ind i et parti, men man må ikke blokere boretårnet. Det er nemlig en god ting på trods af en hel masse dårlige ting, der følger med. Nu har ordensmagten kaldt demonstranterne til orden, og så kan der laves lovlig uorden i fred.

Det er dumt at spørge, hvorfor der ikke rejser sig en storm inden for de partier, der har en grøn profil. Det gør der ikke, fordi fracking påstås at være lidt grønnere end det mest beskidte. Dermed tages vinden ud af sejlene på protestbevægelsen, og de, der demonstrerer, vil åbenbart gerne have kullet tilbage.
Antifrackingfolkene og Greenpeace er de sande helte i dag.

John Fredsted

@Niels-Simon: "På en måde er vi værre end alle dem, der snorksover."

Det synes jeg er at stramme den lige lovligt meget. Snorksoveriet drejer sig jo ikke om, at man ikke er opmærksom på, at der er en problem, for der er vel ikke ret mange mennesker på denne planet, der endnu ikke har hørt om klimatruslen. Og derfor kan det heller ikke fungere som nogen form for undskyldning for disse mennesker. Snorksoveriet handler om, at man reelt ikke vil sætte sig ind i- eller erkende tingenes tilstand, fordi man så ikke kan fortsætte, som man plejer. I sit hoved afsætter man eksperterne for at gøre sig selv til ekspert med sine egne 'teorier', overbevisninger og mavefornemmelser. Overfor en sådan attitude er der grundlæggende meget lidt, man kan stille op, så længe attituden er vidt udbredt. Ingen demonstrationer i det offentlige rum og ingen debatindlæg vil have nogen mærkbar effekt. Og det er netop derfor, at jeg efterhånden har indtaget det resignerende standpunkt, som beskrevet i min kommentar ovenfor.

Michael Kongstad Nielsen

Det er måske lidt vidtløftigt at kalde vore dages parlamenters politik overfor klimaet og kloden for samarbejdspolitik, for der er jo ingen besættelsesmagt i dag, bortset fra den, vi besætter os selv med: - spilledjævelen, trang til materiel luksus, tilsat et dryp storhedsvanvid, så det er vores egne svage sider, vi er besat af, og som vi samarbejder med. Denne samarbejdspolitik kræver også en modstandsbevægelse, som vi må finde iblandt os selv. Greenpeace-aktionen i Dybvad mod skifergas-prøveboringen er vel et eksempel på dette.

Niels-Simon Larsen

@John: Resignationen ligger altid på lur, og der er altid gode argumenter for den, men resignation er ofte en luksusholdning, som der ikke sker noget ved at indtage. I weekenden var der et stor interview med en gammel modstandsmand, der mente, at vi havde det for godt til at gøre oprør. I klimasagen vil der så ikke blive ændret afgørende på tingene, før det er for sent. Det har vi tit været inde på.

Man kan godt sige, at både Ejvind og vi andre har råbt - Ulven kommer! i mange år, men når flertallet ikke kan eller vil se den, så er den der ikke, før den æder os. Dels kan vi ikke råbe andre op, og dels gør vi ikke oprør. Jeg vil sige, at vi har overladt oprøret til de yderste grupper, og det har jeg det ikke godt med. Jeg går ikke ind for vold, men vold er det eneste, der registreres. Det er en rigtig dum situation at være havnet i, og jeg kan ikke gøre noget ved den. Jeg er der, hvor du er kommet til, men har det nok lidt værre end dig. Jeg støtter dem, der er mere aktivistiske end mig, forudsat de ikke er voldelige.

@Mikael: Det er lige hårdt nok at bruge ordet samarbejdspolitik, men i realiteten er det jo det samme. Vi obstruerer lidt hver især på vores egen måde og redder en flig af samvittigheden, men en stor samlet modstand er ikke i syne, så vi er nok enige.

Michael Kongstad Nielsen

Andre former for modstands- eller frihedskamp kan også tænkes. Frihed for det materielle åg og naturødelæggelsens ditto findes allerede i pedalkraft, genbrug, skovture og vindmøllelav, NOAH, DN, OOA og DOF, skovbørnehaver og naturvejledere, nænsomt kystfiskeri fra Torup Strand og øko-skovlandbrug ved Svanholm Gods. Der er masser af muligheder, og meget af det sker allerede.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon - ja, "samarbejdspolitik" i denne sammenhæng er at spænde buen lige lovligt hårdt. Men det var et forsøg på at finde en pendant til Ejvinds sammenligninger mellem retsopgøret og Anders Foghs krigserklæring mod Irak.

Maria Francisca Torrezão

Der er sikkert en del eksperter, der mener, at fracking kan forsvares, men heldigvis er der nogen (både lægfolk og eksperter), der tør sætte spørgsmålstegn ved det. Demonstrationerne mod fracking og Swarthmore Mountain Justice bevægelsen er konkret modstand mod konkrete miljøproblemer og jeg håber meget denne modstand fortsætter i fremtiden til gavn for både miljø og klima (i den rækkefølge). Vi skal under alle omstændigheder passe på vores miljø uanset om fejlagtige miljø/energipolitikker er årsagen til klimaforandringerne eller ej. At fokusere alt for meget på virkninger (klimaforandringer) frem for årsager (fejlagtig miljøpolitik) løser ikke problemerne og det svarer nærmest til at sidde og tænke på, at man er angst for at dø, frem for at forholde sig til, hvordan man mener, at man skal leve sit liv, hvilket kan bevirke ansvarsløs magelighed og handlingslammelse, i stedet for at fremme ansvarlighed og handling. Derudover er klimapolitik blevet en integreret del af det geopolitiske spil (det kunne vi sidde og overvære i første parket under COP15) og geopolitik har desværre ikke meget at gøre med hverken miljøpolitik eller menneskehedens redning.
Klimaet er vigtigt at huske, for at vi ikke glemmer at skyerne færdes frit over nationalstater, unioner, pagter og kontinenter. Klimaet er ’den barmhjertige samaritan’ som fastholder at der findes kun én menneskehed, men at gabe over noget så stort som menneskehedens fremtidige redning, kan desværre få os til at glemme, at der faktisk findes mange mennesker i dag som reelt slet ikke har en fremtid og jeg ser desværre ikke noget modstandskamp rør på sig i forhold til en politik, der går ud på, at man bare skal hytte sig. Fra gårdagens avis et par konkrete eksempler, som ikke vakte meget røre: EU’s manglende solidaritet i forhold til flygtningepolitik http://www.information.dk/530001 og (muligvis én af de mange indirekte konsekvenser af Irak krigen) http://www.information.dk/530003.
Hvor er demonstrationerne (ikke mod mere eller mindre abstrakte fremtidige skrækscenarier men) mod denne nutidige skrækindjagende virkelighed? Vil vores magelighed forsvinde som dug for solen, hvis/når den store omstilling kommer? Kan menneskeheden reddes uden medmenneskelighed? Jeg spørger bare.

P.S. Og når jeg alligevel er i spørgehjørnet: Hvorfor må man ikke anbefale en artikel mere end én gang?

Niels-Simon Larsen

Da det nu er sidste Frie ord, må jeg hellere give den hele armen. Jeg er nemlig i et dilemma. På den ene side mener jeg, at det går skråt nedad, og på den anden side vil jeg ikke bruge vold.
Den almindelige påstand er, at man bliver nødt til at bruge vold over for de voldelige, og klimaforbrydelserne er strukturel vold.
Der er dog en væsentlig grund til ikke at bruge vold: Det ikke nytter noget, og vold avler vold. Man bekæmper kaos med kaos.

Jeg kunne ellers godt forestille mig, at der var en gruppe, der gik rundt og punkterede alle firhjulstrækkere, som en protesthandling mod overforbruget - bare for at give et eksempel. Det er dog ikke tilfældet. Der har været voldelige demonstrationer ved visse store møder rundt omkring i verden, men ikke meget. Altså en ikke-voldelig bevægelse mod en voldelig.

Den ikke-voldelige bevægelse skal så have en stærk indflydelse på en anden måde og kunne vende folkestemningen. Det er det, miljøbevægelsen ikke har kunnet i tilstrækkeligt omfang. Langtidsvirkningerne af forureningen er usynlig. Den er som en tyv om natten. Desuden er budskabet ikke rart. Det er uhyggeligt. Det er for meget for det almindelige menneske. En for stor nervebelastning, og så står vi som tabere. Ikke nok med det, men vi kan også følge forfaldet skridt for skridt. Samtidig skal vi have vores eget liv til at fungere, for ellers braser alt sammen og ondt bliver til værre. Man er tvunget til at følge forfaldet med godt humør. Man må lade være med at give udtryk for, hvad man mener, på upassende steder (og dem er der mange af). Man må optræde som en anden, end den man er, Det giver voldsomme problemer, og den almindelige holdning bliver den ironiske: Det er galt, men hva' fa'en ska' jeg gøre? Det giver et uvirkeligt liv.

Den voldelige (Blekingegade-unge) kommer i fængsel, og så er det bal forbi. Selvmord eller afretning. Nå, ja, lad os tilstå vedkommende en plads med en dybere indsigt, men hovedproblemet står uløst tilbage.
Jeg kan ikke løse problemet, ikke engang for mig selv. Jung skulle engang have sagt: Ikke alle problemer kan løses, men man kan forholde sig til dem og udvikles med dem. Det er så min vej. Jeg udvikles, men verden går stadig skråt nedad. Det er det uløselige problem - som i dag hedder en opgave, da der ikke mere findes problemer. Jeg kan altid undskylde min manglende indsats med, at det jo ikke er mig, der har opfundet problemet eller opgaven. Det er det fundamentale 'emne', jeg har fornøjelsen af at beskæftige mig med.

I Frie ord har der ikke været mange gange, hvor vi ikke har beskæftiget os med opgavebarnet. Det må så have været vores opgave. Ja, at holde fast i det, der er opgaven og ikke alt muligt andet. Der var et sted, hvor der blev gået til stålet. Et ikke-voldeligt debatforum.

Randi Christiansen, John Fredsted og Mikkel Dahl anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Maria Francisca Torrezão: Under mit studie boede jeg en overgang på et lille hummer ude i Gelleruppark-området af Århus. Udlejerens økonomi var så elendig, at ikke alene måtte han udleje dette hummer til mig, han måtte også udleje sin rigtig store stue til en flygtning, der havde råd til at bo i den, fordi, formoder jeg, kommunen betalte en stor del af hans husleje. Denne flygtning havde problemer med at sove, så han sad oppe meget af natten og så fjernsyn. Dette fjernsyn stod lige op ad muren ind til mit hummer, og jeg fik derfor min nattesøvn ødelagt (hvorved mit studie naturligvis blev meget hårdere). Dette forsøgte jeg at få ham til at forstå, men tilsyneladende forgæves. Dette gjorde, at jeg aldeles ikke brød mig om ham, for nu at sige det pænt. Gjorde det mig til et dårligt menneske? Gjorde det mig til et menneske uden medmenneskelighed?

Maria Francisca Torrezão

@John Fredsted: Jeg vil på ingen måde gøre mig til dommer over for en konkret situation, du har måttet forholde dig til i dit privatliv og slet ikke i et offentligt debatforum, hvor man (efter min mening) hjertens gerne må udtrykke sig personlig, men helst ikke privat; en grænse som kan være flydende, men for mig er den situation du beskriver – privat. Derfor til det spørgsmål, du stiller, kan jeg kun svare: Det må du alene afgøre.

John Fredsted

@Maria Francisca Torrezão: Det var ikke ment som, at du skulle hjælpe mig med at afgøre noget; det var ment som en kritik af dit standpunkt.

Niels-Simon Larsen

@John: Selvfølgelig ikke. Jeg ville have reageret på samme måde. Jeg har selv måttet tage kampen med en lignende nabo. Det er det samme med larm om natten. Man bliver nødt til at handle.

Maria Francisca Torrezão

@John Fredsted: Jeg kan slet ikke forstå, hvad dit private problem med en nabo, har at gøre med den generelle verdenssituation og at den skulle kunne bruges, som en kritik af det, du kalder mit standpunkt.

Hvornår er debat udtjent og nytteløst ?
Hvornår er en situation så kritisk eller akut, eller konsekvensen af at lade stå til så stor, at det tillader indgreb med andet end argumentation og diplomati ?
Problemet er ikke at vold er umoralsk men at vold næsten aldrig er konstruktivt.

Det nytter intet fx at blæse hjernen ud på den nuværende Mærsk CEO, der står altid en ny selvtilfreds parasit klar i kulissen.
Men hvad skal vi ellers gøre når de nu er uden for pædagogisk rækkevidde og truer alle med deres fortsatte eksistens?

John Fredsted

@Maria Francisca Torrezão: Forbindelsen er følgende: I din tidligere kommentar taler du om "EU’s manglende solidaritet i forhold til flygtningepolitik" og "Kan menneskeheden reddes uden medmenneskelighed?", der synes at antyde (og her tager jeg måske fejl), at man ikke kan anses for at være rigtig medmenneskelig, hvis man har en kritisk/nuanceret holdning til indvandring af flygtninge. Min konkrete historie, som jeg på dig kan forstå ikke hører hjemme i et offentligt forum som dette, var bare for at pointere, at en sådan indvandring af flygtninge kan, og som regel vil, medføre, at ikke-ressourcestærke indbyggere i et land presses.

Maria Francisca Torrezão

@John Fredsted: At der kan opstå problemer i forbindelse med integration af flygtninge og indvandrer, kan ikke være en undskyldning, for ikke at ville deles om problemerne inden for EU. Man skal derimod af politiske veje arbejde for, at det ikke bliver dem, du kalder ’ikke-ressourcestærke’ der kommer til bære de tungeste byrder.

Torsten Jacobsen

Mikkel Dahl,

Du skriver:
Men hvad skal vi ellers gøre når de nu er uden for pædagogisk rækkevidde og truer alle med deres fortsatte eksistens?

Hvem er 'de'? Hvad har 'de' gjort, siden de nu åbenbart ikke længere hører til 'os'? Hvem er dette 'os'? Efter hvilke kriterier kan man vurdere, om man er 'de' eller 'os'?

Eller er der i virkeligheden intet 'de', intet 'os'? Måske er du blot offer for en kategorisk tænkning? Primært formål: At trøste dig selv?

Lidt at tænke over. Og efter min mening bør man altid finde tid til en lille tænkepause, hvis man som du ender med, tilsyneladende seriøst, at stille spørgsmålstegn ved drabets effektivitet, men ikke dets berettigelse.

Michael Kongstad Nielsen

Maria Francisca Torrezão, i dag kl. 08:54:

- enig i, at ansvarlighed og handling er et must, og at klimapolitik desværre er blevet en del af det geopolitiske spil, hvilket svækker muligheden for enighed og handling i verden. Og sandt er det, at skyerne færdes frit over nationalstater, unioner, pagter og kontinenter, men netop derfor er det nødvendigt at blive ved med disse klima-topmøder. Uansvarlighed og manglende handling i én del af verden, vil jo give ødelæggelser i en anden del af verden. Ved Cop 15 var det - ud over dårlig mødeledelse - en strid om økonomiske bidrag til nedbringelsen af co2-udledningen, hvor udviklingslandene mente, at I-landene skulle betale forholdsvis mere (forståeligt nok, efter min mening, men det er en lang diskussion). Den diskussion slipper vi nok heller ikke for i Paris, men nu må parterne snart fundet deres ben i det spørgsmål, og så må vi se at komme videre.

For menneskeheden har virkelig brug for at der indgås en bindende aftale.
Uanset alle de andre store problemer, sociale, flygtninge, krig og sult, hvoraf du nævner et par eksempler, uanset alt det, som også skal løses, kan vi ikke lægge klimaforhandlingerne på hylden.

Jeg så gerne noget mere udenoms-parlamentarisme, demonstrationer osv., - frihedskamp -, men parlamentarikerne kan ikke undværes eller undgås.
-

Thorsten Jacobsen,
Jeg har hverken dine evner eller tålmodighed til at hudflette eller tage forbehold for samtlige detaljer i hvert eneste indlæg. Jeg forventer at folk kan tænke lidt selv.

Temaet er modstandsbevægelser og frihedskamp. Modstand uden truslen om vold kræver enten tid vi ikke har eller tillid der ikke er grundlag for.

Dertil kræver situationen; den forestående globale økologiske og klimatiske (for ikke at nævne sociale og demokratiske) krise, i mine øjne, en væsentlig mere radikal retorik og handlingsvillighed end vi normalt opererer med.
Hvilket egentlig er bemærkelsesværdigt da man som dansker, borger i vesten eller et hvilket som helst andet land på planeten, med Bhutan som mulig undtagelse, for længst har accepteret både drabets effektivitet og berettigelse.
Det er derfor vi sende trænede mordere med top-tunet krigs-teknologi afsted når vi skal løse problemer ude i verden.

Maria Francisca Torrezão

@Mikael Kongstad Nielsen:
Jeg synes også, at klimatopmøderne er meget vigtige og bør fortsætte, om ikke andet, fordi de lande som i al almindelighed ikke har så meget at skulle have sagt, kan i det mindste få krav på, at blive hørt i plenum på lige fod med de lande, som normalt sætter dagsordenen. Min pointe er bare den, at vi desværre ikke kan forvente, at en global bindende aftale kan opnås og derfor må vi, uanset hvad, fortsætte det daglige dont indenfor miljø- og energipolitik og ikke undskylde manglende handling ved at henvise til den udeblivende bindende aftale.
Og jeg er helt enig i den sidste afsnit af din kommentar.

Niels-Simon Larsen

Det sidste Frie ord?
Så må vi se tilbage.
Det mått’ selvfølgelig slutte.
Det nytter ej at klage.
Vi står nok der lidt mutte,
det lille faste ’kor’.

Det sidste Frie ord.
Hvor mange har der været?
Hver tirsdag sku’ det komme.
Og tænk så på besværet.
Før mandagen var omme,
så vented’ der et ’kor’.

Se, alle Frie ord,
de havde jo en mening,
en rod, en mægtig stamme,
så de ku’ gi’ forgrening.
Et centrum sku’ de ramme
og gribes af det ’kor’.

Og nogle Frie ord
faldt en og anden for brystet.
Ironisk kommenteret.
Et hoved voldsomt rystet.
Nej, ej rekommanderet.
Kun af det lille ’kor’.

I guder! Frie ord,
Vorherre i det høje
i ti variationer
forsvaret med stor møje
dog ikke med kanoner.
Serveret for det ’kor’?

NATURENS Frie ord
var nok det mest centrale.
Det må enhver ku’ fatte.
Så nær ved det sakrale.
Et budskab til de satte
og læst af dette ’kor’.

Så tak for Frie ord,
som nu er lagt i graven.
De skubbed’ til debatten.
Vi skrev os ind til marven
om dagen og om natten.
Det gjord’ det faste ’kor’.

Ejvind Larsen, John Fredsted, Maria Francisca Torrezão og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lettere inspireret af Niels-Simons flotte digtform:
I dag så jeg to svaler. Én svale gør ingen sommer, men der var to.
Just ankommet fra Afrika med eget lavprisselskab.
Måske taler de ægyptisk lidt endnu, inden de genkender hjemstavnens modersmål.
Med vanlig elegance og akrobatik kastede de sig rundt i luften,
hvis de var usikre efter den lange rejse,
lod de sig ikke mærke med det.
Det gav et gib i mig, jeg måtte straks delagtiggøre omgivelserne i den glædelige nyhed.

Svalen har det ligesom skyerne,
den færdes også frit over nationalstater,
unioner, pagter og kontinenter,
jeg håber ikke at den undervejs,
har spist for mange myg og insekter,
der var sprøjtet med EU-godkendte gifte,
godkendt af hensyn til vores svaghed og magelighed.
Som vi er besat af,
og må kæmpe os fri af.

Ejvind Larsen, Maria Francisca Torrezão og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Maria Francisca Torrezão

Frie Ord kan ikke lægges i graven

Denne uges klumme er ikke et farvel, men et på gensyn. Fra nu af vil Ejvind Larsen forhåbentlig indimellem vende tilbage, fordi han ikke kan lade være og fordi han har lyst til at glæde læserne med sine altid kloge iagttagelser og sin ukuelige opfordring til modstand mod naturødelæggelser og frigørelse fra den altomsiggribende DØV (Den Økonomiske Vækst); en opfordring, der i årenes løb, har krævet og ”kræver noget mere end det hævdvundne”.

Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Michael Kongstad Nielsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Mikkel Dahl,

Jeg har aldrig, og kommer aldrig til, at "acceptere drabets effektivitet og berettigelse."
Din manglende tålmodighed skal jeg ikke stille mig til dommer over. Blot vil jeg påpege at den ikke er meget bevendt som undskyldning når blodet, efter at ophidselsen har lagt sig, skal tørres af hænderne.

Ejvind Larsen

Tak

Tak er kun et fattigt ord.
Det stærkeste der findes.

Resten er tavshed.

Så: Tak

Kærlig hilsen
Ejvind

Maria Francisca Torrezão og Espen Fyhrie anbefalede denne kommentar

Thorsten Jacobsen,
Betalte du skat i nullerne ? Betaler du skat nu ? Hvis ja, så har du, uanset hvad du ellers måtte mene om at slå ihjel med et formål, været med til at finansiere mord på utallige komplet uskyldige mennesker. Du er indiskutabelt medansvarlig for deres ulykkelige skæbner !
Det var bare i en ufatteligt stupid sags tjeneste.

Den nuværende konflikt, klimakonflikten, får de seneste krige om patetiske politiske forskelle eller egoistisk kontrol med strategiske resurser, hvor du er ansvarlig for utallige mord, til at ligne et skænderi mellem tandløse spædbørn.
Hvis du tror andet lever du i ren illusion.

Der er intet problem overhovedet; moralsk, menneskeligt eller andet, med at at udpege forbrydere og fjerne dem fra ligningen.
Det er ikke en optimal metode, men der er vi desværre bundet af tidsperpektivet: Vi har ikke tid til at idioterne forstår ved egen hjælp.

Niels-Simon Larsen

@Mikkel: Forstår udmærket alvoren i dit indlæg, men hvor langt vil du gå i henhold til din sidste sætning? For mig lyder den grænseløs.

Niels-Simon,
Som du nok også fangede var mit indlæg ikke en opfordring til vold men en revision af samfundets normale adfærdsmønstre; ligegyldige konflikter løses med våbenmagt og utallige dræbte uden nævneværdige moralske problemer. Mens den økologiske og klimatiske krise, der med tiltagende sikkerhed vil true alles eksistens, adresseres med ikke-voldelig protest og byttemarkeder.

Men nu du stiller spørgsmålet. Personligt er jeg parat til at gå hele vejen, altså at dræbe, tvinge; anvende fysisk og psykisk vold og magt, hvis en rimelig sag eller et rimeligt mål kan udpeges og andre veje er udtømt - naturligvis.
Det er du og Thorsten garanteret også, det er alle mennesker - selv dem der tror andet i deres mage-lige-gyldighed. Men det er middelklasse blændværk, en priviligeret position som afslører et tvivlsomt greb om virkeligheden.
Der kommer engang, i en desværre ikke særligt fjern fremtid, hvor koblingen mellem fortsat klimaskadelig adfærd og forretning og døde børn og ødelagte skæbner en masse vil være meget tydelig og direkte. Når vi kommer dertil, vil selv dybfølte pacifister ændre holdning.

Problemet er så at det allerede er den virkelighed for mange af os. Det ligger som en naturlig og indiskutabel forlængelse af den viden om planetens grænser som vi besidder i overflod allerede i dag.
Og her ligger nok skillelinjen.
Hvis man ikke besidder den nødvendige indsigt eller det nødvendige overblik er det ikke så mærkeligt hvis man ikke opfatter sagen så akut og kritisk at handling udover normal demokratisk metodik er rimeligt.

Niels-Simon Larsen

@Mikkel: Alvorlige ting det her. Vi er enige om, at den er gal, men uenige om, hvad der skal gøres. Din vej har historisk set endt i blindgyder af vold. Visionen om at rette op, rettede ikke noget op, og vi befinder os nu over for den alvorligste udfordring: Menneskehedens overlevelse.

Det er meget muligt, at vi ender op i økokatastrofer med undtagelsestilstand og diktatur. Ligesom med nødhjælp til nødlidende, kan vi ende med et nødhjælpssamfund, men med vold, kan du kun gøre ondt værre. Kommunismen, som man vel kan kalde det største forsøg på at nå ordnede forhold, ønsker kun få gentaget. Nogle flere ønsker det med små ændringer fornyet, og flere af os ønsker et humant ligevægtssamfund, som du måske/måske ikke tror på.

Det er jo også et spørgsmål, hvad man kan få sig selv med til. Med din kurs vil du aldrig kunne undgå, at psykopater tilraner sig magt og svage mennesker pludselig mærker magtens sødme som dem fra Pol Pot tiden. Du vil også selv skeje ud og begå noget utilgiveligt. Hvorfor ikke?

Begge vore veje ser udsigtsløse ud, men ethvert menneske må vælge sin vej. Jeg ved ikke hvor og hos hvem, du har din base. Jeg tror, du er alene. Jeg hører ikke nogen plædere i den retning. Derimod er der mange, der mener som mig og er som mig. Problemet for mig er den store gruppe af velfærdssocialdemokrater, der mener at vækst er vejen frem. De går mig på. Ja, og så er der klimabenægterne, men de er uhjælpelige.

Mikkel: prisen for overlevelse kan også blive for høj.
Det er naivt at tro at man kan skyde genvej til målet via vold
For mig findes der intet acceptabelt alternativ til en demokratisk proces - i en eller anden form

Torsten Jacobsen

Mikkel Dahl,

Jeg har lidt svært ved at følge din argumentation. Jeg har medfinansieret den danske stats krigsførelse over skattebilletten, påpeger du, og dermed er jeg medansvarlig for uskyldige menneskers død. Altså er jeg morder, en uvillig morder måske, men ikke desto mindre morder.

Men erkender du så nu pludselig min tidligere pointe?:

Hvem er 'de'? Hvad har 'de' gjort, siden de nu åbenbart ikke længere hører til 'os'? Hvem er dette 'os'? Efter hvilke kriterier kan man vurdere, om man er 'de' eller 'os'? Eller er der i virkeligheden intet 'de', intet 'os'? Måske er du blot offer for en kategorisk tænkning? Primært formål: At trøste dig selv?

Tilsyneladende ikke, for du hævder jo samtidig at det er uproblematisk at lave denne skelnen mellem dem og os:

Der er intet problem overhovedet; moralsk, menneskeligt eller andet, med at at udpege forbrydere og fjerne dem fra ligningen.

Hvis du vil ud af den blindgyde du har argumenteret dig selv ind i, kan du evt. tænke lidt nærmere over, hvorvidt de binære kategorier du åbenlyst ynder at tænke i - dem/os - retfærdig/uretfærdig - morder/pacifist - nu også giver et rimeligt handlingsgrundlag i en kompleks virkelighed. Du kan også Læse 'Oprøreren' af Albert Camus. Den adresserer netop et spørgsmål, som i den grad vedkommer vores lille udveksling: 'Hvordan leve i oprøret, uden at forråde det?'. Den konklusion Camus når frem til, er ikke helt tilfredsstillende (det er løsninger på komplekse problemer sjældent), men det gør ikke hans overvejelser mindre værdifulde.

Niels Duus Nielsen

Niels-Simon: "Det er jo også et spørgsmål, hvad man kan få sig selv med til."

Netop. Og det er ikke en konstant størrelse.

Eksempel: Som ganske ung stjal jeg af og til mad og spiritus i supermarkeder. Jeg blev aldrig opdaget. Men efterhånden som jeg blev ældre, fik jeg mere og mere dårlig samvittighed, og til sidst, da jeg var omkring tyve år gammel, kunne jeg ikke længere få mig selv til at gøre det.

Det undrede mig, jeg var beton-materialist og mente, at moral var en borgerlig opfindelse, og at en sand revolutionær ikke kunne have nogen som helst moralske skrupler over at nationalisere dele af handelskapitalisternes ejendom. Men jeg måtte erkende, at der var noget i mig der var stærkere end min vilje og (misforståede) retfærdighedssans, jeg fik det simpelten fysisk dårligt (rysteture og koldsved), når jeg stjal, og det blev stadig værre. Så det holdt jeg til sidst op med. Så vidt, så godt.

Femogtredive år senere var jeg røget både på røven og på kontanthjælp, og på et tidspunkt blev jeg så uforskyldt ramt af sanktionshammeren og frakendt retten til kontanthjælp i tre måneder. Den situation kan jeg skrive meget om, men i denne kontekst er det væsentlige, at jeg faktisk sultede så meget, at jeg overvandt min modvilje mod at stjæle.

Det var ligeså ubehageligt, som jeg huskede det, og det hjalp ikke særlig meget på ubehaget, at jeg kunne argumentere over for mig selv, at det - givet min situation - var okay: det var jo ikke min skyld, det var Claus Hjort Frederiksens skyld.

Men sulten var trods alt mere ubehagelig, så jeg endte med at tage til Valby, langt fra hvor jeg bor, og fyldte lommerne i en Irmabutik. Heller ikke denne gang blev jeg opdaget. (Det lykkedes mig så at låne nogle penge af gode venner, jeg fik kontakt til Kofoeds Skole, hvor jeg kunne få et måltid mad hver dag, og langt om længe fik jeg så endelig medhold i ankestyrelsen.)

Denne lange historie for at anskueliggøre, at selv om det var mig ubehageligt at stjæle, var alternativet - at gå sulten i seng i flere måneder i træk - så meget mere ubehageligt, at jeg overvandt det mindre ubehag.

Hvad har det så med vold at gøre?

Jo, som gammel hippie har jeg altid været dyb modstander af vold, og er det stadig. Men givet min erfaring med sultens indvirken på min moralske modstandskraft i forhold til tyveri, er jeg da kommet i tvivl om min moralske modstandskraft i forhold til at bruge vold.

En af mine yndlingsdagdrømme i de tre måneder, jeg var uden indtægt, var at skyde Claus Hjort Frederiksen en kugle for panden. Ikke fordi jeg troede, det ville ændre noget særligt (ud over, at man vel får mad i fængselet), men simpelthen fordi jeg havde en stærk trang til at få hævn over den mand, der havde ødelagt det socialvæsen, jeg havde betalt skat til hele mit liv, og som nu ikke fungerede mere, da jeg havde brug for det.

Så jeg kan desværre godt forestille mig, at jeg i de rette (eller måske snarere forkerte) omstændigheder kan blive så sulten/vred/bange for at gå til bunds og dø, at jeg overvinder min modvilje mod at slå andre mennesker ihjel.

Jeg kunne ikke modstå sulten, kan jeg mon modstå vreden? Hvis jeg ikke kan, vil jeg da håbe for de borgerlige politikeres helbred, at de ikke får regeringsmagten og gennemfører de beskæringer i de sociale ydelser, som de drømmer om - for så begynder jeg måske igen at drømme om "skibskatastrofer, hærværk og pludselig død".

Fuck, nu har jeg igen begået et alt for langt indlæg.

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, hvad jeg forsøger at redegøre for i mit lange indlæg, er, at der er situationer, hvor argumenter ikke længere kan hæmme en indre trang. Og Ole Falstoft, det har intet med naivitet at gøre.

Engang udsatte jeg mig for livsfare, ved at jeg hoppede i havnen midt om vinteren i frostvejr for at hente en spritter op, der var faldet i vandet. Havde jeg tænkt mig om, havde jeg da ladet ham drukne, i stedet for at risikere mit liv for en bums. Men jeg tænkte mig ikke om, jeg gjorde det bare - kollega i knibe. Hvor naiv kan man være! Men det kostede mig kun en mindre lungebetændelse, og spritteren overlevede også, så jeg tror det var det værd.

Jeg vil aldrig kunne argumentere for at dræbe et andet menneske. Men jeg er ikke så sikker på, at jeg aldrig vil kunne finde på at gøre det.

Niels-Simon Larsen

@Niels N: Bevægende indlæg. Du er en stor berigelse for debatten.
Jeg tror, at vi alle på et tidspunkt har har stået med finderen på aftrækkeren om ikke andet så rent billedligt og følt os berettigede til at trykke.

Jeg er simpelthen bange for, hvad der kan ske den dag ballonen springer. Der skal ikke så meget til. Australien har haft mange klimakatastrofer, men alligevel fortrænger de problemet. Nu afviser de bådflygtninge. Danmark har haft et par storme, og de er glemt nu. Vi viser lidt venlighed, så samvittigheden er i orden, men den dag, hvor der virkelig sker noget, hvad så?
Hvis højrefløjen vinder næste valg, kan de så øge det sociale tryk uden folk reagerer? Det er for mig et stort spørgsmål. Jeg undrer mig som sagt før også over, at de unge sover så godt med den fremtid, der venter på dem, men det er nok bare mig, der ser den?

Det store perspektiv, der går på, om vold er en løsning, er nok slet ikke et spørgsmål. Der sker bare pludselig noget.
Der ligger dog en filosofisk, politisk diskussion, der spørger, om vi kan opnå et retfærdigt samfund gennem vold. Det er der ikke noget eksempel på, i hvert fald ikke hvis man indregner de såkaldt frie samfunds undertvingelse af svagere nationer. Et land som Danmark guffer i sig, hvor det kan. Vi burde gå ned på et niveau af enkel levevis, men det er der ingen vilje til.

Hvad er så vejen til retfærdighed, kan man spørge, især med henblik på den korte tid, som vi har at reagere i? Vi har tit været inde på det. Eneste løsning for os var at skrive her og så det løse. Der er ingen store strategier tilbage. Forhåbentlig kommer der ikke en kaotisk, voldelig periode, men jeg er bange for, at vi ikke kan undgå den bl.a. fordi så uendelig få tør se fremtiden i øjnene.

Kan man i sin vildeste fantasi forestille sig, at den ene procent pludselig går ind i Frelsens hær eller bare tænker sig om og siger, at fra nu af vender vi bunden i vejret og deler med de 99? Det er sådan noget lignende, der skal til.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Fair nok. Jeg trækker mit 'kommer aldrig til' tilbage i forbindelse med mit tidligere udsagn, som nu så blot lyder: 'Jeg anerkender ikke drabets berettigelse'.

Niels Nielsen: Nej det du fortæller har intet med naivitet at gøre. Det er ren fortvivlelse.
Jeg tænkte på en form for politiks ideologi som mener at målet helliger midlet.
Bruger man de forkerte midler når man aldrig målet -derfor er det naivt i bedste fald

Niels-Simon Larsen

Dostojevskij lod Raskolnikov komme med urproblemet: Han mente sig kaldet til at gøre menneskeheden en tjeneste ved at slå den gamle pantelånerske ihjel. Desværre kom hendes elskelige søster forbi i samme øjeblik og så, hvad der var sket, og derfor blev Raskolnikov også nødt til at slå hende ihjel.

Det er jo ikke bare de skyldige, der ryger, men også de uskyldige kære, som intet ondt har gjort foruden børn fra begge lejre.
Mikkel, Campuchia. Har du ikke set udsendelserne med Broder 1 og Broder 2 og deres håndlangere? De sidste fortalte lavmælt om deres forbrydelser.

For lige at holde fast i mit problem, som nok også er jeres: Vi skal nægte at begå vold, men bruges der ikke virkeligt hårde midler, kan man ikke afvende klimakaos. De hårde midler er dog ingen direkte garanti for succes.
Så må vi vente, til skraldet kommer. Først da står det klart for enhver, at der bør gøres noget. Desværre vil det nok være for sent så.
Jeg føler det underligt at sidde fredeligt og ræsonnere på den måde, mens solen skinner ind af vinduet, men er det forkert tænkt?

Niels Duus Nielsen

Niels-Simon, det er ikke sådan, at jeg tror, det ikke nytter noget at argumentere imod brugen af vold. Her støtter jeg mig til Aristoteles, der siger noget i retning af, at hvis man bevidst gør det dydige, altså det, som retter sig mod det gode liv, vil man efterhånden vænne sig til det, så man til sidst gør det dydige uden at tænke over det; det bliver så at sige indoptaget i ens karakter. Men om det virker i de afgørende situationer, kan jeg kun håbe på.

Jeg har oplevet mig selv i et par situationer, hvor sult eller næstekærlighed (?) gjorde, at refleksionen slog fra og automatpiloten tog over, og det slap jeg rimelig godt fra, forstået således, at det lykkedes mig efterfølgende at efterrationalisere mine motiver på en måde, så de holder - om ikke i byretten, så i hvert fald i min egen selvforståelse som et nogenlunde anstændigt menneske. Således går jeg ikke rundt og skammer mig over noget, ikke engang min ungdoms småkriminelle tåbeligheder.

En sidegevinst er, at jeg med årene er blevet et rimeligt tilgivende menneske, jeg kan forstå langt de fleste menneskelige fejl og ufuldstændigheder, fordi jeg har oplevet mig selv som ufuldkommen - i skarp modstrid med min ungdoms tro på egen udødelighed og bedreværd.

En af de få ting, jeg har svært ved at tilgive er indædt ressentiment - altså det indebrændte had, visse mennesker lider af, og som desværre kommer til udtryk mere og mere i disse tider, senest her i forbindelse med de druknede flygtninge fra Libyen. Så sent som for et par timer siden ønskede jeg al mulig død og ulykke over en troll på en anden debattråd, men jeg styrede mig, og undlod at fodre ham - jeg ved jo, at det ikke nytter at diskutere med disse mennesker.

Jeg er enig med dig i, at det ser håbløst ud. Diskussionerne her i Ejvinds tråde har været god terapi; som du skriver har vi ikke fundet nogle nemme løsninger, men vi har stillet en masse gode spørgsmål, og det gode spørgsmål siges jo at være det halve svar - godt begyndt er halvt fuldendt. Så måske når vi det; så længe der er liv, er der håb, sagde min far altid. Det nytter måske ikke noget at kæmpe, men det nytter da slet ikke noget at give op. If you give up, you are already dead, som min ghanesiske ven sagde. Floskler, vil nogen måske synes, men de gamles visdom skal man ikke sådan kimse ad - der er en grund til, at de blev hængende i sproget.

Jeg er meget ked af, at Det frie Ord ophører, Ejvinds Larsens klumme har affødt mange diskussioner, som jeg har fulgt og kun af og til deltaget aktivt i, men altid tænkt videre over. Jeg håber Information finder et andet format, hvor det bliver muligt at lade diskussionerne flyde frit, uden altid at være bundet op på et bestemt emne.

PS Jeg bliver nødt til at nævne Løgstrup og hans spontane livsytrnger. På et tidspunkt, da jeg var meget vred på Claus Hjort Frederiksen, var jeg tvangsindlagt til et "ældremøde" på Nationalmuseet, hvor han var til stede og gjorde reklame for et af sine asociale tiltag over for os halvgamle kontanthjælpsmodtagere. Jeg havde forberedt mig på at konfrontere ham og sige noget snavs til ham, men da jeg stod over for ham og så ham ind i øjnene, så jeg, hvor lille og usselt et menneske han var. Så jeg fik spontant lidt ondt af ham, og gik min vej uden at fornærme ham. Det lærte mig, at det er meget nemmere at hade et menneske på afstand.

PPS Dostojevski er også god at læse, når man begynder at føle hadet og vreden vælde op i sig.

Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Selvforsvar overfor lovens strukturelle vold er hæmmet af de eksisterende såkaldt demokratiske processer. Det er nogen gange godt og ofte helt utilstrækkeligt ifht at forsvare sig.

Iflg niels bohr er vi medskabere - og derfor giver al aktivitet mening. Udfordringen er at fokusere præcist. 'Miraklernes' tid er derfor ikke forbi, og det er ganske sandt, at så længe der er liv, er der håb - og derfor kan vi stadig håbe, at vort bevidste fokus på at forstå og etablere cirkulær økonomi i tide vil bære frugt.

Niels-Simon Larsen

Dit indlæg, Niels Nielsen, får mig til at tænke over, om vi ikke alle har et vredens tyngdepunkt, som vi reagerer ud fra. Den retfærdige vrede forstås. Min aktuelle og miljømæssige vrede består i, at jeg ikke kan tage den ydmygelse, der kommer fra den klimabenægtende højrefløjs side. Og så er det ikke bare den. Det er næsten hele spektret.

Jeg kan ikke tage, at Jørgen, Ejvind og Monbiot (det er dem, jeg har fulgt mest) ikke har mere gennemslagskraft, end de har. De burde have langt mere opbakning, og som det hedder i dag, sendetid. Jeg er enormt vred over mediernes svigt, og samtidig ved jeg så udmærket, at medierne er det, de er blevet gjort til - af vælgerne, borgerne. Somme tider slukker jeg TV'et med et suk, og tænker, at det kun kan gå galt. Andre gange smutter en god udsendelse igennem, og så tvinger jeg mig selv til at håbe igen.

Politikerne har i den grad fået lov til at omgå befolkningen og lusket skifergasboringerne igennem. Havde det været på Sjælland, var jeg mødt op ved hegnet. Gad vide, hvad de betjente tænker, der uddeler bøder til demonstranterne? Har man fået en, er man dæmpet ned, for man hverken kan eller vil betale hver dag. Hvad så? Det er der, vreden tændes og der, der lægges andre planer - altså hvis nogen gør det. Under alle omstændigheder drejer det sig kun om et fåtal. Der er en del blæst om det på facebook, der hvor jeg ser, men det har ikke fat særlig dybt hverken hos unge eller ældre. Igen føler jeg ydmygelsen.

Jeg kan godt se situationen for mig, da du stod over for 'Hjorten'. Jeg har ikke et menneske, jeg kommer til at se i øjnene, og jeg føler mig ydmyget, ja, også på mine børnebørns vegne. Det er en ydmygelse, jeg ikke kan komme af med, og som jeg har måttet lære at leve med. Jeg kan så berolige mig selv med, at jeg ikke er en del af et folkedrab, hvor man til dagligt mærker ydmygelsen. Set på den måde er der næsten ikke andet end ydmygelse til i verden, Gaza, Syrien osv. og nået så langt, begynder jeg forfra og tænker på, hvor mange privilegier, jeg har og muligheder, jeg kan udnytte. Så er jeg oppe igen, og sådan kører mit liv.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

det er efter min erfaring netop en manglende evne til at tilgive sig selv, der nærer frygten og foragten i så mange mennesker. Det er derfor at man med fordel kan 'spidse ører', når man overvældes af negative følelser i mødet med et andet menneske. der er ofte tale om at man i den andens 'utilgivelige handlen og væren' blot konfronteres med en spejlning af 'det forbudte' i ens egen 'handlen og væren'. Det som ikke kan tilgives.

når Sartre konstaterer, godt nok i en anden sammenhæng og en lidt anden betydning, at helvede, det er de andre, så følger det af ovenstående, at helvede er mig selv.

Og det er blandt andet derfor, at Mikkel Dahl og andre med kløe i aftrækkerfingeren, om der så skydes med kugler af bly eller moralsk fordømmelse, har tabt på forhånd.

Niels-Simon Larsen

@Mikkel: Jeg håber, du kommer igen, for du står for mig som en slags fyrtårn. Jeg synes ikke, du opfordrer til vold, men du går over en grænse, jeg ikke går over. Vores undersøgelse går på, hvad der vil ske i fremtiden, og hvordan det gode kan vinde sagt lidt banalt.

Ejvind Larsen

Det er jo fantastisk, at tråden stadig fortsætter...

Kære venner: Tak

– også for de personlige hilsener til mig. De varmer...

Niels-Simon, Thorsten Jacobsen mfl.

Indtil videre har jeg ikke gjort andet end at stille og besvare spørgsmål som i mine øjne er yderst relevante i forbindelse med de tiltagende klimaændringer og temaet i dette sidste Frie Ord; modstandsbevægelser og frihedskamp.
Hvornår er en trussel så umiddelbar at vold kan begrundes som selvforsvar ?
Skal der stå en radikaliseret psykopat med en automatriffel ?
Er intention stadig et relevant forhold i en tid hvor menneskelig adfærd og industri truer eksistensen for alt og alle ?

Jeg er ofte uforstående for vores samfunds prioriteringer på flere centrale områder.
Vi er nærmest neurotisk optaget af personlig tryghed og sikkerhed, og konsekvent villige til at sælge ud på alle punkter mod bare illusionen herom.
Voldsparathed og accept er udbredt, nærmest uanfægtet, i den brede befolkning, som reaktion på en bred vifte af nærmest ligegyldige udfordringer.
Mens en trussel som den forestående klimatiske og økologiske krise behandles med noget der, situationens alvor taget i betragtning, ligner passiv ligegyldighed.

'Min vej' består af læserbreve, debatindlæg samt medlemskab af diverse primært demokratisk anlagte ikke-voldelige organisationer.
Jeg forstår faldgrupperne og den negative historiske erfaring med vold som politisk middel og beklager i øvrigt den forsimplede dikotomi.
Når jeg alligevel fremsætter dette som en overvejelse er årsagen, udover tiltagende desillusion, en gryende erkendelse at de demokratiske metoder ikke bare; ikke har en chance for at opnå den nødvendige bevægelse, men i sig selv understøtter status quo.

Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvornår er der tale om berettiget selvforsvar overfor den strukturelle vold? Er det når individets menneskerettigheder ikke respekteres, som fx når den 1% og co med fejlvurderinger og/eller personlig vinding for øje driver rovdrift på fællesejet og ikke en gang betaler kostprisen?

Sider