Klumme

Hjertet på rette sted

Kampagnen #givlivetvidere vil have os til at tage stilling til organdonation. Det er ikke svært at sætte sig i organmodtagerens sted. Selvfølgelig skal et barn have en ny lever. Men babyer og mindre børn kan kun modtage organer fra andre med nogenlunde s
Debat
29. maj 2015

Jeg kender verdens stærkeste pige. Det er ikke Pippi Langstrømpe. Det er Mathilde. Hendes historie er kort; en kronisk lungesygdom, cystisk fibrose, et barndoms-, teenage- og voksenliv med operationer, indlæggelser og bunker af medicin. Jeg mener det. Forestil dig et barn i 11-årsalderen, der begynder morgenen med en latter, hvorefter hun tager en hel håndfuld piller i munden og skyller ned med et glas mælk.

Jeg har kendt hende, siden jeg var barn. Og jeg kan huske, vi lå i mørket i mit børneværelse og fortalte vitser, snakkede om drenge, veninder og alt det ind imellem. Døden for eksempel. Forestil dig en pige på 11 år, der midt mellem jokes – »Hvorfor tager århusianere en bildør med ud i ørkenen?« – fortæller, at hun nok bliver 20, måske også 25, men nok ikke 30 år. Så er der stille lidt. De voksne hører rødvinsmusik i køkkenet, Cornelis Vreeswijk: »Felicia försvann, Felicia adjö, Vi måste alla dö. Du kysste mig på munnen, Du log och var försvunnen … «. Og så snakker vi videre. For der er lang tid, til man er 30 år og død, når man er 11 år og i live.

Verdens stærkeste pige med den hæse latter, begyndte at spille skak med Døden. På Rigshospitalet. Døden er som bekendt stormester, en ren Kasparov mod en pige med en lungekapacitet under 20 procent af det normale. De spillede år efter år. Indlæggelse efter indlæggelse. Døden, den fedtspiller, rykkede ind på hende, smilede hånligt. Til sidst lå Mathilde i respirator. Hun havde sagt farvel til sin familie, til sin mor, sin mand og sin søn. Så sjovt er skak heller ikke. Som et sidste forsøg foretog hun en rokade – og spillede remis. Døden tabte underkæben. Overlægen kom ind på stuen, Mathilde kiggede op, og Døden så sit snit til at fjerne et par brikker mere. Overlægen tog venligt Døden om skulderen, pegede ud i venteværelset og rystede formanende på hovedet: »Skak er en gentlemansport.« Så slukkede han skakuret og vendte sig mod Mathilde: »Vi har fundet en donor.«

Mens Døden mopset trissede ned ad Blegdamsvej, fik Mathilde opereret et andet menneskes lunger ind ved siden af verdens måske stærkeste hjerte.

Lige for tiden ser jeg Mathilde på plakater i kampagnen, #givlivetvidere, der opfordrer til at tage stilling til organdonation. Noget, jeg har fortrængt, på trods af, at jeg har kendt hende som barn. Jeg burde have taget stilling for længe siden. Hvorfor vægrer jeg mig ved tanken? Det handler ikke så meget om min egen krop. For mig handler organdonation ofte om unge og børn, der kun kan overleve, hvis de får en donor. Børn skal leve. Mathildes forældre har været angst for at miste deres barn altid. Men børn som både organgivere og -modtagere er en ekstrem følsom og etisk svær diskussion. Mindre børn og babyer kan nemlig kun modtage organer fra andre med nogenlunde samme højde og vægt. Det vil sige andre børn. Problemet med organdonation for mig er, at kroppen ikke er død, når organerne tages ud – og at jeg stadig tror så meget på livet, at jeg fastholder, at så længe der er liv, er der håb. Især for børn. Begge to.

Organdonation sætter to liv stævne: Begge er døende, men et af dem kan muligvis overleve. Hjernedøden er bizar, fordi kroppen stadig virker. Det er nemmere at sætte sig i organmodtagerens og de pårørendes sted, end at forestille sig det uudholdelige; at man en dag skulle kysse sin elskede farvel, lægge øret mod den varme brystkasse og høre hjertet slå, høre livet virke derinde – og så alligevel opgive håbet.

Jeg er selv mor. Jeg kan sætte mig i Mathildes mors sted, men jeg føler mig rædselsslagen og afmægtig ved tanken om det valg, en organdonors mor skal tage. Den beslutning er for stor. Det svære er ikke at give livet videre – det giver man jo netop til sine børn. Det svære er, at give et barns liv videre, når det ikke selv har levet det endnu.

Katrine Sekjær er journalist og dramatiker

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her