Kommentar

Ikke blot EU-borgere fødes lige og frie

Bådflygtningene er det europæiske borgerskabs dårlige samvittighed. De ryster det europæiske borgerskabs forståelse af sig selv som menneskehedens beskyttere og bærere af fremskridtet
Debat
1. juni 2015

Alle verdenshistoriske begivenheder forekommer så at sige to gange, skrev Karl Marx. Første gang som tragedie, anden gang som farce. I dag er bådflygtningene måske en gentagelse af en sådan begivenhed: verdenshistoriens hidtil eneste vellykkede slaveopstand, Haiti 1791.

I 1789 nedfældede lederne af den franske nationalforsamling historiens måske mest berømte menneskerettighedserklæring, der erklærede, at mennesker fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Da disse nyheder nåede de franske kolonier, heriblandt det nuværende Haiti, troede de lokale slaver sjovt nok også, at det måtte gælde dem.

Erklæringen havde trods alt talt om mennesker (eller mænd: hommes), og ikke blot om rige, hvide mænd.

Det var tilsyneladende en misforståelse.

Når spørgsmålet om slavernes menneskerettigheder blev rejst i nationalforsamlingen af progressive revolutionære, skabte det altid en ubehagelig stemning. Fortalere for slavernes rettigheder blev buhet ned fra talerstolen, mens officielle kommissioner blev nedsat for at undgå problemstillingen midlertidigt.

Når de officielle kommissioner endelig vendte tilbage blev ord som ’sort’ og ’slave’ systematisk undgået, mens man i stedet talte om den rette administration af kolonierne, lokale udvalg for at behandle lokale problemstillinger og om den franske økonomis tilstand, hvor koloniernes produktion af sukker, kaffe, farve og andet var afgørende karakter.

Slavespørgsmålet udstillede det franske borgerskabs hykleri. Enhver benævnelse af slavernes manglende rettigheder udløste forlegenhed og rystede borgerskabets billede af sig selv som fornuftige, progressive mænd, der tjener menneskeheden. Så var det bedre at lade som om, problemet ikke fandtes ved udelukkende at fokusere på ’praktiske’ spørgsmål om handel og statsfinanser.

I 1791 havde slaverne på Haiti imidlertid fået nok. De gjorde oprør, og begyndte dermed en 13 år lang krig, der til sidst sluttede med Haitis uafhængighed. Men en uafhængighed i fattigdom, da de europæiske kolonimagter insisterede på at underlægge deres tidligere undersåtter økonomisk og politisk terror. En tragedie med andre ord.

Rystet borgerskab

I dag gentager historien sig, men nu som farce. Menneskerettighedserklæringen fra 1948, som borgerne og lederne i EU priser sig af at være de ædle beskyttere af, hævder igen, at mennesker fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Mennesker! Ikke blot EU-borgere. Ikke blot rige, hvide mænd. Ikke blot de, som tilfældigvis blev født der, hvor de fattige arbejderes produkter bliver sejlet hen. Men mennesker.

Alligevel diskuterer man ikke, hvorfor bådflygtningene flygter. Hvad de flygter fra. Hvad deres vilkår er. Tror man virkelig, at folk rejser tusindvis af kilometre, opsplitter deres familier, bruger alt, hvad de ejer, og sætter livet på spil ved at krydse Middelhavet i en gammel si, fordi de bare vil have lidt mere luksus?

Bådflygtningene er det europæiske borgerskabs dårlige samvittighed. De ryster det europæiske borgerskabs forståelse af sig selv som menneskehedens beskyttere og bærere af fremskridtet. Bådflygtningene konfronterer dem med deres hykleri. Med afrikansk statsgæld, dronekrig og den militært bevogtede handelsbarriere, som EU er.

Grænseløst hykleri

I stedet for at forholde sig til virkeligheden udspiller farcen sig. ’Hvis bare vi får stoppet menneskesmuglerne’. ’Hvis bare vi får sænket bådene, inden flygtningen går om bord.’ Som om menneskesmuglere og både er grunden til folks elendighed og dermed grunden til, at de er flygtninge i første omgang.

Ikke desto mindre er det sådan tingene bliver diskuteret i EU, og sådan det som oftest bliver gengivet i danske medier.

Enten hører vi om de tekniske problemer med at undgå, at flygtningene får fingre i både eller om menneskesmuglingens dårligdomme. Således kaldte Italiens premierminister Matteo Renzi for nylig menneskesmuglerne for det 21. århundredes slavehandlere, og med en håndevending er det menneskesmuglerne, der er problemet, og EU’s grænsepolitik, der står som sidste skanse i forsvaret for flygtningenes rettigheder.

Det europæiske borgerskabs hykleri når nye højder. Som en Amnesty-rapport har vist, bruger EU omkring 3-4 gange så mange penge på grænsekontrol som på at tage sig af asylansøgere. Men i stedet for at snakke om flygtningenes menneskerettigheder, om hvordan de bliver undertrykt både på vej til EU og efter deres ankomst, og andre ubehageligheder, der ryster det europæiske borgerskabs billede af sig selv som menneskerettighedernes fremmeste forkæmpere, nedsætter vi kommissioner og snakker om problemer med administration og statsfinanser. Ord borgerskabet bedre kan lide.

Så farcen udspiller sig. Og imens venter vi på, at flygtningene får nok og kræver deres legitime ret, som de haitianske slaver gjorde det i 1791.

Nicolai von Eggers er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her