Kronik

Arbejde er ikke vejen til lykke

Arbejde giver os indhold i livet og et socialt tilhørsforhold, argumenterer politikerne, hver gang de introducerer en ny arbejdsmarkedsreform. Man faktisk er det ikke rigtig. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører ikke i sig selv lavere trivsel eller dårligere sociale netværk viser omfattende undersøgelser
Det er de færreste, som ligefrem savner kolleger og arbejdsopgaver, mens ferien står på. Til gengæld savner de fleste deres familie, venner og fritidsinteresser i perioder med lange arbejdsdage og overarbejde. Det har dagens kronikør fundet dokumentation for

Det er de færreste, som ligefrem savner kolleger og arbejdsopgaver, mens ferien står på. Til gengæld savner de fleste deres familie, venner og fritidsinteresser i perioder med lange arbejdsdage og overarbejde. Det har dagens kronikør fundet dokumentation for

Kristine Kiilerich

28. maj 2015

KRONIK – At have et arbejde er vigtigt. Ikke fordi det giver os noget, altså en indkomst, at leve af, men først og fremmest fordi det giver os noget at leve for.

Sådan har bl.a. den tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) udtrykt det (Politiken, 20. februar, 2012). Og udsagnet er blevet gentaget mange gange. Et arbejde giver os indhold i tilværelsen og noget at stå op til om morgenen. Det giver os mulighed for at realisere vores potentialer og være en del af fællesskabet. Man kan faktisk gå så vidt som til at sige, at arbejde giver vores liv mening.

Det er en politisk sandhed og det er blevet en grundpræmis for såvel mange af de beskæftigelsespolitiske reformer, der er gennemført de seneste 10 -15 år, som for den måde vi som samfund betragter det at have et arbejde på.

Men er det faktisk rigtigt? Er arbejde faktisk så afgørende, at vi mister vores tilknytning til fællesskabet og lysten til at stå op om morgenen, hvis vi mister vores arbejde? Eller er det måske i højere grad noget, vi bliver fortalt og fortæller os selv for at retfærdiggøre, at vi bruger så meget af vores tid på at arbejde, nogle gange på bekostning af helbred, familieliv eller fritidsinteresser? Kan vi reducere vores sociale liv og vores sociale fællesskaber til blot at handle om arbejde?

Nej, det kan vi ikke. Videnskabeligt er der nemlig ikke noget belæg for at tro, at arbejde er det altafgørende for vores sociale trivsel og liv. Mine egne forskningsresultater, der udkom i december 2014, giver på baggrund af omfattende statistiske analyser på et meget omfattende datamateriale et ganske entydigt og klart svar.

Analyserne baserer sig på Region Nordjyllands store spørgeskemaundersøgelse Sundhedsprofilen, der er besvaret af godt 25.000 personer. Disse besvarelser er koblet sammen med Danmarks Statistik-registre, hvor der bl.a. er trukket forskellige helbredsoplysninger og oplysninger om uddannelse og indkomst samt med Beskæftigelsesministeriets DREAM-database, der bl.a. indeholder oplysninger om forsørgelsesgrundlag, beskæftigelse og deltagelse i eksempelvis aktivering. Resultaterne af samtlige analyser viser, at det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke i sig selv medfører lavere trivsel, dårligere sociale netværk eller mindre deltagelse i alt muligt andet, f.eks. fritidsaktiviteter eller foreningsliv.

Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. Resultaterne viser også, at personer, der arbejder er mindre tilfredse med, hvor ofte de ser deres familie og venner, end personer, der ikke arbejder.

Kilde til stress

Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv. For disse mennesker er det – set ud fra et socialt og livskvalitetsmæssigt perspektiv – langt fra lykken, at få lov til at bruge deres sidste rest af overskud og energi på at arbejde. Resultaterne viser således det stik modsatte af, hvad vi går og bilder os selv ind – endda med stor statistisk sikkerhed. De fortæller os en historie om, at arbejde ér en væsentlig kilde til stress. Og at det at leve op til de forpligtelser, der følger med at have et job, tager tid fra andre vigtige ting i vores liv.

Eksempelvis fra samværet med familien, besøg af og hos venner og fra hobbyer og alle de andre ting, vi fylder vores fritid med – og det uden at de sociale relationer i forbindelse med arbejde kompenserer for tabet. Resultaterne overrasker formentlig mange. Det til trods for, at langt de fleste af os, jævnligt oplever, at det er svært både at have tid til familie, venner og hobbyer, når først arbejdet og dagligdagens nødvendigheder som indkøb, madlavning og andre praktiske gøremål er klaret.

Og selv om man godt kan se frem til at møde på arbejde efter en lang ferie, er det de færreste, som ligefrem savner kolleger og arbejdsopgaver, mens ferien står på. Til gengæld savner de fleste deres familie, venner og fritidsinteresser i perioder med lange arbejdsdage og overarbejde. Heller ikke det er i virkeligheden så overraskende. For mens relationen med kolleger og chefer overvejende er professionel og knyttet til den funktion, man opfylder på arbejdspladsen, er relationen med familie og venner personlig og knyttet sammen af følelsesmæssige bånd.

Arbejde er altså ikke forudsætningen for et godt og indholdsrigt socialt liv. Det kommer derimod jævnligt i konflikt med vores sociale liv, fordi det tager tid og ressourcer fra mange af de andre ting, vi også opfatter som vigtige. Og bl.a. derfor er arbejde medvirkende til at gøre os stressede og forjagede i hverdagen. Dette bekræftes i særlig grad af, at arbejde udgør den største sociale og trivselsmæssige begrænsning for de personer, der i forvejen ikke har et ret stort overskud at gøre godt med pga. dårligt helbred.

Det betyder ikke, at arbejde er uden betydning. Arbejde er for langt de fleste en afgørende kilde til en indtægt. En indtægt, vi ikke uden videre kan eller vil undvære. Blandt andet derfor, ville de færreste helt vælge arbejdet fra. Arbejde er altså ikke entydigt skidt, ligesom fravær af arbejde ikke er entydigt godt. Arbejdsløshed er for de fleste mennesker en helt ufrivillig situation. Og et fuldstændigt fravær af indkomst vil uden tvivl få negative sociale og trivselsmæssige konsekvenser.

Noget at leve af

Når det er sagt, bør vi revurdere vores opfattelse af arbejde. I stedet for at betragte lønnet arbejde som omdrejningspunktet for vores sociale liv, bør vi måske i stedet – både som samfund og som individer – forholde os til, at arbejde først og fremmest har den funktion, at det giver os noget at leve af, og altså ikke i sig selv noget at leve for. Som samfund bør vi indse, at vi ikke kan løse alle problemer, sociale, sundhedsmæssige såvel som økonomiske bare ved at få flere og flere til at arbejde mere og mere. Tværtimod risikerer vi, at vores ensidige fokus på arbejde som mål og middel i enhver given problemstilling ender med at få alvorlige konsekvenser for vores sociale liv. Det gør det allerede, for den gruppe af borgere, som har det mindste overskud i hverdagen, fordi de er syge.

Jo mere vi italesætter arbejdet som det allermest centrale for at kunne trives og være en del af fællesskabet, des sværere gør vi det også at vælge et arbejde fra. Og jo mere vi holder fast i normen om, at lønnet arbejde er den eneste meningsfulde beskæftigelse, des sværere gør vi også tilværelsen, for de arbejdsløse og de, der ikke kan arbejde pga. deres helbred.

Dermed ikke sagt, at det er uhensigtsmæssigt at arbejde for, at alle, der vil og kan, får mulighed for at arbejde. Både af hensyn til samfundsøkonomien og den enkeltes privatøkonomi. Men lad os ikke camouflere politiske reformers hensigter om øget arbejdsudbud og produktivitet med argumenter om forbedret trivsel og social inklusion. For disse ting følges ikke automatisk ad.

Iben Nørup er forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Serie

Modarbejde

Hvordan får vi flere danskere i arbejde?

Det har været et af de dominerende spørgsmål i de seneste fire år på Christiansborg. Og det fortsætter, for partiernes valgoplæg bugner af ideer til, hvordan vi får flere til at arbejde mere.

Men hvorfor er en +37-­timers arbejdsuge endt med at blive prototypen på det rigtige og lykkelige liv? Passer den idé om lønarbejderlivsformen overhovedet til det moderne samfunds behov? Og er det muligt at få lov at springe af hamsterhjulet uden at blive opfattet som en nasserøv?

Det stiller denne kronikserie skarpt på i anledning af det forestående folketingsvalg.

Seneste artikler

  • Industrisamfundets tankegang modarbejder det moderne arbejdsliv

    12. juni 2015
    Selv om antallet af løsarbejdere stiger, anerkender arbejdsmarkedets institutioner, velfærdsstaten og samfundsnormerne fortsat kun industrisamfundets lønarbejde som rigtigt arbejde. Det bremser innovation og virkelyst
  • Jeg har sagt mit job op for at få plads til at leve

    10. juni 2015
    Jeg gider ikke at leve for at arbejde. Hvis politikerne vil det, er det fint med mig, men de skal ikke tvinge alle os andre ind i deres forestilling om, hvordan livet bør leves. Jeg vil arbejde lidt og leve mere. Mit liv skal ikke være fyldt med tvang
  • Kun folk i arbejde er ligeberettigede samfundsborgere

    6. juni 2015
    Vi har alle måttet lære at elske lønarbejdet. Det tog nogle 100 år, inden dem, der stod uden forsørgelsesgrundlag, accepterede rollen som dem, der skulle ’udbyde’ arbejdskraft i konkurrence med andre. Der skulle disciplinering til lønarbejde til. Det skal der åbenbart igen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Kristensen
  • Carsten Søndergaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Jørn Andersen
  • Carsten Mortensen
  • Vivi Rindom
  • Gert Selmer Jensen
  • Claus Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jakob Silberbrandt
  • June Beltoft
  • Claus Nielsen
  • Marianne Christensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ervin Lazar
  • Torsten Jacobsen
  • lars abildgaard
Lars Kristensen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Jørn Andersen, Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Gert Selmer Jensen, Claus Jensen, Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt, June Beltoft, Claus Nielsen, Marianne Christensen, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar, Torsten Jacobsen og lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først skal man finde ud af, at der ikke er arbejde til alle. Nå ja, alle lande myldrer med arbejdsløse. Nu ved man, at politikerne er nogle båtnakker, der lukker vås ud. Så kan man vurdere lyst og evner og behov, her skal du nok lige lære om sund ernæring, du er vel ikke så autoritetstro mere, de styrende klasser myldrer med båtnakker, der går efter profitten, og er 100% ligeglad med dit liv og retfærdighed. Vel er det svært, især med familie, men prøv at være aktivist.

Ole Jensen, Karsten Aaen, Henrik Nielsen, Uffe Illum, Tue Romanow, Janus Agerbo, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Man bør nuancere begrebet 'et arbejde' mere end det sker her i artiklen. For eksempel er der væsensforskel på arbejdet som forsker ved AAU, og så arbejdet som rengøringsmedarbejder samme sted. Det ene arbejde er, lidt firkantet sagt, kreativt og dynamisk, mens det andet er ensformigt og rutinepræget. Man kan selvfølgelig godt foregive at mulighederne for tilfredsstillelse af grundlæggende psykologiske behov i de to arbejdsfunktioner er lige store, men efter min mening lyver man i så fald for sig selv.

Ikke dermed sagt at der ikke findes meget tilfredse rengøringsmedarbejdere eller meget utilfredse forskere, ej heller at det ene arbejde er mere 'vigtigt' (læs: nødvendigt) end det andet. Her er blot tale om en påpegelse af, at man ved at putte de to arbejdsfunktioner ind under det samme begreb, 'et arbejde', risikerer at der opstår en skævvridning i den offentlige debat om 'arbejde', dets værdi og dets nødvendighed, samt ikke mindst hvor lønsomme de enkelte arbejdsfunktioner i samfundet med rimelighed kan være.

Meningsdannere og meningspåvirkere i dette samfund er langt overvejende beskæftiget i relativt højtlønnede stillinger, hvor kreativitet og en vis grad af udvikling, menneskeligt og professionelt, så at sige er indskrevet i arbejdsfunktionen. Når man fra en sådan position primært fremhæver 'et arbejdes' positive aspekter er det altså ikke så overraskende endda. En vis form for blindhed over for 'et arbejdes' mere ydmygende aspekter, er egentlig kun at forvente. En politiker som Mette Frederiksen eksemplificerer udemærket denne blindhed.

Måske er et kreativt og udviklende arbejde i virkeligheden et privilegium? Og hvis det er tilfældet, er det så selvindlysende rimeligt at mennesker der så privilegerede at have et sådant arbejde, samtidig har en moralsk ret til både en høj løn og en følelse af foragt i forhold til mennesker, der ikke er så heldigt stillet?

Bo Bergstrøm, Dana Hansen, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Carsten Mortensen, Uffe Illum, Dennis Berg, leif voetmand, lars abildgaard, Mikkel Dahl, Elisabeth Andersen, Claus Jensen, Mikkel Madsen, Dennis Jørgensen, Leopold Galicki, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Jacob Jensen, odd bjertnes, Helene Kristensen, Bodil Waldstrøm, Mads Berg, Jakob Silberbrandt, Marianne Christensen, Trine Schmidt Nielsen, Ervin Lazar og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Torsten Jacobsen, selvom du selvfølgelig har meget ret - ud fra vores synspunkt - så er det værd at tage med i overvejelserne, at folk på et eller andet tidspunkt har truffet et eksistentielt valg om at gå den ene eller anden vej på arbejdsmarkedet. Man kan også være endt et ikke så attraktivt sted, fordi man har undladt at træffe valget eller - nu om dage, desværre - har valgt noget, hvor samfundet ikke i tilstrækkelig grad prioriterer midler til området, hvilket er en lidt anden problematik end den, der sælges til os: kan man ikke få arbejde indenfor sit fag, må man lave noget andet - den løsning er kun rimelig, hvis der er underskud af arbejdskraft, og det er der som bekendt ikke, og det bliver der heller ikke, selvom al politik synes at rette sig imod at løse dette problem, fordi man tænker i "penge" frem for reelt leveret værdi, hvilket er et helt uforståeligt faux pas: det, der bringer samfundet fremad, er det, som konkrete mennesker vælger at beskæftige sig med, og det kan ligeså godt være kritisk udgivelse af middelalderdigtning som kvantekryptering, men - som det foreligger - helst begge dele.
For at vende tilbage til udgangspunktet, så overser man, at de for nogle er aldeles attraktivt IKKE at behøve at investere sig selv i et job, der kræver mere end basale færdigheder, men som er uomgængeligt. Det er i alt for høj grad blevet en indbygget sandhed på jobmarkedet, at det udviklende, involverende er mere attraktivt end det, man pligtopfyldende gør sit ikke ubetydelige bedste med for så at hellige sig andre gøremål, som man finansierer med sit arbejde. Og måske ville det være rimeligt, hvis vi snarere end arbejdets kompleksitet så på dets nytte? Folk med et rigt indre liv behøver jo ikke at dulme sig med sportsvogne.

Bo Bergstrøm, Anne Eriksen, Carsten Søndergaard, Elisabeth Andersen, odd bjertnes og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Peter Olesen

Statistisk akrobatik i politisk øjemed, er der intet nyt i.

Det kunne være mere interessant, at få belyst om det er muligt at skabe en samfundskontrakt mellem de arbejdende og de ikke-arbejdende, som kan godtgøre diverse, åbenlyse anstødsstene såsom et distinkt fornemmelse af nasseri og dovenskab. Det er vist her det kniber.

Torsten Jacobsen

Peter Hansen,

Eksistentielle valg træffer vi jo hele tiden, og de har det med at binde sig sammen i kæder af årsag og virkning, som til sidst fører os et helt andet sted hen, end der hvor vi troede vi havde valgt at ende. Med andre ord er der altid omstændigheder, og disse omstændigheder opsætter ikke let overskridelige grænser for hvilke eksistentielle valg vi fortløbende kan træffe.

Eller sagt mere banalt: Jeg tror ikke der er mange mennesker, som har truffet et overlagt eksistentielt valg om at arbejde 40 år med nedslidende, dårligt lønnet, rutinepræget arbejde, for så at gå på pension og dø 5-15 år efter. Der er et valg som samfundet som helhed har 'hjulpet' dem med at træffe. Og her er det jeg bemærker, at mange af disse 'samfundshjælpere' altså er i en anderledes privilegeret position.

Anne Eriksen, Dana Hansen, Peter Günther, Lars Kristensen, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Felix Austin, lars abildgaard, Claus Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Janus Agerbo og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Peter Olesen, sålænge det er et alternativ, alle i princippet kan benytte sig af, er det vel i orden?
Og nej, jeg er altså ikke helt enig, Torsten Jacobsen. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg meget bevidst valgte mit eget fag, både for at beskæftige mig med det, der betyder mest i mit liv, OG for at komme på lang afstand af andre typer job. Det har formodentlig koste mig nogle millioner i livsindkomst, but I couldn't care less.
Hvis vi skal se på, hvad der får folk til at vælge igennem de seneste 30-40 år, hvor traditionen med at gå i sine forældres fodspor jo er aldeles forsvundet, må det jo så være psykologisk.
Hvad kan vi gøre? Jeg vil påstå, at man som jord- og betonarbejder med indgang på arbejdsmarkedet for 30 år siden havde betydelig udsigt til, at arbejdet i løbet af ganske få år ville være lettet for de nedbrydende elementer med teknikkens hjælp. Det er det også, men desværre har det snarere medført, at den type job i højere grad nu blot indgår i den almindelige rutine på en byggeplads, fordi den ikke fylder nær så meget i mangfoldigheden af opgaver. Og det er jo den vej, det går: opgaverne bliver for en stor del forenklede, men i stedet for at brede det ud til flere, indskrænker man.
Det bliver nødvendigt på ret kort sigt at adskille begrebet om at yde og at nyde, fordi opgaverne bliver af endnu mere uens karakter, mens varemængden øges.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil ikke påstå at være overrasket,
men derfor er det nu alligevel rart,
at læse artiklen og erklære sig dybfølt enig.

Bo Bergstrøm, Dana Hansen, Nille Torsen, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Jørn Andersen, Michael Bruus, Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Ole Hansen, Tue Romanow, lars abildgaard, June Beltoft og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Peter Olesen

Peter Hansen:

Enig. Alle kan i princippet gøre det. Men det gør det jo ikke i orden.

Det er nok det bevidste element, der er mest provokerende; altså at nogle (mange) føler, at de skal finansiere andres bevidste lediggang. Dette gør sig jo også gældende i Livsverdenen, på det almenmenneskelige plan, at man bliver sgu´ lidt træt af personer der kører på frihjul, uanset sammenhængen.

Heidi Larsen

Er der nogen der har afleveret resultatet af den undersøgelse til samtlige politikere på Borgen? Ellers synes jeg da nok det var på tide, nu vi har en valgkamp... selvom den nok preller af som vand på en gås.

Tak for endelig at komme frem til det alle os - især syge - der er blevet tvunget rundt i manegen af Jobcentret osv., har sagt i årevis!

Nille Torsen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Jørn Andersen, Carsten Mortensen, Preben Haagensen, Uffe Illum, Felix Austin, leif voetmand, Tue Romanow, Anne Eriksen, lars abildgaard, Jakob Silberbrandt og June Beltoft anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Arbejde giver os indhold i livet og et socialt tilhørsforhold, argumenterer politikerne, hver gang de introducerer en ny arbejdsmarkedsreform."

Nej, det gør de netop ikke. De argumenterer alene med en økonomisk vurdering af, at det skal kunne betale sig at arbejde.

"Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. "

Der må være den begrænsning, at de kun har lidt bedre sociale relationer til andre, der heller ikke er i beskæftigelse. Det er selvfølgelig muligt at være i beskæftigelse uden at arbejde, men det handler artiklen næppe om.

"Eksempelvis fra samværet med familien, besøg af og hos venner og fra hobbyer og alle de andre ting, vi fylder vores fritid med – og det uden at de sociale relationer i forbindelse med arbejde kompenserer for tabet. "

Igen misvisende hvis familie, venner og bekendte er i beskæftigelse. Faktisk giver begreber som "ferie" og "fritid" ikke meget mening for mennesker, der ikke er i beskæftigelse. Det er ligegyldigt, om der er bedre tid til samvær med familien og venner, hvis de er på arbejde det meste af dagen el. på andre tidspunkter. Mange af de, der er i beskæftigelse, har endda kolleger udover de nævnte kategorier af sociale relationer.

"<Iben Nørup er forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet"

Ja så. Hvad får hun ud af det? Hvorfor spilder hun sin tid på det, når hun nu har fundet ud af, det ikke kan betale sig?

Frank Meier, Anne Schøtt og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Fransk er nemt. Hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem.

Moderne politikere siger ikke "det skal kunne betale sig at arbejde" men "det skal ka' betale sig at arbejde". Det er nok derfor, de indleder de fleste svar på de fleste spørgsmål om, hvad de mener med dette og hint, med ordene "Jamen altså ...."

Det skal nemlig helst ka'pitalisere sig at være folkevalgt. Ellers er det ikke spor sjovt.

Torben Nielsen, Jørn Andersen, Carsten Mortensen, leif voetmand, Lise Lotte Rahbek og Claus E. Petersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Peter Olesen:

"Enig. Alle kan i princippet gøre det. Men det gør det jo ikke i orden."

I så fald kan det undre, at mange butikker kun er åbne i tidsrum, hvor de fleste mennesker i den arbejdsdygtige alder formodes at være på arbejde, og rejsesider jævnligt opfordrer til at finde billige rejser uden for de perioder, hvor flest har ferie. Håndværkere arbejder også mest i dagtimerne. Hvem formodes at være kunder?

"Det er nok det bevidste element, der er mest provokerende; altså at nogle (mange) føler, at de skal finansiere andres bevidste lediggang. "

Hvor stammer den følelse fra? Jeg tænker, at økonomer er den primære kilde til den følelse. Tidligere var tanken, at overførselsindkomster skulle være tæt på lønindkomster for at minimere indtægtstabet ved arbejdsløshed og sygdom.

Det undrer mig også til stadighed, at så mange, der er i beskæftigelse, har tid og energi til forargelse over andre menneskers liv. Har de ikke andet at lave? Burde de ikke være trætte efter en lang arbejdsdag med det, mange kalder "surt slid"?

Dana Hansen, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Dennis Jørgensen, Steffen Gliese, Sabine Behrmann, Helene Kristensen, Anne Eriksen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Så meget for statistikker - blander man ikke pærer og æbler sammen?

Hvis man har helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps - og er presset eller tvunget på arbejdsmarkedet - så er det klart, at det får negative konsekvenser.
Selvfølgelig vil et job koste på forpligtigelserne og give mindre fritid, der er jo kun 24 timer i døgnet - skal det være en trøst at have tid/ fritid til andet?
Er et arbejde kun løn/ økonomi - det kan man godt tænke i dagens valgdebatter - og nu statistisk set - vægtes som indkomsten?
Den gamle arbejderdebat - om igen.

Hvis vi har nu en drøm om et bestemt arbejde/ en måde at gøre en forskel på/ en interesse, der fylder rigtig meget?
Jeg har lige læst, at Morten Østergaards drøm i gymnasiet var at blive FN`s generalsekretær, men han afbrød statsmandskundskab for at blive politiker?
Det er ikke sikkert vores drøm går i opfyldelse, måske kan tiden endda være spildt på et krævende job, så følgerne kan være et begrænset social fællesskab.
Men viden er ikke spildt - og det er vigtigt at være personlig tilfreds med det man gør, arbejde eller ej.
At hoppe rundt i tvungen aktivitet - praktik eller tilskud - arbejdsprøvning er dog nok det nederste trin på skalaen?

Mikkel Dahl

Der er naturligvis kun én vej til lykke: Retfærdighed.
Men det er ikke svært at se hvorfor nogle mennesker har interesse i at udstille arbejde som katalysator for lykke - ellers skulle de jo selv i arbejdstøjet!

Preben Haagensen, Jan Bisp Zarghami og leif voetmand anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg arbejder for at leve! Ikke omvendt.

Jeg betaler min skat til landets drift og det fælles bedste.
Den betales ikke til aktionærer og ukvalificerede arbejdsgivers afkast, finansieret med løntilskud af mine skattekroner!!

De forhold der efterhånden er, på en stor del af det danske arbejdsmarked, gør at regner man mere med, end blot sit eget egoistiske økonomiske behov, så ser det ud til, at det ikke kan betale sig at arbejde.
For relativt kort tid siden, havde vi en regering der var meget glade for, at hænge folk ud for at være dovne hunde, der ikke gad udvise rettidig omhu.
Med det i mente, og velfærdsforholdene i dag, så kan det faktisk ikke betale sig at accepter slid, stress, depressioner og lignende arbejdsfølger. For med krav om rettidig omhu, så skal ingen da have førtidspension, medicin hjælp og lignende, for de var åbenbart for dovne til at sige op!
Mens skattebidraget med skam går til "penge man kan give for at få et arbejde".

Jeg er ikke mindre klog, så bliver fornærmet når de tror de kan narre mig.
Og vred når de påstår at klog er at narre andre. Stein Bagger wannabe's.
Ikke alle kan være økonomiske genier.
Men mange kan være demotiverede.

P.S. og apropos rettidig omhu:

hvem brugte de fede år på
lån og frås,
så kisten var tom
da krisen kom.

Dana Hansen, Torben Nielsen, Carsten Mortensen, Uffe Illum, Felix Austin, Katrine Visby, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lønarbejde er jo en kunstig situation, hvor man underlægger sig andre interesser og andres styre, det er en tvangsmæssig situation, som reelt for de færreste er særlig attraktiv.
Aktiviteter, man selv vælger at udføre, er det stik modsatte. Vi ved allesammen, hvordan man kan fare ud af sengen en lørdag morgen og kaste sig over alle mulige selvvalgte aktiviteter, mens det dagen før har været tungt, fordi man reelt ikke havde fornemmelsen af at gøre noget, der var nødvendigt i en egentlig forstand.
Da jeg læste, havde jeg meget fornøjelse af at besøge de butikker, nogle af mine bekendte drev, for at hygge og drikke kaffe - omkring lukketid endog ikke så sjældent øl.
Jeg udførte også gerne meget af mit skriveri på café, hvor jeg havde en ganske hyggelig kreds af folk, der ligeledes havde tiden til at blande arbejde og socialt samvær.

Ib Christensen

"Vi ved allesammen, hvordan man kan fare ud af sengen en lørdag morgen og kaste sig over alle mulige selvvalgte aktiviteter, "

Beklager, men det ved jeg faktisk ikke. Den energi efter en arbejdsuge kender jeg ikke.
Men jeg kender at nyde at sove længe en lørdag, efter en uges arbejde man er af.
I det mindste dengang man kunne tror på at ens arbejde var værdiskabende, og ens skattebidrag gik til det fælles og flertallets bedste. Og man fik sin retfærdige del af den skabte værdi.

Hvem skal det betale sig for at jeg arbejder?

Carsten Søndergaard, Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Peter Olesen

Børge Rahbech Jensen:

Nu har åbnings- og arbejdstiderne nok også lidt at gøre med vores døgnrytmer. Bevares. nogle fag har længe åbent/døgnåbent, men jeg kan ikke se for mig, at detailhandlen skulle holde åbent kl.16 til kl. 24, og børneinstitutionerne til kl. 01 om morgenen, for at imødekomme fx. håndværkeres arbejdstider.

Hvor negative følelser angående, at skulle finansiere andres menneskers bevidste arbejdsløshed stammer fra, mener jeg, som nævnt, at disse er indfældet i mennesket, som et spørgsmål om retfærdighed, og ikke kun vedrørende arbejde i det økonomiske domæne.

Hans K Hansen

Der er ingen absolut sandhed i oplæggets kontekst såvel som den heller ikke er forkert. Arbejder man med noget man kan lide? Glæder man sig til at møde på jobbet eller er det endnu en dag i "helvede"? Jeg har prøvet begge dele, også lediggang, hvor man, hvis man kan, udvikler sine interesser. Det kan føre nye ting med sig man ikke lige regnede med ...

Arbejde kan være vejen til noget man kan kalde lykke, måske mere reelt tilfredsstillelse, eller også gør det ikke.

Det er korrekt at arbejde, som vi kender det i industrialiserede samfund, er en kunstig måde at håndtere livets opretholdelse, i hvert fald i forhold til naturens nødvendighed, men der er intet unaturligt i at arbejde. Jeg vil påstå at lediggang er mere unaturligt. Det fortæller bare ikke om nogle af delene giver lykkefølelser.

Der er en masse kompromis indblandet i uddannelse og jobvalg, selv hvis man har evnet at vælge rigtigt. Det er ikke engang sikkert man i forvejen vidste, hvad der måske viste sig at være et godt valg.

For mit vedk. blev det IT, men IT var dårligt opfundet da jeg gik i folkeskole. Det giver mig en enorm tilfredsstillelse og rimelig betaling. Nok til at jeg kan gøre som jeg vil i min fritid uden at spekulere væsentligt over økonomien. Er det lykke? Er et par, til tider skrigende, børn lykke? Er det lykke at kunne bidrage positivt til deres fremtid?

Giver sex lykke? Giver kærlighed? Alle emnerne kan, eller ikke kan, høste resultat i form af (u)lykke. Får hjernen sin dopamin?

Er det bare mig, eller er emnet banalt i kontekst?

Lise Lotte Rahbek

Peter Olesen
Fortæl mig lige engang - efterhånden som arbejdsmarkedet specialiseres og effektiviseres,
opfatter du så,
at alle mennesker/arbejdsduelige enheder
kan udfylde en lønnet funktion efter en arbejdsgivers smag
på et arbejdsmarked, hvor der i overensstemmelse med systemets krav,
er flere arbejdsløse end der er ledige jobs ?

Dana Hansen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Jakob Silberbrandt og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvem skal køre busserne, når lykken skal i skoven, hvem skal sy tøjet, som lykken skal have på, hvem skal producere fødevarerne, som lykken skal spise, hvem skal programmere iPads-ne, som lykken skal fordrive tiden med, og hvem skal bygge husene, som lykken skal bo i?

Dana Hansen, Per Torbensen, Carsten Søndergaard og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Egon Maltzon

Og jeg som troede på Johanne da hun sagde at det eneste de arbejdsløse på dagpenge sukkede efter var et lønarbejde.
Eller det gjorde jeg måske nok alligevel ikke, for det er ikke et behov jeg selv eller de fleste af mine venner har.
Løgn og latin altså fra venstrefløjen igen.
Jeg vil gemme et link til denne artikel til næste gang venstrefløjen fremturer med at det eneste saliggørende for en kontanthjælpsmodtager er et job.
Tak for en dejlig dag.

Peter Olesen

Lise Lotte Rahbek:

Hvis der ikke er et job, kan man selvfølgelig ikke bestride det, og kan man heller ikke få fodfæste som selvstændig, ja så er mulighederne lige umiddelbart udtømt, og man må ty til efter/videreuddannelse. Det er de muligheder der er pt.

Uden at antage for meget, tror jeg godt at vi gå ud fra, at der er nogle endog meget stærke idealer i vores kultur og samfund, der hedder at arbejde er bedre end lediggang, og kontrol er bedre end tillid. Nogle idealer der i stort omfang bunder i nogle konkrete realiteter.

leif voetmand

@Michael Kongstad Nielsen - Godt spørgsmål
Nu bliver alt jo ikke lavet om fra den ene dag til den anden.
Der ligger en stor misundelse på de mennesker som evner at drive sig selv til at lave noget.
Alt andet lige, er det meget nemmere at få noget fra hånden, når der er en som står med pisken i den ene hånd, og guleroden i den anden.
De som har det fede arbejde, har det sjov og nyder et spændende arbejde.
Så der bliver sikkeret aldrig mangel på arbejdskraft.
Om få år kan bussen køre selv, robotterene har godt fat i tøjet og ungerne vil elske at programmere ipads.
I min optik er higen efter arbejde roden til alt ondt.

Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

leif voetmand - der vil altid være arbejde at gøre, robotter eller ej. Selvom Metroen kører førerløst, er der nogle der skal smøre, reparere, koste og feje og tømme kupeerne for glemt hardware og gamle halstørklæder. Det er efter min mening urealistisk drømmeri at borttænke arbejdet.

Per Torbensen, Carsten Søndergaard, Preben Haagensen og leif voetmand anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Arbeit marcht frei - historien om tysk forherligelse af arbejde

Udtrykket stammer fra titlen på en roman af den tyske sprogforsker Lorenz Diefenbach , Arbeit macht frei: Erzählung von Lorenz Diefenbach (1873), hvor spillere og svindlere finde vejen til dyd gennem arbejde.

Udtrykket blev også brugt på fransk ("le travail rend libre!") ved Auguste Forel, en schweizisk entomolog, neuroanatomist og psykiater, i hans "Fourmis de la Suisse" ["Myrer i Schweiz"] (1920).

1922 trykte Deutsche Schulverein af Wien, en etnisk nationalistisk "beskyttende" organisering af tyskere i det østrigske imperium medlemskabsfrimærker med sætningen Arbeit macht frei. Den blev vedtaget i 1928 af Weimar regeringen, som et slogan forherlige virkningerne af deres ønskede politik af store offentlige bygge- og programmer til at afslutte arbejdsløsheden. Denne brug af udtrykket blev fortsat af nazistiske parti , når det kom til magten i 1933.

I bogen Kongeriget Auschwitz skrev Otto Friedrich om kommandanten i Auschwitz Rudolf Höss beslutning om at vise mottoet på en så fremtrædende plads som på Auschwitz indgangsport:

Han synes ikke at have haft til hensigt at bruge det som en hån, og heller ikke at have haft til hensigt at mene det bogstaveligt, som en falsk løfte om, at de, der har arbejdet til udmattelse i sidste ende ville blive frigivet, men snarere som en slags mystisk erklæring om, at selvopofrelse i form af endeløse arbejdskraft betyder i sig selv bringe en slags åndelig frihed.

Kilde : Wikipidia

Felix Austin

Egon Maltzon

Jeg har set meget skrivegejl her på debatten, men jeg må alligevel overrække dig præmien for mindst saglige og indholdløse stråmand endnu, for din kommentar 28. maj, 2015 - 22:42
Langt, langt foran nærmeste konkurrent

leif voetmand

Michael Kongstad Nielsen - Alle mennesker har behov for at lave noget, dels for at få noget i munden, men også for at have respekt og prestige omkring "sin person" Ingen ønsker at være "kun en nasser råv"
Men at stå ved et bånd og producerer noget der bare skal smides ud er spild af tid og resurser.
Køb og smid væk kulturen er en blindgyde.
Alle har et ønske om at være en del af noget, mennesket er et flokdyr.

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Felix Austin

Der er da en trøst i at vide at mennesker KAN fungere socialt uden arbejde.
Det har vi nok allesammen haft en mistanke om, med den store store misundelse der igennem langt tid har været baggrunden for de bedrestilledes velnærede spidsborgeres misundelse på de syge og ledige.
Misundelsen kan i kraft af langt, langt større købekraft i forhold til de ledige, næsten kun køre på den tid man tror ledige har til rådighed i overflod til sig selv.
Derfor har ledighedssystemet da også prøvet, at forbruge så meget af den lediges tid som muligt, til nytteløs aktivering, regelrytteri og arbejde uden løn.
Vi har da en ret god rettesnor for at fritid er værdifuld, når det er noget velstillede efterstræber og misunder, da det jo er vort samfunds fremmeste borgere ( i det mindste i eget åsyn) og misundelse og begær efter andres goder har bragt dem i den situation de nu er i.

Men endnu større trøst i at mennesker KAN fungere uden arbejde er, at fremtidens udvikling sikkert vil bevirke at flertallet i Danmark vil erfare, at det ikke vil være brug for dem i funktioner vi idag betragter som arbejde.
De funktioner vil simpelthen ikke være der længere, så derfor er det jo dejligt vi KAN fungere socialt uden disse job.
Fremtiden vil fordre af os, at vi evner at ændre syn på hvad arbejde er, og at vi finder andre måder at fordele samfundets overskud på end de nuværende,.......Hvis altså man ønsker at bevare et samfund.
Desværre kan man godt tyde småligheden i bedsteborgernes udsagn sådan, at man tror at kunne klare sig helt alene.
Og at bedsteborgerne dermed opnår at isolere sig fra dem der ønsker et helt, godt samlende samfund og må klare sig alene, kunne man jo så tænke sig.

Gert Selmer Jensen, Ole Jensen, Jakob Silberbrandt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Peter Olesen
Du svarer ikke på mit spørgsmål, men glider udenom.
Det er ok.
Det er også et svært spørgsmål.

Carsten Søndergaard, Ole Hansen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Peter Olesen-
"Kontrol er bedre end tillid".! Come on.! Er det ridefogeden der taler her. Eller Sheriffen.?
Dit univers er jo middelalderligt. (Den mørke).!

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det, som er så bizart, Peter Olesen, ved dit synspunkt er, at det jo friholder dem, der holder fri, fordi andre slider og slæber for dem, alene i kraft af en forældet ejendomsret.

Carsten Søndergaard, Claus Jensen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gabriela Anna

"Jo mere vi holder fast i normen om, at lønnet arbejde er den eneste meningsfulde beskæftigelse, des sværere gør vi også tilværelsen, for de arbejdsløse og de, der ikke kan arbejde pga. deres helbred."

Men vi gør det ikke kun svært for de arbejdsløse, men også svært for os selv at finde lykken og en dybere mening i livet, hvis arbejdet gøres til faktor nummer et for vores selvværd, mening med tilværelsen og identitet. Måske derfor kan vi sommetider arbejde ihærdigt på at redde verdens problemer men glemme at ænse den nærmeste og sige hej til naboen? Jeg tror DK kan lære noget af andre kulturer, hvor arbejdet er vigtigt men ikke altafgørende for identiteten og meningen med livet. Vi ville være et lykkeligere folk og ikke blot os selv nærmest.

Gert Selmer Jensen, Anne Schøtt og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

Dejlig artikel. Lad os få mere af det.

Al den politikersnak om, at arbejde er menneskehedens frelse er naturligvis ren propaganda - for at kunne få kanaliseret flere ressourcer til den økonomiske og politiske magtelite.

Sådan er der så megen hjernevask her i landet. Og danskerne køber underligt nok det meste af det.

Gert Selmer Jensen, Ole Jensen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen, leif voetmand og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
georg christensen

Arbejdsydelsen har fuldstændig i finansindustriens verden mistet sin værdi ved cassino spillernes (ludomanernes) bord "børsnoteringen", et "illusions" religiøst betonet jordisk paradis, fuldstændig afkoplet fra virkelighedens verden.

Hvis dette udsagn overfor "verdensfolket", føles værdifyldt, bør vi "verdensfolket", i samlet flok gå imod ludomanernernes værdiløse hærgen overalt på jorden, og i samlet flok finde tilbage til arbejdsydelsens værdi . En værdiangivelse, som værdisættes ud fra ydelsen og ikke styres af værdiløse ord forvirringer.

georg christensen

Arbejdsydelsen har fuldstændig i finansindustriens verden mistet sin værdi ved cassino spillernes (ludomanernes) bord "børsnoteringen", et "illusions" religiøst betonet jordisk paradis, fuldstændig afkoplet fra virkelighedens verden.

Hvis dette udsagn overfor "verdensfolket", føles værdifyldt, bør vi "verdensfolket", i samlet flok gå imod ludomanernernes værdiløse hærgen overalt på jorden, og i samlet flok finde tilbage til arbejdsydelsens værdi . En værdiangivelse, som værdisættes ud fra ydelsen og ikke styres af værdiløse ord forvirringer.

georg christensen

Når enkelt individets arbejdsydelse først skal sendes på "børsen" for at blive noteret, mister ydelsen sin værdi, så længe børsen kun tilgodeser sig selv og styrer arbejdsydelserne, efter egne regler.

Bare et enkelt eksempel: En skjorte produkseret og købt i østen koster 5 EURO , medens den samme skjorte købt og produkseret i vesten koster 50 Euro, beviser tydeligt, at arbejdsværdien og respekten herfor overlades til "ludomanernes børsnoteringer" , de som ikke gider levere et "arbejde", som på lige fod med deres politikere bare nyder at nyde "arbejds udøvernes" lukkede øjne.

Alan Strandbygaard

Lykke er at finde en mening med livet og et indhold der støtter denne.
Arbejde KAN være en sådan løsning.

Dana Hansen, Anne-Marie Krogsbøll, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen og leif voetmand anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

”Der er naturligvis kun én vej til lykke: Retfærdighed.” skriver Mikkel Dahl Og han har selvfølgelig helt ret og den anden vej til lykke er. Omsorg.
Smiler,

Peter Olesen

Lise Lotte Rahbek:

Med 90.000 østeuropæiske arbejdere og anslået 33.000 personer med illegalt ophold, har jeg endog meget svært ved at det skulle være "effektivisering og specialisering" der holder cirka 130.000 fuldtidsledige ude af arbejdsmarkedet.

Hvad angår dine ideologiske valg; din åbenlyse foragt for arbejdsgivere og markedsøkonomien/kapitalismen generelt, kan jeg kun erklære mig uenig, og sige at man bliver ikke en fræk rebel af at nægte at arbejde, hvis man kan.

Lise Lotte Rahbek

Peter Olesen
Din ubehagelige optræden og utallige stråmænd.. er det noget du får løn for eller foregår det helt på eget initiativ?
Nå, pyt, det kan du vel i sagens natur ikke svare på.

Carsten Søndergaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

Jeg synes, det er en interessant diskussion, hvor man både kan være lidt enig/uenig med mange her på debattråden. På den en side; Det kan ikke være sådan, at folk generelt ikke behøver at arbejde, og på den anden side; arbejdsmarkedet skaber mistrivsel for mange.
Søren Mau skrev d. 17/2 15 i Politiken en god artikel: "Hvad er det i grunden, der er så fantastisk ved at have et arbejde?", som respons på en tidligere artikel, d. 9/2 15: "Arbejdsløse ændrer så meget karakter, at det kan blokere vejen til et nyt job" af Michael Olsen. Jeg var målløs over sidstnævnte artikel (af M. Olsen) der bl.a kommer ind på, at arbejdsløse får mindre rundsave på albuerne. Som om det nu er blevet en kvalifikation i sig selv? En underlig artikel, der både prøver at forklare de personlige konsekvenser ved at være arbejdsløs, men også går ud fra, at dette arbejdsmarked er det eneste saliggørende, hvilket kan undre, når nu så mange får stress.
Jeg tænker, at vi nu er et sted, hvor systemverdenen nasser på livsverdenen (Habermas). En bedre fordeling af arbejde og fritid ville være til manges fordel, give os overskud til at være noget for os selv og hinanden.

Dana Hansen, leif voetmand og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I et lille land som vores med en lille befolkning, er der næppe to, der har deres styrke med det samme, så rundsave på albuerne er helt unødvendige: det handler om at finde det job, man er den mest ideelle kandidat til, og det gælder alt.

georg christensen

Arbejde er ikke vejen til "lykke"?. En påstand som burde tages alvorligt. Hvad vil påstanden så, fra vugge til grav, leve af?, fodret af arbejdsydelser udført af andre?, eller måske selv finde din føde, med hjælp af din egen "arbejdsydelse"?.

Ja, jeg har forstået "problemstillingen". Når enkelt individets "arbejdsydelse", ikke længere værdisættes, og kun på "børsen" diffineres med hjælp af grafer og tilfældigheder "propaganda modeller", mister enkelt individerne deres værdi af deres egen "arbejdsydelse".
.

Lars Kristensen

Arbejde er ikke det samme som job (lønnet arbejde).

Et arbejde er ej heller det samme som et arbejde, da to forskellige mennesker gør det samme arbejde på forskellige tider, den ene gør arbejdet på en time den en anden gør det på to timer.

Så det handler ikke om arbejde eller job, men om ligeværdigheden i at være til som menneske.

Vi skal væk fra at se hinanden som duelige og uduelige arbejdsredskaber, vi er nemlig ikke arbejdsredskaber.

Derfor er det ikke os mennesker der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men derimod arbejdsmarkedet der skal stå til rådighed for os mennesker.

Er det arbejde arbejdsmarkedet tilbyder ikke godt nok for os mennesker, så må virksomhedsejerne gøres deres arbejdspladser attraktive for os mennesker.

Virksomhedsejerne klager over at de ikke kan få folk til at påtage dig det arbejde de har brug for at få udført, men så kunne virksomhedsejerne gøre arbejdspladsen mere attraktiv og ikke nødvendigvis på det økonomiske plan, for der kan være mange andre forhold der kan gøre en arbejdsplads attraktiv end lønniveauet og det er som om virksomhedsejerne har glemt lige den side af problematikken og dertil også politikerne.