Læserbrev

Læserbreve

Debat
18. maj 2015

Grønland skal klare sig selv

Lars Lund, Charlottenlund

Martin Breum skrev den 13. maj, at »grønlænderne er danske statsborgere med krav på lægehjælp, skolegang og ældrepleje – uanset at Grønland har selvstyre«. Breum står ikke alene med synspunktet – udtalelser i den retning er også kommet fra professor i økonomi Christen Sørensen og politiker Søren Espersen (DF).

Men det er forkert. Grønlænderne må selv vælge den velfærdsstat, de vil have – og det kan de. I runde tal er de sikret 6-7 milliarder kroner om året fra Danmark og fra eksport af fiskeprodukter. Med denne mulighed for import plus værdien af egen produktion hjemme er det absolut muligt at sikre anstændige forhold. Det ville være ren pengeafpresning, hvis Grønland bare kunne føre en uansvarlig politik og så regne med, at pengene kom fra Danmark. Tankegangen er uværdig, og den ligger milevidt fra den grønlandske selvforståelse.

Dermed ikke sagt, at Grønland ikke kan møde problemer i de kommende år, men de kan klares. Danske kommentarer overser i øvrigt en helt anden konsekvens af, at grønlænderne er danske statsborgere. De kan tage til Danmark, det gør de, og de har det godt her. Bemærk, at der fra de 6-7 milliarder kroner bliver mere til hver enkelt, når befolkningstallet falder.

Miljøgarantien, der forsvandt

Dorte Valentin Sørensen, Søborg

Den 12. maj handlede forsideartiklen om hormonforstyrrende stoffer i mange af vores daglige brugsting. Det var uhyggelig læsning forstærket af, at der blev tilkendegivet en generel tøven fra de relevante instanser – for eksempel miljøminister Kirsten Brosbøl (S) – mod at skride ind med forbud eller lignende. Men var der ikke noget med, at Danmark forud for den danske folkeafstemning i 1986 om Den Europæiske Fælles Akt fik en miljøgaranti?

Dengang blev vi skeptikere forsikret om, at Danmark fik en miljøgaranti og kunne praktisere et forsigtighedsprincip, der ville betyde, at vi nationalt kunne lave lavere grænseværdier, selv om resten af EU ikke var med.

Hvad er der blevet af den garanti? Hvis den er ophævet, hvornår så? Hvis den ikke er ophævet, er det da lige nu, den skal bruges. Risikoen ved at fortsætte, som om intet er hændt, er da virkelig skræmmende.

Busannonce var ikke hetz

Marianne Frederik, København

Finn Rudaizky skriver i Information den 12. maj, at der på busser har stået, at man ikke skal købe jødiske varer. Det er ikke sandt. Busreklamen, der nu ikke længere findes, handlede om boykot af varer fra israelske bosættelser. Det var en del af kampagnen ’Nej tak til bosættelsesprodukter’.

Annoncekampagnen er i overensstemmelse med den danske regerings politik, EU’s politik og FN’s internationale retningslinjer og beslutninger.

Flertallet i Movias bestyrelse begrunder fjernelsen med, at kampagnen er anstødelig og religiøs. Men efter min opfattelse er det et politisk budskab. Man kan være uenig i det politiske budskab, men der er ytringsfrihed i dette land. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at bestyrelsen ikke har foreslået at fjerne annoncer som eksempelvis »Stop nazi-islam-isme«, som kunne misforstås og være anstødelig. Jeg vil – og gerne sammen med Rudaizky – slås for ytringsfrihed og bekæmpe enhver form for hetz og forfølgelse af mindretal.

Eksklusivt arbejdsmarked

Camilla Knudsen, Holbæk

Flertallet af de politikere, vi stemmer ind i Folketinget, udtaler, at vi skal have flere mennesker i arbejde. Jeg er helt enig med dem. Men på samme tid kan jeg godt ryste på hovedet af det. For jeg undrer mig tit over, at de mennesker, der er særligt udsatte, og som ønsker en chance på arbejdsmarkedet, ikke altid har så nemt ved at få det.

Jeg er under uddannelse til at blive SOSU-assistant. Og så er jeg psykisk sårbar. Det ville under normale omstændigheder være irrelevant, men det er det ikke – og det bliver det heller aldrig. For det er et tabu, og jeg har aldrig sagt det højt. Men det vil jeg gøre nu. Jeg husker tydeligt, da jeg begyndte i praktik på et plejecenter. Det var inden, de på arbejdspladsen lærte mig at kende. Inden de stemplede mig som pigen, der havde let til tårer. Jeg følte mig magtesløs, uden mulighed for at komme igennem og fortælle, hvad min historie er.

Jeg ønsker et arbejdsmarked, hvor forskelle bliver favnet. Der skal være plads til sårbare som mig. Der mangler et arbejdsmarked, der er rummeligt. For jeg er lige så meget egnet til arbejdsmarkedet. Stop tabuet, frem arbejdsmiljøet og lad de sårbare være en del af en rummelig arbejdsplads og et bredt arbejdsmarked.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her