Kommentar

Den farlige israelske forbindelse

Movia-sagen udstiller, at det ikke kun er terrorister, der drager danske jøder ind i israelsk sikkerhedspolitik. Det gør transportselskaber og andre jøder også. Det er farligt, for det er netop den forbindelse, terrorister knytter for at retfærdiggøre drab på verdens jøder
Debat
23. maj 2015

Som jøde har man et særligt forhold til staten Israel. Det er det stykke jord, hvor man altid kan søge beskyttelse, hvor man aldrig igen bliver en forfulgt minoritet, og hvor staten er forpligtet på ens overlevelse. Et menneske uden stat har ingen beskyttelse. Derfor forsvarer jøder en levedygtig israelsk stat, der kan forsvare sig selv.

Dette forsvar for Israels berettigelse udlægges desværre ofte som et forsvar for besættelsen og skiftende regeringers sikkerhedspolitik. Jødiske borgere i Europa og USA betragtes som legitime mål af voldelige muslimer, og venstrefløjen har til tider problemer med at anerkende, at jøder faktisk er ofre for hævn fra de muslimer, som venstrefløjen har travlt med at beskytte. Movia-sagen udstiller dog, at det ikke kun er terrorister, der slår jødiske borgere i hartkorn med den israelske regering. Det gør andre jøder også.

Trækker holocaust-kortet

DR har fået aktindsigt i de klager, der blev sendt til Movia pga. annoncer, der opfordrede til en boykot af bosættervarer. De viser, at det ikke var danske jøder, der følte sig stødt over annoncerne. De fleste klager kom fra forskellige israelske organisationer, som sendte koordinerede, enslydende mails fra udlandet. Her hævder afsenderne, at »jeg er blevet udsat for den nylige hadefulde reklamekampagne på jeres busser«.

Movia tog annoncerne ned efter få dages klagestorm, og det er de med rette blevet kritiseret for. Finn Rudaizky, politiker i København for DF, har dog forsvaret beslutningen. I Deadline den 8. maj afviste han godt nok, at opfordringen til boykot skulle være antisemitisk. Men han sagde også:

»Jeg har blandt andet talt med flere, der har været i koncentrationslejr og flere andre jøder, der har været på flugt. De har været meget pikerede over det forhold, at man simpelthen siger, at her skal man ikke handle med de jøder, som bor dernede i de områder der. Og der er associationer til 30’ernes Nazityskland. Sådan opfatter de mennesker det, og det synes jeg faktisk er uheldigt.«

Det er helt grotesk at trække holocaust ind i en debat om bosættelserne. Når Rudaizky drager den forbindelse til den israelske regerings politik, bidrager han netop til at involvere danske jøder i en beslutning, de ingen indflydelse har på. Det er ikke bare forkert. Det er også farligt, for det er netop den forbindelse, terrorister knytter for at retfærdiggøre drab på europæiske og amerikanske jøder. Nu knyttes forbindelsen fra den modsatte ende. Det egentlig uheldige er, at Rudaizky ikke påtager sig at rydde op i misforståelsen og berolige holocaust-overlevere om, at en ny forfølgelse ikke er på vej.

Bjørnetjeneste til jøderne

Movias begrundelse for at fjerne annoncerne viser en lignende sammenblanding. Movias bestyrelse, der består af ni kommunal- og regionsrådsmedlemmer, giver en overraskende detaljeret, udenrigspolitisk analyse i dens redegørelse for beslutningen. Det fremgår ikke, om de har ladet sig inspirere af argumenter i klagerne, eller måske af Israels ambassade, som de også holdt et møde med. Måske er de bare blevet velsignet med et antropologisk klarsyn. I hvert fald vurderer Movia, at det er »vanskeligt at adskille nationen Israel fra religionen jødedom, hvor der er tætte associationer i kombination med, at en opfordring til boykot er et aggressivt budskab, der adskiller sig væsentligt fra den simple kritik af bosættelserne.« Desuden var annoncerne »diskriminerende med hensyn til nationalitet«.

Alle tilgængelige pointer inddrages her: Kritik af Israel er kritik af jøder. Kritik af bosættelser er legitimt, undtagen hvis kritikken opfordrer til boykot. Boykot af bosættelserne er diskriminerende over for israelere.

Det er ikke at gøre danske jøder en tjeneste, for boykot af bosættervarer er ikke antisemitisk. Det er enhver forbrugers valg og en legitim protest mod besættelsen, som også israelere benytter sig af. En tostatsløsning, hvor fjern den end forekommer, indebærer netop afviklingen af bosættelserne.

Danske jøder er således bedre tjent med at frigøre sig fra evigt og altid at blive opfattet som repræsentanter for den konflikt, som de selvfølgelig har holdninger til, men som de ikke konstant skal drages ind i, som det skete under angrebet i København i februar og på Carolineskolen, hvor gerningsmænd skrev »Ingen fred i Gaza – Ingen fred til jer zionistsvin«. Som om skolebørnene skulle have noget at gøre med den beslutning.

Til gengæld må man rette et spørgsmål til Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, der står bag annoncen. Den viser fire landkort, det første fra 1946, to år før staten Israel blev oprettet. Det er helt grønt (palæstinensisk) med kun få gule (jødiske) pletter. De tre andre kort er fra 1947, 1967 og i dag. Gult, mere gult, helt gult med kun få grønne pletter.

Jeg skal ikke kunne sige, om kortene er historisk nøjagtige, men de rejser et vigtigt spørgsmål. Hvis hensigten er at kritisere besættelsen af Vestbredden, der først fandt sted i 1967, hvorfor viser man så et kort uden en israelsk stat og næsten uden jøder?

Leny Malacinski er freelance-journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Dahl

Bare lige for en ordens skyld.
Er Leny Malacinski virkeligt så dum og uvidende som det afsluttende spørgsmål indikerer ?
Hvis ja - Burde hun så ikke have undladt og skrive ligegyldige platheder om et emne hun tydeligvis ikke har nævneværdig indsigt i ?
Jeg bliver i tvivl for svaret er lige til hvorfor den retoriske undren fremstår svært ignorant.

Anne Eriksen

Det platte består i den stadige forveksling i, at religion, etnisk oprindelse eller sågar køn, er synonyme med en bestemt opførsel og overbevisning - så længe der er tilfældet - vil vold og terror kunne undskyldes ud fra de samme kriterier.

Mikkel Dahl

Anne Eriksen,
Hvad mener du ?

Anne Eriksen

Jeg tager ikke udgangspunkt i de nævnte data, men i den menneskelige psyke og de handlinger, det afstedkommer.

Mikkel Dahl

Jeg er stadig ikke helt med.
Er konfliktens årsag ikke netop to folk med gensidigt udelukkende interesser ?

Anne Eriksen

I hvor høj grad kan man være ansvarlig for andres handlinger?

Espen Bøgh

Det helt grundlæggende spørgsmål er; "om jøderne er forfulgte i verden i dag"?

Det er der ikke meget der tyder på, måske snarere tværtimod, ser vi på hvor ofte jøder udsættes for vold eller anden kriminalitet, så er det vel ikke helt så forskellig fra hvad danskerne eller dagligt oplever, måske endda mindre, for medierne er jo ikke oversvømmet med daglige, ugentlige, månedlige artikler om forfølgelse af jøder eller jødisk ejendom.

Det helt samme billede får man i de artikler der er fra udlandet, så, der er nok så som så med forfølgelsen af jøder rundt omkring i verden i dag.

Problemet er måske nok mere i dag alene et jødisk selvforståelsesproblem, end det reelt er et samfundsproblem i verden i dag.

I forbindelse med det for nylig skete, blev både en dansker og en jøde dræbt, - men kun jøderne fik ekstra beskyttelse, ikke danskerne trods det vi er så mange flere!

Heller ikke meget yder på det der tidligere er sket i Frankrig et par gange tyder på der finder en jødeforfølgelse sted.

Omar El-Hussein i Danmark havde forspildt sit liv og i sit eksponerede han det udad og ikke indad over sine egne handlinger, men der var vel reelt ingen planlægning bag, og det virker mest som en indskydelse, der skulle have et mål, først Krudttønden" og siden kom han vel så i tanke om jøderne, - begge steder med mennesker der intet havde gjort ham!

Der syntes at være mange lighedspunkter med det vi hidtil har set især i Frankrig, så typen af gerningsmand kender vi alt for godt, og de tilfældigheder som regerer, samt den mangel på planlægning, der går igen og igen, og hadet der får udtryk bagud i religion og dens selvforståelse, eller rettere misforståelse.

I Amerika er der sgu ikke mange jøder der vil udvandre til Israel, - og grunden er den simple, at de har ganske udmærket, og ikke vil sætte deres livsstil overstyr ved at emigrere til Israel.