Læsetid 3.5742857142857 min.

Den dag, jeg døde

Selvmord taler man ikke om. Nu gør jeg det alligevel: Jeg begik selvmord, jeg overlevede ved et tilfælde. For det er vigtigere, at vi skubber til tabuerne, end at jeg går rundt og leger, at det ikke har noget med mig at gøre. For det har det. Og med dig. Og med os alle sammen
Selvmord taler man ikke om. Nu gør jeg det alligevel: Jeg begik selvmord, jeg overlevede ved et tilfælde. For det er vigtigere, at vi skubber til tabuerne, end at jeg går rundt og leger, at det ikke har noget med mig at gøre. For det har det. Og med dig. Og med os alle sammen
Ditte Ahlgren/iBureauet
2. maj 2015
Delt 41 gange

KRONIK – Det kom ret pludseligt. Det med at dø. Jeg havde faktisk slet ikke set det komme. Det var en helt almindelig dag i maj. Vi var lige flyttet til en ny by, jeg havde pakket flyttekasser ud og sæbespåneskuret spisebordet. Det gik for så vidt ret godt, verden var fin og tryg og god at være i. Men så smuttede kæresten. Og verden stoppede bare.

Jeg begik ikke selvmord, fordi han gik. Så simpelt er intet. Det var bare dér, den samlede mængde af ting, man skal bære gennem et liv, blev for tung for mig.

Ville jeg dø? Ja, absolut. Og nej, slet ikke. Eller som den svenske forfatter Ann Heberlein har sagt det allermest rammende: »Jeg ville ikke dø, jeg ville bare ikke leve.« Ikke mere.

Var det et råb om hjælp? Nej. Den dag blev min stemme stille. Jeg kan skam godt råbe. Ork. Det havde jeg gjort det en del i. Shit, hvor har jeg kastet penge i lykkepiller og psykologsamtaler. Og shit, hvor har jeg deltaget i kommunale forløb med gruppesamtaler med de fremmeste overlæger i landet. Jeg har rodet rundt på gulvet i rasende dunkel depression. Og angst. Og PTSD. Siden jeg var en meter høj, har depressionen været fast makker på min mentale Nimbus-motorcykel med depressiv sidevogn. Men så gik den væk. Så kom den igen. Så gik den væk igen.

Da jeg døde, var jeg ikke deprimeret. Ikke det, der ligner. Og jeg ved, hvad der ligner. Alt i mit liv var ikke perfekt. Men det var ret tæt på.

Det var hverdag. Solen skinnede. Pludselig sagde manden, jeg troede, jeg skulle have knyster, børn og åreknuder med, at han faktisk helst ville have, jeg slet ikke var der.

I det sekund var det, som om alt forsvandt. Farver, former, tyngdekraft, tid. Som en elevator, der falder meget hurtigt fra en etage meget højt oppe. Bare uden at lande. Der var ikke mere tilbage. Og jeg var færdig med at kæmpe. Det var min tanke: ’Jeg kan give slip nu.’ Der var intet drama. Jeg sagde ikke noget til nogen. Jeg gik bare. Jeg var parat.

Jeg fortæller ikke, præcis hvordan jeg gjorde. Det er pga. Werther-effekten; en teori om, at hvis man fortæller for detaljeret om metoder, så kan det virke inspirerende på nogle mennesker. Så den springer vi lige over. Men jeg kan fortælle, det ikke var storslået planlægning eller afskedsbrevskrivning. Det var simpelt. Jeg vidste, uden skyggen af tvivl, at min tid var kommet. Jeg var afklaret. Og det er jeg stadig.

Det var et rent tilfælde, at jeg ikke døde helt. Det sagde lægerne i hvert fald. Jeg kom så sent frem til hospitalet, at de intet kunne gøre. Det er grunden til, jeg siger, jeg døde. Fordi jeg mente det. Jeg tog af sted den dag. Der er ikke rigtigt nogen grund til at dække over det ved at snakke udenom eller kalde det noget andet. Og det er ok. Vi kan godt sige det højt: død. Selvmord.

Lad os tale om det

Her er det så, jeg lige bliver nødt til at nævne en anden effekt også: Papageno-effekten. Den siger, vi skal snakke om det. Fordi det hjælper. Det virker forebyggende, siger dén effekt.

Men lad os lige slå fast, at det ikke er lige meget, hvordan vi snakker. For eksempel er fordommene virkelig ikke superfede at få slynget i hovedet. Det gør én tavs. Og der er forbavsende mange, selv højtuddannede mennesker, der går rundt med fordomme. At tale om essensen, derimod, det åbner for inklusion: Hvordan har man det, hvad tænker man, hvad skete der? Om døden – den bider ikke, det kan jeg garantere.

Jeg tror, der står et enormt tabu i vejen for den samtale herhjemme. Jeg har fået så mange grimme ord smidt i hovedet, når jeg har turdet alligevel. Især tror mange, at man absolut må være psykisk syg for at begå selvmord. Det behøver man så ikke at være. Ifølge Center for Selvmordsforskning er det faktisk næsten fifty-fifty. Jeg var ikke psykisk syg, da det skete. Absolut ikke. Og hvor er det patroniserende at forvente, at jeg var. Det stopper samtalen ret rent, så er jeg den syge – og du til sammenligning den raske, som det her aldrig kunne ske for. Dem/os-opdelingen, gammel som solen, altid effektiv til at holde forståelse fra døren.

Når ingen taler, vokser fordommene vildt. Og hvis man ikke kan tale om selvmord, om død, hvordan skal man så kunne tale om, hvordan man overlever, hvordan man lever, om liv?

Gider ikke skammen

Jeg har aldrig fortrudt, hvad der skete den dag. Jeg opfatter det ikke som et ’valg’, som nogle har travlt med at kalde det. Jeg besluttede ikke at dø, som man beslutter, hvilken farve sokker man skal have på. Det skete bare.

Jeg søgte endda hjælp undervejs. Der blev jeg sendt væk med latter. Og det er endnu en fordom: Mange tror, der altid er hjælp. Så hvis man alligevel dør af selvmord (eller overlever ved et tilfælde), så var man bare for doven til at søge den hjælp (som selvfølgelig altid virker). Og hvis man så overlever alligevel, er det bare bevis på, man er en drama queen, der bare vil have opmærksomhed. Som et menneske kort og kontant lod mig vide: »Jeg har ingen respekt for dem, som det ikke lykkes at dø.« Nå, for den. Beklager at måtte skuffe.

Og det, tænker jeg, er hele humlen. At mange får ubændig trang til at digte alle mulige grunde til, at folk begår selvmord. Grunde, der samtidig kan overbevise andre om, at det i hvert fald aldrig kan ske for dem selv. For de er ikke sådan.

Mit lillebitte håb er, at folkedybet begynder at opdage, at der faktisk ikke er nogen, der er sådan. Det kan ske for både mænd og kvinder. Det kan ske for de lave socialklasser og for direktøren. For den kendte og den sjove, for Robin Williams. Det kan ske for singler og for familiemennesket.

Så kan vi ikke bare holde op med at nedgøre folk, der har stået midt i et selvmord? Eller som tænker på det. Kunne vi ikke bare blive enige om det? At vi ikke gider skammen mere? Vi begraver dem sgu inden for kirkemuren, gør vi. Og vi siger dem tak for at blive lidt længere, som holder fast lidt endnu. Og holder op med at slå dem i hovedet, der tabte kampen og døde. Vi husker, at folk ikke dør for at straffe nogen – slet ikke deres nærmeste. Det kunne også være, man så kunne få fred til bare at sørge over den, man mistede, i stedet for at skulle hade det menneske lidt pga. måden, det skete på?

Mit håb er, at bare en lillebitte smule af stigmaet er slået lidt i stykker. At skammen ved selvmord er falmet lidt. Du bliver ikke smittet med selvmord ved at tale med din ven, der har forsøgt. Du dør ikke engang af hans tårer; det er bare saltvand. Hvis vi kan tale om døden, giver det plads til lyset og livet også. Det giver plads til menneskelighed.

Der var den: historien om den dag, jeg døde. Faktisk tror jeg, en del af mig aldrig kom med tilbage til verden. Jeg tæller mine år i 30 år plus de år, der er gået siden (ni styks). Jeg undrer mig stadig over, at jeg er her endnu. Men det er jeg. Og ved du hvad? Jeg har tænkt mig ikke at skamme mig det mindste over, at jeg den dag stod foran døden. Det, håber jeg, smitter.

Johanne Lila Larsen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Søren Cramer Nielsen
    Søren Cramer Nielsen
  • Brugerbillede for Søren Roepstorff
    Søren Roepstorff
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
  • Brugerbillede for Brian Pedersen
    Brian Pedersen
  • Brugerbillede for Jens Garde
    Jens Garde
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Tarje Bargheer
    Tarje Bargheer
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Niels Nielsen, Carsten Mortensen, Søren Cramer Nielsen, Søren Roepstorff, Britta Hansen, David Zennaro, Niels Roed, Brian Pedersen, Jens Garde, Anker Nielsen, Erik Karlsen, Tarje Bargheer og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Når det centrale ikke er forsidestof og ikke er det vi ønsker at bruge vores tid på, skyldes det jo, at det er en meget privat sag.Om du pludselig har fået nok af 'Nyhederne' som oftest er fra livets bagside, om du er kommet ud for noget privat, som slår dig ud, er det dog en privat sag, hvordan du reagerer og så hvordan du er i stand til at henvende dig til dine omgivelser for hjælp.
Om du opdager, at et menneskeligt liv er erstattet med et elektronisk, om det er for længe siden du har lugtet til syrener, om du ikke har sans længere for de mange positive sider som man oftest selv skal fylde sit liv med, så har du muligheden til at afkorte dit liv.
Men lad dog være med at hænge dine omgivelser ud beslutningen er din.
Jeg har lige ikke vundet 475mio i Eurolotto. Jeg har hørt som rygte, at den sidste, der vandt over 300 mio. fra Helsingør med billede nu er på den lukkede.
Der er meget at glæde sig over i nederlaget.

Brugerbillede for emil groth

Når to mennesker taler sammen om livet, døden, fiasko, succes etc. så har samtalen sine begrænsninger.
Samtalen starter og efter x antal minutter rammer samtalen sin grænse. Så jeg kan godt følge folk som vælger, at tage livet af sig selv, men under alle omstændigheder, døden skal nok komme på et eller andet tidspunkt.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvorfor forsøget ikke blev gentaget. Kære lila, du er her stadig, og jeg håber for dig, at det giver mening.

Brugerbillede for Morten Johansen
Morten Johansen

Psykisk syg eller ikke. Johanne, det virker som om at du ser ned på psykisk syge som begår selvmord og gøre deres selvmord til noget mindreværdigt i forhold til dit eget, ved så tydeligt at distancere dig fra det, og oven i købet at kalde det "patroniserende" at andre skulle have opfattet dig som psykisk syg. Derved bliver du jo netop selv "patroniserende". Du er vel da de facto "psykisk syg" når du vælger noget så ekstremt som at tage dit eget liv? Men godt det ikke lykkedes for dig. Pas dog på med sirenesangen. Når det første forsøg er gjort, er der en tendens til at afstanden til det næste forsøg bliver kortere!

Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Vi har slet ikke lov til at tage vort eget liv. Det ved den, der tror på den levende Gud. Men selvfølgelig må vi heller ikke fordømme dem, der gør det alligevel. Hver især skal vi i stedet selv føle os skyldige over, at nogen er blevet så kede af det under den samme sol, som vi selv går rundt under, og at vi ikke har forhindret det. Fordi vi ER skyldige.
Efter den erkendelse er vi allerede på vej mod frelsen og bliver bedre til at gå den ekstra mil med hvem som helst. Og med vor egen lidelse.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Skyld er en negativ byrde - jeg foretrækker at sige ja, jeg er medansvarlig, og jeg gør, hvad jeg kan for at tage ansvaret på mig.

Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Skyld er kun en negativ byrde, hvis man ikke tror på, den tilgives. Tror man på det, er selve skyldserkendelsen faktisk en lettelse.

Brugerbillede for Tarje Bargheer
Tarje Bargheer

Gribende skrevet. "Og vi siger dem tak for at blive lidt længere, som holder fast lidt endnu" er ret tæt på den følelse jeg havde da jeg som 17-årig rørte liget af min far der lige havde begået selvmord.

De fleste vågner om morgenen. Vi kan sove os fra det, men natten er nu en gang mørk. Det er det vi må prøve at acceptere.

Lilli Wendt, Brian Pedersen, Nanna Wulff M., Lise Lotte Rahbek og Jens Garde anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Ja, børn, hvis forældre har begået selmord, bør absolut aldrig føle skyld herover. De er en undtagelse fra ovennævnte. Forælderen har skylden, uanset hvor synd alting har været for den. Medmindre den var dybt sindssyg, da den gjorde det. En skyld, vi tør tro på, Gud tilgiver.

Brugerbillede for Jens Garde

Tak for din glimrende kronik. Det lykkes fint både at fortælle din egen historie og formulere en række almenmenneskelige betragtninger. Godt at der bliver sat ord på noget, som mange nok har svært ved at snakke om.

Lilli Wendt, Søren Roepstorff, Britta Hansen, Randi Christiansen, Anne-Lise Lintner og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Günther
Peter Günther

Tak for en væsentlig artikel, som illustrerer, hvilken deroute man kan komme ud i, når man gør sig for afhængig af omgivelsernes meninger. Konsekvensen er jo en personlig beslutning!

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Selvmord er noget mænd tilsyneladende er bedre til end kvinder, hvis man skal tro statistikken.
Godt at artikelforfatteren har fået flere år, for det er tungt når det lykkes for et menneske at trække stikket ud.

med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Anonym

> Du er vel da de facto "psykisk syg" når du vælger noget så ekstremt som at tage dit eget liv?

Sikke da noget forbandet vrøvl. Hvorfor skulle det "de facto" være tilfældet? Man kunne også bare synes at det var nok nu.

Brugerbillede for Kim Larsen

Sindsstemninger kommer og går! Sommetider ( måske ofte) er vi uden lyst til at fortsætte i dette teaterstykke kaldet Livet.

"Livet er lidelse" skal Buddha have sagt. Men, den der ser, og hviler i denne ("svære") erkendelse indser, at "skuespillet" ikke er virkeligt eksisterende. Dette fornemmer vi,nok alle, ind imellem. Nogle fortrænger det qua underholdning, sex og rejser etc. Andre vælger at forlade teatret/livet.

Jeg er fuld af beundring for, de der holder ud, til tæppet er endelig gået ned.

Tak til JLL for at bringe dette emne på banen.

Peter Hansen, Niels Nielsen, Jens Garde, Søren Roepstorff, Preben Haagensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Roed

Vi skal have fjernet orddelen mord fra ordet selvmord. Mord er forbudt og straffes. Måske skulle vi kalde det selvdød. Han/hun begik selvdød.

Brugerbillede for Benny Jensen
Benny Jensen

Tyskerne har et andet ord for "Selbstmord" nemlig: "Freitot".
Der er intet i vejen med ikke at ville leve længere og tage sit eget liv.
Bemærk, det sproglige: "sit eget".
Er det ikke i Grønland man har et mere afslappet forhold til ikke at orke mere?

Peter Hansen, Niels Nielsen, Jørgen Wassmann, Britta Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Johansen
Morten Johansen

Sikke da noget forbandet vrøvl. Hvorfor skulle det "de facto" være tilfældet? Man kunne også bare synes at det var nok nu.

Læg mærke til at der var et efterstillet spørgsmålstegn på mit udsagn. Måske lettere retorisk ment, men ikke desto mindre med åbning mod at man kan fortolke tilværelsen anderledes end jeg gør. Jeg vil dog fortsat mene at hvis man vælger at tage sit eget liv i en ung alder, så kan man ikke være rask i sindet, men lad os ikke skændes om det.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Tilgivelse og skyld er interessante begreber at studere - kan man tilgive - sig selv og/eller andre? Ikke altid eller måske første efter et stykke tid - og ligeledes med den tilgivelse som må komme fra 'den anden'. Tilgivelse er ikke noget, man kan trække i en automat. Men visse sindstilstande kræver bearbejdning for ikke at være offer for dem. Livet er læring og frihed er det bedste guld. Frihed? Wtf mener du med det? Ja, det må jo være der, hvor den enes frihed ikke er den andens fængsel -

Og sådan er der forskelligt at meditere over, når man mere eller mindre frivilligt går ind i sit lønkammer - og forhåbentlig kommer forfrisket og fornyet ud efter dette 'indre bad', som kontakten med det guddommelige princip, med ånden, med skaberkraften, er. Det er den kontakt, man kan søge, og det er den kontakt, der - som jesus tilskrives at have sagt - skal sætte jer fri. Det er også min oplevelse. Der er et indre rum, som er et helle, et frirum, hvor en indre renselse kan foregå, byrden lettes, og jeg kan mindre tynget fortsætte på min vej.

Brugerbillede for Tim  Lønberg
Tim Lønberg

rigtigt smukt skrevet om noget så forfærdeligt, at tabuet så oveni giver skyld til en selv, hvis man overlever, til de måske efterladte som mangler nogen at tale med som ikke tabuisere, giver skyld til egoisten som tog af sted. jeg kender vejen, har gået på den forkerte sti, selvom jeg ikke rigtigt manglede noget, stien i mørket som giver forløsningen, friheden, skyld og skam for at ikke række til som andre, den store opløsning af alt. at man så kan læse kommentarer, som kun kaster skyld, så kan jeg sagtens forstå og mærke håbløsheden i livet. jeg kom også tilbage, og vil ikke efterlade nogen af mine nærmeste, med al det tunge skidt, tabu, skyld og savn, har set hvad det gør mod de nærmeste der mister et medlem igennem selvmord. tak for en fantastik artikel som rammer så plet, slip tabuere om dette emne, og forstå at vi ikke alle er lige stærke her i livet, at vi ikke alle kan stå til måls med de krav arbejdsmarked og livet stiller, at man ikke behøves at være en super egoist, når man ikke vil leve, men heller ikke vil dø, at man ikke er gakgak, når man vælger livet fra, og at psykiske sygdomme kan ramme alle, og at mange af disse sygdomme er der rigtigt mange der har, og at man ikke behøver at vær gakgak, når man er psykisk syg, eller for denne sags skyld er selvmordstruet. et liv uden krav er kun de færreste forundt, og de krav er for nogen meget tunge, for de fleste bare sådan er livet. jeg syntes det er temmelig tungt, men lever og nyder noget af det bedste i livet, foråret.

Brugerbillede for Bente Simonsen
Bente Simonsen

Måske ville det hjælpe, hvis vi tillod os selv at tale om døden med hinanden, det er jo en realitet for alle. Hvorfor ikke finde ud af, hvad man vil, der skal ske, før og efter, og forberede sig på døden i stedet for at tabuisere. Tror faktisk livet ville blive meget lettere. Jeg savner meget at kunne tale utvungent om livet og døden med nogen, men det går ikke.

Brugerbillede for Stig Arensbach
Stig Arensbach

Hej Johanne.
Jeg kan godt følge dig i de ting du skriver om, Jeg pludselig syg for snart fir år siden.
Jeg blev ramt af en nervesygdom der hedder guillain barre syndrome, den går ind og lammer ens selektive nervesystem. Hvis du ikke kommer under behandling, så dør man af den, jeg blev indlagt og blev behandlet og blev erklæret rask.
Da der så var gået ca. 3 måneder blev jeg ramt af den igen, der knækkede min verden fuldstændigt, jeg holdt i min kassevogn og kikkede ud på vandet nede i Karrebæksminde.
Det eneste der holdt mig fra at sætte bilen i gear og køre ud over kanten var den aftale, som jeg havde indgået med min psykolog Josefine.
Jeg tro at det tog mindst et halvt år at komme mig over den tanke, at det hele kunne være ligemeget.
Jeg gad bare ikke mere at kæmpe for at leve!
Jeg har gået til psykolog i ca. 2½ år før at jeg havde fået livsglæden tilbage.
Min familie gik i konstant angst for at finde mig død, for jeg gad virkelig ikke mere.
Josefine lærte mig at være åben om hvordan jeg havde det, selv om at min familie syntes at det var ikke noget man snakker om.
Det har været med til at få sat så mange ting på plads inden i mit hoved, jeg er idag glad for at min kone ringede til Josefine og fik lavet en tid til mig inden for 2 timer, samt den aftale med hende. Hvis hun skulle hjælpe mig, så skulle jeg ikke gå ud og tage mit eget liv.
Det første besøg hos hende varede ikke mere end 20 minutter, med besked om at komme igen næste dag, når jeg havde tænkt over hendes tilbud.
Det er tabu for mange, men den eneste måde at komme det til livs er at tale om hvordan det påvirker en, når man har tabt gnisten til at leve.

Brugerbillede for Søren Cramer Nielsen
Søren Cramer Nielsen

Tak fordi du ville dele dit liv med os. Håber du finder en inderlig ro i dine erkendelser om os mennesker og vores mangler. En betragtning jeg kom til at tænke da jeg læste artiklen er, at jeg synes ikke du skal Lytte til mennesker, der ikke vil dig godt, fordi det kommer der ikke noget godt ud af. Kort sagt: De er ikke din opmærksomhed værdig, for de giver ikke dig en ærlig tanke.

Husk i øvrigt på, at det er de små og store ting vi tager for givet der betyder mest. Samvær, liv, natur, surt og sødt - det er et sandt mirakel at være i live.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

I og med der med alderen ikke er så meget levetid tilbage, som der har været, melder tanken om alderdommens forløb sig uvægerligt. I vigør til det sidste eller i ble på plejehjem? Kan man selv i sidstnævnte tilstand forestille sig en glæde ved livet? Ved at mærke forårssolen og en blid, blomsterduftende brise på sit ansigt, møde sine kære og sige farvel i fredelighed - som søren siger, 'det er et sandt mirakel at være i live' - bevidsthedens fokus er afgørende for, om man kan opleve miraklet - et spørgsmål om træning. Hvem bestemmer, hvad der foregår i mit indre rum? Er jeg et viljeløst offer for skiftende tanker og luner med mere eller mindre kendt ophav i arv og/eller miljø - reklamebranchens subliminale påvirkning fx - eller ønsker jeg selv at være i kontrol?

Brugerbillede for Birgitte D Pedersen
Birgitte D Pedersen

Selvindsigt, selvudvikling, selvforståelse - Giver frihed, uafhængighed og selvtilfredshed i livet. Derved positivitet, mod på livet, mærker livet.
Trist når mennesket gør sig afhængig, skyder skyld

Brugerbillede for Sofie Baltzer Nielsen
Sofie Baltzer Nielsen

Virkelig god og vigtig artikel! Tak til Johanne for at fortælle åbent og ærligt om det at tage sit eget liv. Jeg har selv oplevet selvmord på den "anden side", som pårørende til en meget nær ven. Det hjælper altid lidt at høre hvad der sker inden i den der forsøger selvmord. Jeg bebrejder ikke og fortæller også om dette og oplevelsen - og tiden efter tabet i "Zornigs Zone" på radio 24/7. Jeg håber du Johanne og I andre vil lytte med, da det er vigtigt at få nedbrudt tabuet omkring selvmord!
Linket ligger her:
http://www.radio24syv.dk/programmer/zornigs-zone/11555965/zornigs-zone-u...