KRONIK – Jeg blev bipolar som 16-årig. Sygdommen kom som en tyv om natten. Verden sank i grus. Jeg græd i tre uger, sov i tre uger, mistede appetitten, kom til psykolog og psykiater, fik ’nervepiller’, som jeg slugte i desperation, og blev indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling i Helsingør. »Endelig får jeg hjælp!« tænkte jeg. Ha! Jeg fik en diagnose, antidepressiver og bedøvende medicin og blev anbragt på en skibsbriks med en brækspand som sidemand. Her lå jeg i tre uger.
En dag blev jeg kaldt ind på kontoret, hvor personalet var samlet. En læge beskyldte mig for at modarbejde behandlingen. Målløs vaklede jeg ind på briksen med en sygeplejerske vimsende i hælene. Hun trøstede mig med, at lægen ikke havde ondt i sinde. Han ville blot afprøve mine freudianske forsvarsmekanismer! Efter udskrivelsen forsøgte jeg at bygge et liv på ruinerne af det, der brast, men virkeligheden var fremmed og skræmmende. Med min nyerhvervede bipolare identitet hørte jeg ingen steder hjemme. En behjertet psykolog søgte forgæves at proppe mig ind i sunde sammenhænge. Til sidst gav jeg fortabt, åd en anselig håndfuld piller, blev pumpet ud og overført til den lukkede i Glostrup.
Lyden af Ruko
Livet på den lukkede var ikke for svæklinge. Vi var seks på stuen, der var en larm uden lige og en skizofren medpatient var ved at skodde en smøg i øjet på mig. Plejerne gik rundt og raslede magtfuldt med nøgleknipperne. Lyden af Ruko runger stadig for mine ører.
Efter en måned kom to hvidkitlede forskere og overtalte mig til at hoppe med på et dobbeltblindt medicinsk forsøg. Formålet var at finde bedre behandlingsmetoder. Det lød besnærende. Tre uger senere begyndte jeg at tvangsgrine højt og uhæmmet. Overlægen på den åbne gennede mig ind i et rum fyldt med personale og turnuskandidater. Jeg blev anbragt på en stol midt i lokalet, skraldgrinende og bundulykkelig, mens de professionelle nyfigent betragtede mit tilfælde. Bagefter blev jeg smidt i seng, fik en sprøjte og sov i fem døgn. Senere brød jeg ud i mani og tudede som en ulv. To mandhaftige plejere smed mine ejendele op på en seng og rullede mig tilbage på den lukkede, hvor jeg blev lagt i bælte. Der var ingen snor at trække i, så jeg måtte skamfuldt tisse i sengen.
Da jeg efter ni måneder i Glostrup endnu ikke viste tegn på bedring, besluttede lægen, at jeg skulle overføres til et daghospital i Gentofte til ’afhospitalisering’.
Her stod den på alternativ behandling i alle afskygninger. Gestaltterapi, transaktionsanalyse, bioenergi, aggressionsøvelser, krop og sex ... Lægen tog medicinen fra mig. I grupper på seks arbejdede vi med os selv og krøb ind under huden på hinanden. Konfrontationsterapi. Tak for kaffe! To gruppekammerater begik senere selvmord.
Behandlingen bed ikke på mig, så jeg blev tilbudt individuelle sessioner. En tidlig morgen skulle jeg mødes med to terapeuter, en mandlig læge og en kvindelig fysioterapeut i kælderen under hospitalet. Her bad de mig smide tøjet, bortset fra trusserne. Midt i kælderrummet var en stor madras, hvor de opfordrede mig til at slås, korporligt, med den lige så afklædte kvinde. Men jeg kunne ikke vise vrede på kommando.
Sammenbruddet kom rullende helt tilbage fra treårsalderen. Således blev jeg provokeret til at genopleve det tidlige tab af mine forældre. Helbredt blev jeg ikke. Tværtom. Efter fire måneder i skærsilden blev jeg udskrevet.
Mit liv som rask
Vi flyttede på landet, jeg fik en ny depression og blev indlagt i Slagelse. Her sørgede en hjertevarm og knalddygtig psykiater for at stille den endelige diagnose. Jeg kom i behandling med litium, et stemningsstabiliserende stof, og fik hjælp til at gennemføre journalistuddannelsen. Psykiaterens taktik var en tresporet behandling: mindst mulig medicin, forebyggende samtaler efter behov og hjælp til at løse sociale problemer.
Hu hej, hvor det gik! 10 måneder efter studiestart fødte jeg min datter. Vi pendlede mellem Aarhus og Slagelse. Lidt bøvlet med en baby, men det gik. Straks efter den afsluttende eksamen fik jeg job på et fagblad i København, og selv om det var hårdt at være mor og fuldtidsansat pendler, jublede jeg over omsider at stå på egne ben, at sørge for mig og mine.
En stakket frist. Få år efter min debut på arbejdsmarkedet begik min far, som også havde bipolar lidelse, selvmord foran et gennemkørende godstog. Jeg kom aldrig på benene igen. Mange og lange indlæggelser, medicin tålte jeg ikke længere, dybe depressioner blev afløst af kortvarige opsving. Jeg fik serier af chokbehandlinger, som slettede hjernens harddisk. Hukommelse, koncentration, kreativitet, empati – alt var væk. Mit sind var slukket. Ihærdige forsøg på at komme i arbejde mislykkedes, og lægerne gennemtrumfede en førtidspension. Mit liv var forbi. Mand og børn så fortvivlede til, mens jeg visnede ned og gav op.
Fordomme og uvidenhed
Jeg er stolt af at være i live efter 43 år i psykiatrien. Takket være mere eller mindre kyndig behandling, en fordomsfri kæreste og to barmhjertige børn, har jeg skabt mig det bedst mulige liv.
Til gengæld er jeg bekymret for de mange, der ikke får livreddende hjælp, men i stedet bliver stemplet og behandlet som uduelige udskud, der bare skal stramme ballerne og komme i arbejde. Hvor mange af de ca. 140.000 danskere med bipolar lidelse nikker ikke genkendende til følelsen af at blive betragtet som frastødende og farlige af uforstandige medmennesker, der bliver storskrydende og arrogante eller slået med tavshed og trækker sig væk, når vi viser voldsomme følelser? Måske skyldes frygten fordomme og uvidenhed? Lad mig fortælle, hvad jeg ved:
Bipolar affektiv lidelse er en af de fleste kendt som maniodepressiv sygdom. Kimen ligger i generne, og sygdommen kan fremprovokeres af svære belastninger eller svigt. Symptomerne er humørsvingninger ud over det sædvanlige. Nogle har langvarige, invaliderende depressioner, efterfulgt af let mani, andre livstruende maniske episoder med psykotiske træk, som uvægerligt slår over i depression. Ind imellem er der ’raske’ perioder.
Begrundet frygt
På trods af sygdommens usynlighed mener mange, at vi er farligere end andre. Frygten for at komme for tæt på os er på sin vis velbegrundet. Efterhånden som psykiatrien skrumper og manglen på kvalificerede behandlere bliver åbenlys, vil vi se flere med bundløse depressioner eller galopperende manier, hvor den sindssyge i ’gerningsøjeblikket’ forretter stor skade på egen og andres tilværelse. Ubehandlet kan sygdommen udløse en så destruktiv kraft, at den knuser familier, fører til økonomisk ruin, afskedigelse, tvangsfjernelser, trusler på livet, vold, i værste fald manddrab og selvmord. Venner, kolleger, familie bliver skræmt fra vid og sans og børnene i værste fald mærket for livet.
En tidlig indsats kan forhindre, at lidelsen folder sig ud i al sin kraft, men mange unge er skrækslagne for at ende i det psykiatriske system og få et stempel, der aldrig kan vaskes af. Andre mener, at det ikke er dem, der er syge og holder sig derfor på tilbørlig afstand af behandlingssystemet, indtil politiet tropper op for at assistere ved en tvangsindlæggelse.
Jeg forestiller mig, at tvang igen bliver hverdagskost. Vi vil formentlig se flere behandlingsdomme, der bliver trængsel på de retspsykiatriske afdelinger, og vi er tilbage til den tid, hvor man ikke indlagde folk for at helbrede dem, men for beskytte samfundet mod uregerlige elementer.
Omkostningerne – menneskelige såvel som økonomiske – tør jeg ikke tænke på.
Hanne Sloth har været psykiatrisk patient siden 1971. Hun er uddannet journalist, men er i dag førtidspensionist og debattør
Tak for en fin artikel.
Jeg tror, flertallet er bange for mennesker med psykiatriske diagnoser, fordi det repræsenterer et tab af kontrol og/eller forbindelsen til virkeligheden. Det første gør folk usikre, fordi de frygter for deres egen sikkerhed, og det andet giver ubehag, fordi det er ukendt og en af de ting, som vi instinktivt frygter.
Hvis man ikke har prøvet psykisk sygdom selv, kan det være svært at gennemskue hvordan det er at miste kontrollen og konsekvenserne heraf, og den manglende erfaring kan gøre det svært at aktivere sin empati. Som vi jo så i øvrigt har i forskellig grad.
Jeg synes, det er godt at høre fra mennesker med psykiatriske diagnoser, men det ville også være godt at høre noget mere fra pårørende uden diagnoser, fordi de kan give et indblik i sagen, som måske er mere forståeligt for mennesker uden egne erfaringer.
Sjældent har jeg mødt et større offer for systemet end dig og det ville da for alle skabe en ring af vrede, selvmedlidenhed, selvhøjtidelighed, stolthed og hvad vi ellers har af dødssynder, men alle disse følelser og al den frygt har du jo givet slip i og håndteret så godt, at du nu, modsat din far, kan leve med det og hvad angår det psykiatriske system, kan man kun tilslutte sig at det ikke er perfekt og så er det jo flot, at du ikke lader frygten styre dig for frygt og perfektionisme er det klassiske doublebind bag mange psykiske symptomer og ofte en forhindring for at mærke sig selv, således går også alkoholikere på druk når de er pressede og ikke formår at håndtere og sætte ord på deres følelser og dødssynder, men selv med den rette behandling er der mange der dør alligevel, måske som et udtryk for, at det trods alt er gud som bestemmer…
Jeg er ikke bange for dig! - og egentlig er der kun at sige; hold nu kæft hvor er du sej. Men jeg har lyst til at sige til dig at behandling, fordomsfri kæreste og barmhjertige børn ikke alene gør dig i stand til at have et, som jeg læser det, OK liv i dag. Du har selv en andel - giv dig kredit for det også! :)
Godt klaret, godt kæmpet, godt skrevet. Jeg ønsker dig det bedste :)
Hudløst og vigtigt indlæg!
Helt fundamentalt er denne kronik tankevækkende fra mange synsvinkler:
1. Som vidnesbyrd om hvordan det kan gå for en person, som ikke passer ind i "skabelonen for et velfungerende menneske", hvad det så end er for en størrelse og hvem der definerer den
2. Som eksempel på hvor svært det er at skelne mellem "anderledes" og "syg" på det psykiske område:
"Kimen ligger i generne, og sygdommen kan fremprovokeres af svære belastninger eller svigt. Symptomerne er humørsvingninger ud over det sædvanlige. Nogle har langvarige, invaliderende depressioner, efterfulgt af let mani, andre livstruende maniske episoder med psykotiske træk, som uvægerligt slår over i depression. Ind imellem er der ’raske’ perioder"
Man kan godt argumentere for at dette sådan set bare er beskrivelsen af at have en vis intelligens og et vist temperament og at en uforholdsmæssig stor gruppe af mennesker hører ind under denne hat.
Om dem som passer på ovennævnte beskrivelse har en kronisk sygdom eller ej, afhænger meget af hvem man har at snakke med, når det går skævt, og hvilken overordnet tilgang man har til livet. Nogen slipper nok lettere grebet i livets rodeotyr end andre og nogen har måske aldrig oplevet andet end at sidde på en græssende malkeko.
(som det må fremgå, er disse overvejelser ikke fremmede for mig. Jeg har også selvmord og sjove gener i rygsækken fra mine forældre)
3. Du minder mig lidt om Lise Nørgaards Maude-figur i Matador, som jo i virkeligheden viser sig som en enormt stærk kvinde i de rigtige omstændigheder og i en vis forstand reddes, da hun overvinder sig selv og sin selvmedlidenhed/weltshcmertz og indser, at verden kalder - men ikke venter - på hende.
4. Pas nu på. Når det er lykkedes efter så mange år at få balance i tingene og et tåleligt liv, er det nok ikke det sundeste tankespor at bekymre sig for de andre psykisk syge, det er et stort og vanskeligt emne og din psykologiske skrøbelighed og din status som førtidspensionist er nok ikke den bedste forudsætning for empatisk at flytte ind i de andre svage.
Fokusér i stedet på stien foran dig og lad de normale overskudsmennesker om at håndtere det psykiatriske behandlingssystem
Tak Hanne fordi du stadig råber op om, hvor ringe og mangelfuld psykatrien er og altid har været og det er værre nu end nogensinde før.
"Efterhånden som psykiatrien skrumper og manglen på kvalificerede behandlere bliver åbenlys, vil vi se flere med bundløse depressioner eller galopperende manier, hvor den sindssyge i ’gerningsøjeblikket’ forretter stor skade på egen og andres tilværelse."
Det behøver ikke være psykiatriens skyld. Mange tidligere el. nuværende psykiatriske brugere, som det vist hedder nu, har symptomer mellem de to yderpunkter. Det kan også være faldende tolerance i det omgivne samfund og deraf følgende voksende krav til psykiatrien, der bliver mere synlig i form af et voksende antal borgere med psykiatriske diagnoser. Er der ikke også kommet flere diagnoser inden for de seneste årtier?
"Ubehandlet kan sygdommen udløse en så destruktiv kraft, at den knuser familier, fører til økonomisk ruin, afskedigelse, tvangsfjernelser, trusler på livet, vold, i værste fald manddrab og selvmord. Venner, kolleger, familie bliver skræmt fra vid og sans og børnene i værste fald mærket for livet."
Meget af det kan også ske omend på andre måder, hvis de psykiske lidelser behandles. Nogle personlighedsafvigelser kan ikke helbredes og kan ikke behandles med medicin.
"Her stod den på alternativ behandling i alle afskygninger. Gestaltterapi, transaktionsanalyse, bioenergi, aggressionsøvelser, krop og sex (... )" I grupper på seks arbejdede vi med os selv og krøb ind under huden på hinanden. Konfrontationsterapi. "
På den måde læres en adfærd, som ikke accepteres i samme omfang uden for det psykiatriske behandlingssystem. Det er en adfærd, der også kan knuse familier, føre til afskedigelse og medføre, at "venner, kolleger, familie bliver skræmt fra vid og sans og børnene i værste fald mærket for livet" bare mentalt i stedet for fysisk.
I hvert fald er min egen erfaring med noget, der er diagnostiseret som en skizoid personlighedsafvigelse, at behandling kræver svar på nogle spørgsmål, som almindelige mennesker ikke stiller hinanden, herunder spørgsmål om motiver for alm. accepterede normer. Det er skræmmende at blive konfronteret med ubevidste normer og vaner, uanset om det er udlændinge eller sindslidende, der gør det. Fx. drabsforsøg er på en måde nemmere at forholde sig til.
Tak for indlæg. Hanne du skulle tage en snak med Guri Lundberg Petersen "Guri's vejbelysning" tror det vil kunne hjælpe dig . Endnu engang tak for din histore.
Psykiatrien er tilsyneladende mere præget af tilfældighed end videnskab, og p.gr.a. tavshedspligten får offentligheden kun, som her, sjældendt indblik i det herskende vanvid.
Gør som Hanne: Fortæl, fortæl, - - - -
Tak for artiklen, der er dejligt, at du er her og kan skrive en artikel, hvor vi kan laese, hvad du har oplevet. Nogle dele af hvad du har oplevet i psykiatrien gennem aarene gjorde rigtigt ondt paa mig at laese. Det er jeg ked af, at du har maattet opleve. Men jeg er taknemmelig for, at du vil dele din erfaring med os. Hvordan kan jeg ellers laere? Jeg er glad for at laese, at du ogsaa moedte den dygtige psykiater!
Det er et spørgsmål om held, mange i psykatrien er bare på -job-...de gode, er på en -mission-
Der er desværre en opfattelse, i befolkningen om at psykisk sygdom , i en eller anden omfang, er selvforskyldt. Kliniske Depression er ikke “ordt I livet”, melankoli og “min hund er lige død ked af det”. Det er en livfarlig tilstand, hvor reationelle tanker er væk. Det ligger under bevisthedsnivauet og uden for viljens kraft.
Du har være heldig, du har fået mand og barn og har taget nogle små rigtig beslutninger, i en situation hvor de rigtige valg er så svære at tage (og nogle dygtige behandlere har taget nogle for dig).
Jeg er selv stemplet for livet, alt hvad jeg siger bliver vejet “er dette et rationelt udsagn?”
Hilsen fra en førtidpensionere ”kollega.
Ang. godstog og selvmordere , så er folks tanker som regel:
1. Det er synd for loko-føren
2. Åh nej mit tog bliver forsiket
3. Når ja, der er en der er død....hvordan fejer de liget op?
Liden tanke på hele den afdødes, mentale smertehelvede.
Det er godt skrevet, men også skræmmende. Ikke underligt, hvis "almindelige mennesker" bliver bange. Jeg tror, det handler mest om, at det kunne overgå dem selv.
En af de tunge diagnoser at have hængende over sig. Man vil straks blive stemplet som "farlig" eller andet i den dur. Næsten lige så slem og misforstået som Skizofreni.
Godt indlæg.
Tak Hanne. Meget smukt skrevet og indsigtsfuldt. Meget tragisk selvfølgelig også, idet din far, ligesom mange andre med sygdommen, ikke opnåede den forsoning med sit skæbne som du gjorde.
Ingen behandler system nogensinde ville kunne redde alle, men den kan selvfølgelig altid gøres bedre. Desværre er det de 10 sidste år gået i forkert retning, og jeg er fristet til at sige det ikke er på trods af men til dels på grund af alle politisk myndighedernes misforståede forsøg på at løfte kvaliteten i psykiatrien, hvor der aldrig har været reelle hård og forpligtigende finansielle opbakning til deres (på papir) flotte projekter.
På dette tidspunkt sidste år blev der trompeteret klart og rungende med behovet for nedbringelsen af tvang i psykiatrien, og hvad man ikke var parat til at bevilge for at sikre at et mål om halvering af tvang ville nås. 12 måneder senere står vi på randen af en finansiel afgrund skabte af de meste drakoniske besparelses krav til datoen.
Du har meget skarpt gennemskuet hvad det kommer til at betyde. Disse besparelser vil slet ikke spare noget for samfundet men tværtimod blive til en forøget omkostning i det lidt længere løb.
Politikervældet overdøver sig selv, medierne og samfundet med dets floskler, mantraer og dogmer om, hvor vigtigt det er at hive folk ud af overførelsesindkomstssumpen og tilbage på arbejdsmarkedet, alt imens de på livet løs sponsorerer en arbejdsmarkedsudvikling, der gør arbejdsmarkedet stedse mere intolerant, enerådigt, og fjendtligt overfor alle, der ikke kan eller ville leve op til dets sær krav om, at man robotagtigt indordner sig og gør arbejdet til ens religion, som man skal være parat til at ofre alt for. ('Omstillingsparat' hedder vist nok det vigtigste sakrament.)
Hanne Sloth er en af tre medvirkende i dokumentar om bipolar lidelse der kan ses på dr.dk frem til 18. januar 2017 https://www.dr.dk/tv/se/tema-om-bipolar/-/nar-sindet-splittes-mit-liv-so...