Kommentar

En rumæner er bare billigere!

I min branche er jeg førstehåndsvidne til nogle af de underbelyste sider af det danske arbejdsmarked: en kombination af desperat udenlandsk arbejdskraft og manglende berøring med fagforeninger
Debat
25. april 2015

Efter at have oplevet ejendomsservicebranchen indefra i ni måneder står det mig klart, at det fag er tabt på gulvet. Det er en branche, hvor arbejdernes behov for værdige job totalt er underordnet firmaernes behov for en arbejdskraft, der er fleksibel og villig til at gøre nærmest hvad som helst. Desperate udlændinge, som ikke stiller for mange spørgsmål og ikke kender deres rettigheder, er kraftigt medvirkende til, at der udvikler sig forhold, der ikke tåler dagens lys. Her følger en sand historie fra en af de mere underbelyste sider af det danske arbejdsmarked.

Det var sidste sommer og en af de dage, hvor solen bagte ubønhørligt ned på fortovet, så man konstant måtte modarbejde fristelsen til at stoppe med at feje og køre fra den ejendom på Ydre Østerbro, hvor vi arbejdede, og ud til stranden ved Svanemøllen. Glemme alt om beskidte trapper og fortov for en stund.

Min ven og kollega Andrei fra Rumænien havde lovet at hjælpe mig med min rute, selv om han ikke fik nogen løn for det. Jeg havde brugt mange timer på at hjælpe ham med alt fra at skaffe en telefon til at forstå det danske system og få kontakt til arbejdsgivere, så det glædede ham meget at kunne give lidt tilbage som tak.

På det her tidspunkt havde han ikke selv noget arbejde og fristede en tilværelse som hjemløs. I en måned havde han sovet på min sofa og i en bil. Mens han søgte arbejde, måtte han nøjes med at leve af det, han kunne tjene sort. En håndfuld arbejdsgivere havde hans telefonnummer, og hans tilværelse afhang helt og holdent af, at de ringede og havde et eller andet, han kunne lave. Bare for en dag eller to. Det købte ham hver gang noget tid og holdt liv i drømmen om et rigtigt arbejde.

Som vi står der i varmen, når vi kun lige at vædde om, hvem der kan tage sin første trappe hurtigst, da Niels – et af branchens brodne kar – ringer til Andrei. Han siger, at han skal bruge Andrei, og at han kommer og henter ham om lidt.

Tandbørste, ikke gulvmoppe

»He will pick me up in five minutes«.

Andrei står i bunden af trappeopgangen og kigger op på mig med et undskyldende blik. »Go man! You need the money,« siger jeg til ham. Da den sorte varevogn svinger om hjørnet, står jeg alligevel tilbage med en dårlig smag i munden. Ikke fordi han måtte bryde sit løfte om at hjælpe mig med min rute, men fordi jeg har en anelse om, hvad der venter ham. Og fordi jeg ved, det ikke er et rigtigt arbejde, men en sølle enkeltopgave.

Andrei bliver kørt igennem København og sat af i en baggård. Her får han til opgave at fjerne et stort, solidt cementdæksel. Nu om dage findes der maskiner, som kan fjerne den slags dæksler på nogle minutter, men det koster naturligvis, og så er det bare billigere og bedre med en rumæner – både for baggårdens ejerforening og for Niels’ pengepung. Til opgaven får Andrei udleveret en boremaskine og nogle stenbor, hvilket svarer til at udstyre en, der vasker trapper, med en tandbørste i stedet for en rigtig gulvmoppe. Sikkerhedsudstyr såsom knæbeskyttere og sikkerhedsbriller kunne det heller ikke blive til. »It’s not that dangerous,« er svaret han får, da han spørger efter det.

Det tager flere minutter at få bare en enkelt flis til at gå af cementblokken. Andrei er af en anden og mere hårdfør støbning end de fleste danskere og vant til fysisk udmattende arbejde, men alligevel er det kun påmindelsen om hans desperate økonomiske situation, som får ham til atter engang at lægge skuldrene i og tvinge boret igennem cementen. Efter to dage på knæ i den stegende hede kan Andrei endelig rejse sig for sidste gang. Niels betaler ham i kontanter og Andrei har igen et stykke tid at leve på.

Ned i sølet

I min branche er jeg førstehåndsvidne til nogle af de underbelyste sider af det danske arbejdsmarked. En kombination af desperat udenlandsk arbejdskraft og manglende kontakt med fagforeninger har skabt en situation, hvor billig og uorganiseret arbejdskraft rutinemæssigt udnyttes. Disse forhold former hele sektorer af arbejdsmarkedet, og de nye standarder giver elendige jobs.

I stedet for at lade indtoget af arbejdskraft fra Østeuropa blive en undskyldning for at lade dele af vores arbejdsmarked blive trukket ned i sølet, burde vi vælge at gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre at have en velfungerende økonomi og gode arbejdsforhold samtidig.

Det kræver, at politikerne retter lyset mod de dunkle sider af arbejdsmarkedet. Men også fagforeningerne har et ansvar og bør indse, at den udenlandske arbejdskraft ikke forsvinder igen, hvis bare man brokker sig nok over dens tilstedeværelse. Vejen frem er at komme ud og organisere skyggesiderne af arbejdsmarkedet og forlange gode forhold for alle uanset nationalitet.

David Hansen arbejder med ejendomsservice, dvs. trappevask og rengøring af fortov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her