Klumme

Jeg bliver aldrig leder

Jeg bliver aldrig leder. Og det passer mig fint. Men det burde det ikke. For i ambitionssamfundet tæller det som en karakterbrist, at det ikke går mig mere på. Manglende ledelsesambitioner sættes nemlig lig med manglende faglige ambitioner
19. maj 2015

Det er sjældent, at skelsættende erkendelser kommer til mig, når jeg er midt i hverdagens trivialiteter, men forleden hændte det altså. Mens jeg hængte vasketøj op, havde jeg pludselig en åbenbaring – der var hverken engle med basuner, lysglimt, eller en ærkeengel med et flammende sværd, det havde ellers været ret fedt, nej, pludselig stod det bare klart: Jeg bliver aldrig leder.

Tillad mig at forklare: Det er ikke fordi, jeg ikke har talent for at lede andre; mine erfaringer har ikke været udelt positive, men slet ikke afskrækkende. Og jeg har da ofte også lysten til at stå i spidsen og tilrettelægge en fælles indsats. Men det er ikke nok. Med årene står det i stigende grad klart for mig, at jeg ikke udsender de signaler, der er attraktive hos en leder; hvilke disse så end er.

Det kunne jeg jo blot acceptere, men den slags får man ikke lov til i nutidens ambitionssamfund.

For 10-15 år siden talte man om, at ambition, noget der tidligere var noget fyha, nu var blevet et positivt ladet begreb. I dag er det ikke længere alene tilfældet: Man skal faktisk også være ambitiøs på ledelsesplan. Det er simpelthen ubetinget godt, hvis man som voksent menneske – både i sit virke og privatliv – hele tiden stræber efter at være den, der bestemmer mest og tager flest beslutninger. I visse brancher ser man sågar, at jobansøgere ikke går af vejen for at fremhæve, at de har ’rundsave på albuerne’ og er ’typen, der vil frem i verden’.

Mens motivation tidligere blev associeret mest med kreativ eller økonomisk belønning, bliver ambition altså nu anset for at være den drivkraft, der skaber resultater eller løser udfordringer. Det har på sin vis altid været normen i politik og i stærkt hierarkiske systemer som f.eks. militæret, men tendensen har spredt sig til traditionelt bløde miljøer som kulturbranchen, sundhedsvæsnet og blandt pædagoger. Den ses også uden for arbejdslivet, og man kan sagtens høre en fritidshåndboldspiller rose sin holdkammerat for at være en ’cheftype, der tør skære igennem’.

I gamle dage, da man var ligeglad med postkolonialisme og institutionel racisme, sagde man, at ikke alle kunne være høvdinge, og at nogle skulle være indianere. Det vil vi ikke acceptere i dag, så vi har opfundet en helt ny rolle på arbejdsmarkedet; projektlederen. Dem er der rigtig mange af, og der kommer flere – det er ikke usandsynligt, at man om nogle år vil finde ansatte i Netto, der hver onsdag er projektledere for betjening af kasse 2.

I offentligt regi kaldes det ofte teamkoordinator, for her er man angst for at løse opgaver på enkelthånd. Kvikke hoveder, der her vil tilføje, at det skyldes frygt for, at opgaven så bliver løst både effektivt og tilfredsstillende, har tydeligvis aldrig været på en sammenlignelig privat arbejdsplads.

I rollen som projektleder ligger manglen på et andet tidstypisk begreb: medarbejderansvar. Vi har opfundet så mange ledere, at vi er nødt til at forklare, hvorvidt den type leder, vi taler om, rent faktisk beskæftiger sig med at lede andre. For få år siden gjorde mange nar af Politiken, der for at spare penge opfandt en redaktørgruppe så stor, at selv cykelsporten fik sin egen redaktør, men i virkeligheden var det store dagblad bare avantgarde.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg kommer til at smykke mig med en af disse projekttitler, det er faktisk ganske sandsynligt. Men jeg kan ikke se for mig, at jeg inden for overskuelig fremtid kan kalde mig chef eller formand. Og det tæller som en karakterbrist, at det ikke går mig mere på, end det gør, for der sættes fra mange sider lighedstegn mellem ledelsesambition og faglige ambitioner.

Det er selvfølgelig indlysende forkert, men ikke desto mindre et faktum, jeg antager, at mange læsere vil genkende.

Men nu skal det være slut med det: Fremover vil jeg insistere på ikke at blande de to ting sammen, og på ikke at sætte mig urealistiske hierarkiske mål, blot for at få skabt rum for de faglige. Nej, når jeg er indianer, så er jeg indianer. Er der nogen, der har et problem med det, kan de tage det op med min høvding; dem har jeg rigtig mange af.

Espen Fyhrie er debatvært på information.dk

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Selmer Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Nissen
  • Grethe Preisler
  • Poul Krogsgård
Gert Selmer Jensen, Niels Duus Nielsen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Erik Nissen, Grethe Preisler og Poul Krogsgård anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Relevant betragtning om faglighed og udvanding af projektlederbegrebet. Vi kender en anden lignende udvikling af ord fra journalistverdenen: begrebet korrespondent.

Og hvad er i øvrigt en debatvært ?

Maj-Britt Kent Hansen

Hmm, tja ... Men i forhold til os "kommentanter" er du, Esben, da projektleder, teamkoordinator, leder, chef - hvad vi nu skal kalde det. På den enkelte artikels kommentarer, på kommentarer i det hele taget.

Mangt en kommentar er blevet slettet. Og uden forklaring. Nogle af os retter ind, andre af os fortsætter med at provokere, men fars hammer falder uanset. Ikke så mange dikkedarer - væk med det, der ikke handler om sagen eller værre er en kritik af dagbladet, dets linje m.v.

Mon denne kommentar til "Jeg bliver aldrig leder" overlever?

Niels Duus Nielsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Nu har jeg ikke de store – nej, om igen: ingen – ambitioner om at blive leder, men alligevel er jeg nu lidt småtrist over, at jeg som kommentant her på Information, ofte ikke formår at "lede" andre kommentanter og læsere til de links, som jeg møjsommeligt – og ja, også af æstetiske grunde – har lavet om til html. Fordi man på Information dumstædigt – må man skrive dét? – ikke vil give links en farve, og disse derfor ikke nødvendigvis skiller sig ud fra den øvrige tekst. Og Information behøver ikke engang nødvendigvis, som de fleste andre hjemmesider i hele verden ellers gør(!), at vælge farven blå, rødt ville da også være ret flot, og ville klæde siden!

Så kære Esben Fyhrie, hvis ikke du kan tage affære her, hvem er så din(e) høvding(er), der kan, og som man så kan tage det op med?

Mvh :-)

Lise Lotte Rahbek

En bekendt foreslog mig for nylig at slå ind på ledelsesvejen,
i første omgang med noget ledelsekursusnoget,
hvis det nu var at jeg lissom alligevel ledte efter en karrierevej..
Min prompte afvisning af at have nogen som helst ide om at lede- efter andet end min nøgler, blev modtaget med forundring.

jeg er sgutte leder. Jeg er heller ikke nogen særlig imponerende indianer.
Findes der en 3. kategori?

Herdis Weins

Ja Lise Lotte Rahbek - indianerkvinderne. Det er dem, der er omsorgsfulde, laver god mad - også ud af næsten ingenting - og bearbejder naturens materialer til smukke brugsting. Det skulle ikke overraske mig, om du hører til i denne katagori.

Lise Lotte Rahbek

Herdis Weins
Hm. Det ville jo så betyde, at jeg som indianerkvind ville være tilbøjelig til at lade mig lede... også af mindre kompetente ledere. Der er dér, læsset har en tendens til at vælte. ;-)

Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - jeg er nu ikke så sikker på, at indianerkvinderne lod sig lede. Det var sgu dem, der styrede butikken, når mænd var på jagt eller krigstogt. Men jeg kender også uvilje til at lade sig lede, især af mindre kompetente :-))))

Gert Selmer Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Ha, kan huske en af min kollegaer sagde til mig, at han ville være chef i stedet for chefen, det morede jeg mig meget over, indtil at det gik op for mig, at han mente det! Har aldrig set så megen "Brown nosing" i mit liv. Sådan noget orker jeg ikke, har nok også en karakterbrist, men konstant at stå inde på direktørens kontor og snakke røven ud af bukserne, altså! Men det virker, for jo, han blev chef i stedet for chefen og undertegnede tja jeg er stadigvæk venner med den tidligere chef, men det er vist også alt det positive, der kom ud af det!

Karsten Aaen, Torben Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Findes der jobs, hvor rundsavsalbuer er såvel ønskede som en fordel?
Jeg kan kun se énmandsforetagender. Måske lobbyist.

I projekter der indvolverer andre, kan jeg kun se det som ødelæggende.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Arj! Hvorfor 'lyttede' jeg nu ikke til Maj-Britt, i stedet for at tro på stavemåden i 'bylinen'!

Undskyld Espen Fyhrie.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er jo til at blive helt forvirret af, Vibeke. Esben foroven og Espen forneden.

Mit eget fornavn skulle efter sigende kunne staves på 28 måder. Og jeg er da også kommet ud for lidt af hvert i tidens løb.

Måske Es*en giver lyd om, hvad der er korrekt.

Gert Selmer Jensen

Herdis Weins-13:53-
Selvfølgelig er det kvinderne der styrer "butikken". Alt andet ville være dumt.! (Og unaturligt).

Grethe Preisler

Ok dog, Maj-Britt og Vibeke,

Det er ingenting - jeg havde engang en kollega, som hed Midtbøl til efternavn. Hun påstod, at når hun bestilte biografbilletter telefonisk, var det noget af en gættekonkurrence, hvilket bogstav billetkontoret havde arkiveret billetterne under, når hun kom for at hente dem ved lugen. Ved en særlig mindeværdig lejlighed, var de blevet arkiveret under bogstavet H (H for Hvidtøl).

Så mon ikke Espen Fyhrie efterhånden har vænnet sig til mosten?

Maj-Britt Kent Hansen, Vibeke Rasmussen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Grethe Preisler - hæhæ. Jeg har forlængst vænnet mig til at blive kaldt såvel Heidi som Hjørdis - og jeg er egentlig ked af, jeg ikke har anlagt et arkiv over alle de måder, jeg har set mit efternavn blive stavet på. Det ville være ret så omfattende. så ja - jeg tror sgu også Espen Fyhrie er vant til lidt af hvert.

Vibeke Rasmussen

Ikke desto mindre er det nu da interessant, at der som 'skribent ved Information' findes både en Espen Fyhrie og en Esben Fyhrie!

Men måske er der bare tale om, at den ene – eller måske den anden? – skriver under pseudonym?
'-)

Espen Fyhrie

Vedrørende mit navn

Jeg beklager, at der af uforklarlige årsager er opstået en Esben Fyhrie som skribent af denne artikel. Da vi er meget få med netop det navn her til lands, kan jeg forsikre, at han ikke eksisterer. Jeg skal ved lejlighed tage det op med de ansvarlige på redaktionen. Eller deres leder, det ville vel være poetisk (u)passende i netop denne forbindelse.

Debatvært

Espen Fyhrie

P.S: Bylinen bør være rettet nu.

Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Når "LIVET" er på vejen mod slutningen og, det føler "høvdinge" tilværelsen ser sin slutning, kommer alle høvdinge "idioter", i panikagtige tilstands fornemmelser, og spørger nok sig selv . Hvorfor glemte jeg, som udråbt "Høvding" alle de andre? , som tilhørte mit "fællesskab"?, nationalt som internationalt?.

Egon Maltzon

I IT-branchen nyde vi specialister langt højere agtelse end chefer, da vi i modsætning til dem kan frembringe produkter og få ting til at ske.
Vi får iøvrigt også en højere løn.
Men ledere er nyttige, når der skal bestilles burgere om aftenen.

Morten Kjeldgaard

Samfundet bruger milliard efter milliard til at uddanne folk til allerhøjeste niveau, og når endemålet omsider er nået, og den stolte dimmitend står med eksamensbeviset i hånden, er det med at finde ind i rækken af ansatte, hvis eneste pligt er at klappe hælene sammen og sige "javel" til de nuller, der først fik sig møvet ind under stillingsbetegnelsen "leder".

Denne leder-mani er en pest af dumhed, der breder sig over landet, som behandler højtuddannede, kreative og dygtige ansatte som umælende, ubegavet kvæg. Denne besættelse af ledelse er en pest, som udelukkende fremmer middelmådighed og stupiditet.