Kronik

Hyklergenerationen

Jeg skammer mig over den nærighed og grådighed, der præger min generation. Vi nød godt af årtilange studieforløb på SU, begav os ud i selvudviklende akademia, tog højskoleophold på understøttelse, og lod i det hele taget lysten drive værket. Men over for vores børn prædiker vi effektivitet og afsky for svinkeærinder
Jeg skammer mig over den nærighed og grådighed, der præger min generation. Vi nød godt af årtilange studieforløb på SU, begav os ud i selvudviklende akademia, tog højskoleophold på understøttelse, og lod i det hele taget lysten drive værket. Men over for vores børn prædiker vi effektivitet og afsky for svinkeærinder

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

Debat
4. maj 2015

KRONIK – Som en del af forældregenerationen til børn født i 1990’erne har jeg ofte lyst til at blande mig i den offentlige debat om nutidens unge. Jeg har lyst til at råbe til dem, at de ikke skal lytte til alle de politikere, DI, og hvem der ellers skaber offentligt tilgængelige forestillinger om succesfulde liv, som jeg aldrig ville have lyst til at leve. Det er liv, hvor ord som skatteyder, ekstra A-niveaufag, fjumreår, fremdriftsreformer og karakterkrav er dominerende.

Det er altid meget alvorlige voksne, som fremmaner skræmmebilleder, hvis de unge ikke retter ind, makker ret, strammer op og tager sig lidt mere sammen. Talestrømmen bliver ofte efterfulgt af trusler om arbejdsløshed og katastrofer. Det værste er, at alle disse holdninger på de unges vegne er min generations værste hykleri. Langt størstedelen af dem, der fremfører dem, har selv haft en ungdom med lange sabbatforløb og lange – og for manges vedkommende – uafsluttede uddannelser.

Jeg opfordrer ungdommen til, at holde op med at lytte til den slags voksne! Min generation er grådig, vi har drevet vores samfund ud i massive kriser, vi har taget alle de privilegier fra jer, som vi selv havde, og nej, vi er ikke fattige, vi er langt rigere end vores forældres generation.

Retten til at tage fejl

Jeg er født i 1963, blev student i 1982. Grindsted Gymnasium var et møde med hippieverdenen og andre måder at leve på, end jeg ellers kendte til. Gymnasiet bestod overvejende af ’personlig udvikling’ med en brat opvågnen i 3. g. Jeg nåede at rette en smule op på mit karaktergennemsnit i 3. g, men var langt fra de karakterer, der tjener som adgangskriterie i dag.

Efter studentereksamen fulgte to sabbatår. Herefter et halvt års gymnasiale suppleringskurser. Så studiestart på medicin optaget på kvote to på venteplads – det var det med gennemsnittet. Medicinstudiet var et stort fejlvalg. Da jeg havde bestået forprøven og havde haft adskillige rædselsfulde oplevelser som FADL-vagt i hospitalshierarkiet, måtte jeg erkende, at det var helt galt.

Jeg husker stadigvæk reeksamensholdet i anatomi, hvor min fantastiske underviser så mig i øjnene og sagde: »Nu kan man jo godt leve et lykkeligt liv uden at blive læge.«

Det var et af de magiske øjeblikke i livet, hvor et voksent fornuftigt menneske siger de forløsende ord, som gør, at man kan tage det næste skridt i sit liv. Konklusion: Mit liv skulle styres af – pas på, det her må man næsten ikke sige længere: lystprincippet.

Jeg har altid gået med næsen i gode bøger, derfor måtte valget falde på litteraturhistorie. Det tilføjede endnu et år med kvote to og venteplads, som blev fyldt ud med højskoleophold betalt med bistandshjælp. Jeg fik endda til lidt lommepenge også. Det var i 1980’erne, arbejdsløsheden var massiv. Mange tog på højskole betalt af fagforeningsunderstøttelse eller bistandshjælp. Det klassiske forløb var at arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave et år, melde sig i A-kassen og herefter hæve understøttelse i fire år og tage den med på højskole. Mine børn tror ikke deres egne ører, når jeg fortæller om det. Man skulle tro, det var en historie fra en helt anden tid, men det er kun 30 år tilbage i tiden.

12 års studietid

Det blev til fantastiske år på litteraturhistorie og Center for Kvindeforskning (CEKVINA) i Aarhus. Mange undervisningsforløb står stadig lysende klart for mig – f.eks. et halvandet års forløb om moderne litteratur. Det var et møde med et sjældent autentisk menneske, som brændte for sit fag. Det åbnede mine øjne for en litteratur, som jeg aldrig selv ville være kommet i gang med. Det forløb trækker stadigvæk spor i mit liv. Jeg kan nu som 50-årig læse Proust og tænke: »Wow en berigelse«.

På CEKVINA mødte jeg et eksperimenterende og alternativt akademisk miljø fyldt med kvinder, som blev stærke rollemodeller for mig. Vi arbejdede med andre måder at lære på. Vi kunne i en akademisk kontekst arbejde med psykoanalyse, meditation, kunstneriske udtryk og personlige problemstillinger.

Jeg kom ud med ret brødløse fag, men min studietid har givet stor næring til lykke i mit voksenliv.

Alt i alt har jeg været 12 år om studierne. Skrækeksemplet for moderne beslutningstagere. Som 31-årig stod jeg med en cand.mag. i bagagen plus tre børn, som jeg havde fået på SU. Min mand og børnenes far har tilsvarende haft to sabbat år, syv års studier med et par svinkeærinder og fuld SU til det hele.

Da jeg syntes, jeg manglede at udfordre den kreative side af tilværelsen, tog jeg lige et år på åben uddannelse på håndarbejdsseminariet. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle bruge det til noget, men det var dejligt at arbejde mere praktisk håndværksmæssigt.

Da jeg var færdig i 1995, så det ikke for godt ud med hensyn til at komme ind på jobmarkedet. Men så fik jeg mit første job som gymnasielærer på Maribo Gymnasium. Det førte til den næste erkendelse: Jeg måtte have et gymnasiebifag. Så det var tilbage i et studiemiljø, nu psykologi på RUC. Det blev til en bachelor i psykologi og en fastansættelse på handelsgymnasiet.

Så kaldte lysten til at gå nye veje igen på mig. Jeg lod mig indskrive på cand.pæd.psyk.-studiet på det, der dengang hed Danmarks Lærerhøjskole. Jeg vidste ikke præcis, hvad det skulle føre til, men havde lyst til at prøve noget nyt. I 2004 stod jeg med min anden kandidatuddannelse og et jobskifte til pædagogisk psykologisk rådgivning.

Tak for SU’en, bedstefar

Jeg har på trods af ret dårlige odds aldrig været på offentlig forsørgelse (på nær de fire måneder på højskole) efter endt uddannelse. Jeg tilhører i dag en ret privilegeret middelklasse med spændende arbejde, friværdi, samtalekøkken og udsigt til gode pensioner.

Mine egne børn er vokset op med krav om studentereksamensgennemsnit på 11-12, om at gå direkte fra translokation til videregående uddannelse og højst bruge fem år på kandidatstudierne. Som cirka 25-årige skal de være klar til at blive skatteydere og helst med en lineær progression i deres arbejdsliv. Og så skal de i øvrigt berede sig på at arbejde, til de bliver 75 år.

Ved vores bryllup i 1989 rejste min bedstefar sig op. Han havde været ansat ved DSB hele sit liv og holdt nu en dundertale for os og vores unge gæster, som han vidste, havde været studerende i evigheder. Han gjorde opmærksom på, at det bl.a. var ham, der havde knoklet hele sit liv, for at vi kunne dandere den på SU. Bedstefar mente også, at vi delvist var skyldige i, at hans pension ikke var alt for høj. Situationen tangerede det pinagtige, indtil en af vores venner reddede situationen. Ole slog på sit glas, rejste sig op og sagde, at han gerne ville takke for 10 års SU. Jeg håber ikke mine børns generation skal takke os for fem års studier, depressioner, angst, stress og alt for tidlig død af overanstrengelse.

Jeg skammer mig over den nærighed og grådighed, der præger min generation. Hvor er generøsiteten, glæden og nydelsen for vores børn? Vi er godt i gang med at skabe fortællinger om voksenlivet, som jeg aldrig selv ville have haft lyst til at overtage. Livet er aldrig for kort til svinkeærinder.

Lone Hygum er cand.mag. og cand.pæd.psyk., skolepsykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Skal vi ikke også lige repetere, hvad hamsterhjulet går ud på! Vi skal forbruge for at sikre efterspørgslen, der sikrer job.! Hvis vi forbrugte mindre, ville vi stadig fremstille tilstrækkeligt til at opfylde de reelle behov, men folk ville skulle arbejde mindre.
Idiotien er en karikatur af det, der var engang: at man skulle arbejde for at sikre, at der var tilstrækkeligt med varer til at efterkomme efterspørgslen.

Niels Duus Nielsen, Carsten Søndergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Præcis, Leo.

Steffen Gliese

Men, Lilli Wendt, fjernelse af adgangsbegrænsningen giver kun mening, hvis der er et jobløfte i den anden ende.

Mikkel Madsen

@Grethe Preisler: Du er inde på noget rigtigt interessant der; med "meningsfyldt arbejde".

Hvis ikke ældrepleje og børnehave var meningsfyldt arbejde for BZ'eren, hvad var så?

Endvidere: Hvor lang tid skal vi som samfund betale kontanthjælp og vente på at ungmøen (pragtfuldt udtryk, i øvrigt:-)) finder et meningsfuldt arbejde? Jeg går her ud fra, at hun i øvrigt kunne arbejde.

Selve omdrejningspunktet, navet, i denne diskussion er jo at velfærdssamfundet (herunder med kontanthjælp, børnehaver og ældrepleje) kun kan fungere hvis nogle træder i pedalerne. Hvis ALLE gjorde som ungmøen, så kunne INGEN leve som ungmøen.

På den anden side: Det ville også være et trist og konformt samfund, hvis man aldrig kunne tage en pause fra det nødvendige, men ikke nødvendigvis meningsfulde arbejde.

Det er en fin balance.
I firserne og de tidligere halvfemsere var tendensen hen imod lange dagpenge- SU- og kontanthjælpsperioder, daghøjskolder og ikke-ret-forpligtende handlingsplaner fra AF.
I dag er det den modsatte kurs, der lægges: Korte dagpenge, kun lige netop SU til uddannelsens normere tid og forpligtende jobplaner i jobcentret (ie. du får ikke arbejde formidlet, du finder det selv).

Herman Hansen

De seneste 5 måneder har der været flere kronikker på information.dk, hvis motiver jeg finder tvivlsomme og som kan gemme på et andet formål ind det de giver udtryk for.

Nærværende kronik er en af dem, der vækker min tvivl.

Grethe Preisler

Aldrig hørt om noget, der hedder "Lip Service", før i dag, Herman Hansen?

Mads Meltorn

Kære Ole Brockdorff,

Din nedenstående kommentar bringer lidt tanker igang.

"Men den kære Lone Hygum burde trods alt med sine to fine akademiske uddannelser kunne forstå, at det blandt andet er slagteriarbejderen ude på Danish Crown, der hver dag står og knokler effektivt for at generere et overskud til virksomheden, så pædagoger og psykologer som hende selv kan leve et fedt liv med høj overenskomstmæssig løn. Også selv om Danmark i dag har mere brug for arbejdere og funktionærer i det private erhvervsliv end pædagoger og psykologer, så nationen kan tjene penge hjem til statskassen - for uden det private erhvervsliv vil Lone Hygum dø af sult og hjemløshed."

Det forekommer mig usandt at pædagoger og psykologer ikke er ansat i det private erhvervsliv eller ligefrem er selvstændige. Det forekommer mig at psykologer og pædagoger hjælper, støtter og udvikler børn og voksne til gavn for individet for at være til og fungerer i det samfund vi skaber.
Her er individet både slagteriarbejderen, pædagogen eller Mærsk-figuren.
Jeg får fornemmelsen af taknemmelighed fra Lone Hygum, men bekymring for neo-liberalismens negative indvirkning på det enkelte individ, specielt som barn og ung i rivende udvikling.
Ser du - overbevisende artikuleren med varm luft, små løgne uden dårlig samvittighed, at danne overfladiske og store netværk, fremskyndelse, ikke være introvert og fordybende, konstant fysisk og faglig selv-optimering etc - er blevet grundlaget for indoktrineret succes. Mon ikke den slags skriger efter psykologer og pædagoger nu og mere i fremtiden?
Har hele stress problematiken passerede din næse og unuancerede metafor med slagteriarbejderen og din begrænsende arbejds-identitet fra det private?

Grethe Preisler

Hyklergenerationens identitetskrise

1. akt: 1968 -ildsvåde i genbohuset:
"Den lille nisse greb med begge hænder den vidunderlige bog på bordet, puttede den i sin røde hue og holdt på den med begge hænder - husets bedste skat var frelst! - og så fór han afsted helt ud på taget, helt op på skorstenen, og der sad han belyst af det brændende hus overfor og holdt med begge hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han egentlig hørte til."

2. akt - 30 år senere:

"Men da så ilden var slukket, og han blev besindig - ja: "jeg vil dele mig imellem dem!", sagde han: "jeg kan ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld".

Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre går også til spækhøkeren - for grøden."

Viggo Okholm

Meget kort set ud fra de lange og ganske spændende og personlige indlæg. Jeg synes ikke det er kritisabelt, tværtimod. Jeg opfatter indlægget som modigt og det at erkende offentligt at man hade det fint under uddannelse og fjumreår, synes jeg da er prisværdig. Uanset betingelser ,som jo ændrer sig uafbrudt, så må det vigtigste være trivsel i et forløb, ikke urimelige fordele, ansvar og erkendelse af det. Reelt set er vi jo så hinandens forsørgere og egentlig ligegyldigt hvem der betaler og til hvad. Vi kan ikke alle blive akademikere og bør ikke være det. Det mest sære er at de tror de er vigtigere end rengøringsarbejderen

Niels Duus Nielsen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Kære unge vordende Filosophia m/k,

Mangler du en privatpraktiserende coach og psykoterapeut, som kan lære dig at leve lykkeligt med, at du ikke er et potentielt lederemne med udsigt til højere løn og bedre levestandard end din hjemmegående oldemor, der var gift med en ufaglært arbejdsmand, som hun skænkede 8 børn at skaffe tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet til?

Slå op på de gule sider (findes han, findes han her) - ;o)

Jens Thaarup Nyberg

"Jeg skammer mig over den nærighed og grådighed, der præger min generation. ... "
Generation ? - klasse, vel.

Nisser og stråmænd !

randi christiansen

Nærighed og grådighed? Måske har man bare opdaget at finansieringen igennem mange årtier ikke har været på plads, der er levet over evne på bekostning af natur-og menneskelige ressourscer. Men man kan ikke slippe det vanemæssige overforbrug, og derfor skæres der i stedet ned på livskvalitet og omsorg for og investeringer i de svage - børn, unge, gamle, syge, miljø og offentlige institutioner. Alt lægges ud til konkurrence, så de svageste automatisk elimineres. Hvor dumt, kortsynet og selvundergravende.

Budskabet i den her kronik er vel det at man ikke kan planlægge sit liv eller sit karriereforløb. Det er der (stadig) nogle mennesker i dette land, der tror, at man kan. Altså planlægge at man i 8. klasse skal være gymnasielærer i dansk og samfundsfag og så arbejde på det hele tiden. Eller planlægge at man i 9.klasse skal være frisør, brandmand, smed eller ingeniør eller læge. Men kigger jeg på mit eget liv, sp kan jeg følge skribenten af denne kronik et langt stykke af vejen. Især fordi jeg troede at jeg skulle være gymnasielærer i dansk og samfundsfag, men det skulle jeg så ikke. Og især fordi jeg i 1990erne, som led i Nyrups og SR's arbejdspolitik fik en 300-timers uddannelse i det være lærer i dansk som andetsprog for voksne indvandrere, som stort set har holdt mig beskæftiget, altså selvforsørgende, lige siden. Således er jeg i hovedbudskabet i kronikken: man kan ikke planlægge fremtiden. Tider kan skifte og tider kan henrulle og det der var moderne i dag kan blive umoderne i går. Og en ting til: jeg er meget taknemmelig for at jeg var midt i mine 30'ere da jeg blev ansat som lærer i dansk som andetsprog for voksne indvandrere. Her havde jeg bl.a. prøvet at gå arbejdsløs, deltaget i et kreativt tegne/malekursus på dagpenge, og en hel masse andre spændende ting på dagpenge. Alt dette modnede mig - meget. Unge mennesker i dag går glip af alt det her.

Niels K. Nielsen

Lone Hygum beskriver, hvor vanvittig velfærdsstaten blev op gennem halvfjerdserne og firserne. Det har været ødelæggende for samfundet såvel moralsk som økonomisk, og de omtalte børn må slås med at få velfærdsstaten ind på sporet, som er moralsk og økonomisk bæredygtig. Det vil sige tilbage til kernevelfærden og grundprincippet om, at man skal forsørge sig selv og sine og tage ansvar også for fællesskabet.

Ole Brockdorff :

I din iver efter at glorificere det private erhvervsliv, glemmer du - meget belejligt (selvbedrag?) - en uhyre vigtig detalje:

Det private erhvervsliv verden over har i 150+ år smadret og plyndret den planet vi allesammen bor til leje på. For hvad?

For profit. Og ikke en skid andet.

Og du var/er(?) en af slaverne, der hjalp dem der allerede havde rigeligt, med at få endnu mere.

Man har i 40+ år - uden held - forsøgt at fylde mig med det samme bullshit du skriver/er fortaler for. Men jeg har heldigvis to øjne og to ører og en grå klump imellem, som jeg faktisk er i stand til at bruge til at danne mig min egen selvstændige mening, i stedet for ukritisk bare at gentage den herskende klasses bullshit (og tilmed kalde det 'min egen mening')

Det private erhvervsliv = buh og bah

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvis der er nogen, der trods alt dengang måtte holde igen, var det de studerende, de arbejdsløse og bistandsmodtagerne, selvom det er blevet værre endnu for nogle af grupperne, af helt andre grunde.
Når det kunne lade sig gøre, skyldes det en ganske bestemt ting: at der ikke var efterspørgsel efter arbejdskraften, men at købekraften holdt arbejdsmarkedet delvis i gang.
Og så havde man blik for, at penge kun er udtryk for værdi, ingen værdi i sig selv, men blot en måde at cirkulere købekraft på. Den gik så steder hen, som samfundet fandt i sin interesse, bl.a. altså til højskolerne. Det kunne man virkelig godt tænke sig kom tilbage, egentlig var det vel ikke for meget, hvis enhver ung i landet mellem 19 og 25 kunne gøre krav på et halvt års ophold.

Sider