Min gymnasieveninde arbejder kun 31 timer om ugen. Egentlig har hun ikke noget valg, fordi hun er alene med tre børn det meste af tiden. Derfor er hun nødsaget til at arbejde mindre end fuld tid for at få enderne til at mødes i en hverdag, der er domineret af aflevering og hentning tre forskellige steder; af børn, der skal til judo, spejder og har legeaftaler; og af alt dagligdagshalløjet som madlavning, indkøb, tøjvask, godnatlæsning osv.
Min veninde klynker aldrig over sin situation på hjemmefronten. Nu er det bare sådan, at hun er møgtræt af sit arbejde og gerne vil finde et andet. Men hun er stavnsbundet, fordi hun hverken kan eller vil arbejde fuld tid, og næsten alle stillinger, der bliver slået op inden for hendes felt, er fuldtidsjob. Hendes nuværende arbejdsplads har sågar flere gange forsøgt at få hende til at gå op i tid.
Forleden harcelerede en af mine facebookvenner over forvænte børnefamilier:
»Det er efterhånden trættende at observere familier i middelklassen og opefter ynke over, at deres liv er så hårdt. Så prioriter børnene og gå ned i timer, selv om det betyder, at levestandarden sænkes en tand.«
Hans pointe var, at vi har udviklet et samfund med så høj en levestandard, at familier i dag føler sig nødsagede til at arbejde de fleste af døgnets vågne timer for at finansiere iPads, skiture, charterferier og store boliger. Nok er børneværelserne i dag mere veludstyrede end dengang, jeg voksede op i 1980’erne, hvor kun én fra klassen havde en Commodore 64. Men at mor og far i dag arbejder fuld tid, tror jeg hverken handler om forbrug eller prioriteringer. For det er ikke middelklasseforældrenes prioriteringer, den er gal med – det er det danske arbejdsmarked, der er stokkonservativt og ikke tilbyder den fleksibilitet, der skal til for at skabe balance i familie- og arbejdslivet. Hvis de reelt havde et valg, så tror jeg, at mange flere mødre og fædre ude på diverse arbejdspladser ville vælge at gå ned i tid for at få mere tid til familien og mindre stress.
I sin nytårstale tilbage i 1997-98 sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S):
»Tiden er kommet til at skabe rammer for et arbejdsmarked, der giver mere plads og mere rum for hensyn til familien. Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv.«
Men arbejdsmarkedet har ikke lyttet til statsministeren, for mulighederne for deltid er ikke blevet bedre for familierne. I Sverige har forældre ret til at gå på deltid, indtil barnet er otte år, og i Holland arbejder tre ud af fire af alle erhvervs- aktive kvinder på deltid.
Ugebrevet A4 konkluderede for en måned siden i en undersøgelse, at op mod halvdelen af danskerne mener, at deltid skal være en rettighed for småbørnsforældre. Enhedslisten har også i et nyt familiepolitisk udspil foreslået, at forældre får en lovsikret ret til at gå på deltid.
Men arbejdsmarkedets parter er lunkne:
»Vi synes allerede, at der er rigtig meget fleksibilitet på det danske arbejdsmarked. I Danmark arbejder vi en del mindre end andre lande, vi sammenligner os med. Det ville være problematisk, hvis flere gik på deltid, for så ville der blive præsteret færre arbejdstimer,« sagde Pernille Knudsen, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, til A4.
Men ak, gid de ville lytte derinde i DA og rundt omkring på de danske arbejdspladser. For jeg tror, at mange familier ville ønske, de kunne arbejde mindre, hvis de dog bare havde muligheden.
Tilbage til min veninde: Hun er som sagt træt af sit job, men bliver på sin arbejdsplads, fordi det er her, hun kan få det, der er vigtigst for hende: nemlig seks en halv time mere om ugen med sine børn. Seks en halv time, der er absolut nødvendige for at få hverdagen til at hænge sammen. For hende frister flere iPads eller charterferier ikke mere end noget så væsentligt som balance i familielivet. Og sådan tror jeg, det er for mange familier.
Tina Splidsboel er journalist.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
