Kommentar

Hvor blev protestsangene af?

’De kan ikke slå os ihjel,’ sang vi engang. Det gør vi ikke mere. Der er ikke særligt mange af os, som tør sige systemet imod. Vi tør ikke engang sige åbent og ærligt, når vi går ned med stress – for det er et svaghedstegn
8. april 2015

Jeg er barn af blomsterbørnene. Du ved, dem, der senere enten gik i hundene eller blev Amarone-hippier.

Min generations forældre gik enten bagud af dansen og bukkede under eller klarede den og lavede deres egne små fæstninger med det gode porcelæn, den fede keramik og pænt god rødvin.

Da jeg var lille, var der endnu et ekko af protestsange i luften. »Vi akkumulerer, vi akkumulerer«. »I kan ikke slå os ihjel«.

Så blev der stille, for 1980’erne efterlod ikke meget plads til protest og oprigtig indignation. Det var »Material Girl«, og der var læssevis af benvarmere, plastikarmbånd, og vi skulle have digitale ure – det var en fest med neonfarver og opsat pandehår.

Så kom 1990’erne, og så var det tid til at blive gangster og hård i filten. Der var grunge, som måske lidt var en slags protest, men mestendels blev afmagtsskriget opslugt af guldkæder, digitaliseringens tidsalder, den spirende friværdi og løftet om, at med en stor bil går alt bare bedre.

Dåsemajs og Cypress Hill

I det nye årtusinde kom der helt klart nogle bud på protestsange. »Giv mig Danmark tilbage« – men hvad var det for et Danmark, vi ville have tilbage? Udviklingen gik for hurtigt, der skulle bygges store sorte glashuse overalt i de større byer, og de mindre samfund skulle kvæles, presses til sidste dråbe og dernæst lades øde. Sådan var det bare. Der skulle normaliseres, som om det var et positivt parameter, at alt var gjort af samme stof. Ikke at nogen af os blev spurgt, om det var den vej, vi ville gå, vejen var banet i forvejen og aftalt på et møde, vi ikke var inviteret til.

Jeg er pænt skuffet over den måde, det såkaldt velfungerende system har banet vejen for mig. For det er ikke sket. Jeg, som ellers skulle have i pose og sæk, jeg, som burde have alle forudsætninger for at blive til noget og virkelig gøre en forskel.

Sådan gik det ikke. Endnu i hvert fald.

Jeg hørte Björk, mens jeg tog bussen hjemmefra ind til døgnkontakten, og I played dead. Jeg hørte Cypress Hill, mens jeg kogte dåsemajs i min ungdomshybel og var insane in the membrane. Jeg hørte Enigma, mens jeg forgæves ledte efter at finde tilbage til min uskyld, og jeg hørte »Burn« med Nine Inch Nails, da jeg opgav at finde tilbage til mine rødder.

Der er et helt parallelsamfund til det etablerede vækstsamfund. Og modsat det etablerede vækstsamfund, inkluderer det parallelle rent faktisk eksempelvis basilikum.

Kringsat af fjender

Folk er slidt ned til sokkeholderne. Vi er fanget i The Matrix og overbevist om, at vi er forkerte, ulevedygtige, syge, ikke gode nok. Vi får angst, stress, depression og det, der er værre, alt imens vi stormer frem i hamsterhjulet og forsøger at få øje på lyset for enden af den endeløse indsats.

Der er ikke særligt mange af os, som tør sige systemet imod. Vi tør ikke engang sige det åbent og ærligt, når vi går ned med stress – for det er et svaghedstegn, og at vise sin menneskelighed er en falliterklæring.

Men vi er mennesker, og det er menneskeligt at være menneskelig. Og når systemet og væksten kun er til for sig selv og ikke for de mennesker, der skaber den, er der et problem.

Men hvor er protesten og protestsangene? De mangler! Det er nemlig ikke længere sådan, at de ikke kan slå os ihjel. I dag er selvmordsraten i Danmark stigende, folk er desperate og ludfattige, og vi kan ikke holde til flere spare-runder, mere skyld og skam, flere pegende fingre besat med guldringe. Vi bliver slået ihjel.

Og ved du hvad? Det er simpelthen uretfærdigt. Det krænker min retsfølelse at se nyttejobbere og tvangsaktiverede folk stå i et kommunalt køkken og bage kage, som rige folk får at spise, når de kommer til byudviklingsmøder på rådhuset og hører om, hvordan de kan energisikre deres store villaer.

Du er god nok, som du er. Du findes, og det er vigtigt, at du findes. Og det er i musikken, vi kan finde ud af at stå sammen. Kringsat af fjender? Ja, det må du nok sige.

Persille Ingerslev er skribent, komponist og sanger i gruppen Udskud

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu