Klumme

Politikken, der blev væk

Her hersker jeg. Jeg flytter mig ikke. Du er ikke én, jeg taler med, men én jeg taler til, eller om
14. april 2015

»Kommer du til Danmark, skal du arbejde.« Sådan står der. Det læser jeg, mens jeg står ved busstoppestedet og venter på bussen. Sammen med andre, hvis livsforløb jeg ikke kender. Socialdemokraternes annoncekampagne om stramme asylregler og krav til indvandrere er nu tydelig i gadebilledet, ligesom statsminister Helle Thorning-Schmidt. Men er det tydeligt, hvem hun taler til? Det er ganske indforstået, at der slet ikke tales til nogen, eller med nogen, men om nogen. Tales der om de fremmede, der ikke gider? Om de fremmede, der ikke vil kunne få deres børn hertil?

Kommer de til Danmark, skal de arbejde. Jeg (statsministeren) kan styre dem. Det står der ikke, men det er det, det betyder. Symbolsk tale. Åh ja, for der skal stemmer og resultater i hus, men hvilket hus? »Det Danmark du kender« – i det ligger Danmark fast. Fremtiden er ikke en drøm, men bevarelse.

Sloganificeringen finder vej fra alle de etablerede partier. Men tales der om, hvilken vej vi skal? Om idealer og visioner? Det skal virke. Og politiske drømme virker vidtløftige. Midler forveksles med mål, diskussionerne bliver hurtigt tekniske. Det politiske idegrundlag sjældent vendt. Polemisk positioneringsdebat erstatter samtale, hvis man med samtale forstår gensidig og fælles udvikling af synspunkter og viden. Kampagnetendensen er negativ. Der slås ned på andre partier eller svage grupper. Og det politiske ræsonnement pendulerer mellem to signifikante modpoler. På den ene side subjektivitet. På den anden objektivitet. Ingen af disse positioner er lydhøre.

Første position er signalpolitisk. Her er der masser af principper, men argumenterne er præget af en ekstrem personliggørelse. Principper er legitime, fordi de er mine. Der tales til og fra ’mavefornemmelsen’. Subjektivering. At den enkelte mener noget, er i sig selv kvalificerende. Uanset modsigende viden. Viden tillægges ikke afgørende vægt. Der er tale om en postfaktuel tendens. De andre er modparter, ikke samtaleparter. Diskvalificering af modstandere som perverteret succesparameter. Her markeres forskellen til de andre. Idealer manifesterer sig, men som mine. Meninger bliver identitetsmarkører, mens etiske overvejelser om ansvaret for hinanden udelades. Her hersker jeg. Jeg flytter mig ikke. Du er ikke en, jeg taler med, men en jeg taler til, eller om. For at iscenesætte mig selv.

Den anden position er den ’hårde’ politiks område – ’maskineriet’. Det objektive og rationelle. Her gælder værdifri ekspertise. Politik reduceres til teknik. Svarene udledes af regneark. I ’maskinrummet’ træffes der ikke frie beslutninger, men følgelige slutninger. Heraf den såkaldte nødvendighedens politik. Der regnes ikke længere med valgfrihed. Hvorfor partierne inden for dette domæne vil næsten det samme. Forskelle forsvinder. Også mellem mål og middel. Den kontante realistiske position låser fremtiden fast i formelle udledninger af nutiden. At ville noget andet regnes for umuligt. Den specialiserede nøgterne modpol til subjektiviteten udsletter friheden samt de menneskelige og etiske overvejelser. Her er hverken jeg eller du eller frihed. Kun det. Det, der skal gøres. At så tvivl er ineffektivt.

Jo mere friheden elimineres i ’maskineriet’, desto mere må kampene i det værdipolitiske felt eskaleres. Som forskelsmarkering, der handler om synliggørelse. Meningsuniverset ekstremiseres i offentligheden. Individets frihed dyrkes, mens samfunds- udviklingen dikteres af tekniske specialer. Ofte det økonomiske.

Objektive nødvendigheder eller subjektive indiskutable standpunkter er umiddelbart hinandens modsætninger. Men begge former er udtryk for et tab af tro på udvikling og forandring. At du kan flytte mig. At vi kan flytte os. Og derved et tab af det egentligt politiske.

Den demokratiske samtale, som dialektik mellem personlige erfaringer og viden er truet. Uden den er det politiske virke forsvundet. Politik indebærer reel samtale, om hvad der fremtidigt skal være fælles gældende – vi bør forholde os til fremtidsvisioner.

Det handler ikke om at komme til det næste busstoppested, hvis man er ved at tage den forkerte bus. En bus, der får os hen et sted, hvor vi ikke vil være.

Malene Trock Hempler er filosof.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Einar Meyer Petersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Gert Romme, Anne-Marie Krogsbøll, Einar Meyer Petersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Nu svarer manchettens "...Du er ikke én, jeg taler med, men én jeg taler til, eller om" ikke til brødtekstens " ...at der slet ikke tales til nogen, eller med nogen, men om nogen.".

Sprogligt har "du" i mange forbindelser erstattet "man". Men "du" snyder. For som Malene Trock Hempler påpeger, så tales der her netop kun "om", hverken "til" eller "med". Bevidst eller sjusk? Ikke til at sige. Men havde der stået "man" i stedet, havde det været åbenlyst for alle, at der kun tales "om".

Steffen Gliese

Vi behøver ikke at tænke på, om vi flytter os, det sker helt af sig selv. Men retningen, man flytter sig, skal man styre.

Einar Meyer Petersen

Uuuhh…, Minervas ugle flyver så smukt og elegant i skumringen. Tyst glider den hen over aftenlandet mens den skarpt og præcist registrerer og analyserer hvad der foregår – og er foregået – mens lyset svinder bort. Dét kan filosofien, men hvorfor bliver den altid så fåmælt og upræcis når der skal handles?
Klummen er dejlig klar og skarp i mælet når det handler om analysen af forholdet mellem ’objektive nødvendigheder’ og subjektivering, men bliver tilsvarende uklar og ’løs’ når svaret bliver den demokratiske samtale forstået som dialektikken mellem personlige erfaringer og viden. Er det en ny runddans om fremtidsvisions-kalven vi har brug for? Eller skal vi snarere til at stemme med fødderne som Swarthmore studenterne gør andetsteds i avisen? Måske skal vi slet ikke tage bussen!

"Du er ikke én, jeg taler med, men én jeg taler til", - eller måske mere præcist taler ned til. For det er jo sådan, skiftende danske regeringer taler til flygtninge - og i øvrigt også til alle andre - også danskerne . . .

Jeg syntes, at politikken i Danmark gennem de sidste 15 år har vist eksempler nok på et hovent og arrogant menneskesyn i stedet for en ærlig, visionær og social tilpasning af samfundet. For det er jo blevet sådan, "at er du ikke med os, og vi fortæller ikke hvad vi vil, så er du simpelt hen imod os, og så skal du kanøfles.

Er du flygtning, er det din egen skyld! - Og er du syg, arbejdsløs, gammel eller på anden måde er udenfor samfundet, så er det også din egen skyld, - ikke vores selv om det er vores forbandede pligt at skaffe dig arbejde. Og så skal du straffes for det.

Der er snart valg, og en fortsættelse med det nuværende fejlsporede socialdemokrati bliver ikke bedre - slet ikke.
Og alternativet med Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl for bordenden, og Joachim Olsen som arbejdsminister og som pauseklovn, kan absolut kun blive meget værre for de fleste.

Og derfor syntes jeg, at danskerne snart er nødt til at enes om et reelt og konstruktivt alternativ, som må føres frem og promoveres i god tid. For man skal jo vide, at der er blevet god tradition i Danmark for, at den næste regering ikke spoler tiden tilbage, men blot tager udgangspunkt i forgængerne fejlslagne politik, og derefter fortsætter ret frem i samme spor.

- Er det virkelig det, danskerne vil?
- Jeg spørger som alm. dansk skattebetaler uden rettigheder, for jeg er jo blevet frataget min stemmeret.

Nu skal vi jo ikke glemme, at indvandrerne i alt væsentligt er fra mellemøsten, og at de med sig bringer en totalt a-intellektuel, religiøs klankultur, som repræsenterer et udviklingstrin, som hos os er overstået i oldtiden. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange danskere omfatter denne kultur, eller mangel på samme, med væmmelse, og at denne væmmelse er berettiget, viser begivenhederne i Paris og København, og én af deres egne, digteren Yahya Hassan, har givet mæle til de ting og forhold, der giver anledning til alvorlig kritik. Vi har været, og er, vidne til de mafiametoder, indvandrere benytter sig af, når det gælder det at indhegne unge kvinder fra deres eget miljø, som ikke gør, som disse familiers forkvaklede æresbegreber tilsiger. Så er det ikke noget under, at ledende politikere taler direkte til de mange danskere, som er alvorligt utilfredse med og bekymrede over disse fænomener.

Michael Kongstad Nielsen

»Kommer du til Danmark, skal du arbejde.«
Det er en ordre, en uvenlighed, en ugæstfrihed. Hvis du meget mod min vilje søger husly i mit hjem, skal du gøre rent fra morgen til aften. Det er den onde stedmor, der taler. Den skrappe tante.

ER hele spørgsmålet virkelig en ' filosofisk ' diskurs værd. ?
Det drejer sig i mine øjne om en simpel udmelding om at det er konstateret at det kun er en mindre procentdel af asylanter og indvandrere der har og i det hele taget har haft et arbejde , især blandt kvinder, og det skal de ikke påregne kan fortsætte i længden.
Det må jo også tiltale dem der siger de er en gevinst som arbejdskraft og at vi derfor skal have mere åbne grænser. !?

Colin Bradley

Et eller andet må Helles spindoktorer gøre i forsøg på at standse forblødningen til DF. Men mavefornemmelsen siger mig det her er det værste de kunne gøre.