Kommentar

Mon ikke vi er blevet lidt for lydige?

Universitetet er nødt til at vikle sig ud af konkurrencestatens ’perform or die’-logik. For hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, har vi som kultur ingen modstandskraft
Universitetet er nødt til at vikle sig ud af konkurrencestatens ’perform or die’-logik. For hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, har vi som kultur ingen modstandskraft

Ditte Ahlgren

21. april 2015

»Hvordan kan man leve, og hvordan man kan dø?« Det spurgte min lille Marie mig om for et års tid siden.

Der er formentlig ikke mange af læserne, der har tænkt over lige præcis det spørgsmål i dag. Ja, lad mig gætte på, at de fleste tænker over den slags spørgsmål virkelig sjældent.

Og da jeg for nylig spurgte Marie, om hun overhovedet kunne huske, at hun havde stillet spørgsmålet, var svaret da også nej. Jeg tror faktisk, hun selv synes, hun havde været lidt fjollet dengang – at tænke over sådan noget. Det gør vi nemlig sjældent. Vi bliver vænnet af med at stille spørgsmål til det gådefulde. Og vi bliver vænnet af med at kritisere. Vi vænner os af med at undre os. Vi tænker nemlig ikke længere i dannelse og ånd, vi tænker i uddannelse og marked.

På Roskilde Universitet findes en væg på en bygning, hvorpå der står »perform or die« sådan cirka 90 gange. Jeg indrømmer, at jeg gyser hver gang, jeg ser den væg. Sætningen er selve indbegrebet af det, jeg som universitetspræst taler med mange studerende om: frygten for ikke at kunne præstere godt nok, ikke at kunne præstere optimalt hele tiden.

Hvad er der dog galt i at gøre sit bedste? Ingenting – de fleste gør allerede deres bedste. Men forestillingen om og tilskyndelsen til, at vi enten skal præstere eller ende som tabere – perform or die – får ikke studerende eller nogle andre til at gøre deres bedste, det fører tværtimod til angst.

Inden for den uddannelses-mæssige markedstænkning er filosofisk-eksistentielle spørgsmål blevet uinteressante, ja, vel nærmest kontra-produktive, for de giver intet afkast, nej, de sinker bare produktionen af kandidater. At tænke på en undrende, ikke hensigtsmæssig, ikke målorienteret måde – er ikke i høj kurs. I stedet er det i høj kurs at sige: Hvad kan jeg bruge det til? Men hvad gør det ved os, at vi ikke må tænke som Marie, ikke må lege, spilde tid, at vi principielt ikke bør gå ud ad nogle finurlige omveje, som muligvis ikke fører til noget resultat, men – er jeg overbevist om – gør os klogere, visere, mere lydhøre over for tilværelsens musikalitet?

Frygt for udstødelse

Man kan hævde, at det ikke er sandt, hvad jeg skriver; at man har rig mulighed for at arbejde med de eksistentielle temaer, hvis man læser filosofi (hvis filosofi ellers består som fag). Det kan man muligvis, hvis man tilhører den ret lille udvalgte gruppe af studerende, der er indskrevet på det filosofiske studium. Men min pointe er en anden, nemlig, at den måde at reflektere på – som sådan – ikke fremmes. Det er ikke det enkelte universitet, jeg har i tankerne, men dét paradigme, som har lagt sig som et spind ud over alt og alle – nemlig det, vi kender som konkurrencestaten.

Problemet er, at konkurrencestatens ingeniører forestiller sig, at mennesker kan styres og tvinges som robotter ind i det altid hensigtsmæssige og effektive samfund, hvor vi hver især ender med først og fremmest at være midler for noget andet, nemlig pæne tal på et regneark, og ikke mål i os selv. Uden etiske, filosofiske og eksistentielle målestokke kan vi ikke sige noget om, hvad det gode samfund er.

Jeg er samtalepartner for studerende på RUC og USCJ. Og jeg kan konstatere – uden at overdrive – at over 90 procent af dem, jeg taler med, fortæller, at de enten har meget, meget travlt, eller er stressede og pressede i en grad, så det nærmer sig det alarmerende.

Forleden sad jeg sammen med en 25-årig studerende, der som det første fortalte mig, at han både frygtede og forventede at ende som working poor – altså en arbejder, der aldrig bliver organiseret og ikke nyder de rettigheder, som vi hidtil har taget for givet. Han frygtede at ende som et fattigt menneske uden sikkerhed i et samfund, som så ikke vil regne ham for noget. At en 25-årig studerende siger det, er i mine ører sørgeligt, og det foruroligende er, at jeg jo ikke ved, om han har ret i at frygte den udvikling. Om markedet har brug for ham, kan ingen forudsige. Og når markedet ikke har brug for én, så sørger konkurrencestatens retorik for at stigmatisere dem, der befinder sig udenfor markedet som tabere.

Det fylder os med frygt for udstødelse og gør os til hinandens konkurrenter. Den enkelte får skylden, når konkurrencestaten spytter de uheldige ud af sit maskineri – og han eller hun skal selv bære den skyld, som naturligvis ikke er hans eller hendes skyld!

Hvad er ånd?

Hvad er det for et menneskesyn, som vi har udviklet de senere år? Ovenikøbet et menneskesyn, der er hjulpet på vej af newspeak, ligesom i Orwells bøger, hvor man tilsyneladende kun må udtale sig i positive vendinger og plusord om alt.

Filosoffen Hannah Arendt mente, at vi må tænke over det, vi gør, men at tænkningen må være fuldstændig fri for ikke at stivne i strategi og floskler, i løgn og de illusioner, som hun beskrev som en slags samfundsmæssigt mørke: Det vil sige, når man taler og taler, uden egentlig at sige noget; når vi udvikler blinde pletter og lærer at camouflere det, som ikke gerne tåler et undrende og kritisk blik.

Hvad er ånd? Det modsatte af konkurrence, tror jeg. Uden nysgerrighed og undren forstener vores følsomme blik på verden og bliver instrumentaliseret.

Hvis vores svar på spørgsmålet om livets mening og indhold er, at det er lig med at klare sig i konkurrencen og overleve i økonomisk forstand, så har vi svaret på livets forudsætning, men vel ikke på livets mål eller indhold eller – for dens sags skyld – de værdier og anskuelser, vi vil kæmpe og leve for?

Hvis vi kun har økonomiske svar på eksistentielle spørgsmål, så har vi som kultur ingen modstandskraft, så står vi blottede over for alle mulige udemokratiske ideologier og bevægelser, fordi vores tænkning og kritiske refleksion ikke er blevet fremmet og værdsat.

Laveste fællesnævner

Mon ikke vi er blevet for lydige og for høflige og tilpasningsorienterede? Og så har manipulationen let spil. Hvis tænkningen – og herunder kunsten – ikke er fri  – eller hvis den bliver spændt for en bestemt vogn, der skal fremme nok så hensigtsmæssige mål, så ender vi selv i ufrihed.

Hvorfor studerer man? Fordi man skal have et job, så man kan klare sig og overleve. Det er rigtigt. Men er det dét, universiteterne er til for? Overlevelse? Endda økonomisk overlevelse? Det var vel ikke den oprindelige ide. Bør universiteterne ikke være fyrtårne for den frie tanke? Mon ikke vi skulle vove at modsige konkurrencestatens logik?

»Der er ingen farlige tanker. Tænkning i sig selv er farligt,« sagde Hannah Arendt, underforstået: farligt for de paradigmer, som tænkningen kan tvivle på og dermed være med til at erodere.

Men jeg tror også, som Hannah Arendt, at det er langt farligere ikke at tænke. Og, kunne man tilføje, langt farligere ikke at have et digterisk, humoristisk, musikalsk – og ustresset – blik på verden. Hvad kan jeg bruge det til? kan du spørge. Ingenting. Men risikoen ved at ekskludere den værensform, der ikke kan dokumenteres som brugsegnet er, at vi kommer til at overleve på laveste fællesnævner, at vi kommer til at forråde det, vi lever for – nemlig livet med og mellem hinanden.

Ulla Pierri Enevoldsen er studenterpræst på Roskilde Universitet og University College Sjælland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Torben Selch
  • Britt Kristensen
  • Jørn Andersen
  • Maiken Guttorm
  • Lars Bækgaard
  • Kurt Loftkjær
  • Jakob Lilliendahl
  • Anette Bjørnstrup
  • Elisabeth Andersen
  • Torben Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • lars abildgaard
  • Troels Larsen
  • Liliane Murray
  • Michael Bruus
  • Britta Hansen
  • Niels Engelsted
  • Ib Jørgensen
  • Anne Eriksen
  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
Ejvind Larsen, Torben Selch, Britt Kristensen, Jørn Andersen, Maiken Guttorm, Lars Bækgaard, Kurt Loftkjær, Jakob Lilliendahl, Anette Bjørnstrup, Elisabeth Andersen, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Troels Larsen, Liliane Murray, Michael Bruus, Britta Hansen, Niels Engelsted, Ib Jørgensen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Hvis et er rigtigt at et åndløst liv i 'konkurrencestaten' medfører angst for at falde igennem, så kan man med en vis rimelighed formode, at vi som mennesker kun tolererer en sådan angst, fordi den trods alt er nemmere at forholde sig til, end en mere grundlæggende angst, som for alt i verden må undertrykkes.

Denne større, mere grundlæggende angst, vil jeg hævde, er en angst for tvivlen. For i tvivlen dør sikkerheden, og uden sikkerhed kan man finde det svært at leve. Det er svært at positionere sig i tvivlen: bevæger jeg mig fremad eller bagud? Er jeg ved at vinde, eller ved at tabe? Er min livsudfoldelse værdifuld? Har jeg, frem for alt, ret? Gør jeg ret?

Dybde i tanken kan være et udtryk for, at man forsøger at tage tvivlens grundvilkår på sig. At man opgiver sin sikkerhed (og dermed noget af sin effektivitet), i troen på at der gennem tvivlen kan findes noget af større værdi end effektivitet, større værdi end sikkerhed. Men det er der i sagens natur ingen garanti for - så hvorfor dog vove sig ude på dét måske endeløse hav?

Niels Engelsted

Perform or die er neoliberalismens darwinistiske krav og kan i konkurrencesamfundet oversættes til: Bliv et tandhjul i maskinen eller bliv skrot.

Frygten for ikke at finde sit sted at snurre i maskinen må være tidens svøbe for alle unge, der endnu ikke har givet op. Kravet står ikke kun gentaget 90 gange fra en væg på RUC, det fremsættes tusindvis af gange hver dag fra Folketinget og medierne til børnehaven og spisekøkkenet. Stakkels ungdom.

Men i stedet for bare at kigge på sig selv og sine måske utilstrækkelige tandhjulstænder, kunne det måske være befriende også at kigge på maskinen. Man ved hvad der sker, hvis man selv skrottes. Men hvad sker, hvis det er maskinen, der sætter ud?

Jeg har ledt efter en anledning til at anbefale en bog, som jeg netop er faldet over og har læst, og som både er overraskende øjenåbnende og fantastisk skarp og morsom. Forfatteren er opvokset i Sovjetunionen og lever i USA. Bogen sammenligner overbevisende de to og finder dem overraskende ens. Sovjetunionen kollapsede og forfatteren forudser, at USA vil kollapse af præcis de samme grunde.

Det samfundsmæssige kollaps er det samme, som at maskinen går i stå og efterlader tandhjulene på åben mark. Forfatteren fortæller hvordan russerne på godt og ondt klarede at klare dette kollaps, der efterlod dem på åben mark, og er tænkt som en guide til amerikanerne om, hvad de skal forberede sig på.

Bogen er relevant i denne tråds sammenhæng, fordi den fortæller, hvordan helt andre menneskelige egenskaber end neoliberalismens pludseligt bliver de vigtige for overlevelsen, mens den performance, som konkurrencestaten stiller krav om, bliver ligegyldig og latterlig.

Bogen er denne.
Dmitry Orlov: Reinventing Collapse.
http://en.wikipedia.org/wiki/Dmitry_Orlov_%28writer%29

Jeg tror, at Torsten Jacobsen ovenfor foreslår, at man letter sin angst og smerte ved at læse Kierkegaard og reflektere over hans eksistentialistiske budskab, men man kan også få lettet lidt af trykket og genvinde sit perspektiv ved at læse Orlovs bog. Den er klog, skarp og morsom, og vil hjælpe selv om der måske er meget man ikke vil være enig i. Jeg vil ihvertfald anbefale den til studenterpræsten og hendes fortvivlede RUC-studerende.

Jeg vil også anbefale den til dem, der -- på den ene eller anden side -- på disse debatsider har interesseret sig for aktuelle konflikt mellem USA og Rusland.

Og så vil jeg til sidst også varmt anbefale den til Michael Kongstad Nielsen og andre håbefulde alternativister. Det er lige deres ting, for som der står i en anmeldelse:

Orlov gives no quarter to prophets of doom and gloom, finding plenty of room for optimism, if only we focus our efforts on personal and culturaltransformation instead of trying to perpetuate an impossible status quo. This challenging yet inspiring and surprisingly upbeat work is a must-read for anyone concerned about peak oil, the environment, geopolitics, internationalrelations and life in a resource-constrained world.

Jakob Lilliendahl, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Britta Hansen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

BRAVO !

Hvor er jeg bare glad for denne kronik. Tusind tak Ulla Pierri Enevoldsen. Du reddede lige min dag.

Social udstødelse er en frygt for mennesker og det er overlevelsen også...
Konkurrencestaten nærer begge til en saboterende nedslidning og ødelæggelse...

Liliane Murray

Eureka! Perform or die, arbeit macht frei!

Nu husker jeg ikke længere navnet på universitetet, men et af de meget store universiteter i USA, planlægger at skære kraftigt ned på og til dels helt fjerne fagene indenfor de bløde videnskaber, humanioras.

Vi glemmer at stille os selv og andre, det vigtigste spørgsmål af alle, det spørgsmål der er grundlæggende for alt, "Hvorfor?"

Torben Nielsen, Jørn Andersen, Lars Bækgaard, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Nu er jeg jo 53 år og er nærmest opdraget med en anden tankegang også som voksen.

"Hvad er der dog galt i at gøre sit bedste? Ingenting – de fleste gør allerede deres bedste. "

Jeg har modsat med tiden lært, at der er alt galt med at gøre sit bedste. De, der ikke er så dygtige, sættes i et dårligt lys. Der følger ikke bare ansvar men også høje forventninger med at gøre sit bedste. Socialt samvær med de, der ikke gør sit bedste, går tabt. Det er langt bedre at gøre mindst muligt.

"Men forestillingen om og tilskyndelsen til, at vi enten skal præstere eller ende som tabere – perform or die – får ikke studerende eller nogle andre til at gøre deres bedste, det fører tværtimod til angst."

Det kunne være hensigten. Angst er velegnet til skabelse af fællesskab og kontrol af aktivitet.

"At tænke på en undrende, ikke hensigtsmæssig, ikke målorienteret måde – er ikke i høj kurs."

Det skyldes ikke nødvendigvis en påstået markedstænkning eller "konkurrencestaten". Det passer bedre til den totalitære tankegang, der var fremherskende fra 1968 til 1989.

"I stedet er det i høj kurs at sige: Hvad kan jeg bruge det til? "

Det er til gengæld ikke i høj kurs uden for universiteter. Uden at vide det, tænker jeg, at det spørgsmål er om speciale eller eksamen på universitetet. I det omgivne samfund er spørgsmålet farligt, når det stilles til dogmer, som ikke tænkes ført ud i praksis, eller budskaber, som ikke tåler dagens lys. Faktisk mangler jeg svar på netop det spørgsmål om mange historier, der spredes af danske medier.

"Problemet er, at konkurrencestatens ingeniører forestiller sig, at mennesker kan styres og tvinges som robotter ind i det altid hensigtsmæssige og effektive samfund, hvor vi hver især ender med først og fremmest at være midler for noget andet, nemlig pæne tal på et regneark, og ikke mål i os selv. "

Det har intet med en konkurrencestat at gøre. Den tankegang hører mere til en totalitær stat, hvor filosofiske tanker modsat er farlige. Noget andet er, at jeg har en ubehagelig følelse af et større problem, som består i, at de, der kaldes "konkurrencestatens ingeniører" ikke er uddannede til andet end brug af regneark trods langvarige uddannelser på universiteter. Intet tyder på, økonomer ved, hvordan deres økonomiske modeller fungerer. Alt tyder på, økonomer kun uddannes til bevidstløs accept og formidling af de økonomiske modellers resultater.

"Mon ikke vi er blevet for lydige og for høflige og tilpasningsorienterede?"

Et tillægsspørgsmål: Lydige mod hvem? Mit indtryk er, at de, der har gennemført videregående uddannelser på fx. universiteter el. journalisthøjskoler, primært er opdraget til lydighed mod sine professorer og vejledere, som bestemte, hvordan opgaver skulle løses for at de studerende kunne bestå. Ja, manipulation har let spil, og har haft let spil de seneste 50 år.

Randi Christiansen

De sædvanlige problemer fordi der ikke skelnes korrekt imellem materielt og immaterielt.

Sålænge den miljø-og socioøkonomiske fordelingsnøgle er så fckd up, som den er, kan de dynamiske effekter kun forventes at være, som de er. Indbyrdes konkurrence om og privatprofitering på fællesejet, som er naturgrundlaget, som er lig med overlevelsesressourcer, kan og vil kun kunne frembringe individuel stress og et ukontrolleret økologisk kollaps, som allerede er i gang. Burde være en no brainer, og er da også i stigende grad ved at dæmre i de konkurrenceoverophedede små hjerner rundt omkring. Når det virkelig - og forhåbentlig virkelig snart - sker for den ansvarlige pengemagt, vil vi se et nyt samarbejdsparadigme tage form.

Cooperate or Die - Recycle or Die - Be environmentally and socioeconomically sustainable or Die !

curt jensen, Torben Nielsen og Lars Bækgaard anbefalede denne kommentar
Harald Johansen

Den brede fremtidige middelklasse kommer ikke til at opleve de arbejdsfri indkomster, som den nuværende guldbryllupsgeneration har stukket i foret igennem friværdistigninger.

I det hele taget bliver fremtiden meget anderledes i forhold til det wirdshafftswunder, der har stået på i et lille århundrede.
Det må nødvendigvis fylde unge kloge mennesker med angst; især hvis de tror de bør blive rigere på penge og luksus, end deres forældre.

Den dybere angst har Kierkegaard allerede tærsket igennem og beskrevet fortvivlelsen og frelsen igennem troens paradoks. Selvom han lavede en psykoanalyse og i begyndelsen virkede berøringsangst overfor kristendommen, endte han med at falde til patten.
Men det er langt over 100 år siden.

Nu ved de unge langt mere end Kierkegaard. Og deres kvababbelser er langt tungere.

Torsten Jacobsen

Niels Engelsted skriver,

Jeg tror, at Torsten Jacobsen ovenfor foreslår, at man letter sin angst og smerte ved at læse Kierkegaard og reflektere over hans eksistentialistiske budskab, men man kan også få lettet lidt af trykket og genvinde sit perspektiv ved at læse Orlovs bog.

Selv har jeg endnu ikke fået fordybet mig i Kierkegaard, omend jeg ikke kan fraskrive mig en vis interesse i diverse eksistentielle problemstillinger. ;)

Forøvrigt mener jeg at man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man tilegner sig viden med det formål at lette sin angst og smerte. Jeg anerkender at en søgen efter en sådan udfrielse kan være drivkraften bag jagten på dybere erkendelse, men i det omfang den opnås står man, efter min mening og for at parafrasere Albert Camus, på kanten af det filosofiske selvmord. Et selvmord som Kierkegaard da også i en vist forstand gjorde sig selv til offer for, da han kastede sig ud på de 70.000 favne.

Med andre ord ser jeg ingen modsætning mellem en stræben efter dybere selvindsigt, og en kritik af strukturer i det eksisterende samfund - jeg fornemmer at det er en sådan kvietistisk effekt af overdreven sjælesøgen du indirekte advarer imod - for strukturer er i min nuværende forståelse alene et udtryk for menneskers bevidsthed, og uden en forskydning i bevidstheden kan det være svært at se en reel mulighed for forskydninger i strukturerne.

Så nej, Niels Engelsted, jeg finder ingen lindring i erkendelsen af, med bl.a. Nietzsche, Freud og Marx som åndelige vejvisere, at mennesket intet er i sig selv. At både dets subjektive oplevelse af sig selv og dets handlefrihed har tvivlsom eksistens. At selve grundlaget for al menneskelig eksistens og stræben muligvis fortaber sig til en håbløs og for evigt uforløst jagt på den Andens begær (Lacan). Jeg finder kun en altomfattende solidaritet, og bevidstheden om at en sådan solidaritet intet er værd, hvis ikke jeg giver den udtryk. Gennem handling!

Michael Bruus

Jeg tror, at det forholder sig således:

Religionerne tog et gevaldigt opgør med stammerne, og fik stammerne inkluderet i et støre fællesskab(vikingerne blev kristne), så kom forskning, videnskab teknologi og økonomi og tog et gevaldigt opgør med religionerne, som så blev mere eller mindre inkluderet i det vi kalder den globale verden og nu er der så endnu et opgør på vej, nemlig opgøret med forskning, videnskab teknologi og økonomis snærende bånd, opgøret bliver før an af de senstive, dem vi i øjeblikket prøver at sygeliggøre.

Ken Wilber Summary of Spiral Dynamics model

http://rationalspirituality.com/articles/Ken_Wilber_Spiral_Dynamics.htm

Michael Nissen

Kære Ulla, tak for denne artikel, tankevækkende og hyperrelevant. Denne sætning sætter sagen på spidsen:

"Uden etiske, filosofiske og eksistentielle målestokke kan vi ikke sige noget om, hvad det gode samfund er."

Uden et højere formål bliver samfundet en meningsløs maskine. Vi mangler i dén grad en hensigt der rækker ud over det håndgribelige. Men omvendt lever vi ikke længere i en tid, hvor man kan henvise til en evig himmelsk skaber som garant for ægtheden af bestemte etiske, filosofiske og eksistentielle holdninger. Meningen, etikken, formålet må findes lige hér, i den fysiske verden, bestående udelukkende af masse og energi, ikke i de nok så gode, smukke, sande, evige værdier i det luftige hinsides. Hvis du kan knække den kode, så har du din bestseller, der rydder forsiden - for nu at blive i performance mentaliteten.

Randi Christiansen

Michael nissen - tillad mig i al ubeskedenhed at citere mig selv fra tråden 'frihed er ikke noget værd i sig selv', hvor jeg argumenterer for, at 'koden er knækket', men at 'skoven ikke ses for bare træer'

"22. april, 2015 - 12:37
Felix - "Med hensyn til hvor bastant Randis frihedsopfattelse skal forstås, så synes jeg det tydeligt fremgår at kun indenfor helt afgrænsede, men alligevel udefinedere områder og metoder kan frihed få lov til at føles. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at bestemme."

'Helt afgrænsede, men alligevel udefinerbare områder' ??? Kunne du citere, hvor det er, hvad jeg udtrykker?
Men hvis jeg inden skulle imødgå din udtalelse, må jeg spørge dig, om du virkelig mener, at de lovmæssigheder, der gælder ifht overlevelse, og som jeg refererer til, er 'Helt afgrænsede, men alligevel udefinerbare områder'
Niveauet for overlevelsesressourcer er jo netop, hvad der er ens for alle, og naturgrundlaget ER fælleseje. Vi har derfor hermed allerede den konstant at udgå fra, som du efterspørger. Den konstant, som ikke bør kunne relativeres eller diskuteres og dermed udsættes for omtågede ideer som fx la's, der kun tjener eet formål : nemlig at fastholde os i konkurrencestatens ufrihed - en samfundsmodel som kun kan tilbyde en falsk og farlig frihed til dem med startpakkefordel og de længste pensionatsarme.
Den forvirring er desværre så udbredt, at et vælgerflertal tror, at modellen tjener deres interesser, selv om det burde være tydeligt for enhver, at det ikke er tilfældet; men tværtimod - udover at være røveri ved højlys dag - også er så dysfunktionel at en klima, miljø-og socioøkonomisk kollaps nærmer sig med eksponentiel hast.
At ikke engang humanistisk indstillede frihedselskere - som det mit indtryk, at du tilhører felix - fanger pointen er efter min mening eet blandt mange udtryk for den store fare, vi som individer og fællesskab befinder os i."

"22. april, 2015 - 12:53
Torsten - ordet tvang er negativt, fordi det indikerer ufrivillig overgivelse.
De fleste kender vist den dejlige følelse, man er fyldt af, efter veludført indsats.
At samarbejde med de for eksistensen givne lovmæssigheder er derfor ikke forbundet med tvang i negativ forstand, men transcenderer vores fysiske træskhed til glæde ved at være til - glæde ved at være en del af dette vidunderlige mirakel som livet her på jorden er og tilbyder os at være del af - hvis vi altså bare lige kunne finde ud af at tage imod istedet for at gøre helvede hedt for os selv og hinanden.
En lang og sej bevidstgørelsesproces, som for nærværende truer med at lede os henimod den 6 masseudryddelse.

Torben Nielsen

Niels Engelsted
"Perform or die er neoliberalismens darwinistiske krav og kan i konkurrencesamfundet oversættes til: Bliv et tandhjul i maskinen eller bliv skrot."

Men det er jo socialdarwinisme.