Nej, vi taler ikke grimmere og grimmere

På jobbet, i skolerne, i supermarkedet og derhjemme. Vi taler grimt til hinanden. Så grimt, at telefonselskaber kan få opmærksomhed på og udvide forretningen med kampagner, der opfordrer os til at tale ’ordentligt’. Men er vores sprog i dag værre end tidligere? Information har spurgt tre eksperter.

Marianne Rathje

Sprogforsker ved SDU

– Du er forfatter til bogen ’Generationssprog’. Hvordan taler unge i dag sammenlignet med tidligere generationer?

»De unge i dag bander ikke mere end andre generationer, men de bruger nogle andre bandeord, og det kan godt være en af årsagerne til, at det bliver opfattet, som om de bander mere. Vi hører nogle andre bandeord end dem, vi selv bruger, og så tænker vi, at de unge bander hele tiden. Men det er mere nuanceret end som så. Når man for eksempel beder unge og ældre om at anføre de grimmeste ord, de kender, skriver de unge ’møgluder’ og ’møgso’, hvorimod de ældre skriver sådan noget som ’sgu’ og ’fanden’.«

– Hvis vi ikke bander mere, hvad er årsagen til, at mange synes, sproget er blevet grimmere?

»Vi hører mere grimt sprog end tidligere. Dels på grund af de nye medier, men også fordi de gamle mediers autoritet er faldet. Vi må bande i medierne i dag. I aviserne og i fjernsynet. Det måtte man ikke i gamle dage. Samtidig kan alle og enhver komme i fjernsynet. Man behøver bare melde sig til et reality-show, det er ikke forbeholdt fine mennesker og kendte mennesker at komme i fjernsynet. Samtidig er det blevet en norm i medieverdenen, at billederne og sproget skal være så autentisk som muligt.«

– Hvordan har nye medier som Facebook og Twitter påvirket vores forhold til grimt sprog?

»De nye medier har gjort vejen fra tanke til handling kortere. Før i tiden skulle man skrive et vredt brev i hånden og sende det; der var altså rig mulighed for at nå at tænke sig om i processen. I dag er det bare lige på. Man giver efter for sin impuls med det samme, og man bliver ikke konfronteret direkte face to face med, hvad man skriver. Det private er blevet mere offentligt. Det kan godt være, at man bandede lige så meget i gamle dage, men det stod ikke at læse for alle og enhver. Det var noget, man havde inden for hjemmets fire vægge. Men vi har fået et samfund, hvor man ikke skal holde noget tilbage. Man skal stå på sin ret og ikke finde sig i noget, men bare reagere så hurtigt som muligt.

Man er i sine følelsers vold hele tiden.«

– Tror du, det fortsætter sådan?

»Eftertanke og forestillingen om at vende den anden kind til er ikke normer, der er fremherskende i vores samfund. Men det kan være, det bliver det som en reaktion på den situation, vi har nu. Man kan se tegn på, at vi går ind i nye tider. Svend Brinkmann seneste bog er et eksempel. Han plæderer for, at man skal undertrykke sine følelser. Man skal holde op med at mærke efter i sig selv og være en modreaktion på alt det her. Samtidig har vi løbende debatten om, hvor forfærdeligt det er at være en offentlig person i dag, og alle de trusler, man får; det er alt sammen noget, der peger i en anden retning.«

Michael Ejstrup

Sprogforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

– Du har forsket i udviklingen i sproget i nyhedsudsendelser. Taler nyhedsværter i dag grimmere, end de talte tidligere?

»Det kræver jo, at man har et eller andet fikspunkt. Et kryds, hvor man kan sige: Det her er det pæneste. Og der vil jeg jo godt spørge: Hvem i alverden kan bestemme, hvornår sproget er pænest? Pointen er, at hvis man ikke kan bestemme sig for, hvornår noget er pænest, så kan man heller ikke sige, at det er blevet grimmere.«

– Så det er ikke muligt at have idealer for sproget?

»Det er i hvert fald meget subjektivt. Så kunne jeg jo med rette sige, at det pæneste sprog er islandsk, fordi det er vores oprindelige sprog, men det synes jeg ikke. Islandsk er nu engang islandsk, og dansk er, som det er. Sproget forandrer sig med stor hastighed hele tiden. Når mange bor tæt sammen, og flere mennesker kommer på besøg i sprogområdet, flytter det sig. Det hænger sammen med, at sprog er et sæt af vaner, som vi har med hinanden. Vi ved, at når man siger de her lyde efter hinanden, så betyder det noget bestemt. Men man kan jo godt lige så langsomt blive enige om, at en lyd i et ord flytter sig lidt, og så har vi en ny vane.«

– Der er lavet undersøgelser, som viser, at danskerne bander en hel del. Er det ikke grimt at bande?

»Det kommer jo an på, hvilken religiøs overbevisning man har. Bander vi for eksempel, når vi påkalder os onde magter, som vi er bange for? Fanden, er der nogen, der tror, er en af de størrelser, man kan nedkalde over andre, og så sker der en ulykke. Men bandeord flytter sig. Da jeg var lille, blev man sendt hen til håndvasken for at vaske munden med sæbe, hvis man sagde ’sgu’. Men i dag er det vedtaget af høje mennesker i vores samfund, at ’sgu’ ikke er et bandeord, det er bare et forstærkende ord ligesom ’meget’. Der kommer andre kulturer til, som har en anden opfattelse af, hvad der er godt, og hvad der er skidt. De har nogle nye bandeord, som de måske synes er uheldige, men hvor vi vil sige, at vi ikke har noget forhold til de ord og derfor kan bruge dem. Ordet ’fucking’ for eksempel, synes engelsktalende mennesker, er ualmindeligt grimt. Det er ikke noget, man må sige. Men i Danmark er det jo ikke sådan et ord, det betyder bare: ’Øv, hvor er det træls’. Vi har lånt det af nogle andre og lagt en anden betydning i det, det synes jeg ikke er så forfærdeligt.«

– Men er bandeord ikke et barometer, man kan vurdere sproget ud fra?

»Det er ikke stationært i hvert fald. Vi flytter hele tiden vores opfattelse af, hvad det vil sige at bande. Jeg tror, at hvis jeg siger ’fandme’ i dag, så opfatter folk det nok alvorligt, men ikke sådan rigtig. Men da jeg var lille, måtte man ikke sige ’fandme’, det var slemt. Så det har flyttet sig. Hvis nogen kommer til at sige ’fandme’ i fjernsynet, tror jeg ikke, der kommer nogen breve til DR. Men det gjorde der for år tilbage; der kom breve om, at sådan nogle mennesker kunne man søreme ikke vise i fjernsynet. At tro, at man kan låse sproget inde på et museum og sige, at nu kan det ikke flytte sig, det er en misforståelse. Sproget er noget, vi har tilfælles med hinanden, og der er ingen, der kan bestemme det alene.«

John Aasted Halse

Psykolog og cand.pæd.

– Taler børn i dag grimmere, end de gjorde tidligere?

»Det sprog, børn bruger indbyrdes, ændrer sig hele tiden. Så hvor man før sagde ’møgtøs’, siger man ’luder’ i dag, men det betyder det samme i børnenes interne sprog.«

– I din bog om børn og unges sprog påpeger du, at opfattelsen af, at vi taler grimmere, hænger sammen med vores forhold til autoriteter. Hvordan?

»Diskussionen om børn og unges sprog opstod for nogle år siden, fordi der var mange voksne, som syntes, at børnenes sprog var blevet for groft. Deres opfattelse hænger sammen med to ting. Dels er børn og voksne mere sammen end tidligere. Ganske vist ikke børn og forældre, men børn og pædagoger og lærere. På den måde kommer de voksne til at overvære det sprog, børn bruger over for hinanden, og de forstår ikke, at betydningen af for eksempel et ord som ’luder’ er svækket i forhold til tidligere. De voksne ser, at der er nogle børn, som føler sig nedgjorte af at blive kaldt de der ting, men også at de voksne bliver mødt af de ord. Det andet er, at børn er kommet mere på banen. Vi har givet børn ret til at udtrykke deres utilfredshed, hvad enten det gælder forældre, pædagoger eller lærere, og så opstår ubalancen mellem det sprog, vi synes er ok, og det sprog, børn og unge synes er ok.«

– Hvordan sikrer vi så, at børnene ikke bliver klemt i de voksnes forestilling om grimt sprog?

»Vi skal have et fælles sprog. Hvis mor eller skolelæreren bliver krænket af at blive kaldt ’dumme slamfisse’ eller ’din so’, skal barnet ændre sit sprog. På samme måde som når en dansker og en russer skal tale sammen, og det foregår på engelsk, bliver voksne og børn også nødt til at finde et sprog midtimellem. Det handler om at kunne navigere forskelligt i forskellige rum. Grænserne mellem køn og mellem generationer er mere eller mindre udviskede, og det gør i mange sammenhænge ikke så meget, men man kan risikere at løbe ind i andre børn og voksne, der ikke kan holde ud at være sammen med nogle, som hele tiden bruger skældsord.«