Kommentar

Livreddende lægemidler for alle

I dag kan det ikke betale sig for lægemiddelindustrien at udvikle lægemidler, der kan helbrede sygdomme, som primært rammer de fattigste mennesker på kloden. En ny fondsmodel kan måske rette op på det problem
Debat
19. maj 2015

Det dødbringende udbrud af ebola i Liberia, Sierra Leone og Guinea, der begyndte sidste år, har sat fokus på et problem i produktionen af ​​lægemidler. Da det stod klart, at epidemien ikke kunne inddæmmes hurtigt, arrangerede flere medicinalvirksomheder kliniske forsøg med potentielle behandlinger og vacciner, idet man antydede, at man allerede var langt fremme i processen med at finde et virksomt medikament.

Ebola er ikke en ny sygdom: Den blev identificeret i 1976, og frem til 2014 var det største udbrud i Uganda i 2000, hvor 425 mennesker blev smittet, og 224 døde. Selv om ebola vides at være både smitsom og ofte dødelig, mente man, at kun Afrikas fattige landbefolkning var i fare. For medicinalindustrien betød den vurdering, at udvikling af en vaccine eller behandling ikke var tilstrækkelig kommercielt attraktiv til at berettige store investeringer.

Alt dette ændrede sig med seneste udbrud. I september 2014 forudsagde det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, at 1,4 millioner risikerede at blive smittet inden for fire måneder. En medieoppisket frygt for, at sygdommen ville sprede sig til velstående lande, førte til ekstraordinære forholdsregler. I USA bad præsident Obama Kongressen om at afsætte 6,2 milliarder dollar til kampen imod ebola, deraf de 2,4 milliarder dollar til at reducere risikoen for at sygdommen fik fodfæste i USA.

Værdifuld vesterlænding

Det værst tænkelige scenario udeblev. Uden for Vestafrika har der været under 30 tilfælde og kun fem dødsfald. Ikke desto mindre har frygten og navnlig udsigten til et nyt og lukrativt marked ansporet farmaceutiske virksomheder til omsider at afsætte ressourcer til hurtig udvikling af ebola-relaterede medikamenter.

Medicinalindustrien bør ikke kritiseres for ikke at have produceret en ebolavaccine, da der ikke var et marked for den. De er ikke velgørende organisationer. Vil vi have dem til at udvikle produkter, der kan hjælpe de fattige i udviklingslandene, er vi nødt til at finde måder, hvorpå vi kan give dem – og deres aktionærer – et afkast af deres investering.

Mangler de farmaceutiske virksomheder incitamenter til at hjælpe fattige udviklingslande, har de til gengæld et stærkt incitament til at udvikle medikamenter til mennesker i velstående lande. Et enkelt stof, Soliris, der anvendes i forbindelse med livstruende sygdom i de røde blodlegemer, koster 440.000 dollar årligt pr. patient. I grel kontrast til det har ngo’en GiveWell beregnet, at omkostningerne ved at redde et liv gennem distribution af myggenet i regioner, hvor malaria er en stor dræber, blot andrager 3.400 dollar. I betragtning af at de fleste malariaramte er børn, der selv i udviklingslande har en forventet levetid på mindst 50 år, svarer dette til en pris på 68 dollar pr. leveår, der reddes. Skal vi virkelig taksere livet for en person i et velstående land til at være 6.000 gange højere end værdien af ​​livet for et fattigt barn i et udviklingsland?

Ligestillede liv

Eftersom den overvældende hovedpart af medicinsk og farmaceutisk forskning er rettet mod produkter, der påvirker mennesker i velstående lande, løfter den aktuelle indsats kun en mindre del af den globale sygdomsbyrde. En del regeringskontrolleret og fondsfinansieret forskning sætter ganske vist ind mod sygdomme, der primært påvirker fattige mennesker, men disse bestræbelser er ikke systematiske.

En god idé til, hvordan man kan rette op på ubalancen, er et forslag om at oprette en såkaldt Health Impact Fund, udtænkt af Thomas Pogge, direktør for Global Justice Program på Yale, og Aidan Hollis, økonom ved University of Calgary. Fondens midler skulle uddeles ud fra kriteriet om, hvor gode de udviklede produkter ville være til at nedbringe den globale sygdomsbyrde.

Det er ikke sikkert, at eksistensen af ​​en sådan fond før seneste ebolaudbrud ville have ført til udvikling af ​​vacciner eller behandlinger for sygdommen. Men farmaceutiske virksomheder ville nok have overvejet sådanne produkter uafhængigt af de ramte menneskers evne til at betale.

Pogge og Hollis har nu forfinet deres forslag så meget, at det er klar til blive testet i virkelighedens verden. Men selvfølgelig mangler der stadig tilstrækkeligt med penge – lad os sige 100 millioner dollar fra regeringer, ngo’er, fonde og farmaceutisk industri – til at stimulere seriøs investering.

Det er en skam, for pilotprogrammet vil både gavne fattige patienter og teste forskernes mulighed for at måle sundhedsmæssige konsekvenser retfærdigt og præcist. Hvis pilotprogrammet viser sig at blive en succes, vil vi have fundet en metode til at støtte udvikling af ​​medicin og vacciner, der beskytter liv og forbedrer sundhed for alle mennesker uanset nationalitet eller rigdom.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bill Atkins

Medicinalindustriens produktudviklingsprocesser og økonomiske forholdsregler er et studie i kapitalismens iboende socioracisme.

Claus Jensen

Peter Singer udstiller som sædvanlig sin velmenende uvidenhed og fantasiløshed med forslag om myopiske lappeløsninger, der ikke rokker en tøddel ved det bestående. Hvis vaccineindustrien er indrettet for-profit, er den eneste løsning, ifølge Singer, at få skatteyderne til at holde for, så de industrien kan få deres vante garanterede profit ved at dumpe endnu flere medicinske affaldsprodukter i udviklingslandene.

Afrikanerne dør ikke af ebola, de dør af udbytning, økonomisk uretfærdighed, uhæmmet miljøsvineri og det samme forsøg på at overmedicinere underernærede mennesker, som Peter Singer slår til lyds for her. Man kan ikke vaccinere sig fra sin neokolonialistiske dårlige samvittighed, så simpelt er verden ikke indrettet, selvom sådan ønsketænkning måske ser fristende ud for akademiske plattenslagere fra deres bløde kontorstole. Kun ved at lade den sidste flig af tvivl komme Singer til gode kan man kalde hans slimede ærindeløberi for den superforkælede medicinalindustri for velmenende.

Information: det er ikke første gang, jeg opfordrer jer til at droppe jeres uhellige alliance med Project Syndicate, som regelmæssigt udsætter os for Singers uinformerede ligegyldigheder. Akademiske Bill Gates wannabes stjæler i forvejen rigelig spalteplads fra folk, der har reel viden og indsigt i Afrikas problemer.

Jens Thaarup Nyberg

"Medicinalindustrien bør ikke kritiseres for ikke at have produceret en ebolavaccine, da der ikke var et marked for den. De er ikke velgørende organisationer. Vil vi have dem til at udvikle produkter, der kan hjælpe de fattige i udviklingslandene, er vi nødt til at finde måder, hvorpå vi kan give dem – og deres aktionærer – et afkast af deres investering."

Vi kunne også henvende os hér: http://www.wired.com/2015/05/cimavax-roswell-park-cancer-institute/