Kommentar

Studenteroprøret er genopstået

Den vestlige verden er ramt af en bølge af studenterprotester, der minder om 1968-oprøret. Det viser, at nutidens universitetsstuderende ikke kan reduceres til passive individualister
17. april 2015

Ledelsen fik et chok, da universitetet blev besat. Store grupper af studerende strømmede ind på det humanistiske fakultet og krævede medindflydelse, mens journalister og vagter hastede til stedet.

De studerende fik hurtigt støtte fra både undervisere, fagforeninger og parlamentsmedlemmer, og to uger senere indtog de også universitetsledelsens egne kontorer.

Det lyder som et avisklip fra 1968, men det er en beskrivelse af, hvad der er foregået i Holland de seneste måneder. Som reaktion på, at ledelsen på Amsterdams Universitet ville skære massivt ned på det »urentable« humanistiske fakultet, gik hundreder af kritiske studerende og undervisere fra gruppen Humanities Rally den 13. februar i aktion med krav om et »nyt universitet« med indflydelse på ledelsen, gennemsigtighed i økonomien og mere kvalitet i uddannelse og forskning.

Den hollandske universitetsbesættelse fortsatte helt indtil i sidste uge, hvor den blev stoppet af myndighederne. Og den er ikke alene. En lang række universiteter i Canada, England og Frankrig er lige nu ramt af studenterprotester mod det, der betegnes som stigende studieafgifter, dårlige arbejdsvilkår og forringet undervisning af et stadig større antal studerende.

Protester, der følger i kølvandet på de seneste års aktioner imod højere brugerbetaling for studerende i blandt andet Storbritannien og Canada: Mens titusinder deltog i demonstrationer og besættelser på de britiske universiteter i 2010, gik omkring 150.000 studerende i strejke i Quebec-provinsen i 2012.

Ingen apati

Mange protester retter sig især imod, at offentligt støttede universiteter topstyres som erhvervsvirksomheder, der først og fremmest skal levere de universitetskandidater, den private sektor efterspørger. Andre fokuserer på mest på modstanden mod brugerbetaling på uddannelse. Fælles for alle protesterne er dog, at studerende organiserer sig i forsvar for deres økonomi og fremtidsmuligheder.

Bølgen af protester står derfor i modsætning til de mere karikerede billeder af unge som politisk apatiske, der til tider luftes i både danske og internationale medier. Samtidig giver den også anledning til at modificere dele af samfundsforskningens udsagn om udviklingen blandt de yngre generationer. Den verdensberømte – og nyligt afdøde – sociolog Ulrich Beck gjorde således gældende, at udviklingen vil presse stadigt flere unge til at søge individuelle strategier for at afbøde de sociale risici, som det senmoderne samfund byder på, mens forskeren Ronald Inglehart har påpeget, at yngre generationer i stadig højere grad vil gå bort fra de klassiske, kollektive kampe for at sikre deres levevilkår til fordel for mere individuelt prægede, værdipolitiske sager. Det stemmer ikke helt med de aktuelle studenterprotesters krav om både individuelle, faglige muligheder og fælles forbedringer af både studerendes og ansattes basale levevilkår. Ligesom det heller ikke flugter med de stadigt flere kollektive aktioner – herunder demonstrationer, strejker og besættelser – der indgår i protesterne.

I Amsterdam demonstrerede adskillige tusinde studerende, da universitetets bestyrelsesformand, Louise Gunning, havde udtalt, at protesterne kun samlede »en lille gruppe«. Og flere steder i Canada er studerende og yngre forskere gået sammen om at organisere strejker mod lave lønninger og dårlige studievilkår, hvorigennem studenterprotester og klassiske arbejdsmarkedskonflikter samles i en bevægelse.

Universitetet som kampplads

Noget er der dog sket i de seneste 40-50 år. De nuværende studenterprotester adskiller sig fra begivenhederne i ’68 ved at være langt mindre præget af radikale strømninger, der ønsker voldsomme forandringer af det etablerede samfund. Dertil kommer også, at nutidens protester ikke udløser lige så voldsomme politiske reaktioner som i 60’erne. Det til trods viser protesterne og deres gennemslagskraft dog, at tendensen til kollektive aktioner er særdeles levende blandt grupper af unge i en række vestlige lande. Og at universitetsverdenen i høj grad er genfødt som politisk kampplads.

Vanskeligere end i 60’erne

Spørgsmålet er imidlertid, hvor mange resultater, protesterne kan føre til. I Amsterdam fejrer aktivisterne, at universitetsledelsen har trukket dele af sit forslag tilbage, og at den har nedsat udvalg, hvor den vil drøfte institutionens fremtid med de studerende og de ansatte. Men det kan vise sig som en stakket frist. De fleste af de politiske mål, de aktionerende studerende har sat sig, er nemlig i modsætning til den markedsorienterede strategi for uddannelse og forskning, som universitetsledere og ledende uddannelsespolitikere følger i Holland og det meste af den vestlige verden, deriblandt Danmark.

Da sen60’ernes studenteroprørere aktionerede mod deres universitetsledelser, skete det ofte med en kritik af datidens konservative universitetskultur, som mange ledende politikere også ville af med. I dag får de hollandske studenteraktivister ganske vist støtte til enkelte af deres krav fra landets undervisningsminister. Alligevel skal både de studerende og de ansatte, der støtter dem, nok lede længe for at finde magtfulde politikere, der fuldt og helt støtter deres oprør mod den stadig mere markedsorienterede universitetskultur.

Anders Dalsager er historiker og ph.d.-studerende og forsker i politiske bevægelser blandt unge efter Anden Verdenskrig. Er i øjeblikket gæsteforsker på Leiden Universitet i Holland. Er også medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at stille spørgsmål ved det aktuelle samfund og dets udvikling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu