Klumme

Måske skulle jeg alligevel stemme DF

Internettet plastres til med kandidattest til folketingsvalget. Ved første øjekast ligner det en populistisk forfladelse af demokratiet, men alternativet er nok værre: Flere vælgere vil vælge sofaen uden lidt underholdende hjælp
Debat
9. maj 2015

Kære Søren Lund Hansen. Jeg kender dig ikke, og du kender ikke mig. Alligevel dukkede du forleden op i mit liv. Ifølge Altingets kandidattest er du nemlig den kandidat, som jeg – bosiddende i midten af København –er mindst enig med ud fra de 20 spørgsmål, netsiden havde udvalgt til os.

Du er 41 år, og dit største politiske forbillede er Kristian Thulesen Dahl, har du fortalt Altinget. Det er nok derfor, du er medlem af Dansk Folkeparti og en af partiets folketingskandidater. Du er helt uenig i, at afgiften på cigaretter skal sættes op. Det skal eksempelvis heller ikke koste 100 kroner at gå til den praktiserende læge. Til gengæld er du sådan lidt »hverken/eller« om, hvorvidt den offentlige kulturstøtte skal sænkes.

Om det er på grund af mine lidt kedelige og vage svar, eller det er dine sikkert markante holdninger, skal jeg lade være usagt. Men ifølge testen er vi ikke et match.

Om jeg havde matchet bedre med Venstres Søren Pind, ved jeg ikke. Og jeg kommer aldrig til at finde ud af det.

I hvert fald ikke hvis min stemme til det kommende folketingsvalg udelukkede baseres på resultatet af en af de utallige kandidattest, medierne lancerer i disse uger. For Søren Pind vil nemlig ikke være med. Det fremgik af hans statusopdatering på Facebook forleden:

»Hvorfor nu det? Fordi jeg er uenig i præmissen om, at politik er så enkelt. Jeg mener også, det er manglende respekt for den enkelte politiker. At man ved hjælp af få kryds skulle kunne definere den nærmere sandhed om den pågældende person er intellektuelt latterligt – og er udtryk for den forarmelse af demokratiet, vi iagttager i disse år, hvor alt bliver cirkus og klovneri,« skrev Søren Pind forleden om de angiveligt mange e-mail, der landede i hans indbakke fra medier med en opfordring til at deltage i deres kandidattest.

Pind har en pointe: Politik er ikke enkelt, og man kommer naturligvis ikke i dybden med politikernes argumenter for deres holdning ved at tage en kandidattest. Og alene begrebet ’test’ gør jo, at det politiske pejlemærke en kandidattest kunne være, bliver skrevet ind i fortællingen om tests, der handler om, hvor sund du er, hvor god en elsker du er – og lignende. Men cirkus og kloveri er det ikke.

Den del bidrager politikerne i højere grad selv til, når det er nemmere at få dem til at deltage i underholdningsprogrammer end seriøse interview. Til gengæld kan kandidattest skærpe vælgernes interesse for at stemme.

»Det er ofte de unge, som skal stemme for første gang, og unge, der er mere tvivlende over for deres partivalg. De er søgende og bruger testene for at få en indikation på, hvad de skal stemme,« forklarede professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til dr.dk ved kommunalvalget i 2013. Her endte DR’s kandidattest med at blive brugt 2,5 millioner gange.

Ved folketingsvalget i 2011 viste undersøgelser efterfølgende, at ca. 30 procent af vælgerne havde taget en kandidattest. Og kandidattest har en effekt, viser udenlandske undersøgelser. Ifølge en schweizisk undersøgelse svarede 15 procent af vælgerne, at de direkte havde stemt på den kandidat, som kandidattesten anbefalede, mens en hollandsk undersøgelse viste, at tre-ni procent af partiernes vælgere i høj grad havde stemt på partiet på grund af et resultat i kandidattesten.

Kære Søren Lund Hansen. Jeg trodser muligvis testens resultat og stemmer på dig alligevel. Måske søger jeg en second opinion i en anden kandidattest, hvor vi kan være mere enige. Det er alt for tidligt at sige noget om. For som Altinget afslutter deres test:

»Husk, at resultatet kun er vejledende.«

Casper Dall er leder af Informations Christiansborgredaktion.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Hej Casper !!

Jeg tog også testen - og den bekræftigede mig i, hvor jeg står i forhold til de danske partier.
Jeg er mest enig med kandidaterne fra EL og dernæst SF og S.
Og jeg er rablende uenig med dem fra LA, DF og V.

Jeg er dog totalt uforstående overor, hvordan du kan genoverveje, at stemme på den, du er mest uenig med.
Men det viser vel bare, at politik ikke længere handler om holdninger, samfundsforhold, ideologi, etc.
Men i stedet er blevet et købs/salgs spørgsmål om, hvem der kan tilbyde mig mig mig mig mest.
(et af de afledte resultater af en helt igennem fejlagtig individualisering og kommodificering af samfundet som en følge af kapitalisme og materialisme gennem de seneste ca. 200 år).

Min største anke mod den specifikke test var alle spørgsmålene angående EU.
Jeg går personligt ind for mere samarbejde mellem europæiske nationer (fremmer respekt, tolerance og tillid og modarbejder frygt, krig og vold). Men jeg går ikke ind for den institution folk kalder for EU, idet denne overhovedet ikke har noger med de idealer jeg beskrev i forrige sætning at gøre. Denne ambivalens gør det nærmest umuligt at svare på de stillede spørgsmål, idet disse ikke præciserer, om man går ind for et samarbejdende Europa eller for et autoritært EU styret Europa.

uffe hellum, lars abildgaard, Holger Madsen og Lene Bøgh Sørensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Kære Casper Dall

Men hvem var du så – ifølge testen – mest enig med?

odd bjertnes, ellen nielsen, Kristian Rikard, lars abildgaard og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Vibeke Rasmussen:
godt spørgsmål ;-)

Henrik Christensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Og så er Altingets test vel trods alt den mindst ringe. De ved dog, hvad de taler om,
da politik det er deres hovedgebet!

Vibeke Rasmussen
Grethe Preisler

Beklageligvis er jeg ikke politisk begavet
og tilhører ikke den flok, der kan vandre på havet
jeg prøvede på det engang, men var nærved at dø
- der er noget i vejen med vandet i Gentofte sø
(Halfdan Rasmussen)

Torben Bruhn Andersen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar