Politiske fornemmelser

Sidder på café, og selv om jeg sidder med avisen, kan jeg ikke undgå at overhøre sidemandens meget vigtige telefonsamtale med mange arbejdsmæssige informationer. Han har netop afsluttet med ordene: »Det er helt fortroligt og endnu ikke officielt.«

Andres tilstedeværelse er vist ikke helt, hvad den har været. Enhver tager sit eget rum.

I avisen står der, at Konservatives formand, Søren Pape, vil rykke sit parti længere til højre end Venstre. Berlingske citerer:

»Det er vigtigt, at enhver partiformand definerer sit projekt. Man er nødt til at ligge der, hvor man selv føler, at man kan identificere sig med det.«

Se, det er en vægtig grund. Papes helt egen grund. Men ingen politisk begrundelse. Dermed indskriver Pape sig med præcision i tidens politiske problem. Han præsenterer ikke en samfundsforestilling først, men sig selv. Pape gør partirummet til sit. Det handler om, hvad han føler. Identifikationsforførelse. Ind med ledige ståsteder og partiformanden som kransekagefigur. Ud med den dannede verdensborger og social indignation. Ud med partiets historie, han flytter da bare dets ståsted. Politisk praksis som et serviceorgan, der servicerer forestillinger om vælgernes præferencer, for i realiteten derved at servicere politikerselvopretholdelse. Strategi overtager ideer. Så gennemskueligt, at det næsten bliver komisk.

En politisk idé kan meget vel have sit ophav i intuitiv fornemmelse, sågar i en privat erfaret indignation. Problemet opstår, hvis overvejelsen stopper der, og tanken bag ikke forfølges, udlægges samt underlægges granskning i offentligheden.

Fint nok, at Pape føler på den ene eller anden vis, men hvad vedkommer partilederens egenfølelse et partis politiske projekt? Hvad vedkommer det vælgerne? Hvorledes har han redegjort for, at partiet som parti har brug for at placere sig dér? Og her mener jeg ikke valgtaktisk, men i forhold til de idealer, som skal bære konkret praksis.

Hvis partiet flyttes på den politiske skala, og skalaen antages at have signifikans for det politiske indhold, vil der så blive ført konservativ politik? Hvad karakteriserer den i så fald som konservativ? Eftersom han anvender den politiske skala sigende, så må den have noget at sige, hvad mener han at sige dermed? Hvorledes forandringen?

I den daglige politiske dækning forbliver kritisk perspektiv ofte ved talkorrektioner, mindre faktuelle fejl eller sættes snævert i forhold til personer. Kan man arbejde for en bedre folkeskole, hvis egne børn går i privat? Kan man være finansordfører med stor privat gæld? Der måles på politikernes personlige troværdighed. Som om landets fremtidige samfundsretning stod og faldt dermed. Både politik og kritik som personlig og personliggjort. Hvilken vej, vi som demokratisk samfund vælger at gå, bestemmes således anskuet ikke af vejens forløb, men af hvem der går forrest.

Samme politiske presse giver sjældent plads til præciseringer. Det opleves særligt tydeligt i politisk debat. Muligheden for kategorifejl og fejltolkninger stiger. For hvad er det, der diskuteres? Hvilken frihed? Hvilke europæiske værdier? Hvilken retfærdighed? Idealet er, at der skæres ud i pap med høj hastighed, alligevel undlades helt basale præmisafklaringer og distinktioner.

Der tales lystigt forbi de forskellige sprogbrug og derved hinanden. Tales der om flygtninge eller migranter eksempelvis? Det er let at få andre til at fremstå dumme, fordi der ikke er fælles forståelse af ordenes betydning. Uden løbende begrebsafklaringer bliver misforståelsesrummet stort og manipulationsmulighederne ligeså.

Den politiske journalistik kunne hjælpe med en eftersøgning af politikken bag personerne. Det fordrer en journalistik, som er mere optaget af politik end af politikere. Mere kritisk tænkende end citerende eller konfliktsøgende. Forskellige tilgange. Ligesom det kræver politikere, der er mere optaget af omverdenen end af dem selv. Det politiske rum opstår imellem mennesker. Politik må i grunden være selvoverskridende.

Malene Trock Hempler er filosof.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.