Hanbavianerne trives på universiteterne

Der er noget helt galt med ligestillingen på de danske universiteter. En ny rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser således, at selv om mere end halvdelen af de studerende er kvinder, så er langt de fleste professorer mænd. Faktisk er kun hver femte professor kvinde.

Den store kønsmæssige ubalance er selvfølgelig et alvorligt problem i et samfund, der bryster sig af ligestilling, og som i egen selvforståelse for længst har nået målet.

Men næsten lige så slemt er, at den manglende ligestilling medfører et enormt talentspild. Jo længere op ad karrierestigen man kigger, des færre kvinder kan man få øje på. Mange talentfulde kvinder, der virkelig kunne drive forskningen fremad, er faldet fra, måske endda til fordel for mænd, der ikke har de samme kompetencer.

Der er dem, der siger, at udviklingen vil løse problemet helt af sig selv. Det er sikkert rigtigt, men det vil tage 200 år, og det kan vi ikke vente på.

Mandebrok

Nogen må gøre noget, og heldigvis sker der ting og sager. Pengepuljer etableres, ligestillingspolitikker sættes i søen, og der overrækkes priser til dygtige, kvindelige forskere. Men hver gang et sådant initiativ lanceres, kan man høre en gruppe af velformulerede mænd fortælle, at det også er synd for dem. De kan heller ikke få en eftertragtet professortitel, og de synes ikke, at de kan mærke de privilegier, som de nu frygter vil blive givet til kvinderne.

Nogle gange er ligestillingskritikken helt i hegnet, mens den andre gange hiver en pointe hjem. I hvert fald er det rimeligt at gøre opmærksom på, at penge, politik og priser kun er nyttige, hvis de kan medvirke til en mere grundlæggende forandring af den selvforståelse, som præger mange miljøer på universiteterne, og som i vid udstrækning blokerer for reel ligestilling.

En udfordring er, at der på universiteterne trives en fastgroet forestilling om, at man giver en ledig stilling til den kandidat, der har de bedste kvalifikationer. Desværre følges denne erklæring sjældent af en refleksion over, hvad det egentlig vil sige. Er den bedste kandidat den person, der har skrevet flest artikler, eller er det den, der er bedst til at få ideer og facilitere samarbejde? Eller er det måske den person, der bedst kan bruge sin forskning i undervisningen?

Hverdagssexisme

Hvad der er de bedste kvalifikationer, er langtfra entydigt. Alligevel forholder vi os som oftest naivt til spørgsmålet, og dermed risikerer vi at forveksle vores egne kompetencer med de bedste kompetencer.

Det er vores eget talent, vi spotter hos de andre. Og da det primært er mænd, der definerer ansættelsesbehovet, skriver opslagene og prikker egnede kandidater på skulderen, er der selvfølgelig en oplagt risiko for mandlig reproduktion.

En anden udfordring er den organisations- og arbejdskultur, der dominerer på universiteterne. Der findes eksempler på, at kvindelige undervisere har modtaget sexistiske kommentarer i studenterevalueringerne, og kvindelige studerende har fortalt, at omgivelserne i nogle tilfælde forklarer høje karakterer med køn og ikke med faglighed. Om det så er værre på universiteterne end andre steder, er ikke til at vide.

Til gengæld er det sikkert, at hanbavianerne færdes i fri dressur. De er vant til, at tingene går efter deres hoved, og de slår sig gerne på brystet, når de finder det nødvendigt. Og måske orker mange kvinder ikke rigtig den slags, ligesom de måske heller ikke synes, at den individualistiske og nogle gange usunde konkurrencekultur er fremmende for et godt og produktivt arbejdsmiljø.

Men uanset de specifikke grunde, er det en udfordring, at netop organisations- og arbejdskultur ikke har stor opmærksomhed. Næsten alting tænkes ind i en snæver faglig ramme, og mens ledelserne i andre organisationer sætter mange kræfter bag at skabe en bestemt kultur og et bestemt arbejdsklima, er det ikke kutyme på et universitet. Her er man helst fri for ledelse, man tænker mere i sandhed end i trivsel, og man glemmer, at det også er en helt almindelig arbejdsplads, der næres af diversitet og tilfredse medarbejdere.

At skabe ligestilling bliver derfor en vanskelig opgave. Faktisk er alene erkendelsen af, at der er et problem en udfordring for det akademiske selvbillede. Universitetet er i sin egen forståelse selve højborgen for liberale, tolerante og lighedsskabende ideer og at indse, at man måske ikke selv lever op til dette billede, kommer til at gøre ondt. Men sådan er det med ligestilling: Det er svært, ikke alle bliver glade, men det er helt nødvendigt.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet