Kommentar

Kinas kvarte århundrede rinder ud

Indiens vækstrater har i år overhalet Kinas – og på længere sigt står landet til at erobre positionen som Asiens største økonomi
15. maj 2015

Hvis man skal visualisere Asiens to giganter, tænker de fleste mennesker vel på Kina, der ræser af sted i verdensøkonomiens absolutte førerfelt, mens et stadig dysfunktionelt Indien ikke kan holde trit, men halter bagefter. Ofte tales endog om det 21. århundrede som »Kinas århundrede«, på samme måde som det 20. århundrede er blevet kaldt »det amerikanske århundrede«. Nu viser det sig, at Kina muligvis kan blive nødt til at nøjes med blot et kvart århundrede.

En af de største økonomiske nyheder i år er, at Indiens økonomi nu vokser hurtigere end Kinas. Bevares, ikke ret meget hurtigere endnu. Ifølge de officielle tal er Indiens årlige vækstrate nu 7,5 mod 7,4 procent for Kina, men der grund til at tro, at den reelle kinesiske vækst ligger betydeligt lavere.

Ser vi nøjere på de to lande, falder det i øjnene, hvor enormt meget Indien har at indhente. Navnlig er kontrasten i infrastruktur slående: Kina har 100.000 km flersporede motorveje, Indien sølle 1.000 km. Men også forskellene i indkomst og produktivitet er ganske store: BNP per indbygger i Kina er mellem tre og fem gange højere end i Indien, afhængigt af hvordan man beregner det.

Men dette øjebliksbillede skal vi ikke lade os forvirre af. Vi skal kun 35 år tilbage, før meget forholdt sig anderledes: Dengang var indkomsten pr. indbygger i Indien stadig højere end den i Kina. Det var den daværende kinesiske leder Deng Xiaopings beslutning i 1978 om at åbne den kinesiske økonomi, der udløste de seneste tre-fire tiårs spektakulære økonomiske vækstrater. I den periode voksede Kinas med godt 10 procent om året.

Rundt regnet betyder dette, at Kinas økonomi er blevet næsten tyvedoblet siden 1978, og heri finder vi forklaringen på, at kineserne er så langt foran nu. Indiens vækstrate lå i det meste af denne periode på ganske respektable tre eller fire procent, hvilket resulterede i en fordoblingstid for indisk økonomi på næsten 20 år. Det svarer blot svarer til en tredobling for hele perioden.

Indien overhaler

Der er imidlertid ikke nogen naturlov i, at Indien skal være kronisk fattigere end Kina. Inderne forsømte bare at hoppe på vækstbussen.

Og nu er næste bus ankommet, og Indien har ikke blot indhentet, men overhalet den kinesiske vækstrate. Antagelig med et større forspring, da flere forhold antyder, at Kinas erklærede vækstrate kan være ren fiktion.

Kina undgik den globale recession efter finanskrakket 2008 ved at skrue maksimalt op for sine kredithaner og iværksætte den største udbygning af infrastruktur – veje, boliger, jernbaner og lufthavne – verden endnu har set. Det siges således, at Kina alene inden for de seneste tre år har brugt mere cement, end USA gjorde i hele det 20. århundrede. Men kapitalistiske økonomier kan ikke undgå recessioner for altid. Landet er nu fuld af tomme boligblokke, den private gældssætning er fordoblet på fem år, og recessionen er på vej.

Under alle omstændigheder ville Kinas periode med højhastighedsvækst have været begrænset. Japan havde også et kvart århundrede med vækstrater på næsten 10 procent fra 1955 til 1980 og nåede i et stykke tid op på at være verdens næststørste økonomi. Men da indkomsten pr. capita først var nået op på den højtudviklede verdens niveau, faldt Japans vækstrater til de niveauer, man kendte herfra: mellem to og fire procent. (I dag er de tæt på nul.)

Faktisk har alle østasiatiske økonomier (undtagen Nordkorea, naturligvis) fulgt samme mønster: et langvarigt udbrud af højhastighedsvækst, fulgt af et fald til et stabilt niveau, der svarer til normen for højtudviklede lande, så såre en vis grad af velstand var opnået.

Kina har også haft sit kvarte århundrede med 10 procents vækst, og nu klinger væksten tilsyneladende kraftigt af. Det officielle tal for økonomisk vækst sidste år var stadig over syv procent, men ser vi alene på de mindre, let manipulerede tal for jernbanegodstransport, elproduktion og bankudlån, bliver indikationen, at den reelle vækstrate kun var på omkring tre procent. Det vil sige under halvdelen af ​​Indiens.

Kina gråner

Yderligere et forhold vil holde Kina tilbage i fremtiden, nemlig det konstante fald i befolkningen af personer i arbejdsdygtig alder. Indiens fødselsrate er stadig på 2,7 børn pr. kvinde (om end den falder hurtigt). Kinas er højst på 1,7, og etbarnspolitikken betyder, at det endda kan være lavere end det. Så færre og færre unge kinesere glider ind i arbejdsstyrken, mens der ikke vil være nogen knaphed på unge indere.

Indiens samlede befolkning vil overhale Kina inden for de nærmeste fem år (lige nu er begge på omkring 1,3 milliarder) – derefter vil kløften vokse støt. For mens Kinas befolkning skrumper, og dets økonomiske vækst aftager, er Indien kun lige på vej ind i sit gyldne kvarte århundrede med økonomisk højhastighedsvækst. Det betyder, at inden for 25 år vil Indien kunne være tilbage i den position, det har holdt i det meste af de seneste 2.000 år: Det vil igen være Asiens største økonomi.

© Gwynne Dyer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Kapitalistens lønkampsang:

Every limbo boy and girl
All around the limbo world
Gonna do the limbo rock
All around the limbo clock
Jack be limbo, Jack be quick
Jack go unda limbo stick
All around the limbo clock
Hey, let's do the limbo rock

Limbo lower now
Limbo lower now
How low can you go

Den tidligere indiske diplomat M.K. Bhadrakumar havde bl. a. disse bemærkninger til ”nyheden” 22. januar:
IMF forudser at Indiens vækst vil være hurtigere end Kinas næste år, men et reality check er nødvendig.
Et relativt ugunstigt internationalt økonomisk miljø (i forhold til firserne og halvfemserne, da Kina steg og løftede 700 millioner mennesker ud af fattigdom). Mere grundlæggende halter Indien også bagefter Kina i sociale indeks og det faktum, der er en stærk sammenhæng mellem uddannelse og sundhed på den ene side og produktivitet på den anden. Opretholdelsen af konstant høj vækstrate skal også gå gennem en dreven prioritering af udenrigspolitiske mål. Hvis Indiens BNP skal nå Kinas nuværende BNP så skal det opretholde et tempo i væksten på 9,65 procent i gennemsnit årligt i det næste kvarte århundrede.
For så vidt angår Kinas vækst er aftagende, er billedet mere komplekst. Bundlinjen er, at karakteren af kinesiske vækst er under forandring. Overgangen er ikke uventet i betragtning af den omstrukturering med mindre vægt på regeringensledet investeringer på økonomisk vækst, åbenhed over for den private sektor, anvendelse af nye teknologier, skifte fra mange traditionelle industrier til e-handel osv, skift fra store projekter til dynamisk mindre virksomheder og så videre. Et utrolig vanskeligt skifte fra en økonomi drevet af investeringer til en drevet af forbrug, med en høj risiko for, at investeringerne begynder at falde, forbrug (som i øjeblikket kun udgør 36 procent af Kinas BNP) tager tid at indhente. Overgangen kan vare et par år, og det er klart, tocifret, halsbrækkende vækst er ikke længere den målestok for at vurdere ydeevnen. Indtil videre har Kina skabt mere end ti millioner arbejdspladser i byerne i 2014, mens realindkomsten steg, og indkomstforskellen mellem rig og fattig blev indsnævret.