Kære Amalie Langballe! Jeg er hende, du kalder den pæne pige med de krydsede ben, i din klumme »Penisfælden«. Jeg er hende, der ikke går i penisfælden. Trods mine 23 år er jeg nemlig jomfru i al tænkelig forstand, og jeg vil gerne tro, at det mest er af eget valg. Indrømmet, jeg vælter ikke ligefrem i tilbud, men sex har da været på tale, jeg er bare sådan en kedelig kliché, der ikke kan adskille følelser og sex, og jeg har aldrig været forelsket. Af den simple grund har mit liv hidtil været penisløst.
Det betyder ikke, at jeg ikke har lyst eller ikke var at finde dybt begravet i Nutella-bøtten som barn. Jeg er ikke aseksuel eller utiltrækkende, og jeg lever ikke i overensstemmelse nogle bestemte religiøse overbevisninger. Jeg er bare.
Det betyder heller ikke, at jeg fordømmer dig, der nyder sex. Det siger jeg kun, fordi det åbenbart ikke er en selvfølge – så havde dit indlæg ikke været nødvendigt i første omgang.
Vi er altså ikke hinandens fjender, selv om menneskets seksualhistorie nok gerne vil foreslå noget andet. I virkeligheden er vi ret ens, for vi lever begge, som det passer os bedst, og vi har begge oplevet at blive beskæmmet af den grund.
Jeg er jomfru (så har alle vist hørt det). Det har jeg det faktisk fint med. De fleste dage. Det er jo svært at savne noget, man aldrig har haft – selv om urkræfterne slider i mig indimellem. Andre dage føler jeg mig forkert, uerfaren og værst af alt ukvindelig.
Selv om jeg er enig med dig i, at kvinder ufatteligt nok stadig bliver udsat for slutshaming i stor stil, så er de samtidig hyperseksualiserede i medierne, og her kommer jeg – bebrillet, tætknappet og med arme og ben helt ind til kroppen. Selvhadet og skammen er de dage til at tage og føle på.
Bænket ved børnebordet
Men måske tager jeg alligevel fejl, når jeg prøver at gøre mit problem og min skam til en kønsdiskussion, til en kvindens byrde. Jeg vil tro, at en jomfruelig mand må være under endda mere pres. En rigtig mand skal jo have ukontrollabel lyst, han skal være seksuel offensiv, og derfor vil jeg faktisk hellere søge årsagen til min skam et andet sted end i traditionelle kønsroller og kønsdiskrimination. Det kan også blive lidt kedeligt i længden. Måske handler det mere om det, de sang i Bølle Bob, måske er voksne jomfruer ikke rigtig voksne, ikke rigtig børn, vi er Freuds Unheimliche, der minder folk om det, de selv har mistet. Uskyld er en sød og charmerende kvalitet i et barn, men voksne skal være kønsmodne, oplyste og vidende, for længst smidt ud af Edens Have. Hvad laver jeg ved børnebordet?
Ved en rusfest på universitetet bekendte jeg i en brandert til de andre, at jeg altså aldrig havde haft sex. Ja, jeg gik vel i jomfrufælden for at blive i dine begreber, Amalie.
Det var midt under en omgang af legen ’jeg har aldrig’. Til dem, der ikke er fortrolige med den leg, indrømmer man på skift en ting, ofte og helst af seksuel natur, man aldrig har gjort. Har en af de andre imidlertid, skal vedkommende række hånden op. Efter en lang række af »jeg har aldrig haft sex i en bil,« og »jeg har aldrig taget den i numsen,« og »jeg har aldrig haft sex med en af eget køn« var jeg kommet til at kede mig bravt med hånden under bordet, og drak i stedet rigeligt kompenserende. På en sådan skæbnesvanger cocktail af kedsomhed og alkohol demaskerede jeg mig selv og blev mødt først med flakkende øjne og tavshed, efterfulgt af de spage ord: »Det er da modigt af dig at sige.«
Flere ting har jeg taget med mig fra den leg. Den første er den mest umiddelbare og blivende: nemlig skammen. Åh, hvor var jeg dog åndssvag. Hvorfor pillede jeg mig selv ned på den måde, hvorfor lod jeg de andre vide, at jeg ikke var ligesom dem? At jeg levede unaturligt. Den anden ting kom først langt senere, efter at skammen havde lagt sig lidt, og jeg kunne bære at reflektere over episoden. Det var erkendelsen af, at jeg mellem trekanter, firkanter, fetichister og nudister (ja, den leg tager folk vidt omkring) åbenbart var den modige. Jeg var den rammesprængende, den outrerede. Hvis der var andre jomfruer med til den fest, så var de i hvert fald kloge nok til tie stille med det.
Håndværkertilbud
Ydmygelsen nåede sit ultimative højdepunkt, da jeg til en anden uni-fest oplevede at blive paraderet rundt af en veninde til hendes kammerater, så jeg kunne være sammen med en af de heldige herrer og på den måde forstå, at der altså overhovedet ikke var noget galt med mig.
Jeg var gået i jomfrufælden igen, og måtte løbe grædende fra festen som en anden åndssvag Askepot, fordi mine omgivelser endnu engang havde bekræftet over for mig, at jeg var forkert. Et håndværkertilbud.
Så hvis du, Amalie, som en seksuelt aktiv kvinde, er luder, så er jeg Madonna, og hvis du er et bollehul, så er jeg et ekkolydende tomrum, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er mest stigmatiserende.
Jeg er ikke den pæne, dydige og afholdende pige. Det privilegium er forbeholdt 15-16-årige, der trods hormoner og oprørssyndrom formår at gå uden om penisfælden.
Nej, jeg er pebermøen, jeg er enspænderen, jeg er hende, der nok er lesbisk, jeg er sær og ensom, jeg er sippet og værst af alt kedelig. Og jeg skal fikses. Hvor mange gange har jeg ikke hørt den velmenende, men ydmygende forsikring: »Vi skal nok finde en sød fyr til dig, bare rolig!«
Eller min families anmassende spørgsmål: »Skal du ikke snart have dig en kæreste?« Er min adfærd virkelig så afvigende og usædvanlig, at den kræver andres hjælp og bekymring?
Din mand fra Nørrebro havde nok heller ikke vurderet mig passende kærestemateriale.
»Jeg tror bare, du vil ende med at lægge meget mere i det end mig«, »jeg synes ikke, du skal spilde den oplevelse på mig, når du har ventet så længe«, »jeg dater ikke jomfruer«. Du er under anklage for at være i dine lysters vold, og jeg er i mine følelsers. Hvor er det ærgerligt, vi ikke bare kan finde ud af at slappe af, hva’?
Skyggefulde regler
Vi har faktisk meget til fælles, du og jeg, vores seksuelle historier til trods. Jeg elsker også min mor, min kat og Matador-boks. Desværre har vi tillige skammen til fælles. Både den, vi faktisk føler, og den, vi føler, vi burde føle. Og er det virkelig latterlige ikke, at vi i et samfund, der skal forestille at være for længst seksuelt frigjort, overhovedet har det sådan? Skal dække os til på Nørrebro, men løsne lidt op til unifesten, og leve under et sæt skyggefulde regler, vi ikke rigtig forstår, men mærker vægten af.
Sex kan vi nemt tale om, men ikke at have det bliver lidt ubehageligt. Jeg er kønsmoden, jeg har lyst, jeg er født med alle de rigtige dele og har da afgjort i sinde at bruge dem en dag. Men ikke før jeg er klar, og det er en beslutning, jeg har det godt med, så hvor ville det være befriende, hvis alle andre også havde det.
Og nu er der sikkert nogle, der tænker: Hvis hun er så træt af at blive dømt, hvorfor holder hun det så ikke bare for sig selv? Til dem må jeg sige: Du er en del af problemet. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at være med til at fodre og forstærke tabuet med min skam. Så her er jeg endnu en gang, i håbløst mindretal, med alt mit forbandede mod, klar til at gå i jomfrufælden med denne kronik. Jeg føler mig nøgen og sårbar – næsten ligesom efter samleje. Har jeg hørt.
Emilie Kellberg er bachelorstuderende på litteraturhistorie ved Aarhus Universitet
Kære Emilie. Tak for dit indlæg :-) Jeg husker tydeligt, hvordan det føltes, da jeg selv var på din alder og den eneste i hele verden, der stadigvæk var jomfru. Eller sådan føltes det i hvert fald... Jeg var 28, da jeg endelig mødte manden i mit liv. Der er mange andre derude, der har det på samme måde som dig, er jeg sikker på. Og måske kan dit indlæg give dem modet til at være lige så åbne og ærlige som dig - og ikke skamme sig over at være lidt anderledes end flertallet.
Navlepilleri er en stadig mere og mere populær sport, men er kun af virkelig værdi, hvis andre kan inviteres til at overvære pilleriet.
Måske endda nogle få finder andres selv-dissekering af interesse, men i artikelform er det en smule kedsomt.
Mon et valg, der kræver så mange ord til begrundelse, nu også er dybtfølt??
Man kunne jo nøjes med, "fordi jeg vil".
Hej Emilie.
Fedt indlæg, det var en fornøjelse at læse.
Jeg er selv aseksuel og har aldrig været seksuel aktivt. Selvom vi på den front er forskelligt positioneret, så vil jeg mene, det betyder ufatteligt meget for både aseksuelle og ikke-aseksuelle, at det bliver italesat, hvad er fravalg af sex betyder - om det er i en periode, indtil man finder den rette eller for evigt.
Følgende afsnit gav især genklang for mig, fordi det indfanger manges reaktioner på aseksualitet også: "Nej, jeg er pebermøen, jeg er enspænderen, jeg er hende, der nok er lesbisk, jeg er sær og ensom, jeg er sippet og værst af alt kedelig. Og jeg skal fikses." Og det bevidner i mine øjne, hvordan vi lever i et samfund med et seksuelt imperativ, der gør et fravalg af sex problematisk, hvis ikke direkte patologisk. (Det kunne måske også siges at være reflekteret i det faktum, at der på dansk mig bekendt ikke er et ord for et aktivt tilvalg af sex - modsat aktive fravalg som cølibat og abstinens.)
Uden seksueldrift var vi forlængst uddøde som race. Når seksueldriften kontrolleres mere og måske af flere og flere, jo bedre er det da for jorden og alt andet liv på den. Det er da også noget dyrisk griseri ;-)
Berømte (og sikkert også mindre berømte) mænd har også haft det sådan: fravalg af sex indtil senere i livet, af den eller den anden grund. Det berømteste eksempel er nok Goethe, som var stort set uerfaren indtil kort før de 40 - og hvad der så skete, kan man læse om i hans Romerske Elegier & Venetianske Epigrammer, poetisk transformeret. Emilie Kellbergs sproglige veloplagthed tyder på at hun nok klarer sig.
Jeg synes ikke jeg lavede andet end at kneppe eller tænkte på at kneppe fra jeg var hvad 17 til ... jo, det er vel aftaget lidt - dog ikke så meget som jeg regnede med. Men da vi i min generation debuterede i halvfjerdserne var P-pillerne lige kommet frem og i mit tilfælde kom der ingen børn ud af det og derfor tænker jeg nogle gange at det måske havde været meget rart hvis man kunne have valgt fra. At du kan det, Emilie, skal du da bare være glad for. Der er så meget andet sjovt man kan bruge sin tid på og når/hvis det virkelig gælder, så går det nok helt af sig selv.
At kneppe eller ikke at kneppe.. nu mangler vi vist bare oplæg fra de,
som insisterer på at kneppe med håret sat op i rottehaler
iført tanktop
imens de reciterer "Krig og Fred" eller måske "Ulysses"..
En nydelig skrevet historie af en fra generation "Mig".
Hvis man livet igennem forsøger med fornuft at undgå at ryge ind i dårlige oplevelser, risikerer man at sidde tilbage som et gammelt menneske uden de gode.
"Hvad sender de gode skribenter i baisse
hvad holder de slette skribenter i live?
At alle, som skriver, men ikke kan skrive,
læses af alle, som ikke kan læse."
(frit efter hukommelsen - vistnok Piet Hein)
De to kronikker (Penisfælden og Jomfrufælden) ligner overfladisk set hinanden.
Men der er fanden til forskel på den litterære kvalitet af de to essayisters produkter.
Navlepilleri? Selvcentreret? Ja, måske, men det står da lynhurtigt klart. Så lad dog være med at spilde jeres tid med at læse det!
Men kommentarerne er måske ironisk ment? "Jeg er så vigtig og klog, at hvis jeg ikke finder en artikel relevant og spændende, så burde den virkelig ikke offentliggøres"?
Kan I virkelig ikke se komikken i at stemple debatindlæg som navlepilleri?
Herregud, hver eneste kommentar - naturligvis mine inkluderet - er da navlepilleri :-)
Hvis man lever et liv anderledes end den gængse norm i et samfund vil man altid blive vægtet, målt og vejet af normaliteten. Og det uanset hvordan man lever anderledes.
Det er på godt og ondt uafværgelig og kan ikke kompenseres for gennem lovgivning.
Det er til syvende og sidst en befolknings normer, som udgør grundstenen for kulturen og samforståelsen for, hvordan spille reglerne skal fungere i mellem befolkningen.
Det kræver styrke og energi at leve anderledes.
Jeg har ondt af dig og alle dem, der føler som dig. Da jeg var ung i firserne måtte jeg erkende, at der kun er en ting der tæller - jeg blev beruset af det. Du skriver et pseudoforsvar for at flytte vores dyriske lyster fra pik..n til hjernen eller kus..n til hjernen. Kast dig dog ud i ungdommens medfødte hit nummer et.
Jeg er ret overrasket over, hvor mange voldsomt, nedgørende reaktioner, der er skrevet her over for, hvad jeg synes er en ærlig fremstilling af de problemer, der opstår ved at leve sådan et liv - ikke fordi man ikke bryder sig om "normale" mennesker, men fordi man simpelt hen har det fint som man selv har det til trods for "anderledesheden".
Jeg vil gerne dele, at jeg i knap to år var i et forhold med en kvinde, som før vi mødte hinanden var jomfru.
Jeg har prøvet at være den fyr, der ikke kunne forstå hendes valg, og som havde svært ved at indpasse mig grundet min til sammenligning enorme seksualdrift.
Men med tiden (som foråbenligt i alle forhold) lærte vi at forstå hinanden, kompromittere og imødekomme hinanden, og det var der, hvor vi begge udviklede os endnu mere som mennesker.
Jeg skal ikke belære nogen, men jeg vil bare sige, at det overhovedet ikke hjælper ikke at prøve på at sætte sig ind i sådan en problematik, og i stedet dømme den "anderledes" bare fordi de ikke følger en uerkendt norm.
Jeg takker for indlægget, og vil, især i lyset af de negative kommentarer, udtrykke, hvor godt jeg synes at du har skrevet indlægget Emilie.
Jeg håber du en dag finder en, der kan imødekomme dig, som du kan imødekomme ham, så intimiteten og endda det seksuelle ikke bliver alt for besværligt i begyndelsen. Der hjælper ærlighed netop utroligt meget selvom det nogen gang vil synes at det lidt fjerner forelskelsens "magi".
Så vil jeg ikke sige mere om den sag, end at det forhold jeg var i dengang, stadig i dag er det bedste jeg nogen sinde har været i.
Mattia Guidarelli
Du kender ikke for-historien og tror derfor, at reaktionerne i kommentarsporet er en reaktion på denne enkelte artikel.
Fuldt forståeligt.
Måske vil du også bedre kunne forstå kommentarerne når du får oplyst, at Information, som mange af os betragter som en meget seriøs avis,
forudgående har serveret os en mindre serie af beretninger om sprængte anuser og sugardaddy-historier af mere eller mindre kunstnerisk tilsnit.
Man kunne godt forestille sig at der, om jeg så må sige, er opstået en vis (over)mættelse, hvilket kommentatorerne på måske ikke den mest elegante men meget oprigtige facon forsøger at formidle redaktøren af seksual-sektionen
Befriende ærligt og ikke spor forkert. Nogle mennesker er faktisk født med evnen til at skelne imellem fysisk, overfladisk sex og kærlig erotik. Andre skal afprøve hele registeret og først når de bliver hudløse (i sjælen) opdager de, hvad det vil sige at elske. Hvis det altså ikke lige er for sent.
Det er i hvert fald tydeligt at nogle - mænd! - føler sig provokeret så de skal gå i sproglig forsvarposition når de oplever at der er kvinder der tillader sig ikke at være kønsobjekter - og så ovenikøbet skrive om det!
"Tino Rozzos" udtryk "sild" er pinligt selvafslørende i denne sammenhæng. Mon han har problemer med sin maskulinitet? og mon han i det hele taget findes med det efternavn (som
betyder "ubehøvlet" - forsåvidt rigtigt nok)?
En opfordring til Debatredaktionen at undersøge: findes manden med det navn i virkeligheden? eller bør han blokeres fremover?
Vi har alle skam, sikkert religiøst kultur betinget.
Jeg skammer mig over ikke, at have defloreret en ferrari i en rød kjole. Jeg kører rundt i en citroen, det skammer jeg mig også over.
Folk går alt for meget op i hvad andre gør, tænker, køber, synes og jeg kunne blive ved. Om jeg forstår det. Jo, jeg går selv gået i fælden mange gange, sammenligner mig med andre, og det kræver da en stor indsats og ikke er det altid at det lykkedes... men for fanden, når man tænker efter, hvor kunne vi få mange flere interessante artikler at læse af mennesker med tydelige mere interessante talenter end hvad der foregår eller ikke foregår på lagnerne eller mellem benene eller hvad og hvor der foregår noget... er jeg den eneste der bliver tung i roen når samtalenålen drejer sig ind på sex området?
Sex er som alt andet blevet objektiviseret... og det er jo det der er problemet. Man gør det fordi man kan det.
Emilie - du er ikke gået i nogen fælde... det er alle de (vi) andre der er!
Hvis man føler behovet for at afklæde sig selv offentligt og beklage sig over sine egne seksuelle præferencer, så bliver man nok nødt til at tåle at folk tager stilling til dem og kommenterer på dem.
Jeg mener det er navlepilleri, at have behov for at fortælle omverdenen om sin jomfrudoms tilstand, ligesom jeg mener det er selvhævdelse at prale af sine erobringer i offentligt regí, men det er jo kun min ringe mening.
Selv om den måtte være af ringe karakter, så agter jeg ikke undskylde den, eller smide med sten efter de der mener anderledes.
Sex er dejligt, hvis der er nogen har behov for en kulturel binding til en person, før de tillader selv sig at få den oplevelse, så er det synd for jer.
Kære Emilie
Det lyder som om du snart er parat til at prøve det, for du tænker vist rigtig meget på det. Jeg kan kun sige: "Glæd dig, du kommer ikke til at fortryde det." Første gang må gerne være med en man tror man er forelsket i, men forvent dig ikke at det holder. I det hele taget, det bliver på en måde bedre hvis man ikke gør sig alt for mange forventinger om for mange ting og i stedet bare lader sig rive lidt med og bare suge oplevelsen ind. Føste gang er speciel, den glemmer man ikke, man bare rolig der kommer mange andre gange man heller ikke glemmer. Held og lykke der ude :-)
Et stort "Hurrar" til jomfrufællen. Godt gået bitte pige, du har noget, som galskaben mangler.
Du har forstået LIVET og det´s naturlighed. Du bestemmer selv, og det bevidner , at DU tilhører LIVET.
Et liv som ikke tilhører (pille, kemi narkomaner eller finansspekulanter) af alle arter.
En pige, som bare forsøger at finde "naturligheden" i sig selv, "LIVET" i sig selv og når det er fundet også tør dele det med "et andet" i formerings processen.
NB: Om "DU" tilhører hun eller hankøn´s problematikken er værdiløsheder, hovedsagen er, at du er produktions villig på dine egne betingelser sammen med din modstander, og ikke lader dig forvirre af "propaganda" model beskrivelser.
Hun skulle da forlængst have lært, at administrere et aktivt kønsliv.
Tak for for et et super velskrevet indlæg til debatten. Det har været lidt en øjenåbner for mig, da det er et emne der sjældent bliver behandlet og en situation som man sjældent oplever da mange, pga. de oplevelser du beskriver, vælger at holde det for dem selv.
Jeg hører selv til den gruppe der ville have mødt din udmelding i "jeg har aldrig" legen, med tavshed og forvirring. Jeg har gennem det meste af min ungdom været styret af driften, og selvfølgelig taget en masse dumme valg, så det er svært for mig at forstå at nogle i den grad selv har taget magten.
I modsætning til slutshaming, som egentlig bare er en primitiv og forhåbentlig uddøende gren af en konservativ og gammeldags kønopfattelse, så er de reaktioner du møder meget sværere at bekæmpe. Simpelthen fordi nogle har medlidenhed med dig og gør hvad de gør i bedste mening.
Vores samfunds forhold til sex minder meget om middelalderens forhold til religion. Os (selektivt) aseksuelle - eller bare dem, der stadig er jomfru, når de fylder 16 - er nutidens hekse og kættere, og skal brændes på bålet.
Sex er det nye "opium for folket", og mange af de centre i reptilhjernen (et levn, der er flere millioner år gammel), religionen taler til, taler sex også til. Men det er ikke så meget sex i sig selv; mere det overordnede, kapitalistiske paradigme, der har overtaget religionens rolle.
Og det er næppe tilfældigt, at dem der har det største behov for at tilhøre en "religiøs", autokratisk enhed, også er dem, der er mest intolerante over for "kætterne".
Det her burde du også læse: http://www.information.dk/533935
De to artikler som Emilie og Amalie har skrevet rammer plet. Om der så er nogle læsere der fejer dem væk, med argumenter som at det bare er "generation mig" der taler, skal ikke gøre dem mindre relevante. Skam er aldrig en god ting. Og den eksisterer i høj grad både i forhold til "penisfælden" og "jomfrufælden". Tankerne fra begge disse piger er overraskende genkendelige, og opfordringen til alle om at tænke over denne skam, forholde sig til den, ikke bare tage den for givet, men måske endda lægge den fra sig - er derfor fuldkommen på sin plads.
Det er helt op til den enkelte, hvorvidt med hvem, hvornår, eller overhovedet ikke... hvorvidt sex er en "Penisfælde" eller en "Jomfrufælde. Objektivt set, skal begge begreber naturligvis respekteres - uanset ens libido.
Selve sex-akten er STÆRKT overvurderet... men har en helvedes markedsførings kraft i et moderne samfund udadtil.