»Hvad fanden sker der i fagbevægelsen?!« spurgte en af mine liberale venner mig forleden.
»De er jo ved at rive håret af hinanden i LO-huset,« fortsatte han, og før jeg nåede at svare, var han allerede selv kommet frem til den delvis rigtige konklusion:
»Der er jo valgkamp!«
For imens vi venter på, at Helle Thorning-Schmidt (S) offentliggør en valgdato, er det ikke kun på Christiansborg, at valgkampen er i fuld gang. Den foregår i høj grad også i LO-huset, hvor man arbejder med en fusion mellem landets to store hovedorganisationer, LO og FTF.
Men ganske som tilfældet blev med den stort anlagte fusion på arbejdsgiversiden mellem Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, kan fusionsdrømmene lide en krank skæbne. Det 2015, der af mange var udset til at blive det store fusionsår på arbejdsmarkedet, kan ende med at blive en fuser.
Men der er faktisk ikke blot tale om én valgkamp hos LO. Hele to store beslutninger venter de delegerede, når de mødes til oktober. Udover debatten om en eventuel fusion skal der også vælges en ny formand for hovedorganisationen, når Harald Børsting træder tilbage. Selv om de to valg i substansen ikke har noget med hinanden at gøre, er de alligevel tæt forbundet. For det, der er tænkt som en styrkelse af fagbevægelsen, kan risikere at splitte den.
På den ene side står Lizette Risgaard og Danmarks største fagforbund 3F, som begge er noget uldne ved at slå LO og FTF sammen – i hvert fald så længe, der ikke flere afklaringer af fordele og ulemper. På den anden side står Kim Simonsen fra HK sammen med blandt andre Dennis Kristensen fra FOA. Her argumenteres der for en snarlig fusion. Og det ekstra krydderi i fusionsdebatten er, at Lizette Risgaard og Kim Simonsen begge kandiderer til posten som LO-formand.
Imens positionerne frem mod oktober bliver fundet internt i LO-systemet, er hovedorganisationen i gang med at teste, hvor meget et samarbejde med FTF’erne kan holde til. I sidste uge lancerede LO og FTF kampagnen ’Skaber værdi’, som af mange er set som lakmusprøven på, om de to organisationer, der tilsammen repræsenterer omkring 1,5 millioner lønmodtagere, kan arbejde sammen.
Kampagnen blev skudt i gang på dagen, hvor Helle Thorning-Schmidts 10-års-formandsjubilæum skulle fejres. En uvenlig gestus fra LO-fagbevægelsen, der historisk har haft tætte bånd til Socialdemokraterne. Derefter fulgte et par dage senere de to organisationers forslag til, hvordan man kan ændre dagpengesystemet. Ej heller en dagsorden, der gavner den nuværende regering. Det fik Bente Sorgenfrey, formand for FTF, og Kim Simonsen til i Børsen at kræve klarere svar fra Socialdemokraterne og Venstre på, hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud efter et valg.
»Politikerne kan næppe komme det nærmere, end vi er kommet det. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad fanden Bente og Kim siger. Det må de ligesom selv stå til regnskab for, det har jeg ingen mening om,« lød den krasbørstige reaktion fra Harald Børsting.
Længere rakte enigheden tilsyneladende ikke, men selv blandt de største skeptikere af en fusion mellem LO og FTF, er der en erkendelse af, at fagbevægelsen er nødt til at gøre noget, hvis den ikke vil køres over af arbejdsgiverorganisationerne, som gennem de senere år har vokset sig større og langt mere magtfulde end tidligere.
Når selv en ellers så individualiseret lønmodtagergruppe som fodboldspillere begynder at tale om ’fællesskab’ og ‘solidaritet’, som Daniel Agger, Christian Eriksen og Nicklas Bendtner gjorde, da DBU og Spillerforeningen lå i konflikt med hinanden tidligere på året, har fagbevægelsen en unik mulighed for at genskabe dens position som en betydningsfuld spiller på den politiske scene.
Også selv om min liberale ven summerede snakken op med ordene: »Jeg giver fagbevægelsen fem år. Fem år, så er den færdig.«
Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.
