Da regeringen i 2006 privatiserede fiskekvoterne, stod de små familieejede både langs Vestkysten til at blive ædt op af store rederier. Men ikke i Thorup Strand. Her satte de lokale fiskere sig op mod storkapitalen ved at opbygge et andelsorganiseret kvotelaug. Professor i etnologi Thomas Højrup er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug, og han er ikke i tvivl om, at fiskerfamilierne er i færd med at skabe et bæredygtigt alternativ til kapitalismen.
– Hvordan er lauget et udtryk for en frihedskamp mod kapitalismen?
»I 2005 besluttede den borgerlige regering og DF at privatisere Danmarks havfiskekvoter, som indtil da havde været fælleseje siden Knud den Hellige. Hver bådejer fik en kvote svarende til den procentdel, båden havde fanget de seneste tre år. Marx har præcist beskrevet det klassiske overgreb, som den oprindelige akkumulation. Det sker, når naturen kapitaliseres for første gang.
Da man privatiserede kvoterne, dannedes den oprindelige akkumulation af kapital på havet. De første to år steg prisen på ejendomsretten til at fange fisk med 1000 procent. Havet blev en ejendom, man kunne pantsætte og sælge. Det er sådan, kapital fungerer. De spekulative kapitalister købte kvoter, som var det værdipapirer, mens mange ældre fiskere, der havde part i en båd, sagde ‘hov, hvis vi kan sælge båden for en million, hvorfor så ikke komme ud af det nu?’ Og så gjorde de det. Det betød, at de unge ikke længere kunne begynde som fiskere. De skulle ud og leje kvoter af opkøberne og spekulanterne, de nye kvotebaroner.«
– Hvordan frigjorde I jer fra det kapitalistiske marked?
»Kort efter at kvoterne blev privatiseret, var halvdelen af bådene i Thorup Strand til salg. Nabo-fiskerlejet Lild Strands flåde blev solgt på en måned. Udfordringen var at spørge: Skal det her samfund overleve, eller skal det ikke? Vi valgte det første. Fra at have kæmpet imod, at man kunne købe og sælge kvoter, skulle vi lige pludselig til at købe lynhurtigt for at få hevet mest muligt ud af markedet, inden markedsprisen blev så høj, at det blev umuligt. Et år efter vi havde købt for 25 millioner, var kvoterne mere end 80 millioner værd, og folk udefra begyndte at sige: »I skal da sælge!« Men fiskerne sagde: »Det er jo papirpenge, de er ikke 80 millioner værd for os; De er vores fremtid.«
Køber naturen tilbage
– Men hvordan undgik I at ryge i investorernes vold?
»Grundtanken med lauget er, at der ikke må kunne komme spekulanter ind og blive medlemmer af lauget for at tappe en merværdi eller lave en fjendtlig overtagelse. Derfor skal du være registreret kystfisker på fuld tid for overhovedet at blive medlem. Jeg er formand for lauget, men jeg er ikke medlem, for jeg fisker ikke.«
– Men var jeres strategi for at ekspandere ikke lige så kapitalistisk og spekulativ som rederiernes?
»Kapitalisme er i øjeblikket den herskende økonomiske kultur, men der er mange andre økonomiske kulturer. Vores synspunkt er, at vi trækker ressourcer ud af det kapitalistiske marked og bruger dem til at udvikle fællesskabet.
Vi køber naturen tilbage, men sælger ikke ud af den igen. Så erhvervelsen af kvoter sker på det kapitalistiske markeds præmisser, men fremtiden for de naturværdier, vi køber, er trukket ud af den profitdrevne økonomiske kultur og flyttet over i enkel vareproduktion. Det vil sige et fiskeri, som fiskerfamilien skal kunne leve af, men som ingen skal kunne profitere af. I det omfang vi får afdraget lånet på kvoterne, kan fiskeriet drives på helt andre præmisser, fordi naturen ikke skal forrentes til nogen, der vedvarende skal have en profit ud af havet.«
– Hvori består friheden, hvis alle fiskere er afhængige af hinanden i lauget?
»Vi kæmper ikke for individualistisk frihed, men for den frihed, der skabes i en kollektiv praksis til det fælles bedste. Det Aristoteles kalder for et fællesgode. Fiskernes mål er ’frit fiskeri’, og med det mener de, at vi skal samle ikke-kapitaliserede kvoter nok til, at man kan drive flittigt fiskeri, når der er rigeligt med fisk, og have mulighed for at nedsætte fiskeritrykket, når der ikke er fisk. Det kan du ikke på et kapitalistisk kvotemarked, hvor du uanset fiskebestandens bæreevne skal betale dine terminer.
I det system er man nødt til at intensivere fiskeritrykket, når naturen har mindre at give af. Det er for dumt. Fællesskabet betyder også, at fiskerne erobrer en stordriftsfordel. Der er større værdiskabelse i at sælge 30 ton samlet end to ton hver især. Udfordringen er at få den sociale bæredygtighed til at fungere. Hvis vi skal sælge i fællesskab, så skal jeg sørge for at punke dig, så du laver en lige så god kvalitet som mig og omvendt.«
‘Fuld skod’
–Men opstår den kapitalistiske spekulation ikke, når kvoter skal fordeles internt?
»Vi har et princip, der hedder ligeligt nedefra og op. Det er en klassisk problemstilling i antikapitalisme, at der ligger et lighedsprincip til grund.
Men verden er ikke lige, vi har ikke alle sammen brug for det samme.
I lauget har alle lige meget ret til kvoten. Om du kom ind sidste år eller for fem år siden, betaler alle det samme for at komme ind, så det har ikke indflydelse.
Men fiskerne har brug for noget forskelligt. Nogen har små både, andre har store både.
Nogle driver det ene slags fiskeri, andre driver et andet. De unge vil fiske meget, de ældre mindre. Nogle er ene på båden, andre er flere mand. Så lauget laver et uddelingsmøde tidligt på året. Her tager vi for eksempel torskekvoten og siger: ’Hvem vil have fem tons torsk?’ Så siger de alle sammen ’fuld skod’ – det vil de have. Så siger man, hvem vil have fem mere, og sådan bliver vi ved. Efterhånden er der flere og flere, som ikke har brug for mere.
De, der vil have mest, får det sidste. Så kan man gøre en ekstra indsats og få mere ud af det.
På den måde får vi et system, hvor fundamentet er lighed, men det passer samtidig til den enkeltes behov. Fællesskabet bliver ikke en spændetrøje, og man bliver ikke bare skruet ind i en planøkonomi. Det synes jeg i sig selv bidrager til udvikling af en bæredygtig økonomisk kultur.«
– Men er det konkurrencedygtigt?
»Hvad angår industrifisk og stimefisk som sild og makrel, hvor hele stimen kan indkredses af et stort fartøj, kan vi ikke være med. Men alle de øvrige fisk, som er hovedparten af dem, vi spiser, lever spredt på havbunden. Dem fanger vi, for du har meget større omkostninger, hvis du skal trawle en større mængde sammen på én gang, fordi du skal bruge mere olie per kilo fisk.
Samtidig er de unge fiskere hernede 16-18 år gamle, når de går i gang, og de er indstillet på at spænde livremmen ind og arbejde hårdt for sagen.
Helt anderledes end en lønmodtager, der vil have sin tarif fra otte til fire. Når det går dårligt, deler de omkostningerne, og når det går godt, deles de om overskuddet. Partsfiskeriet er virkelig fleksibelt, robust og konkurrencedygtigt.
Partsfiskerne er hele tiden over deres ting; passer på dem, vedligeholder og reparerer dem. Det gør lønmodtagere ikke af sig selv, de er mere ligeglade og bestiller hellere en håndværker.«
– Hvis I er konkurrencedygtige, hvorfor bliver kvoterne så købt op af trawlerrederierne?
»Det skyldes de herskende stordriftsfordele på finansmarkedet. Jo mindre kapitalstærk man er, desto højere rente betaler man. Så hvis man er et lille fiskersamfund, betaler man en langt højere rente, end hvis man er en stor koncern, som i forvejen har meget kapital i ryggen.
Renteniveauet afgør, hvem der kan købe, og hvem der ikke kan købe. Den margin skal vi finde ud af at overvinde. For der er stadig ældre fiskere, som sidder med den kvote, de fik tildelt, da privatiseringen blev gennemført, og mange af dem vil nødig sælge til de store trawlerrederier, hvis de i stedet kan sælge til kystfiskerlauget. Alene fordi de synes, at rederierne ødelægger havbunden.«
En romantisk idé? – Men er fiskerlauget så ikke bare en romantisk idé, der bliver styrket af, at folk godt kan lide bæredygtighed lige nu?
»Romantikken spiller ingen rolle her i fiskermiljøet. Hvis det var en romantisk tankegang, ville motivationen ikke være der. Fiskeriet er forankret i virkelige livsformer.
Både folkene nede i pakhuset og de andre ude på bådene skal kunne have en livsform, som gør et helt dagligliv og et familieliv muligt. Vores unge fiskerfamilier vil ikke være fattigere end andre. Vi er nødt til at skabe et alternativ til den nuværende katastrofekurs, der er økonomisk bæredygtigt. Samtidig skal det være kulturelt bæredygtigt, socialt bæredygtigt og biologisk bæredygtigt, så det ikke bare er her i dag og i morgen, men også om 20 år og 30 år. Det er det, vi kalder bæredygtighedens firkløver.«
– Har jeres aktivisme potentiale til at udbrede sig?
»Det havde andelstanken jo. Men jeg tror ikke, det er sådan, at et samfund enten er kapitalistisk, enkel vareproduktion eller socialistisk eller feudalt.
Hvis du tager det kinesiske flag, ser du en stor stjerne; den Kinesiske Folkerepublik fra 1949, og fire små stjerner. De står for arbejderne, bønderne, småborgerskabet og de patriotiske kapitalister. Det er de fire livsformer, der hver især kan yde noget til landet i hver deres forskellige sektorer.
De fleste samfund er sammensat af forskellige produktionsmåder, og der er nogle steder, hvor én produktionsmåde står stærkt og andre steder, hvor den har det svært.
I fiskeriet har partsfiskeriets enkle vareproduktion stået stærkt, men i en ret individualiseret udgave. Lauget har videreudviklet partsfiskeriet med fælleseje af retten til havets naturgoder gennem andelsorganisering, og det, tror jeg, kan komme til at stå stærkt i fiskeriet også på globalt plan.
Hvorimod det er meget sværere at forestille sig i for eksempel elektronikindustrien.«
– Hvad er målet?
»Man kan måle succesen på, hvor mange kvoter vi formår at trække ud af det profitdrevne marked. Hvert eneste ton kvote vi trækker ud, øger den fælles bæredygtige kvote med et ton og formindsker den brutale kvote med et ton.
Det er det, ejendomsretten giver mulighed for. Du kan nedbringe det skadelige og øge det bæredygtige i én og samme proces.«
Moderne modstandskamp
Seneste artikler
’Kun nationalstaten kan garantere vores frihed’
15. maj 2015Den homogene nationalstat er den eneste organisationsform, som kan sikre solidaritet og dermed demokrati. Samtidig er den suveræne nationalstat og stop for ukontrolleret indvandring afgørende, hvis vi skal bevare global mangfoldighed, mener lektor i statskundskab Søren Hviid PedersenHelten er den ledige, der siger nej til et job uden overenskomst
17. april 2015Friheden til at have et arbejde, der giver mening både personligt og økonomisk, er truet, mener bestyrelsesmedlem i 3F’s lærlingeklub og tømrer Helga Mathiassen. Solidaritet er stadig arbejdernes eneste våben, men skal det være effektivt, skal de genopdrages til at stå sammen, understreger hun’Hamas kæmper en kamp for frihed’
16. april 2015Når Hamas dræber civile israelere, er der ikke tale om terror, fordi alle israelere er soldater og dermed medskyldige i besættelsen af de palæstinensiske områder. Hamas er derimod en modstandsbevægelse, der kæmper for frihed, forklarer højtstående medlem af Hamas og professor ved Gazas Islamiske Universitet, Salam Salameh
Det fan'me noget at det mest opmuntrende jeg længe har læst
Jeg er sikker på, man godt kan finde på en metode, der efterligner det i elektronikindustrien.
Det er selvfølgelig prisværdigt at en gruppe fiskere forsøger at kæmpe imod privatiseringen af nævnte havfiskekvoter. Konstruktionen er dog ikke meget anderledes fra mange andre aktieselskaber, bortset fra at man har indgået en aftale om ikke at spekulere i egne kvoter.
Der er dog ikke noget ved hele projektet, som er decideret antikapitalistisk. Thomas Højrup henviser til et begreb om "enkel vareproduktion". Netop her misforstår Højrup Marx. Ifølge Marx referer den simple varecirkulation ikke til en reelt historisk eksisterende produktionsmåde, men derimod til "overfladen" af det moderne kapitalistiske samfund. Derfor starter Kapitalen med at analysere den simple varebytning- og cirkulation, for dernæst at dykke ned i selve produktionsprocessen. Når Højrup tror at projektet handler om at etablere en slags "enkel vareproduktion", så er der altså i virkeligheden tale om en helt almindelig kapitalistisk produktion. Fordi man bliver enig om ikke at spekulere i egne kvoter har man altså ikke pludselig skiftet produktionsmåde. Kapitalisme udgøres ikke alene af spekulation. Det er et central, men dog sekundært fænomen i den samlede kapitalistiske økonomi.
Hvorfor er produktionen stadigvæk kapitalistisk? Jo, produkterne af fiskernes arbejde antager stadigvæk form af varer, der skal sælges på et marked. Fiskeriet er, uanset om man spekulerer i kvoter eller ej, stadigvæk en del af en generel kapitalistisk vareproduktion. At fremstille det som andet kan måske være en god branding- og salgsstrategi, men antikapitalistisk er det på ingen måde.
Esben: Om fiskerne i Thorup er antikapitalister ifølge Marx er for mig at se inderligt uinteressant. Højrup påstår jo heller ikke ,at den konstruktion, de har lavet, er det.
Hvis man skal skabe noget, der kan overleve, må man nødvendigvis tage udgangspunkt i realiteterne i dette samfund, ligesom andelsbevægelsen gjorde i sin tid.
Hvad er det realistiske alternativ til at sælge sin fangst? Varebytte?
Nu handler hele artiklen jo netop om muligheden for et opgør med kapitalismen. At det så skulle være uinteressant at diskutere, hvorvidt det der siges i artiklen herom er rigtigt virker meget mærkeligt. Hvis der var tale om, at der hverken blev refereret til Marx eller snakket om at gøre op med kapitalismen, ja, så var det som du siger "inderligt uinteressant". Eller, det ville stadigvæk være interessant men blot ud fra nogle andre præmisser. Men nu er det faktisk tilfældet at Højrup både henviser til Marx og snakker om et opgør med kapitalisme, hvorfor det faktisk er interessant at se på om han har ret. Det har han ikke.
Det kapitalistiske samfunds væsentligste karaktertræk er dog konkurrencen - og den køber de sig fri af.
....Thomas Højrup er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug, og han er ikke i tvivl om, at fiskerfamilierne er i færd med at skabe et bæredygtigt alternativ til kapitalismen...
Alternativer til (ikke opgør med) kapitalismen
har rigtig gode muligheder i demokratiske samfund.
De kan - efter min mening - endog køre ved siden af,
(så der er muligheder for valg....)
og kan lade sig gøre ved hårdt arbejde, kreativ tænkning, andels-fællesskaber og evt. lavere levestandard.
Samfundstrukturer, som opbygges nede- og indfra af borgerne er holdbare i længden!
Ingen tvivl om, at professor Thomas Højrup har ret i sin antagelse, at man ikke kan kvæle eller destruere kapitalismen ved revolution. Den skal simpelt hen bekæmpes med egne midler, og her er den enkelte borger absolut ikke stærk nok.
Og der er heller ingen tvivl om, at andelstanken er en mulighed - og måske den absolut eneste. For her kan en gruppe af borgere stå op mod kapitalen. Tænk blot på, at hvis en stor gruppe af borgere stopper med at forbruge kapitalens produkter, men i stedet forbruger egne, faldet hele det kapitalistiske system fra hinanden.
Men der er heller ingen tvivl om, at vi som forbrugere, - hvad enten vi er samlet i en andelsbevægelse eller ikke, har brug for en grad af liberalisme. For liberalismens konkurrence danner grobund for at skabe de nye produkter, nye materialer og nye metoder. Man kender jo ganske god til samfund, hvor alle var lønmodtagere, og hvor der ikke var konkurrence.
Og så har Thomas Piketty også ret i, at der ikke er en enkelt økonomisk metode, der virker, sådan som politikerne gerne vil have os til at tro. Men der er mange metoder, man kan vælge imellem. Og det som den rå kapitalisme skal mødes med, det er stærke regulerende samfundsregler og et vågent øje med markedskræfterne. For i et kapitalistiske- liberalt samfund, der bygger på, at alle har lige muligheder, siver pengene ikke ned gennem samfundet, - de siver altid op. Så de rige bliver endnu rigere, og de fattige endnu mere fattige og endnu mere afhængige af de rige. Så simpelt er det faktisk.
At skabe et fællesskab som baserer sig på et socialt samspil mellem mennesker og som løsriver sig fra kapitalisterne, er en stæk sag, en splint til den kiste, kapitalisterne til sidst bliver begravet i.
En total udstilling af det meningsløse i den kapitalistiske filosofi, som alene eksisterer i kraft af gældssætning og udbytning af mennesker.
Men mon ikke der snart bliver lovgivet imod den slags konstruktioner.
En krise består ifølge Marx grundliggende i, at det gamle ikke vil dø, og det nye ikke kan fødes. Men når det nye fødes, kan man vel ikke påstå, at det skal være en absolut antitese til det gamle? Fosteret er kimen til et barn. Fra fødslen er der stadigvæk langt til det voksne menneske.
En fix og færdig plan for, hvordan et alternativ til den kapitalistiske produktionsmåde skal tage sig ud, står altid i fare for at ende i et paradoks, hvis essens er diktatur. Ligesom Platon som ville tvinge menneskene til at være frie.
"Nye politiske former må"udvikles i selve den proces, det er at gøre op med de gamle former. Demokrati er ikke en tilstand, som skal skabes, et ideal som virkeligheden har at rette sig efter. Demokrati er den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand. Derfor bør man afstå fra at udvikle detaljerede planer for et fremtidigt demokratisk samfund, og i stedet give plads til at lade en demokratisk praksis vokse ud af opgøret med det udemokratiske." (Søren Mau)
Det samme kan man vel sige om alternative produktionsmåder - at man bør give plads til at lade en alternativ produktionsmåde vokse ud af opgøret med kapitalens absolutte magt over natur og produktionsmidler?
For Thomas Højrup drejer det sig om livsformer, der til enhver tid vil kunne eksistere ved siden af hinanden i ethvert samfund. Der er derfor ikke nogen marxistisk historisk udvikling fra oprindelige produktionsmåder til mere avancerede, men derimod at de forskellige livsformer eksisterer ved siden af hinanden selvom samfundet kan være domineret af en bestemt livsform. Henvisningen til det kinesiske flag er derfor velvalgt med fire livsformer: lønarbejderen, den selverhvervende, karrierelivsform og kapitalisten. Hver for sig er de knyttet til bestemte produktionsmåder, som forudsætter en særlig ideologi, der nedarves gennem generationer til bærere af de enkelte livsformer.
Thomas Højrup påstår ikke, at der ikke er nogen bevægelse mellem livsformerne, men livsformens ideologi vil efterkommere bære videre og forsøge at omsætte i det erhverv, som vedkommende måtte befinde sig i.
Partfiskerne udgør derfor kernen i et fiskersamfund, hvor både fiskeriet og husførelsen gennem flere generationer har været tilrettelagt i forhold til et fiskeri, hvor båden var fælleseje.
Thomas Højrup var med sin afhandling: ”Det glemte folk” fra 1983 formentlig den første til at definere karrierelivsformen.
I sin beskrivelse af limfjordsfiskerne og de forskellige livsformer har han også givet et godt indblik i forståelse af, hvordan Dansk Folkeparti er opstået og holdningerne i det Radikale Venstre, ligesom de igangværende konflikter, som nyliberalismen har skabt i Socialdemokratiet og Venstre nemt kan forstås ud fra Thomas Højrups livsformer.
Man skal passe på med at lade sig rive med af prosfessorens begjstring. Her er ikke tale om noget nyt, men om det gamles kamp for at bremse det nye - privatiseringen af fiskekvoterne. Dette er et fænomen så gammelt som den primitive akkumulation selv. At det gamle i nu har været nødt til at antage en mere kollektiviseret form er simpel nødvendighed. Der, hvor det ikke er sket, er man blot blevet udslettet øjeblikkeligt.
Professoren forklarer simpel vareproduktion sådan her:
"Det vil sige et fiskeri, som fiskerfamilien skal kunne leve af, men som ingen skal kunne profitere af."
Dette betyder ikke, at man ikke gerne vil have profit, blot at man ikke vil styres af profit. Det er ikke anderledes end de fleste af os. er vi da antikapitalister? forskellen er blot, at fiskerne er deres egen boss, hvilket ikke gælder for alle, men dog for mange.
Man har i øvrigt først købt sig fri af det kapitalistiske system, når man har betalt renterne for de lån, man har taget, Om man derefter kan være selvfinansierende uden yderligere lån, og om man kan tillade sig at fiske mindre, når bestanden er lav, det afhænger jo af mange ting, man ikke altid selv er herre over.
Husk på dette, når DONG skal privatiseres.
»I skal da sælge!« Men fiskerne sagde: »Det er jo papirpenge, de er ikke 80 millioner værd for os; De er vores fremtid.«
Børsnoterede private ejere af DONG energi og infrastruktur, har kun et formål i livet, at skaffe det højeste mulige afkast til aktionærene, det er profit søgende og kun profit søgende ejere.
Borgerne i Danmark, som er ejerne af DONG, udsættes derfor, for en stor privat økonomisk risiko, ved salg af, og fremtidig børsnotering af DONG, i særdeleshed uden en opsplitning af DONG i forsyningsnet og produktion af energi.
Løsningen kan for eksempel, være statslige ejede forsyningsnet, der kan køre, som non-profit udbyder, men sælger licenser på kvalitetsbaserede krav basis, hvor distributør/producenten, må stå for driften.
Det sikre private aktører, men det sikre samtidig danskerne minimums krav på net kvaliteten, vedligeholdelse, og udbredelse og sikre konkurenceevnen og derved rimelig pris til forbrugerne.
PS. På et kapitalistisk marked, kan man ikke undgå at skulle konkurrere, også selvom man ikke er ude efter profit.
"
Da regeringen i 2006 privatiserede fiskekvoterne, ..." - røveri ved højlys dag
Jeg har nu lidt svært ved at se, at det er mindre kapitalistisk at opbygge værdier i et kooperativ end at opbygge dem i et andelsselskab eller lignende. Forskellen hviler alene på den præmis, at andelsselskabet sælger ud af kvoterne i modsætning til Thorup Strands kooperativ. Men de store kapitalistiske rederier er faktisk kendetegnet ved en stor grad af konsolidering og en ringe grad af frasalg. Det kunne imidlertid være interessant at undersøge hvordanThorup Strands "bekæmpelse af kapitalismen indefra" er finansieret. Thorup Strand var hurtig til at erhverve sig kvoter, og har formentlig været i stand til at byde godt på markedet. Det fremgår af svar til Folketinget S218 fra februar 2104, at Thorup Strand i perioden 2010 til 2014 modtog offentlige tilskud på godt 23 mio kr. I hvilket omfang rekonstruktionen af de lokale banker har bidraget til en nedskrivning af finansieringsomkostningerne ved kvotekøbet kunne også være interessant. I det hele taget kunne det være interessant at teste den ideologiske udlægning af Thorups Strands "løsning" med de relevante økonomiske fakta. Det er især interessant fordi der er et betydeligt behov for at sikre dansk kystfiskeri og løsningen i TS bør derfor realitetstjekkes hvis den skal fremstå som en reel mulighed for kystfiskeriet generelt og ikke blot som fiskerisamfund, der skal bære bevis for Thomas Højrups tanker.
Det er ikke korrekt, at kvoterne har været fælleseje siden Knud den Hellige. I 1986 blev adgang til fiskerflåden lukket, især p.g.a. stort overfiskeri. Fra da skulle købe sig ind i den eksisterende flådekapacitet. Typisk kostede et fartøj med registreringsnummer dobbelt op i.f.t. et uden. Det var kapitalisering af adgangen til fisken. Fartøjerne kunne ikke bytte eller sælge fisk til hinanden, men måtte nøjes med 2-ugers ration. Vi så fartøjer bruge brændstof og kapitalapparat til fiskeri langt under deres behov og vi så udsmid af de billige fisk. Dan fartøjerne fik lov at bytte og købe kvoter af hinanden så vi en rationalisering. Det er kapitaliseringen af denne rationalisering vi faktisk ser i dag. Iøvrrigt var det den socialdemokratiske regering, der introducerede de omsættelige kvoter i 2001 med virkning for 2003 for det pelagiske fiskeri
Det var ganske enkelt i sidste sekund at Thorup som strandfiskeri by tog sagen i egen hånd og ikke endte som alle de andre fiskerlejer hvor aktiv strandfiskeri nu er fortid. 200 beboere i et lille samfund - hvor de trods alt nu stadigvæk har noget særligt at tilbyde turisterne også.
Tag op og se dem trække kutterne ud og ind i "blæsvejr" - nu med wire og en gammel gummiged, det er ikke for tøsedrenge når disse kuttere trækkes gennem brændingen. Køb en frisk rødspætte i deres nye kiosk :)
Det kunne se ud som om at eneste alternativ til kapitalismen er kommunismen. For denne fiskerforening fungerer jo nærmest som et kommunistisk foretagende. Andels(bolig)foreninger har jeg i øvrigt set fungere overordentligt udemokratisk - præcis som kapitalismen er udemokratisk.
Kommunisme eller liberalisme/kapitalisme...for mig eet fedt!
Samfundet er ude at skide. Hvad gør vi, folkens??
Mogens Schou:
Som Thomas Højrup siger, kan kystfiskeriet ikke konkurrere med industrifiskeri, der netop er afhængigt af fortsat større investeringer. Rentabiliteten for pelagisk fiskeri er derfor ligegyldig.
Fiskeri efter konsumfisk er formentlig mere sæsonbetonet og tilfældigt end industrifiskeri, så de fleste partfiskere har nok indrettet sig efter usikkerheden, f.eks. med et bierhverv. Partfiskerne er derfor robuste i forhold til ændringer og ikke afhængige af det størst mulige kapitalgrundlag.
Det antydes i artiklen, at der i tilknytning til fiskeriet også er tale om fælles indkøb og distribution, hvilket er helt normalt i forhold til fiskerierhvervet ved Vestkysten, som er meget præget af partfiskernes måde at organisere sig. Der er derfor på linje med andre havne og landsbyer givet EU-tilskud til investeringer i Thorup Strand 2010-14. Kvoterne blev købt tidligere og formentlig på ganske normal vis uden tilskud.
Her er et link, med en masse information om kystfiskeri, Thomas Højrup og fiskekvoter.
http://www.havbaade.dk/fiskeriet/
Det er tilsyneladende vanskeligt for visse ortodokse marxister at acceptere, at der trods alt er sket et skred i disse fiskeres bevidsthed. De har opdaget, at naturen kan privatiseres til gavn for en snæver gruppe af spekulanter og til skade for en stor gruppe af småborgerlige virksomhedsejere, som fiskerne jo er. De ca. 100.000 'Blå Bjarner', som ved det næste folketingsvalg udtrykker deres tillid til Lars Løkke Rasmussen, vil le højt og kalde disse fiskere virkelighedsfjerne dagdrømmere. Kan man efterhånden forvente sig noget som helst af den såkaldte arbejderklasse andet end at de bøjer sig i støvet, hver gang de hører udtrykket 'den nødvendige politik'?
Nej, Thorupstrand Kystfiskerlaug er måske ikke "et bæredygtigt alternativ til kapitalismen", og ja, de skal sælge deres varer på et marked for en profit og betale af på deres lån. Men de har trods alt sat noget i gang og forsøgt at skabe en form for kollektivitet - til forskel fra de mange som blot dukker nakken hver gang de hører udtrykker 'den nødvendige politik', og hårdnakket forsvarer ideen om, at det er den enkeltes 'skyld', at man bliver arbejdsløs. Endda når de selv bliver ramt af arbejdsløshed, hvilket formodentligt er til stor gavn for medicinalindustrien. I disse ulvetider bør vi være taknemmelige for, at der trods alt er nogen, der gider både at tænke og handle. Hvad var deres alternativ? At søge kontanthjælp?
En proces er sat i gang, og vi bør vente og se, hvad der sker næste gang fiskerne løber ind i en kapitalistisk barriere. Måske overskrider de på længere sigt denne barriere, måske vil deres eksempel brede sig, eller måske taber de og giver op. Måske har de åbnet en sprække i den totalitære neo-liberale ideologi, som har forpestet næsten enhver afkrog af vores sociale og produktive liv.
Det, som under alle omstændigheder vil stå tilbage, er en bevidsthed om privatiseringernes elendighed og muligheden for kollektiv handling. Er det ikke første skridt på vejen til et radikalt opgør?
Kystfiskernes andelorganisation i forhold til industrifiskernes kapital-tankegang illustrerer ret godt de spændinger, som der er mellem et højskolevenstre og et Handelshøjskolevenstre, hvor skåltalerne vedrører familievirksomheden og den opfindsomme iværksætter, medens realpolitikken er ny-liberal kapitaltilgang, hvor den enkle vareproduktion bliver kørt over af udviklingen.
Sådan er det jo, så det må Kristian Jensen og Venstres bagland bare forstå.
...skal kunne leve af, men som ingen skal kunne profitere af... den lader vi stå et øjeblik.
Det er ikke perfekt, men det er bedre end det alternativ de prøver at undgå!
For størstedelen er det en flok ret sure og akademiske kommentarer der er kommet til dette storartede initiativ. Jeg er så naiv at jeg bare bliver opmuntret af at nogen har taget fat og udviklet det her........og jeg KAN ikke være mere ligeglad om hvorvidt det nu er "det sande opgør med kapitalismen" eller ej GAAAB!!
Initiativet er glimrende, og det er meget muligvis et skridt eller to i den rigtige retning, især bevidshedsmæssigt, men nu hedder overskriften altså 'Vi køber os fri af det kapitalistiske marked.' Det er svært at se, hvordan man virkelig er fri fra det marked eller på nogen måde usårbar over for det.
Er det relevant? Både ja og nej. Nej i forhold til det fine i ideen, ja i forhold til, at vi her bliver givet en opskrift: 'Lav ikke revolution, køb jer fri - kapitalisme og kommunisme kan eksistere side om side.' Ja, det kan de, lige indtil kapitalisten opdager skifergas under kommunistens fødder, så kræver han pludselig Lebensraum.
Kapitalisme som økonomisk system kan ikke eksisterere side om side med nogen mere end løven og lammet kan. Den er missionerende, ekspanderende, imperialistisk, aggressiv, trættekær. Den proklamerer, 'Der er ingen andre guder end mig." Hvis man nedsætter sin kvote, fordi fiskene er få, siger det kapitalistiske system, , "Tak, fjols, her er, hvorfor min gud er større end din.", fisker dobbelt, sælger billigere, sulter dig ud af markedet. Knaphed på resourcer er den første sætning i kapitalismens bibel, mulighed, hvor andre ser begrænsninger. Der skal kun en bølle til at tæve 99 pacifister.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan dette ender, og om der er tale om et opgør med den kapitalistiske økonomi eller ej. Det overlader jeg til skrivebordsteoretikerene. De kan slå op i Marx og udlægge sandheden
Jeg glæder mig bare over, at der er nogen derude i den ’virkelige virkelighed’, som gør noget, som forsøger at stable noget alternativt på benene, hvor det ikke kun drejer sig om ’profitmaksimering’, men også om fællesskab og solidaritet, og som har betydning for menneskers liv
Kapitalismen udbytter alt selv kapitalen og i det ugæstfrie univers dør de små, de lidt større fusionere, andre går i kooperativer og samfundet centraliserer.
Men starter udbytningen i kapitalismen?
" Hvis man nedsætter sin kvote, fordi fiskene er få, siger det kapitalistiske system, , "Tak, fjols, her er, hvorfor min gud er større end din.", fisker dobbelt, sælger billigere, sulter dig ud af markedet"
Vissevasse; hvis fiskene er få ( kvoterne små ), er de få for alle, der ejer kvoteandele - men (naturligvis) findes der piratfiskere.
Som beboer ved Thorupstrand er det yderst interessant læsning både artiklen og kommentarerne. Der er en akademisk tilgang til tankerne bag hele konceptet, og det tvivler jeg på, fiskerne er en del af. Jeg bliver dog "meget" sur, når en professor kommer med udtalelser, der ligger på kanten af sandheden.
F.eks "Kort efter at kvoterne blev privatiseret, var halvdelen af bådene i Thorup Strand til salg" - det er faktuelt forkert. 2 både blev solgt inden ny regulering trådte i kraft, kun en enkelt blev solgt efter ikrafttrædelsen, og der var ikke andre til salg. Det er imidlertid rigtigt, at nabo-fiskerlejet Lild Strand blev solgt på en måned, men de tre der var tilbage, blev opkøbt af fiskere fra Thorupstrand inden Kystfiskerlauget blev dannet. Der var netop en tro på fremtiden, for kystfiskere der lander på stranden fik nemlig tildelt større kvoterationer end kystbådene i havnene, fordi "strandfiskerne" i årene op til Ny Regulering, havde tilladelse til at fiske på højere rationer. Men det er jo interessant, når man så læser Thomas Højrups næste udtalelse:
"Fra at have kæmpet imod, at man kunne købe og sælge kvoter, skulle vi pludselig til at købe lynhurtigt for at få hevet mest muligt ud af markedet......."
Det er også en faktuel forkert udtalelse. Under udarbejdelsen af grundlaget for privatiseringen af det demensale fiskeri, var Thorupstrand Fiskeriforenings formand Niels-Jørgen Olsen medlem af erhvervsfiskerudvalget og han fik af sine medlemmer ved Thorupstrand meget bestemt besked på, at blev det øvrige demensale fiskeri privatiseret, skulle det samme gælde kystfiskeriet. Der var under udarbejdelsen af reguleringen nemlig tale om, at kystfiskeriet skulle reguleres for sig selv og holdes udenfor privatiseringen, men det ønskede Thorupstrand fiskerne ikke. De ville have mulighed for at kunne købe og sælge lige fod med det øvrige fiskeri. Med opkøbet af de tre både fra Lildstrand samt andre, var Thorupstrand godt i gang med at ruste sig til fremtiden. Derfor er det heller ikke rigtigt, når Thomas Højrup bruger termen "vi" - her burde det være "jeg". Han kæmpede bravt mod privatiseringen, i det mindste i kystfiskeriet, og ikke et ondt ord om det, for det gjorde Thorupstrand Fiskeriforenings formand faktisk også, men medlemmerne ville noget andet.
For mig at se, er fiskerne ved Thorupstrand blevet professorens katalysator og dokumentation for en samfundsmodel udtænkt af ham selv. Et forskningsprojekt under navnet aktiv feltarbejde. Og det er synd, for hvordan går det så for Thorupstrand i dag? Det jeg oplever, er manglende ejerskabsfølelse og manglende kendskab til hele konceptet. F.eks flyttede en fisker sine aktiviteter til Hanstholm, fordi han ikke kunne få oplysninger omkring det fondsbyggede pakhus - aktiviteterne på landingspladsen er ikke længere på fiskernes hænder. Myndigheder og offentlige instanser kontakter ikke længere fiskerne, men professoren - fiskerne har ikke længere den fulde kontrol over egen situation. De små charmerende kuttere falder i antal og er siden Kystfiskerlauget blev dannet faldet med 10 til 11 kuttere.
De mange kommentarer til artiklen vidner da også om, at der i langt højere grad er akademisk fokus og interesse i selve kulturbevarelsen og en ny samfundsmodel - for hvor er fiskerne henne, har de vundet mere, eller er de bare en kulisse hvorom et spændende projekt foregår og en professor kan profilere sig selv?
lili gjettermann
09. maj, 2015 - 11:02
Tak for info - som lidt fjernede duften af romantik. Hvordan tror du det kommer til at gå, og kunne der evt. gøres noget for at ændre situationen?
Jens Nyberg:
Jeg hentydede til det her:
Fiskernes mål er ’frit fiskeri’, og med det mener de, at vi skal samle ikke-kapitaliserede kvoter nok til, at man kan drive flittigt fiskeri, når der er rigeligt med fisk, og have mulighed for at nedsætte fiskeritrykket, når der ikke er fisk. Det kan du ikke på et kapitalistisk kvotemarked, hvor du uanset fiskebestandens bæreevne skal betale dine terminer.
Jeg gik ud fra, det betyder, man kan vælge at fiske under sin kvote (selv nedsætte sin kvote). ellers kan jeg ikke se, hvad forskellen skulle være for fiskene på, om de indgår i en andelskvote eller en kapitalistisk?
Hvis man i forvejen er mindre end kapitalistfiskerne, og man også er mere hensynsfyld, får man alt andet lige sværere ved at konkurrere på markedet. Dvs. det kapitalistiske marked sætter visse grænser for, hvor naturvenlig man kan være og stadig være i business.
Jeg skal gøre opmærksom på, at Thomas Højrup selv kommer fra området. Og derfor ved hvordan kulturen er i det her område. Og at det faktisk var det at han kom fra det her område der førte ham til at skrive hans banebrydende bog *det glemte folk* (SBI, 1983) Og selvfølgelig kontakter myndighederne formanden, hvem skulle de ellers kontakte?
Nu er jeg altså ud af gammel fiskerslægt. Og min far har fortalt mig, hvordan min oldefar (hans farfar) drog ud på havet sammen med de andre fiskere, og solgte fiskene på auktion. Og så fik alle deres andel (som var 1/4 eller 1/5) af det solgte. Fordi de her fiskere havde indskudt 1/5 af kutterens værdi. Og DR har sendt en udsendelse om de unge fiskere....(kan ses på dr.tv's hjemmeside) hvor det fremgår, at sådan er det også i dag.
Og for mig at se forsøger Højrup, uanset om han er professor eller ej, at bibeholde en kultur i området, en gammel fiskerkultur, som ellers er ved at dø ud. Og hvor fiskerne stadig kan deles om det de har solgt, altså de penge, som de har fået for at sælge deres fisk på auktion - i stedet for at deres indtægt via andele mm. skal gå til nogle andre end dem selv. Og med det mener jeg store rederier eller de store kuttere mm.
Plant tre høst en.
Jeg ser det sådanne:
Havet bliver udbyttet(rovdrift) og fiskebestanden og havbunden tager skade, det søger man at dæmme op for ved at indføre fiskekvoter og hvad sker der; udbytningen (rovdriften) flytter med op og nu udbyttes også fiskekvoterne, og nu tager fiskebestande, havbunden og de traditionelle fiskerkulturer skade.
Udbytningen ser ikke ud til at kunne begrænses (idet den hele tiden flytter med op), men den kan transenderes og inkluderes i en ”plant tre høst en tænkning” altså giv mere tilbage end du tager og derved skabe overskud over alt hvor du kommer frem.
Naturen ser på flere afgørende områder ud til at fungere efter dette princip.
Torben Selch
09. maj, 2015 - 12:26
Læs Mogens Schou' kommentar 08. maj, 2015 - 17:50. Her er problematikken omkring hele strukturen ved Thorupstrand kort beskrevet. Kommentaren slutter med: " .... Løsningen i TS bør derfor realitetstjekkes hvis den skal fremstå som en reel mulighed for kystfiskeriet generelt og ikke blot som fiskerisamfund, der skal bære bevis for Thomas Højrups tanker." Netop dette er kernen og årsagen til, at fem af de 19 skippere plus mandskab, ikke bakkede op omkring laugets etablering. Jeg finder det meget problematisk, at Højrup som forsker beskriver sit eget projekt, og giver løsninger på kystfiskeriet problemer udfra sit eget engagement i Thorupstrand Kystfiskerlaug, som jo på alle måder skal fremstå som en succes. Det er i min bedste optik ikke en valid tilgang. Havde Højrup derimod kun stillet sin ekspertise til rådighed for fiskerne og ladet andre om at beskrive projektet, havde sagen været en anden. I dag er Thorupstrand langt fattigere end før fiskekvoterne blev privatiseret. Tidligere repræsenterede fiskekuttere med erhvervslicens en god sum penge, i dag koster de intet, hvis de da overhovedet kan sælges. Uanset hvilken virksomhed man driver, skal der helst opbygges en kapital - tidligere var det kutteren der repræsenterede værdi, i dag er det fiskekvoterne.
Fiskerne ved Thorupstrand skal hurtigst muligt komme i gang med opkøb af egne fiskekvoter, de skal sørge for, at alle beslutninger igen bliver taget af den lokale fiskeriforening, men det bliver i sidste ende fiskernes egen beslutning. Fiskernes fælles opkøb af kvoteandele er en rigtig god ordning, den må imidlertid ikke stå alene, men udelukkende være en buffer, der sammen med deres egne opkøb sikrer fremtiden.
Thomas Højrup har lige siden jeg i 1984 læste hans afhandling"det glemte folk" været en af mine helt store akademiske idoler. Da jeg for nogle år siden var til en konference, hvor han han forelæste - det er han også god til - var jeg så betaget, som en teenager til Beatleskoncert. Jeg brød dog ikke ud i hviiinende kærlighedstilkendegivelser :-) - jeg var tværtimod nærmest stum af betagelser over at være i samme rum som idolet.
Og nu viser det sig så også, at han lever, hvad han forsker i. Jamen, altså !
Jeg kan varmt anbefale at læse "Det glemte folk" og hans øvrige forskning i begrebet livsformer. Det vaccinerer f.eks. for evigt en for en falden på halen over det for tiden i politik så ofte anvendte begreb "Danskerne". I forlængelse heraf kan Lone Rahbek Christensens "Hver vores veje" og øvrige forskning, der ligger i forlængelse af Thomas Højrups også varmt anbefales.
Der var i 2008 en artikel i Information om Thorup Strand, fiskekvoterne og de 5 fiskere, som ikke er med i lauget.
http://www.information.dk/167820
Alle forsøg på at demonstrere kapitalismens i sidste ende destruktive konsekvenser bør hilses velkommen. Herunder også eksperimenter med sociale produktionsenheder, hvor mennesker tilbydes arbejde på ikke-kapitalistiske vilkår.
Jeg var mere end skeptisk overfor Thomas' teori om livsformer dengang, som idag. De findes vel stort set kun i små enklaver, som f.eks. Thorup strand.
Men det er rigtigt, at ændringer af kapitalismen skal bygges op inde- og nedefra (alternativet er en eller anden form for totalitarisme).
Men sådanne forsøg skal bygges på at større lunser (flere forbrugsområder) trækkes ud af akkumulationstvangen. Der skal etableres NYE livsformer. Hvis Thorup strand (m.v.) kan bidrage til en sådan erkendelse, så er et lille skridt taget. Videnskab har altid benyttet sig af bl.a. små, kontrollerede eksperimenter. Hvis de mennesker, der deltager i dem, ved og accepterer dette, må det være helt OK.
Ib Jørgensen:
Jeg opfatter mere ny-liberalismen som hovedproblemet, fordi staten ikke anerkendes som en nødvendig del af økonomien. De ny-liberale beregninger går derfor alle i retning af mindre regulering og mere marked og i betragtning af at "de store fisk æder de små" vil det automatisk føre til mere ressource-udnyttelse og ulighed.
I de marxistiske modeller er det individet og den individuelle stræben efter et bedre liv, som ikke anerkendes.
Derfor er jeg mere til klassisk økonomi efter Keynes ideer, og det forudsætter ikke nogen verdensomspændende revolution. Det er også den økonomitænkning, der har lagt grunden til de skandinaviske velfærdssamfund. Keynes udelukker ikke, at der både kan laves andelsvirksomheder og reguleres i forhold til f.eks. miljøbelastning.
Det er helt igennem fantastisk læsning, både artiklen og alle kommentarerne. Jeg mener dog at kunne konkludere, at flere skribenterne er af en vis akademisk observant, akkurat som professoren i etnologi og formand for fiskerne er i artiklen, så dette forum rangerer på et meget højt niveau. Jeg prøve nu alligevel at skrive en kommentar selvom jeg på ingen måde er så lærd. Fiskerne fra Thorupstrand er da vist blevet udset som et kulturelt eksperiment for kulturbevarelse, oveni købet ud fra en marxistisk tilgang, som flere af skribenterne herinde lovpriser til det guddommelige. Hvis nu det fejler, og det faktisk alligevel viser sig, at det er langt bedre at eje selv frem for at eje i fælleskab, hvem betaler så prisen?
Det med at individet ikke ejer sig selv, eller kan udfolde sig selv i stræben efter et bedre liv i et marxistisk samfund er noget, kapitalisterne og djævlen har fundet på.
Det er noget af et kunststykke at fremstille et samfund, hvor individets stræben efter et bedre liv er fuldstændig afhængigt af, hvor mange livegne han/hun kan spænde for sin økonomiske vogn, som individualismens og og frihedens apeks, mens man fremstiller et samfund, hvis formål er at frigøre alle i videst mulige omfang fra den økonomiske nødvendighed, så det kan udfolde sig, som menneske mellem mennesker, som ufrit og anti-individualistisk.
Det gøres kun ved at lade, som om akkumulation af kapital for kapitalens skyld er menneskets eneste og sande formål, hvilket ynkelige forsøg på sofisteri man kun kan trække på skuldrene af som en upassende barnagtighed.
Hans Erik Jacobsen
Projektet er liberalisme, som partfiskerne "plejer" at organisere sig. Risikoen er derfor og fiskernes egen.
Thomas Højrup har beskrevet/dokumenteret forskellige livsformer ud fra en Marxistisk metode, men han fremhæver ikke nogen livsform som bedre end andre.
Højrup bliver af mange rigtige Marxister opfattet som "djævelens advokat", men jeg kan kun anbefale at læse hans bog "Det glemte Folk" og bagefter Lone Rahbæk, "Hver vore veje", der beskriver spindesiden og familietyper i Højrups Livsformer.
Torben R. Jensen:
Nyliberalisme er kapitalisme løsrevet fra kontrol. Effektivt kontrolleret kapitalisme implicerer en eller anden udgave af (stats)diktatur.
Om mulige NYE livsformer læs denne artikel i dagens avis:
"Vi forbruger fordi det giver mening"
http://www.information.dk/532810
Jeg er helt enig i, at Ny-liberalismen kan beskrives som en ideologi om et samfund uden stat og dermed også uden kontrol.
Både kapitaliseringen af fiskekvoter og artiklen om manglende statslige eller kommunale initiativer på miljøområdet opfatter jeg som et resultat af ny-liberalistisk økonomisk tankegang, hvor staten ikke bør spille nogen rolle, men i stedet skal lade et ”marked” regulere aktiviteterne.
@Lili Gjettermann
"... Uanset hvilken virksomhed man driver, skal der helst opbygges en kapital - tidligere var det kutteren der repræsenterede værdi, i dag er det fiskekvoterne."
Er dét da ikke, hvad andelsselskabet gør, opkøber fiskekvoter, til supplement af de kvoter der tilhører de enkelte både, der har anpart ?
@Lili Gjettermann
"... Uanset hvilken virksomhed man driver, skal der helst opbygges en kapital - tidligere var det kutteren der repræsenterede værdi, i dag er det fiskekvoterne."
Er dét da ikke, hvad andelsselskabet gør, opkøber fiskekvoter, til supplement af de kvoter der tilhører de enkelte både, der har anpart ?
@Claus Jensen
" ... det kapitalistiske marked sætter visse grænser for, hvor naturvenlig man kan være og stadig være i business."
Yes; naturen sætter sine grænser for hvad der kan betale sig for økonomierne hver især: færre fisk betyder større udgift pr fangst. Den omkostningstunge fiskerienheder skulle derfor holde inde først, så, når de fortsætter er det for at få marginal dækning. Den mindre kutter har forholdsvis færre omkostninger, større afkast pr fangst, hvorfor de let tilgængelige fisk kan vælges, til dækning af evt. tab, ved ikke at fiske de få.
(og, sålænge ingen fisker mere end tilladt/anbefalet lover biologerne, bestandene vil bevares og trives; måske endda så godt at prisen på kvoteandele falder ?)
"Hvis man i forvejen er mindre end kapitalistfiskerne, og man også er mere hensynsfyld, får man alt andet lige sværere ved at konkurrere på markedet...."
Øh, markedet er ikke lige; økologi - og kvalitetsfisk generelt - er i hausse; jvf feks. coop, nedenfor.
http://www.havbaade.dk/Pengevirke.pdf
http://www.thorupstrandkystfiskerlaug.dk/paragraf.pdf
http://www.information.dk/167820
http://www.thorupstrandfisk.dk/thorupstrand-kystfiskerlaug-indgaar-partn...
Jens Thaarup Nyberg......
I bedste optik, nej.
Fiskerne opbygger ikke personlig kapital til sikring af egen virksomhed ved at tilslutte sig Kystfiskerlauget. De sikrer sig muligheden for at leje fisk, men det er noget andet. De kan aldrig få mere end deres indskud tilbage, og overskuddet i lauget kan kun udbetales til kulturelle formål. Hele konstruktionen er idealistisk, hvilket denne artikel også vidner om.
Hvad fiskerne får ud af det, er ikke det væsentligste i forhold til projektet, som er spændende, men virker det? Det ved vi om nogle år, når det videnskabelige projekt evalueres. Jeg undrer mig over, at ingen har fundet interesse i at udsætte projektet for nærmere undersøgelse.......