Kronik

Opgør med BNP-fetich

Den europæiske kultur lider under et fattigt socialt og økonomisk paradigme, der underminerer civilsamfundet. Modgiften er at gøre menneskers relationer til den linse, vi ser, måler og prioriterer velfærd igennem
Ifølge relationel tænkning bør skolernes førsteprioritet være at sikre, at de unge, når de forlader skolen, er i stand til at relatere til andre, er udrustet til at tage ansvar, klar til at bidrage til deres familiers og fællesskabers bedste – både lokalt og globalt.

Tor Birk Trads

29. april 2015

KRONIK – Over hele Europa ser vi i dag en generel og langvarig utilfredshed. Fra den rekordhøje arbejdsløshed blandt unge i Sydeuropa til den faldende demokratiske deltagelse og den øgede forekomst af psykisk stress. Og vi ser, hvordan især unge må betale prisen for det samfund, vi har skabt.

De europæiske samfund præges af fortsat økonomisk usikkerhed, der skyldes den høje nationale gæld, den svage vækst og den jobløse genrejsning af økonomien. Europæernes mistillid til politikerne er stadig stigende, og den Europæiske Union opfattes i stigende grad som fjern, ineffektiv og korrupt. Højreorienterede politiske bevægelser har voksende opbakning, mens truslen om vold og social uro vokser. Denne økonomiske, finansielle og politiske krise i Europa rummer en langt dybere, kulturel krise.

Den generelle afhængighed af gæld på alle niveauer, de kortsigtede finansielle beslutninger og en aggressiv kulturel individualisme er med til at underminere det europæiske samfunds mest centrale værdier. Når langvarige fald i fødselsrater og længere levetid regnes med, bliver det klart, at kontinentet har brug for mere end en økonomisk redningskrans. Der er brug for en dybtgående reform og vision for Europa, der når ud over snævre økonomiske mål.

Samtidig med at en velfungerende økonomi er af vital betydning, kan en langvarig forbedring af det europæiske samfund kun opnås ved at sætte de menneskelige relationer i centrum.

Menneskelige relationer, der er under stigende pres af realiteter som lange arbejdsdage, kommunikationsteknologi, som sætter os i konstant forbindelse med et større og mere fragmenteret netværk, øget mobilitet, der ødelægger langvarige forhold i større familier og i lokale fællesskaber, forøgelse af den personlige gæld, som sætter hjemmets relationer under ekstraordinært pres, og enorme, multinationale virksomheder, som svækker tilliden mellem virksomhedernes beslutningstagere og de lokale samfund.

Rodløshed og rettighedskultur

Man kan med nogen ret hævde, at fire store idéer driver den europæiske kultur, former det herskende sociale og økonomiske paradigme og har fået status som moralske absolutter i Vesten:

1. Forbrugerismens ideal om den totale valgfrihed – afkoblet fra forestillingen om at skulle forholde sig til konsekvenserne af denne valgfrihed.

2. Den individualistiske frihedsetik: »Jeg er et uafhængigt individ, der kan handle, som jeg ønsker, så længe ingen omkring mig kommer til skade« – som fører til en kultur præget af uansvarlighed og desintegration af sociale forpligtigelser.

3. Kapitalismen, som både er individualistisk og materialistisk og ikke imødekommer den dybe længsel i menneskets sjæl. Kapitalismens uhæmmede udfoldelse siden Den Kolde Krigs ophør har ledt til en uacceptabel ulighed i velstand og indkomst, og finansmarkederne plages af grådighed og kortsigtethed.

4. Statisme eller storstaten, der forventes at korrigere markedets overskud, og som svulmer i bureaukrati, kontrol og velfærdsstyring, men i stigende grad er magtesløs i sit forsøg på at kontrollere gigantiske, multinationale virksomheder.

Disse fire ismer danner tilsammen et system, som underminerer civilsamfundet og de mellemliggende institutioner, herunder den udvidede familie.

De utilsigtede konsekvenser er blandt andet: rodløshed, fordi familier fragmenteres gennem arbejdsmarkedets mobilitet og nedbrud af relationer, forsømmelse af familielivet, fordi individer forfølger deres karrierer i en kultur med lange arbejdsdage, en rettighedskultur, der kræver noget for intet – både i form af støtte fra staten og i form af køb af forbrugsvarer på kredit – samt uholdbare niveauer af personlig, virksomhedsmæssig og statslig gæld.

Relationen i centrum

Relationel tænkning er et paradigmeskifte, hvor relationer bliver den linse, vi ser, måler og prioriterer igennem. Dette perspektiv giver os et redskab til at analysere årsagerne til de store dyk i social kapital – og et grundlag for løsningsforslag. At lære at tænke relationelt kræver en kopernikansk revolution – at se livet fra et relationelt perspektiv i modsætning til at se det fra en materialistisk eller individualistisk vinkel.

I stedet for at antage, at profit er det ultimative mål for både personlige, virksomhedsmæssige og politiske beslutninger, sætter vi relationelt velvære som det ultimative mål, fordi menneskers relationer, når alt kommer til alt, er det vigtigste i livet.

Økonomien må tjene relationerne – ikke omvendt. I stedet for at placere materiel velstand, individuel frihed og rettigheder i centrum placerer vi relationerne i centrum for at afspejle, hvad mennesker rent faktisk sætter højest i livet.

Er det for eksempel skolens primære opgave at videregive information, der kan hjælpe elever med at bestå deres eksamener, for at fremme den enkelte elevs personlige udvikling og nationens økonomiske mål og vækst?

En relationel tilgang vil foreslå, at skolens primære mål er at øge barnets relationelle engagement i både familie, medstuderende og det lokale samfund.

Et relationelt perspektiv i skolerne vil betyde, at deres førsteprioritet er at sikre, at de unge, når de forlader skolen, er i stand til at relatere til andre, er udrustet til at tage ansvar, klar til at bidrage til deres familier og fællesskabers bedste (både lokalt og globalt).

Syge af stress

Økonomen og vinderen af Nobelprisen i økonomi i 2001, Joseph Stiglitz, kritiserer det, han kalder for frimarkedsfundamentalister og BNP-fetich. Ifølge Stiglitz tager de traditionelle økonomiske parametre ikke højde for de store indirekte negative effekter, som produktion har.

Hvor godt er det for eksempel at have høj økonomisk vækst, hvis en stor del af befolkningen i længden bliver syg af stress på grund af den måde, arbejdslivet er skruet sammen på? Denne stressomkostning er en indirekte negativ effekt ved væksten, men bliver ikke afspejlet i det traditionelle snævre fokus på BNP.

»Det er tid til, at vores statistiske systemer lægger mere vægt på at måle befolkningens velfærd end den økonomiske produktion,« siger han.

Relationel kapitel udgør sammen med for eksempel finansiel kapital og produktionskapital en organisations fundament og værdi. En relationel tilgang vil tvinge organisationer til at forholde sig ikke bare til deres aktionærer, men til alle interessenter, herunder det omkringliggende samfund. Fattigdom bør på samme måde defineres ikke blot som en økonomisk tilstand, men bør også ses fra et relationelt perspektiv, hvor der reflekteres over fraværet af relationel rigdom. Disse parametre er lige så målbare som økonomisk fattigdom. Verden ser kort sagt anderledes ud igennem den relationelle linse. Og perspektivet kan radikalt forandre vores måde at prioritere og styre vores samfund på.

Relationel tænkning er en stille revolution og en ny bevægelse, som fokuserer på forandringer i civilsamfundets midterste organisationer – dem der befinder sig mellem individet og staten. Det er civilsamfundet, der er i stand til at påvirke opad på regeringsniveau og nedad på det personlige niveau. Det europæiske samfund er før blevet ændret gennem revolution nedefra og reform oppefra. Det kan ske igen.

Michael Schluter er økonom og initiativtager til The Jubilee Centre og Relational Thinking Network i Storbritannien. Forfatter Jonas Norgaard Mortensen og direktør for tænketanken Cura, Karen Lumholt har redigeret ’Det relationelle menneske’, som udkommer i dag, og hvortil Michael Schluter har bidraget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sofie Brandt
  • Carsten Søndergaard
  • Philip B. Johnsen
  • Thomas Oxvig
  • Torben Arendal
  • Michael Bruus
  • Birgitte D Pedersen
  • Simon-Matti Hørlyck Campbell
  • Thomas Borghus
  • Jørn Andersen
  • Markus Hornum-Stenz
  • Torben Strømgaard Hansen
  • ellen nielsen
  • Ingrid Uma
  • HC Grau Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Anne Eriksen
  • Rogvi Thomsen
  • Niels-Simon Larsen
  • lars abildgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Bill Atkins
Sofie Brandt , Carsten Søndergaard, Philip B. Johnsen, Thomas Oxvig, Torben Arendal, Michael Bruus, Birgitte D Pedersen, Simon-Matti Hørlyck Campbell, Thomas Borghus, Jørn Andersen, Markus Hornum-Stenz, Torben Strømgaard Hansen, ellen nielsen, Ingrid Uma, HC Grau Nielsen, Ervin Lazar, Anne Eriksen, Rogvi Thomsen, Niels-Simon Larsen, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Bruus

Peter Hansen

nej, men en mere nuanceret sandhed, for den indeholder alle de underlægende sandheder plus sin egen.

Martin Nielsen

@Randi Christiansen
Hvad er pointen med dit indlæg? Du har allerede givet mig ret i at vi arbejder mindre end før. Så hvis stress er noget der er kommet i nyere tid så er det IKKE pga lang arbejdstid. Og selvom der stadig er hårde jobs tilbage, så er der langt færre end hidtil.

Nej, jeg sidder ikke i kassen i Netto og det er heller ikke påkrævet for at kunne føre en samtale med argumenter og logik.

"Nogen synes måske, det er fint med et snævert arbejdsperspektiv, andre mener nok, at livet er for kostbart til at henslæbe det under kummerlige forhold som ovennævnte"

Jamen det står folk frit for at tage en uddannelse, så. De er endda gratis i Danmark. Man får endda penge for at tage en uddannelse. Hvad mere vil du have?

Randi Christiansen

Martin nielsen - "Jamen det står folk frit for at tage en uddannelse, så. De er endda gratis i Danmark. Man får endda penge for at tage en uddannelse."

Nej, 'det står ikke folk frit for at tage en uddannelse' - en illusion, et bevidstløst perspektiv, hvor du helt ignorerer, at der er stor forskel på menneskers bagage. Mønsterbrydere er sjældne, og den sociale arv hviler tungt på vore skuldre - uligheden vokser, samfundets institutioner udhules mere og mere og miljø-og socioøkonomien bliver stadig mere vanvittig.

Forudsætningen for en meningsfuld samtale er ikke det job, man har - hvor siger jeg noget, der kan tolkes i den retning? Det er derimod vigtigt at kunne forstå, hvad der bliver sagt. Stress betyder overbelastning - som i vores komplekse samfund har ditto årsagssammenhænge. Dem vil jeg overlade til dig selv at udforske.

Touhami Bennour

Meget morsomt den måde at beskrive et landstistand på. En kliché agtig? " Det er gratis at tage unddannelse, man få endda penge får at tage en uddannelse, hvad vil du mere mere. Det er en risiko at det vil gøre landet til en magnet"." Den anden replicirer" Nej det er ikke folk frit at tage en uddandelse, det er en illusion, du skal kende menneskers baggage; mønsterbryder er sjælden og det social arv hviler tungt på skulder, uligheden vokse etc".. Denne version er bedre, den afskrækker.Er det derfor man giver to forskellige versioner af et landstilstand?

Steffen Gliese

Jo, det står folk frit for at tage en uddannelse - skal vi ikke holde fast i, at det er 20 procent af dem, der kommer fra ikke-boglige hjem, der ikke tager én, ikke 20%. Det vil sige, at 80% af dem, der ifølge sagkundskaben burde være udfordret i folkeskolen, alligevel klarer sig flot videre.

Randi Christiansen

Peter hansen, jeg mener, at undersøgelser desangående viser, at kun 7% fra ikke akademiske hjem skifter socialklasse, henholdsvis tager en videregående uddannelse. Og uligheden vokser. Det er ulig meget nemmere at gennemføre en uddannelse, når baglandet udover en økonomisk tryg opvækst kan tilbyde fortsat økonomisk støtte, forældrekøb af bolig m.v.

Randi Christiansen

Når fx jeg - på trods af mine læreres forventninger - ikke fik en videregående uddannelse, skyldtes det flg

At være teenager i en toværelses med lillebror, dvs nul privatliv, nærmer sig psykisk tortur for alle parter

Et ikke akademisk hjem, dvs nul lektiehjælp

Et hjem med yderst begrænsede økonomiske midler

Ingen forståelse for mit ønske om - på trods af mit udviste engagement og fra relevante lærere anerkendte talent - at få en kunstnerisk uddannelse

Da jeg senere på eget initiativ to gange selv søgte ind på den statsligt anerkendte og su berettigede uddannelse, det kgl danske kunstakademi (og een gang på skolen for beklædningskunst som dansk designskole hed dengang) fik jeg ikke optag. Bl.a. fordi trenden for billedkunstskolernes vedkommende havde bevæget sig i retning af at ignorere de klassiske discipliner, som i min optik er grundlaget for al billedkunst - min kreativitet rakte ikke til fx at klaske et spejlæg bag på en grøn armyjakke, hvilket på den tid var adgangsgivende.
Jeg ønskede og havde brug for lige netop de rammer, som den skole kan tilbyde. Det var/er mit interesseområde - som udøvende kunstner og som underviser. En god karriereplan som - givet den rette familiære baggrund og/eller institutionelle tilbud/muligheder - kunne være lykkedes. Et vækstgrundlag for min udvikling som desværre ikke var tilstede.

Sider