International kommentar

Hjernevasken bag Prags skønhed

Få tænker i dag på, at Tjekkiets hovedstad – en af Europas smukkeste byer – er et monument for en gigantisk politisk omskoling. Men efter trediveårskrigen blev hele den bøhmiske provins bygget om til propagandakulisse
Debat
11. maj 2015

Bøhmen er Centraleuropas hjerte, igennem historien druknet i talrige lidelser og strømme af blod. Flere af de største og vigtigste slag er udkæmpet her, men i dag ville Böhmen have været næsten glemt af os europæere, hvis det ikke havde været for den storslåede arkitektur.

Prag er barok. Dette gælder også det bøhmiske landskab. Det er tilstrækkeligt at tage på en endagsudflugt i bilen for overalt at støde på intakte barokbyer, store som små, der synes at have sovet igennem århundreder, mens historien havde travlt andre steder. Deres underliggende struktur genkender vi med det samme fra Franz Kafkas berømte bøhmiske romaner: Som oftest ligger der et slot på et højdedrag og forneden en halvt urbaniseret landsby eller mindre købstad. Alle har det til fælles, at de ser ud, som om de er kommet fra det samme tegnebræt og pr. dekret opført efter samme barokke skabelonen. Og det er også tilfældet.

Moderne hjernevask

Enhver, der kommer her forbi, kan beundre den kompakte og gennem lykkelige omstændigheder bevarede byggekunst – hele denne sværm af kirker, statuer, buer, tårne, brønde, plasterwork og vægmalerier. Men vi ved ikke længere, hvad alt dette betyder. Tidens gang har reduceret det hele til en højere skønhed for øjet. I dag er vi for det meste uvidende om, at det, vi beundrer, måske er den største politiske manipulation eller omskoling i europæisk historie. For længe før Goebbels blev Bøhmen udsat for en politisk indoktrinering, der fortjener at kategoriseres som hjernevask.

Det handler naturligvis om Modreformationen efter Trediveårskrigen. I Bøhmen vandt Habsburg og katolicismen. Hele det protestantiske tjekkiske aristokrati blev henrettet og erstattet med pålidelige katolske og tysktalende besættere, familier som Lichtenstein, Schwarzenberg eller Kinsky. Derefter var tiden inde til at genopbygge hele den bøhmiske provins som et gigantisk propagandakulisse i det, som var tidens barokke smag – en operation, hvis ledelse blev betroet Jesuitter-ordenen, datidens svar på CIA eller KGB. Hvert et skridt, de lokale borgere tog, skulle minde om det katolske Huset Habsburgs sejr over de protestantiske oprørsmagere.

Men denne gigantiske magtdemonstration bakkes i dag ikke længere op af nogen magt. Den er visnet væk. Kun sten, marmor og forgyldning er tilbage. Paradoksalt nok vidner derfor alle de ukendte prinser, helgener og biskopper med deres latinske inskriptioner, som vi ikke længer kan dechifrere, om, at al magt er forgængelig. Selv tjekkerne har glemt gårsdagens undertrykkelse og opfatter dens jordiske rester som pittoreske indslag, man kan tiltrække turister med.

Men hjernevask og propaganda er på ingen måde gået af mode.

Ved siden af Trediveårskrigen er Anden Verdenskrig det moderne Europas største katastrofe. Først blev Bøhmen indlemmet i Tyskland, og efter Hitlers nederlag forbød de allierede alle former for nazisme, stillede den lokale tyske elite for retten og udrensede den, skønt ikke helt så blodigt og konsekvent som i sin tid Bøhmens protestanter. Nazitysklands betingelsesløse overgivelse blev fulgt op af omskoling og ideologisk indoktrinering.

Den har stået på lige siden. Tyskland bærer ansvaret for krigen, og der går næppe en dag, uden at tyske medier eller udsendelser i den bedste sendetid dokumenterer det ene aspekt efter det andet af Det Tredje Riges forbrydelser. Tonen er fordømmende, skyldbyrden overvældende, og hver gang falder den moralske dom blytungt. Som halvt ubevidst baggrundsstøj (der ville have gjort Bøhmens jesuitter jaloux) er denne vedvarende historietime 70 år efter krigen måske nok diskret, men konstant til stede i det tyske samfund.

Tysk selvpineri

Den tyske Vergangenheitsbewältigung er overordentlig vellykket. Tyskerne har påtaget sig ansvaret for deres nylige fortid og er samtidig i dag overbeviste demokrater. Hitlers nederlag er således totalt. Det mindste tilløb til marginal revisionisme er blevet nedkæmpet af tyskerne selv. Forfatteren Martin Walser stod helt isoleret, da han for et par år siden protesterede over, at selv nutidens Tyskland altid ses i skyggen af ​​Auschwitz. Den tidligere kansler Gerhard Schröder fik i bedste fald lunken støtte, da han tryglede om, at Tyskland skulle ses som en almindelig nation blandt alle andre.

Alligevel skal vi huske en vigtig forskel mellem Bøhmen og Tyskland. Det tyske nederlag indskærpes ikke længere af en besættelsesmagt, men af ​​tyskerne selv. Gennem en art selvforvaltning af skyld og ansvar har tyskerne på en unik måde formået at integrere i deres selvopfattelse, hvad andre nationer ville se som masochisme eller forbrydelser, de ikke er alene om at have begået. Hvilke andre nationer ville midt i deres hovedstad have ladet opføre et monument over et folkemord begået i deres navn? Som permanent selvanklage?

Dette har hidtil fungeret fortræffeligt. Men 70 år er ikke langt målt med historiens alen. Næsten 400 år efter den massive Modreformation er Tjekkiet nok Europas mest sekulariserede land.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her