KRONIK – Over hele Europa ser vi i dag en generel og langvarig utilfredshed. Fra den rekordhøje arbejdsløshed blandt unge i Sydeuropa til den faldende demokratiske deltagelse og den øgede forekomst af psykisk stress. Og vi ser, hvordan især unge må betale prisen for det samfund, vi har skabt.
De europæiske samfund præges af fortsat økonomisk usikkerhed, der skyldes den høje nationale gæld, den svage vækst og den jobløse genrejsning af økonomien. Europæernes mistillid til politikerne er stadig stigende, og den Europæiske Union opfattes i stigende grad som fjern, ineffektiv og korrupt. Højreorienterede politiske bevægelser har voksende opbakning, mens truslen om vold og social uro vokser. Denne økonomiske, finansielle og politiske krise i Europa rummer en langt dybere, kulturel krise.
Den generelle afhængighed af gæld på alle niveauer, de kortsigtede finansielle beslutninger og en aggressiv kulturel individualisme er med til at underminere det europæiske samfunds mest centrale værdier. Når langvarige fald i fødselsrater og længere levetid regnes med, bliver det klart, at kontinentet har brug for mere end en økonomisk redningskrans. Der er brug for en dybtgående reform og vision for Europa, der når ud over snævre økonomiske mål.
Samtidig med at en velfungerende økonomi er af vital betydning, kan en langvarig forbedring af det europæiske samfund kun opnås ved at sætte de menneskelige relationer i centrum.
Menneskelige relationer, der er under stigende pres af realiteter som lange arbejdsdage, kommunikationsteknologi, som sætter os i konstant forbindelse med et større og mere fragmenteret netværk, øget mobilitet, der ødelægger langvarige forhold i større familier og i lokale fællesskaber, forøgelse af den personlige gæld, som sætter hjemmets relationer under ekstraordinært pres, og enorme, multinationale virksomheder, som svækker tilliden mellem virksomhedernes beslutningstagere og de lokale samfund.
Rodløshed og rettighedskultur
Man kan med nogen ret hævde, at fire store idéer driver den europæiske kultur, former det herskende sociale og økonomiske paradigme og har fået status som moralske absolutter i Vesten:
1. Forbrugerismens ideal om den totale valgfrihed – afkoblet fra forestillingen om at skulle forholde sig til konsekvenserne af denne valgfrihed.
2. Den individualistiske frihedsetik: »Jeg er et uafhængigt individ, der kan handle, som jeg ønsker, så længe ingen omkring mig kommer til skade« – som fører til en kultur præget af uansvarlighed og desintegration af sociale forpligtigelser.
3. Kapitalismen, som både er individualistisk og materialistisk og ikke imødekommer den dybe længsel i menneskets sjæl. Kapitalismens uhæmmede udfoldelse siden Den Kolde Krigs ophør har ledt til en uacceptabel ulighed i velstand og indkomst, og finansmarkederne plages af grådighed og kortsigtethed.
4. Statisme eller storstaten, der forventes at korrigere markedets overskud, og som svulmer i bureaukrati, kontrol og velfærdsstyring, men i stigende grad er magtesløs i sit forsøg på at kontrollere gigantiske, multinationale virksomheder.
Disse fire ismer danner tilsammen et system, som underminerer civilsamfundet og de mellemliggende institutioner, herunder den udvidede familie.
De utilsigtede konsekvenser er blandt andet: rodløshed, fordi familier fragmenteres gennem arbejdsmarkedets mobilitet og nedbrud af relationer, forsømmelse af familielivet, fordi individer forfølger deres karrierer i en kultur med lange arbejdsdage, en rettighedskultur, der kræver noget for intet – både i form af støtte fra staten og i form af køb af forbrugsvarer på kredit – samt uholdbare niveauer af personlig, virksomhedsmæssig og statslig gæld.
Relationen i centrum
Relationel tænkning er et paradigmeskifte, hvor relationer bliver den linse, vi ser, måler og prioriterer igennem. Dette perspektiv giver os et redskab til at analysere årsagerne til de store dyk i social kapital – og et grundlag for løsningsforslag. At lære at tænke relationelt kræver en kopernikansk revolution – at se livet fra et relationelt perspektiv i modsætning til at se det fra en materialistisk eller individualistisk vinkel.
I stedet for at antage, at profit er det ultimative mål for både personlige, virksomhedsmæssige og politiske beslutninger, sætter vi relationelt velvære som det ultimative mål, fordi menneskers relationer, når alt kommer til alt, er det vigtigste i livet.
Økonomien må tjene relationerne – ikke omvendt. I stedet for at placere materiel velstand, individuel frihed og rettigheder i centrum placerer vi relationerne i centrum for at afspejle, hvad mennesker rent faktisk sætter højest i livet.
Er det for eksempel skolens primære opgave at videregive information, der kan hjælpe elever med at bestå deres eksamener, for at fremme den enkelte elevs personlige udvikling og nationens økonomiske mål og vækst?
En relationel tilgang vil foreslå, at skolens primære mål er at øge barnets relationelle engagement i både familie, medstuderende og det lokale samfund.
Et relationelt perspektiv i skolerne vil betyde, at deres førsteprioritet er at sikre, at de unge, når de forlader skolen, er i stand til at relatere til andre, er udrustet til at tage ansvar, klar til at bidrage til deres familier og fællesskabers bedste (både lokalt og globalt).
Syge af stress
Økonomen og vinderen af Nobelprisen i økonomi i 2001, Joseph Stiglitz, kritiserer det, han kalder for frimarkedsfundamentalister og BNP-fetich. Ifølge Stiglitz tager de traditionelle økonomiske parametre ikke højde for de store indirekte negative effekter, som produktion har.
Hvor godt er det for eksempel at have høj økonomisk vækst, hvis en stor del af befolkningen i længden bliver syg af stress på grund af den måde, arbejdslivet er skruet sammen på? Denne stressomkostning er en indirekte negativ effekt ved væksten, men bliver ikke afspejlet i det traditionelle snævre fokus på BNP.
»Det er tid til, at vores statistiske systemer lægger mere vægt på at måle befolkningens velfærd end den økonomiske produktion,« siger han.
Relationel kapitel udgør sammen med for eksempel finansiel kapital og produktionskapital en organisations fundament og værdi. En relationel tilgang vil tvinge organisationer til at forholde sig ikke bare til deres aktionærer, men til alle interessenter, herunder det omkringliggende samfund. Fattigdom bør på samme måde defineres ikke blot som en økonomisk tilstand, men bør også ses fra et relationelt perspektiv, hvor der reflekteres over fraværet af relationel rigdom. Disse parametre er lige så målbare som økonomisk fattigdom. Verden ser kort sagt anderledes ud igennem den relationelle linse. Og perspektivet kan radikalt forandre vores måde at prioritere og styre vores samfund på.
Relationel tænkning er en stille revolution og en ny bevægelse, som fokuserer på forandringer i civilsamfundets midterste organisationer – dem der befinder sig mellem individet og staten. Det er civilsamfundet, der er i stand til at påvirke opad på regeringsniveau og nedad på det personlige niveau. Det europæiske samfund er før blevet ændret gennem revolution nedefra og reform oppefra. Det kan ske igen.
Michael Schluter er økonom og initiativtager til The Jubilee Centre og Relational Thinking Network i Storbritannien. Forfatter Jonas Norgaard Mortensen og direktør for tænketanken Cura, Karen Lumholt har redigeret ’Det relationelle menneske’, som udkommer i dag, og hvortil Michael Schluter har bidraget.
Kapitalismens uhæmmede udfoldelse siden Den Kolde Krigs ophør har ledt til en uacceptabel ulighed i velstand og indkomst, og finansmarkederne plages af grådighed og kortsigtethed.
Jeg synes bare lige jeg ville understrege en pointe...
Tusind tak for dette manifest!
Og hvis begrebet 'relationel' virker som en for abstrakt og derfor fremmedgørende størrelse, så tænk på det i denne sammenhæng:
Relationer handler ganske enkelt om forholdet mellem mennesker, et forhold hvis betydning vi alle er intimt bekendt med, alene af den grund at vi er mennesker. Vores forhold til andre mennesker, vigtigst og af mest afgørende betydning mennesker i vores familie, former os ganske enkelt som mennesker. Der findes ikke 'rene' individer, i den forstand at alle mennesker indgår i relationer med andre mennesker. Selv dybt ensomme mennesker, om de har valgt denne ensomhed eller ej, står i en relation til andre mennesker, en relation karakteriseret ved et fravær af meningsfulde relationer.
Der findes en omfattende videnskabelig litteratur, som entydigt påviser positive relationers enorme betydning for menneskers velvære og trivsel, men i og for sig er den litteratur overflødig. For vi er som sagt intimt bekendt med det forhold, alene i kraft af at vi er mennesker. Et menneske uden relationer er ikke et tænkeligt fænomen. Betydningen af relationer følger umiddelbart af denne kendsgerning.
Enhver positiv menneskelig relation kan ikke tænkes uden to grundlæggende karakteristika: Ansvarlighed og afhængighed. Uanset om vi taler om et forhold mellem forældre og børn, venner, arbejdskammerater, romantiske partnere, medborger til medborger: Uden en gensidig accept af, at både ansvarlighed og afhængighed indgår med nødvendighed i ligningen, kan en positiv relation ikke bestå.
Dette betyder også, at enhver menneskelig relation ikke er lige. I enhver positiv interaktion mellem mennesker er der en der drager omsorg for den anden: En der udviser ansvarlighed, og en der udviser afhængighed. Men positionerne skifter i en positiv relation. Evnen til både at give og at modtage omsorg er uundværlig for alle parter i en positiv relation.
Det kræver tillid. At erklære både sin afhængighed af, og sit ansvar for mennesket man står overfor, er noget af det mest sårbare man kan udsætte sig selv for, hvilket alle mennesker som er blevet såret af et andet menneske ved. Derfor kan det synes at være en mere sikker og farbar vej at benægte enten afhængigheden eller ansvaret, eller alternativt at begrænse et sådant ansvar, en sådan afhængighed, til de nærmeste og mest sikre relationer: Dem jeg kender bedst, som ligner mig mest.
Individualisme og selvfokuseret jagt på egen tilfredsstillelse er set i det lys en både illusorisk og tragisk flugt fra det mest grundlæggende menneskelige i os selv. At vi lever i en kultur der faciliterer og langt hen af vejen hylder en sådan flugt, er den sandhed vi må se i øjnene - for så endelig at vende om.
Personalismens fortalere lokker i en tid der råber på forandring.
Jeg måtte på nettet for at finde ud af, hvad personalisme er, og fandt dette:
http://www.personalisme.dk/index.php?id=155
"Personalismens grundlæggende antagelser er, for det første: at mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale - og for det andet: at ethvert menneske er uendelig værdifuldt og frit til at skabe sit eget liv, og har en værdighed, der aldrig kan relativiseres eller formindskes."
Umiddelbart ser det jo godt ud.
BNP er jo et neutralt udtryk for aktivitet i samfundet, ikke andet. At det nødvendigvis skal stige konstant gælder vist kun for de heldigvis færre og færre meget fattige lande i verden. Vores BNP burde f.eks. falde, som udtryk for omsætning af velstanden til mere frihed.
Jeg måtte læse den to gange pga. ordet 'relationel'. Det er efterhånden sådan, at det, der er sagt masser af gange før, siges på en ny og overraskende måde. Det er ikke for at underkende kronikken, for den er absolut god, men jeg kan forstå, at man ikke mere bare kan sige 'et mere menneskeligt samfund'. Ved første gennemlæsning troede jeg, at jeg var tabt bag en vogn, men nu er jeg klar igen, så lad os gå i gang med den i de sidste linjer anbefalede revolution.
Lidt svært at se hvor denne trend skal pege hen. Modellen er angiveligt: Den enkelte mellem Stat, og Civilsmfund, men hvor er Markedet?
Og denne udmelding Et relationelt perspektiv i skolerne vil betyde, at deres førsteprioritet er at sikre, at de unge, når de forlader skolen, er i stand til at relatere til andre, er udrustet til at tage ansvar, klar til at bidrage til deres familier og fællesskabers bedste (både lokalt og globalt).
...peger i hvert fald ikke på Konkurrencestaten som ellers i følge flere er under søsættelse.
Niels-Simon Larsen, så vidt jeg husker fra revolutionsteorien, så skal man altid forvente en eller flere modrevolutioner, og det skal jo helst ikke være dem der løber af med udviklingen, så et lidt mere klart mål end det foreliggende vil vel være at foretrække .-)
Nu nævnte jeg før, at den videnskabelige litteratur vedrørende relationers betydning for menneskelig trivsel i en vis forstand er overflødig, i og med at vi alle, i kraft af vores menneskelighed, opgår i sådanne relationer. Der er tale om et grundvilkår, som ikke kan rationaliseres væk (omend det ikke skorter på forsøg herpå).
Men for at det hele nu ikke skal sande til i ren filosofi (i sig selv en form for fremmedgørelse), så lad mig nævne blot ét markant eksempel fra den videnskabelige litteratur, som underbygger den relationelle tænknings pointer, og, i en vis forstand, gør et større forkus på relationer til et moralsk imperativ:
The ACE study
http://en.wikipedia.org/wiki/Adverse_Childhood_Experiences_Study
http://www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/
Kort fortalt udspurgte man med udgangspunkt i en kategorisering af 10 typer af barndoms-traumer (Adverse Childhood Experiences - ACE) over 17.000 voksne mennesker, for at undersøge om der kunne spores en sammenhæng mellem oplevelsen af sådanne barndomstraumer, og så det voksne individs livsomstændigheder, med et særligt fokus på psykisk og fysisk helbred.
De 10 typer barndomstraumer man opererer med i ACE, er:
physical abuse, sexual abuse, emotional abuse, physical neglect, emotional neglect, mother treated violently, household substance abuse, household mental illness, parental separation or divorce, and incarcerated household member
Hvad undersøgelsen afslørede er ganske enkelt rystende. ca 2/3 af deltagerne i undersøgelsen havde været udsat for mindst ét af disse barndomstraumer. Og 87% af disse havde i tilgift også oplevet mindst ét af de andre traumer. Hvad undersøgelsen viste var en klar sammenhæng mellem antallet af oplevede barndomstraumer og negative konsekvenser for det voksne individ:
The number of ACEs was strongly associated with adulthood high-risk health behaviors such as smoking, alcohol and drug abuse, promiscuity, and severe obesity, and correlated with ill-health including depression, heart disease, cancer, chronic lung disease and shortened lifespan. Compared to an ACE score of zero, having four adverse childhood experiences was associated with a seven-fold increase in alcoholism, a doubling of risk of being diagnosed with cancer, and a four-fold increase in emphysema; an ACE score above six was associated with a 30-fold increase in attempted suicide.
(!)
Hvorfor er alt dette så relevant, i en samtale om relationer? Det er det, fordi de 10 former for barndomstraumer, som der opereres med i ACE-undersøgelsen alle kredser om menneskelige relationer. Disse barndomstraumer er med andre ord udtryk for mangelfulde eller manglende relationer i barnets liv. En opvækst i et miljø præget af destruktive relationer (misbrug) eller mangelfulde relationer (svigt) har signifikant betydning for individets trivsel som voksen.
I det omfang vi har opbygget et samfund som ikke tilgodeser udfoldelsen af positive menneskelige relationer (37+ -timers arbejdsuge, dårlige normeringer i skole og daginstitutioner, atomisering af lokale fællesskaber, etc.), så skaber vi samtidig selv mange af de problemer som plager vores samfund. Motoren for en sådan destruktion af en frugtbar grobund for menneskelige relationer, er fint beskrevet i kronikkens fire 'ismer'.
"Relationel tænkning er en stille revolution og en ny bevægelse, som fokuserer på forandringer i civilsamfundets midterste organisationer – dem der befinder sig mellem individet og staten. Det er civilsamfundet, der er i stand til at påvirke opad på regeringsniveau og nedad på det personlige niveau. Det europæiske samfund er før blevet ændret gennem revolution nedefra og reform oppefra. Det kan ske igen."
Drømmen om mellemlagenes hegmoni.
Marianne Bjerg,
Det er sandt at positive relationer fordrer empati, men, og dette er en altafgørende pointe, positive relationer fremmer også oplevelsen af/evnen til empati. Det er i og for sig hele pointen. Hvis et sådant udsagn opleves som en 'kvalmefremkaldende floskel', så bør man nok tage det som et tegn på, at man bør søge hjælp fra en kvalificeret terapeut. (Dette er naturligvis ikke møntet på dig ;) ).
Meget af det vi kalder 'social arv', er netop en ond cirkel af destruktive eller mangelfulde relationer, en arv arv fra generation til generation.
Relationer mennesker imellem er naturligvis nødvendige og vigtige. For at kunne iværksætte fælles handling. Det helt afgørende er, hvilke konkrete målsætninger for handlingerne, der opstilles i de relationelle netværk. Indholdet i revolutionen.
Jo, det´ selvfølgelig rigtig nok hvad der står i artiklen, at det er ikke alt man kan købe for penge (eller løse med penge) og Beatles sagde det sådan her: Can´t buy me love. Men flytter det noget?
Medmenneskelighed.
Den gyldne regel - goer ikke til andre, det du ikke vil andre goer til dig....
Husk at gode vaner smitter, det goer de daarlige ogsaa.
Husk at det hjaelper at tale ordentligt, vaere venlig og vaere hjaelpsom.
Hvis der er noget du braender for at goere i eller med dit liv, saa goer det
og lad andre ogsaa goere, det de braender for.
(Det inkludere ikke vold eller tyveri og andre skadelige handlinger).
Saa kan vi ogsaa proeve at smile til hinanden.
Og at vise respect for hinanden - ogsaa naar den anden har en anden mening, er svagere, mindre, staerkere, stoerre, tykkere, tyndere, ser anderledes us, har en anden religion.... vi er jo alle mennesker.
Og saa er der den der med graadighed... den der har mere tager fra den der ikke har saa meget - - det gaelder i familien, paa arbejdet, nationalt og inter-nationalt det er bedre ikke at vaere graadig.
Der er jo ogsaa nogen af vores medmennesker der lever i Afrika - Uganda, Kenya, osv osv og i MellemOesten i Syrien, Israel, Palestina etc og i Rusland og i Kina... det er jo ikke bare Fru Petersen inde ved siden af... eller Hans Joergen ... Eller Helle, vores statsminister, som jeg ioevrigt er meget uenig med, men hun er stadig mit og vores medmenneske. ... og det er resten af de 6 eller 7 billioner mennesker paa denne planet... saa vi har faktisk alle et ansvar for alle "de andre" mennesker... enten vi synes om det eller ej... de er og bliver vores medmennesker.
Og det er faktisk slet ikke svaert ... hvis bare vi goer det, jeg starteded med at sige... Den gyldne regel - goer ikke til andre det du ikke vil andre goer til dig. - - - Husk at gode vaner smitter, det goer de daarlige ogsaa - - - at det hjaelper at tale ordentligt, vaere venlig og vaere hjaelpsom - - - osv osv.
Jeg synes, at artiklen er mere psykologisk end politisk. Hvis børn opdrages til at se på relationerne mellem det levende i sin helhed og ikke som nu, hvor det mere går på at se på nytteværdien, så vil de være anderledes end de foregående generationer. Det bliver så en revolution indefra og ikke udefra. Det kunne forhåbentlig blive begge dele i praksis.
At fokusere på det relationelle er en ny ting i vores udviklingshistorie. Gode relationer har oftest været fornuftbaseret (det skal kunne betale sig at være ven med N.N.).
Jeg er meget enig. Jeg kan forresten anbefale den første bog i deres antologi-serie om relationisme og jeg skal helt sikkert købe den nyeste.
Apropos vækst-kritik og behovet for et nyt økonomisk paradigme havde jeg denne kronik i Berlingske igår.
http://www.b.dk/kronikker/vaekst-det-skal-vi-da-ha#
Jeg er ikke særlig enig - en form for binding skal afløse en anden; men den ikke-økonomiske frihed til udvikling og realisering er altså det mål, jeg sætter højst.
Hvis vi vil have et demokrati, der i højere grad bygger på den enkeltes deltagelse og indflydelse, kræver det en selvbevidsthed og et positivt tilvalg at indgå i relationer med andre mennesker, og det er, hvad jeg tror på som mål.
Så mens jeg er helt for relationer, så er jeg samtidig også opmærksom på, hvordan mine egne forældre engagerede sig i lokalsamfund og politik, da jeg var barn, og denne enorme binding til andre har af samme grund været noget, jeg har forsøgt at undgå så meget, som jeg kunne. Mine relationer er i høj grad opstået ved tilfældigheder eller tilbøjeligheder, på klassisk vis, og de er stort set bevarede over årene. Mange af dem er blevet genetablerede ved hjælp af nettet og facebook, og mange af mine internationale relationer begyndte deres liv ved computeren og er derpå realiserede i virkeligheden.
Peter Hansen,
Hvad er det for en 'form for binding' du taler om?
fra kronikken:
1. Forbrugerismens ideal om den totale valgfrihed – afkoblet fra forestillingen om at skulle forholde sig til konsekvenserne af denne valgfrihed.
2. Den individualistiske frihedsetik: »Jeg er et uafhængigt individ, der kan handle, som jeg ønsker, så længe ingen omkring mig kommer til skade« – som fører til en kultur præget af uansvarlighed og desintegration af sociale forpligtigelser.
3. Kapitalismen, som både er individualistisk og materialistisk og ikke imødekommer den dybe længsel i menneskets sjæl. Kapitalismens uhæmmede udfoldelse siden Den Kolde Krigs ophør har ledt til en uacceptabel ulighed i velstand og indkomst, og finansmarkederne plages af grådighed og kortsigtethed.
4. Statisme eller storstaten, der forventes at korrigere markedets overskud, og som svulmer i bureaukrati, kontrol og velfærdsstyring, men i stigende grad er magtesløs i sit forsøg på at kontrollere gigantiske, multinationale virksomheder.
Disse fire ismer danner tilsammen et system, som underminerer civilsamfundet og de mellemliggende institutioner, herunder den udvidede familie.
Er det pkt 2 der stryger dig mod hårene?
Nej, for den er jo en illusion, det er jo fire forestillinger, der dækker over en grundlæggende feudal struktur, som vi kun lejlighedsvis har kunnet imødegå, Torsten Jacobsen. Jeg er enig i kritikken, men jeg er ikke enig i alternativet.
Således er dette noget nær det tætteste, man kan komme på et totalitært samfund, hvis du spørger mig:
"Er det for eksempel skolens primære opgave at videregive information, der kan hjælpe elever med at bestå deres eksamener, for at fremme den enkelte elevs personlige udvikling og nationens økonomiske mål og vækst?
En relationel tilgang vil foreslå, at skolens primære mål er at øge barnets relationelle engagement i både familie, medstuderende og det lokale samfund.
Et relationelt perspektiv i skolerne vil betyde, at deres førsteprioritet er at sikre, at de unge, når de forlader skolen, er i stand til at relatere til andre, er udrustet til at tage ansvar, klar til at bidrage til deres familier og fællesskabers bedste (både lokalt og globalt)."
Mens jeg er enig i, at det er sådan, vi mest hensigtsmæssigt agerer - og historisk har ageret, når vi har fået lov - så er jeg stærkt imod den tvang, dette program indebærer, og som er en væsentlig del af det, der allerede er galt med dels det nutidige samfund, dels det, der arbejdes hen imod.
Hvad jeg vil sætte i stedet for dette i sig stærkt manipulerende spørgsmål er: Nej, det er skolens opgave at give den enkelte redskaber til at kunne deltage i samfundslivet og udvikle sig selv til en selvstændig personlighed, der kan træffe valg på et oplyst grundlag og udvikle sine evner mest hensigtsmæssigt efter egen tilbøjelighed, hvorved det bliver til samfundets gavn.
Godt nok har jeg gået i den sorte skole,
men der er nogen, der taler meget mere sort end jeg.
Forsøgte en Google oversættelse uden held.
Dog er det jer vel undt. Hyrderne skal have de tabte får af rigtig kød og blod tilbage.
Ændringerne kommer ikke fra bunden. Det er bare en god historie.
Se på Grækenland. Hyrderne stod parat.
Mærkeligt, at millioner af mennesker står i kø for at komme ind i den elendighed, som kronikken fremmaner.
Steffen Jørgensen, vi skal ikke se på de andres elendighed, men vore egne muligheder for at gøre det bedre, efter nogle næsten utilgivelige fejltagelser i de seneste 30 år.
Jeg har længe undret mig over, at udviklingen ser ud til at gå baglæns, i stedt for at flere mennesker udvikler sig til højere bevidsthedsniveauer, ser udviklingen ud til at skabe en ophobning af mennesker på økonomisk stræberniveau:
Den økonomisk tænkning som kronikken kaster lys på, kan også ses som en stræber tænkning og i denne tænkning, eller måske mere præcist bevidsthedslag gøres ALT på en overskud/underskud skala:
Venner på FB, karakter, tid, økonomi, sunde mad vaner, motion mm. og det siger sig selv, at der altid vil opstå et underskud et eller andet sted, altså; der løbes med tungen ud af munden og alligevel lykkedes det ikke, resultatet er selvfølgelig stress, som kronikken også hævder. (Det har også en lys side, nemlig opbygningen af det samfund som skabt grobund for:
Det næste bevidsthedslag som kronikken tager fat i, menneskelige relationer, den bevidsthed kom først for alvor ind i verden for ca. 100 år siden og har over tiden tilført nogle noble tiltag som: menneskerettigheder, børnekonventioner, amnesti, ligestilling, dyrevelfærd. Osv. Men dette bevidsthedslag har også en skyggeside: det hader hierarkier og ”ingen og absolut ingen skal komme og fortælle mig hvad jeg skal gøre tænkning” fylder rigtig meget.
Orange og grøn i denne model:
http://pialogue.info/definitions/spiral_dynamics_cartoon.png
Eller denne hvor der også er sat alder på udviklingen:
http://pialogue.info/definitions/spiral_dynamics_aqal_simple.jpg
Jeg tror altså, Michael Bruus, at du tager fejl på flere niveauer: 1) relationer mellem mennesker er ikke 100 år gammelt, men 100.000 år. Det er det oprindelige, og det holder stadig, på trods af de angreb, som påpeges i kronikken.
Hvad der imidlertid i det bestående og den rejste kritik er enighed om, er bindingen af det enkelte menneske, der ses som "ansvarliggørelse". Jeg er ikke uenig i, at et fællesskab mellem mennesker er nødvendigt, men jeg er uenig i, at det skal påføres den enkelte fremfor tilvælges ud fra den enkeltes tilbøjelighed, personlighed, interesser og fortrin. Tvang er tvang, og selvom endog jeg indrømmer, at den ikke er helt undgåelig, så er det dog meningsløst at kæmpe for at etablere systemer, der binder frem for at løse - i den udstrækning, hvor bånd kan løsnes.
Det er vendt på tellerken helt. I dag samfund er sammemsat af to grupper af mennesker der tilhører to forskelle kategorier med hver sin egn værdi. Den ene gruppe, der tidligere I tiden(længe I tiden) var beskæftiged men tjeneriste function er blevet overflyttet til production afdelingen, de er de Nye Europæier(polakker. lettaver,og sydeuropeer, flytninge og indandre osv, og dem , som var I production(tidligere I industri samfundet)(bondemand,fisker,hånværker,chauffærer og konduktører er også flyttet til en anden afdeling, de arbejder ikke mere men er blevet presentateur og forbrugere, og underlig nok er de dem der nu servere til det første gruppe, de fremmede og ikke privilegerede fordi de har tjent nogle penge på arbejde. Altså er vendt på tallerken betyder : arbejdet er gennemført af fremmede mens de lokale sidder med penge, og de viser sig hele tiden(de servere også den første gruppe) for at således viser at intet er forandret I samfundet, de er dem de representerer samfundet og står for viderførelse af dets værdier. Det samfund som jeg har skitseret meget kort afspejler det samfund med omvendt relationer idag.Og jeg synes folket befinder sig godt tilpas med den Nye rolle som kassefører og presentateurer udefra.
Ja, Peter Hansen når vi ser tilbage i tiden, vil vi med vores nuværende bevidsthedsniveau, se at der har været menneskelige relationer: som vikinger sejlede vi bla. Til England og slagtede munkene, voldtog nonnerne og brændte klostrene ned, hvor efter vi igen sejlede hjem til vores familier, velvidende, at vi nu havde sikret os en plads i Valhalla for vores helmodige drab på munkene. (Alt sammen forskelige former for menneskelige relationer)
Men bevidsthedsniveauet menneskelige relationer, med det noble bidrag, er altså af nyrer dato (ca. 100 år.)
Og derfor vil du heller ikke være i stand til at finde noget som bare tilnærmelsvis ligner: menneskerettigheder, børnekonventioner, amnesti, ligestilling, dyrevelfærd osv. før da.
Jeg fatter ikke, at nogen kan have noget imod de tanker, kronikforfatterne står for. I min tid som skolelærer måtte jeg bruge oceaner af tid på at få klasserne til at fungere. Den udskældte rundkredspædagogik gik netop på at høre på hinanden, ikke afbryde de andre og prøve at sætte sig ind i 'den andens' tanker. Ja, at relatere sig til andre. Hvis børn lærte det i dag hjemmefra og det gik videre i skolen, var der ikke disse elementære problemer at slås med. Skolernes største problem i dag som førhen er støj, larm og ballade. Derfor flygter de velhavende.
Et ordsprog, der siger: man kan ikke lave en ommelet(spejlægg)uden at knække æggene. Der er altid en modsat handling, som med at ryddeop efter måltid. Min pointe er når man få Nye begreber eller Nye ideer der vedrører menneskerettigfheder så skal man regne med nogle omkostninger. man støtter folk at rejse sig mod uretfærdigheder men de skal koste os noget, for ex. flygtninge der søger støtte. Hvordan kan forklare en opstand uden at den medfølger omkostning for nogen. Hele den discussion der foregår om oprør det dreje sig I virkeligheden om flygninge; oprør ja men der skal ikke medfølger flygtninge problem. Derfor jeg tidligere også sagt,at hvis du ikke akseptere omkostningerne så skal du heller ikke skynde folk til at gøre oprør; det skete I forbindelse med den konflikt sverige-Saudi arabien, hvorfor blande sig når man ikke akseptere konsequenserne, for,ex. af flygninge? fremtiden oprør vil ske efter min mening kun med folk der akseptere konsequenser. Her er der et problem med menneskerettigheder.
Niels-Simon Larsen, uden at modsige mig selv, så er det præcis det, skolen skal. Der har altid og vil altid være larm og ballade, fordi børn er børn - og derfor i en almindelig modning, intellektuelt og fysisk, lærer dette samvær. Nogle har dog tydeligvis ikke lært det grundigt nok, kan man se af gentagne debatter.
Det er et problem, at støj og ballade ses som afvigelse i skolen, når det faktisk er det materiale, man skal bearbejde som lærer.
Michael Bruus, det er altså en karikatur af den anden verden, du tegner. Desuden tyder forskningen på, at vikingerne netop først og fremmest bedrev fredelig handel.
Peter Hansen,
Med al respekt, så tror jeg ikke du helt forstår/misforstår hvad dette 'relationelle paradigme' sigter til. Når du sætter følgende mål for skolen:
"det er skolens opgave at give den enkelte redskaber til at kunne deltage i samfundslivet og udvikle sig selv til en selvstændig personlighed, der kan træffe valg på et oplyst grundlag og udvikle sine evner mest hensigtsmæssigt efter egen tilbøjelighed, hvorved det bliver til samfundets gavn."
Så er følgende et forslag til en praksis, der kan realisere det mål:
"En relationel tilgang vil foreslå, at skolens primære mål er at øge barnets relationelle engagement i både familie, medstuderende og det lokale samfund."
Du læser en tvang ind i dette, men det er, vil jeg hævde, fordi du ikke helt forstår det teoretiske grundlag for en sådan relationel tænkning. Tvang er ikke en farbar vej i et samfund, som sætter (positive) menneskelige relationer i centrum. Tværtimod.
Hvis du får tid, vil jeg anbefale dig at stifte bekendtskab med f.eks. udviklingspsykologen Gordon Neufeld, som på børne/skoleområdet har nogle meget interessante bud på en relationel tilgang til både opdragelse og indlæring. Du kan evt starte her:
https://www.youtube.com/watch?v=C4hbAGaTAGs
"Det er tid til, at vores statistiske systemer lægger mere vægt på at måle befolkningens velfærd end den økonomiske produktion." -Joseph Stiglitz
Den centrale kendsgerning at velstand ikke er lig med velfærd.
Det stikker så meget dybere end det, Morten P.Nielsen. En banal erkendelse af, at velstand ikke er lig med velfærd, er kraftesløs så længe mennesker fortsætter med at handle som om at velstand er lig med velfærd.
Vi ved sgu godt allesammen at velstand ikke er lig med velfærd (vi græder de rigtige steder i filmen) - mens vi passer vores job, for at sikre velstand for os selv og vores børn, mens vi sikrer vores alderdom, mens vi gør som man forventer, mens vi pisser vores liv væk i systemer og strukturer som vi ikke har skabt, men som tværtimod har skabt og formet os, og som vi ikke kan tænke os selv foruden.
Så dybt stikker roden, så håbløst fanget er vi, i en logik som reproducerer sig selv.
For mit eget vedkommende forsøger jeg hver evigt eneste dag at frigøre mig fra de systemer, fra den måde at tænke på. Men det er gudhjælpemig ikke nemt, og jeg er så relativt privilegeret at jeg kan gøre det, til dels på skrømt uden at sætte livet på spil.
Men måske er det netop det, der skal til? Måske skal livet sættes på spil? For alvor? Med mindre vi vil nøjes med at være velmenende tandhjul i et destruktivt system?
apropos at pisse sit liv væk:
https://www.youtube.com/watch?v=_g1Bkav7_hk
"Over hele Europa ser vi i dag en generel og langvarig utilfredshed."
Ja, det gør vi jo, når medierne har valgt høj prioritet af utilfredshed.
" Europæernes mistillid til politikerne er stadig stigende, og den Europæiske Union opfattes i stigende grad som fjern, ineffektiv og korrupt. "
Det skyldes jo nok, at medierne har valgt lav prioritet af EU, og desuden har valgt kun at omtale EUs politiske dimension.
"Relationel tænkning er et paradigmeskifte, hvor relationer bliver den linse, vi ser, måler og prioriterer igennem. Dette perspektiv giver os et redskab til at analysere årsagerne til de store dyk i social kapital – og et grundlag for løsningsforslag. "
Hvordan tænkes det ført ud i praksis uden inddragelse af en økonomisk dimension? Alene begrebet "social kapital" antyder en økonomisk tankegang, som kun styrkes af ønsker om, det skal "måles og prioriteres".
Peter Hansen
Omkring år 18oo bevæger den vestlige verden sig ind i bevidsthedslaget ”menneskelige relationer”. Og den første store manifestation her af; er ophøret af slaverriet. (Det tog som det er tilfældet med bevidstgørelse, sin tid og strakte sig over en periode på ca. 100 år. (Og endnu længer andre steder i verden, i det bevidsthedslag ikke nødvendigvis er de samme alle steder på jorden samtidig)
Men som jeg hele tiden har sagt vil du ikke være i stand til at finde noget der bare tilnærmelsesvis ligner: ”menneskerettigheder, børnekonventioner, amnesti, ligestilling, dyrevelfærd osv. før da”
Verden er IKKE flad, lige som jorden heller ikke er flad; altså bevidsthedslagene bygger oven på hinanden og deri ligger der både vækst, frihed og mening med livet! Og vejen ud af de problemer vi oplever i vores nutid.
Jeg foreslår, Michael Bruus, at du bare som et forsøg læser de danske landskabslove. De er fyldt med den type menneskelige relationer, du efterspørger.
Og skylle du ønske at vide noget om menneskelige relationer på andre tider i udviklingens historie, kunne du læse "Athenernes Statsforfatning" i Hartvig Frisch's glimrende gendigtning.
Torsten Jacobsen, mere end tvang læser jeg en påtvunget og manipulerende form for socialisation ind i det - noget, som man som elev i skolen skal leve op til udover opnåelsen af færdighederne.
Hvad jeg vender mig mest heftigt imod er denne "til samfundets gavn"-tænkning, der ser samfundet som noget statisk og definerbar, mens realiteten jo er, at det er et flydende mulighedsrum, der fremfor krav om tilpasning skal tilbyde den enkelte rum til udvikling.
"Den europæiske kultur lider under et fattigt socialt og økonomisk paradigme, der underminerer civilsamfundet" - så sandt,
"Modgiften er at gøre menneskers relationer til den linse, vi ser, måler og prioriterer velfærd igennem". Et allergisk anfald ulmer straks dybt i min indre anarkist .... 'menneskers relationer til linsEN ...' - fri mig for at få min eksistens målt og set udelukkende gennem de menneskelige - oftest yderst begrænsede - relationer, altså for snævert et paradigme at ophøje til så omfattende og definitiv funktion, også selv om det vil sætte fokus på evt dysfunktionalitet - som man så skal bearbejde. Men udfra hvilke kriterier, og hvem har 'ret'? De menneskelige psykodynamikker blir ikke et nemmere rum at navigere i, blot fordi man udnævner dem til at være 'den linse, vi ser, måler og prioriterer velfærd igennem'.
Man glemmer nemlig et par temmelig afgørende og vigtige relationer : den til sig selv og den til naturgrundlaget. Det er ikke nok at gøre de sociale relationer til omdrejningspunktet, vi er også nødt til at forstå og respektere den økologiske økonomi, som er det materielle fundament for vores relationer, for vores eksistens, for vores egenrelation, for vores egen private udviklingsproces. Med andre ord : den linse, som vi bør anskue vores eksistens igennem, kan ikke kun omfatte den ekstroverte socioøkonomi - også den introverte udviklingsvej og miljøøkonomien er afgørende parametre, som er uadskilleligt forbundne og interagerende udfra endnu ikke fuldt erkendte lovmæssigheder. Dog giver naturens iboende lovmæssigheder ret tydelige anvisninger på for livets opretholdelse hensigtsmæssig adfærd, fx samarbejde istedet for indbyrdes konkurrence om og privatprofitering på overlevelsesressourcer. Som er det mest hjernedumme individuelt og kollektivt undergravende projekt, som menneskehedens børn til dato har udsat sig selv, hinanden og deres materielle eksistensgrundlag naturen for.
Men tanken er god og peger på noget essentielt - at vi ikke bør overse vigtigheden af menneskers indre rum, når de ydre rum designes. Men når man designer samfund, bør historien have lært os, at er man ude i definitive modeller, så SKAL de være perfekte, ellers vil svaghederne ramme os med uforudsebar styrke - potentielt ødelæggende, hvilket er, hvad vi i denne tid er konfronteret med.
Peter Hansen,
Jeg forstår din bekymring for, at en sådan 'relations-orienteret' tænkning skal blive instrumentaliseret af 'the powers that be', som blot endnu et element i kassen med styringsværktøjer. Det er for eksempel tilsyneladende hvad der er ved at ske i øjeblikket, jvf. substansen i den verserende akademiske fejde mellem Thomas Aastrup Rømer og Dorthe Staunæs (andetsteds i avisen).
Men viden om relationers betydning behøver ikke at blive instrumentaliseret, dvs anvendt som middel i jagten på større effektivitet (kvantitet). I min optik forråder en sådan instrumentalisering af relations-tænkningen sit eget vidensgrundlag, for relationers betydning kan ikke måles kvantitativt, kun kvalitativt. Derfor er der tale om et paradigmatisk skift i tænkningen, på bl.a. skoleområdet. Det kan så være at du med din bekymring får ret i, at tiden endnu ikke er moden - vi får se..
Torsten - "Det er for eksempel tilsyneladende hvad der er ved at ske i øjeblikket, jvf. substansen i den verserende akademiske fejde mellem Thomas Aastrup Rømer og Dorthe Staunæs (andetsteds i avisen)." - kunne du løfte sløret for hvor, dette sted i avisen er?
Randi Chritstiansen,
Jeg tænker her på artiklen "’Offentligheden skal vide, at forskning ikke er værdifri’ (http://www.information.dk/531919). Dog skal man ned i substansen af uenigheden, og her er et godt sted at begynde Rømers blog, hvor både hans kritik og Staunæs' klage er lagt frem. Ydermere må man så forsøge at danne sig et overblik over hvad Staunæs' forskning handler om, og her kan man med fordel se hendes tiltrædelsesforelæsning fra 2012: http://edu.au.dk/forskning/video/dorthe-staunaes-tiltraedelsesforelaesning/
Det jeg finder så bemærkelsesværdigt ved denne tiltrædelsesforelæsning, er hvordan den såkalde 'PSY-ledelse' (som i sagens natur handler om menneskelige relationer) uden videre problematisering anskues som netop et ledelses-værktøj, altså et redskab til styring mod et foruddefineret mål (effektiv læring).
"Samtidig med at en velfungerende økonomi er af vital betydning, kan en langvarig forbedring af det europæiske samfund kun opnås ved at sætte de menneskelige relationer i centrum."
Menneskelige relationer...hmm....
"Menneskelige relationer, der er under stigende pres af realiteter som lange arbejdsdage"
Lange arbejdsdage? Har den gennemsnitlige dansker nogensinde arbejdet så lidt som nu? I gamle dage ville 37 timer + 6 ugers ferie blive anset som den rene luksus.
"Menneskelige relationer, der er under stigende pres af realiteter som lange arbejdsdage, kommunikationsteknologi, som sætter os i konstant forbindelse med et større og mere fragmenteret netværk, øget mobilitet, der ødelægger langvarige forhold i større familier og i lokale fællesskaber, forøgelse af den personlige gæld, som sætter hjemmets relationer under ekstraordinært pres, og enorme, multinationale virksomheder, som svækker tilliden mellem virksomhedernes beslutningstagere og de lokale samfund."
Hvad? Menneskelige realtioner er under pres pga stigende mobilitet? Så mindre mobilitet er bedre for menneskelige relationer? Ikke forstået. Øget gældsætning løses vel bedst ved at den enkelte betaler noget mindre i skat, men det er næppe skribentens ærinde. Og kommunikationsteknologi kunne man lige så godt argumentere for øger menneskelige realtioner. Nu kan mormor følge med i hvad der sker i barnebarnets liv via facebook.
"1. Forbrugerismens ideal om den totale valgfrihed – afkoblet fra forestillingen om at skulle forholde sig til konsekvenserne af denne valgfrihed."
Hvis bare skribenten ville have forklaret hvilke konsekvenser der hentydes til...
"Den individualistiske frihedsetik: »Jeg er et uafhængigt individ, der kan handle, som jeg ønsker, så længe ingen omkring mig kommer til skade« – som fører til en kultur præget af uansvarlighed og desintegration af sociale forpligtigelser."
Vi lever i et socialdemokratisk land med tårnhøje skatter, så hvis vi har dette problem så er det nok snarere fordi at vi har outsourcet næstekærligheden til velfærdssamfundet. "Jeg har jo betalt min skal, det må kommunen ordne".
"3. Kapitalismen, som både er individualistisk og materialistisk og ikke imødekommer den dybe længsel i menneskets sjæl. Kapitalismens uhæmmede udfoldelse siden Den Kolde Krigs ophør har ledt til en uacceptabel ulighed i velstand og indkomst, og finansmarkederne plages af grådighed og kortsigtethed."
Den dybe længsel i menneskets sjæl. Jeg trak lidt på smilebåndet da jeg læste dette. Hvad mon skribenten mener? Timelange køer for at få et brød, som i det gamle USSR? Hvilken længsel hentydes der til? Det er meget ukonkret.
"4. Statisme eller storstaten, der forventes at korrigere markedets overskud, og som svulmer i bureaukrati, kontrol og velfærdsstyring, men i stigende grad er magtesløs i sit forsøg på at kontrollere gigantiske, multinationale virksomheder."
Korrigere markedets overskud? Hvad er det som skribenten mener skal styres? Meget ukonkret.
"Ifølge Stiglitz tager de traditionelle økonomiske parametre ikke højde for de store indirekte negative effekter, som produktion har."
Det er vel heller ikke økonomens job.
"Hvor godt er det for eksempel at have høj økonomisk vækst, hvis en stor del af befolkningen i længden bliver syg af stress på grund af den måde, arbejdslivet er skruet sammen på?"
Det er et spørgsmål for politikere, ikke økonomer.
"Denne stressomkostning er en indirekte negativ effekt ved væksten, men bliver ikke afspejlet i det traditionelle snævre fokus på BNP."
Hvordan ved skribenten at det skulle give mindre BNP? Hvis vi alle arbejder mindre for at mindske stress, så kunne det lige så godt være at vi producerede mindre.
"Lange arbejdsdage? Har den gennemsnitlige dansker nogensinde arbejdet så lidt som nu? I gamle dage ville 37 timer + 6 ugers ferie blive anset som den rene luksus."
'I gamle dage' - blev slaverne slidt helt op, inden de blev smidt ud - men så blev der tilsidst ballade og i danmark fik stauning og anker jørgensen indført tålelige forhold for lønslaverne - som stadig bliver udnyttet af den 1% og co, fordi vi ikke fik økonomisk demokrati - så nu er der ballade igen ... og den holder ikke op, før gnierne slipper slanterne
Personlig forstå godt, de skræmmende effekterne af de af Torsten Jacobsen 29. april, 2015 - 10:25 beskrevne 10 typer af barndoms-traumer og effekterne, af de fire ismer fra kronikken, resultatet ses over alt, det er hovedrystende afstumpet, men det moderne menneske, vil have den sidste nye Iphone, til TTPI frihandel med USA pris og 500.000 desperate mennesker, der vil risikere livet og ingen alternativer har til, at komme ind i EU, samt græske børn, der lever en kummerlig tilværelse, for de færrest mennesker til, at mindste en smugle nattesøvn.
Det er afstumpede mennesker har magten og befolkningerne køber, at de er særligt udvalgte til dette liv, retfærdighed og medmenneskelighed, skal ikke koste den næste sidste nye Iphone og markedet diktere det, det er nødvendighedens politiske, der diktere politikkerne sådan fungere det internationale marked.
Sådan er det jo.
@randi christiansen
Hvis vi arbejder os forbi floskerne så er du faktisk enig med mig i at arbejdstiden er kortere end nogensinde før, så hvis vi har problemer med stress, så er det næppe arbejdstiden vi skal kigge på. Eller i det mindste skal den ikke ned, men op ;)
Martin nielsen - hvis 'vi' arbejder os forbi hvilke floskler? Sidder du fx ved kassen i netto 37 t ugl? Eller arbejder på kz slagteri? Op på arbejde - hjem og i seng, det er parolen for en god pige og dreng. Nogen synes måske, det er fint med et snævert arbejdsperspektiv, andre mener nok, at livet er for kostbart til at henslæbe det under kummerlige forhold som ovennævnte og til andres tjeneste og fordel. Men sådan er mennesker jo så forskellige.
Peter Hansen
Bevidsthedslaget menneskelige relationer, kommer fysisk til udtryk som kommunikation og vi kalder også vores tid for kommunikations samfundet.
Industrisamfundet har bevidsthedslaget økonomi og samfundet tænkes som en fabrik.
Altså: de indre bevidsthedslag har et fysisk udtryk og en kulturel og social forankring i samfundet.
Hvis vi starter med jægere/samlere og går vider til havebrugs og landbrug og industrisamfund vil vi se at hvert samfund havde sit unikke bevidsthedslag og et unikt fysisk udtryk samt kulturelt og socialt forankringer.
Giver det mere mening?
Ja, men ikke en større sandhed. Mennesker er ikke samfundet, men tilsammen udgør det samfundet.
Sider