Kommentar

Frigørelse er ikke det samme som frihed

Modstandsbevægelsens sejr blev også dens nederlag, fastslår Børge Outze i sit essay ’1945-nederlaget’. Den oplevelse deler frihedskæmperne med mange andre oprørsbevægelser, for de færreste af dem formår at skabe et permanent system for politisk deltagelse eller videreføre fællesskabet, når hverdagen melder sig
Debat
9. maj 2015

Børge Outzes genoptrykte artikel om modstandsbevægelsens afslutning (den 5. maj) peger på en interessant dynamik, der gjorde sig gældende for den danske modstandsbevægelse ved afslutningen af Anden Verdenskrig, og som også findes hos modstands- og oprørsbevægelser generelt: Når bevægelserne når deres mål, ophører deres politiske virke.

Når målet er nået gennem farefulde aktiviteter, hemmelige operationer og fælles front, og den nationale selvbestemmelse, det liberale demokrati eller det klasseløse samfund endelig er en realitet, er der ikke længere behov for mobilisering, aktivisme eller deltagelse.

Fællesskabet, samhørigheden, missionen og oplevelsen af at handle sammen politisk afløses af den normale politisk hverdag, hvor folkelig mobilisering ikke er nødvendig, måske ikke engang ønskværdig. Således nævner Outze den bitre tone i modstandsbevægelsens blade og tidsskrifter over erkendelsen af, at »gamle mænd igen kom frem og tog os sejren ud af hænderne«. Modstandsbevægelsens sejr blev også dens nederlag.

Hverdagen tager over

Dynamikken kan genfindes i mange forandrende og omvæltende begivenheder, store som små: Efter studenteroprøret og afskaffelsen af professorvældet på de danske universiteter, der skete gennem massive blokader, politiske diskussioner og fælles initiativer, måtte de involverede gå fra at være protesterende, aktive og fulde af forandringens optimisme til igen ’blot’ at være studerende. Efter de store borgerrettigheds- og antikrigsdemonstrationer i USA i 1960’erne, hvor et uhørt stort antal mennesker stimlede sammen, agiterede, organiserede sig og lagde pres på det politiske system, blev demonstranterne igen til normale vælgere. Selv om man som politisk bevægelse opnår, hvad man kæmper for, mister man også noget: Man mister glæden ved deltagelse, euforien i projektet, samhørigheden i fællesskabet.

Den tysk-jødisk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt har om nogen tematiseret dette deltagelsens nederlag i sejrens ellers så søde stund. Nær afslutningen af hendes bog om den revolutionære idétradition, Om revolution fra 1963 (oversat til dansk i 2012), citerer Arendt den franske digter og aktive modstandsmand René Char for en oplevelse meget lig den, Outze bringer til tovs.

René Char skildrer visheden om, at der med sejren i 1945 »ikke blot ville være tale om den velkomne befrielse fra den tyske besættelse, men også befrielsen fra den offentlige anliggenders ’byrde’«. Befrielsen og realiseringen af endemålet er også afslutningen på den folkelige, politiske deltagelse og begyndelsen på normalpolitikken, bureaukratiet og de gamle mænds herredømme. Som Outze siger: »Ungdommen kunne sejre, men havde ikke lært at fastholde.« Og sådan kunne historien måske godt fortolkes.

Fællesskabet er afgørende

Folkelig mobilisering, politiske fællesskaber og glæden ved deltagelse afløses uvægerligt af udbredt apati, ekspertvælde og de oplystes nødvendige politik, som flod afløser ebbe, som årstidernes naturlige skifte, som stormen på Bastille altid ender med Napoleon. Udover at beskrive denne dynamik tager Arendt også livtag med en mulig løsning og tematiserer en vej igennem deltagelsens nederlag. Hun sondrer mellem frigørelse og frihed. Frigørelsen er omstyrtelsen af det bestående, sejren over besætterne, mobiliseringen af basis, den forfatningsændrende proces. Det er alt sammen nødvendigt for at opnå frihed, men er ikke i sig selv lig frihed.

At leve frit kræver noget mere end blot at omstyrte, afskaffe og afsætte. Ifølge Arendt kræver frihed et permanent system for politisk deltagelse; frihed kræver, at oplevelsen af deltagelse og fællesskab, der var tilstede i modstandskampen, institutionaliseres og formaliseres, når kampen er ovre. Det kræver en scene, et rum, en institution, hvor folk kontinuerligt kan mødes, diskutere og tage beslutninger – ikke blot i ekstraordinære situationer, men til hverdag. Som Arendt siger, kræver frihed, at det ekstraordinære bliver gjort ordinært; at de glimt af politisk deltagelse, som modstandsbevægelsen oplevede under besættelsen, bliver en ordinær og integreret del af vores hverdag. At rollen som politisk aktiv og handlende ikke afløses af rollen som individuel og privat vælger, blot fordi de umiddelbare politiske mål opnås. Politikkens egentlige mål er for Arendt, og også for Outze, ikke frihed fra undertrykkere og besættere, men derimod politisk frihed – frihed til politisk deltagelse i sammenslutning og fællesskab med ligemænd og -kvinder.

I den henseende er Outzes opfordring til de »halv- og helgamle« om ikke at fordømme ungdommens »sære metoder og tågede mål« i kampen for »en ny himmel og ny jord« lige så vigtig i dag som nogensinde.

Benjamin Ask Popp-Madsen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her