Klumme

Kinesisk mundkurv

Min liste over kinesiske kilder og journalistkolleger, der tør tale og skrive kritisk, svinder hurtigere end nogensinde. Det kinesiske styre synes ikke om kritik på følsomme områder som social uretfærdighed, miljøødelæggelse og magtmisbrug
Debat
7. maj 2015

For nylig forsøgte jeg at ringe til en miljøaktivist nede i det sydvestlige Kina. Jeg havde talt med ham flere gange før, men nu var begge hans mobilnumre lukket. Jeg fik i stedet fat på en af hans venner, som forklarede situationen.

»Han er blevet fængslet. Vidste du ikke det?« spurgte hun. »Myndighederne anklager ham for at ville undergrave statsmagten, så han kommer nok ikke ud foreløbig.«

Efter samtalen åbnede jeg på computeren et Excel-ark med navne og kontaktinformationer på de kilder, jeg tidligere har talt med, og markerede miljøaktivistens navn med rødt. Der er efterhånden mange røde navne på listen. For præsident Xi Jinpings stadig hårdere strammerkurs over for civilsamfundet har gjort det sværere at få fat på kilder, der tidligere turde tale relativt åbent og kritisk, lige meget om emnet var forurening, korruption eller magtmisbrug. Hvis kilderne ikke ligefrem er smidt i fængsel, så giver mange udtryk for, at de nu er bange for at tale. Politiet har simpelthen advaret nogle af dem om ’alvorlige konsekvenser’, hvis de taler med mig.

Endnu en understregning af det stadig barskere politiske klima fik jeg forleden, da jeg i Beijing stødte ind i en gammel bekendt. Han var del af gruppen af undersøgende kinesiske journalister, som specielt i 00’erne var modige nok til at grave dybere, end de censurerede medier tidligere havde fået lov til. De afslørede social uretfærdighed, miljøødelæggelse og grove forsømmelser og magtmisbrug fra myndighedernes side. Men den tid er ved at være forbi, sagde min journalistkollega. »Hvem gider lave ordentlig journalistik i den nuværende politiske situation?« spurgte han, og fortalte, at han selv har meldt sig ud af kampen og nu har forladt journalistikken.

»Der er så mange vigtige historier, men vi får ikke lov til at fortælle dem. Til sidst fik vi jo slet ikke lov til at trykke noget som helst.«

Han er ikke alene med den følelse. Ifølge en kinesisk medieforsker er antallet af journalister, som bedriver undersøgende, kritisk journalistik, faldet med to tredjedele de sidste tre år. Det er en konsekvens af, fortæller journalister, at censuren er blevet strammere, og antallet af direktiver fra kommunistpartiets propagandabureau, som fortæller medierne, hvad de må og ikke må trykke, er øget drastisk. Og siden Xi Jinping kom til magten i 2012, er de journalister, der afdækker de historier, som myndighederne vil holde skjult, i stadig større grad blevet degraderet, fyret eller fængslet.

»Det er den værste situation, jeg har oplevet i min karriere,« fortalte en anden journalist mig sidste år.

Ifølge Committee to Protect Journalists, en organisation, der promoverer pressefrihed, sidder 44 kinesiske journalister nu i fængsel – hvilket er 12 flere end året før og det højeste antal siden 1990. Og i øvrigt det højeste antal noget sted i verden. Der er ovenikøbet rapporter om, at journalister er blevet udsat for tortur og hårdt tvangsarbejde i kinesiske fængsler.

I den mere bløde ende bliver journalister nu i større grad end tidligere også tvunget til at gennemgå ideologisk skoling, hvor de igennem en prøve skal vise, at de lever op til ’det marxistiske syn på journalistik’ – det vil sige, at journalisterne skal underlægge sig kommunistpartiets politiske linje, og medierne er et instrument for partiet til at ’guide’ den offentlige opinion. Journalistiske vagthunde frabedes altså.

»Jeg vil gerne være journalist, men ikke under de her forhold,« fortæller min journalistkollega. »De vil kun have, at vi er deres talerør,« siger han om partiet.

Styrets forsøg på at kue kritiske kilder og medier er del af Xi Jinpings ønske om at fremstille en glatpoleret, lydefri version af nutidens Kina, men det vil ikke gøre noget positivt for at løse samfundets sprængfarlige problemer.

Martin Gøttske er Informations korrespondent i Beijing. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her