Hvem ville ikke gerne arbejde noget mindre? Det ville langt de fleste, som har et arbejde, mens de af os, der står arbejdsløse, har et stort ønske at få beskæftigelse. Her er et åbenbart mismatch, som kræver en styrende hånd. Den enkelte lønmodtager har meget ringe mulighed for at ændre på sine arbejdsvilkår herunder arbejdstiden. Den er for langt de fleste lønmodtagere fastlagt i overenskomsten.
Ikke mindst i lange perioder med vedvarende høj arbejdsløshed synes det næsten trivielt at foreslå reduceret ugentlig arbejdstid som en mulighed for at øge beskæftigelsen. Det blev praktiseret i perioden fra 1986-92, hvor arbejdstiden blev nedsat med tre timer til de nuværende 37 timer. Det gik rigtig godt, og toppen af arbejdsløsheden blev skåret af. De beskæftigede fik mere fritid, og en del af de arbejdsløse kom i job.
Det foregik som en lang glidende bevægelse med cirka en halv time om året, hvilket svarer til en reduktion i arbejdstiden på lige godt 1 procent. Jamen, betød det ikke en nedgang i lønindkomsten? Nej, det betød derimod en reduceret stigning i ugelønnen. Traditionelt er den reale timeløn steget med 2 procent om året – svarende til produktivitetsstigningen. Reduceres arbejdstiden med 1 procent, så stiger ugelønnen ikke med 2 procent men med 1 procent, hvilket jo fortsat er en stigning. Hertil kommer, at arbejdsløshedsrisikoen mindskes, i takt med at beskæftigelsen øges.
Benyttes regnemodellen ADAM som pejlemærke, vil en reduktion med en halv time betyde ca.12.000 flere i beskæftigelse det efterfølgende år. Hertil skal lægges den gevinst, som de hidtil arbejdsløse opnår ved at gå fra dagpenge/kontanthjælp til en normal lønindkomst. For stort set alle lønmodtagere vil der her være tale om en win-win-position: øget fritid uden indkomstnedgang og samtidig en generelt reduceret arbejdsløshed.
Læs også: 30 timers arbejdsuge – ikke nødvendigvis en dyr løsning
BNP vil fortsat stige
»Jamen, går det ikke ud over konkurrenceevnen?« hører jeg allerede den bekymrede finansminister spørge. Også her er svaret nej. De reale timelønsomkostninger stiger i samme takt som hidtil fastlagt i overenskomsten.
Her ville nogle økonomer måske bemærke, at den bedre beskæftigelse kunne føre til en hurtigere lønstigning i de sektorer, hvor ledigheden er lavest. Det kan ikke afvises; men det skal dog ses i forhold til den forøgede timeproduktivitet, der sædvanligvis regnes med, når arbejdsdagen afkortes. Også her kan det være nyttigt at se på et historisk forløb. Perioden fra slutningen af 1980’erne og videre ind i 199’0erne, hvor arbejdstiden blev reduceret, faldt sammen med en massiv forbedring af betalingsbalancen over for udlandet. Jamen, betyder en reduceret arbejdstid ikke et mindsket BNP? Tænketanken KRAKA er nået til det dramatiske resultat, at BNP vil falde med cirka 15 procent, hvis den ugentlige arbejdstid reduceres med syv timer. Det er uklart over hvilken periode. Den benyttede multiplikator peger mod 20 år, i så fald er der tale om blot 20 minutters reduktion om ugen. Da KRAKA benytter ADAM-modellen burde beregningen af ændringen i BNP have været suppleret med den oplysning, at over en sådan 20 års periode vil BNP, alene på grund af den underliggende stigning i produktiviteten, øges med ca. 30 procent. Så selv på KRAKAs præmisser vil BNP fortsat stige blot noget mindre; samtidig med at arbejdstiden er reduceret med knap 20 procent – et for de fleste arbejdstagere attråværdigt bytte.
En halv time mindre
Nu skal regnestykker, der rækker 20 år ud i fremtiden, altid tages med betydelige forbehold. I stedet kunne vi kaste endnu et blik på den historiske udvikling. I det 20. århundrede blev den årlige arbejdstid for en fuldtidsbeskæftiget sat ned fra cirka 2.400 timer til cirka 1.600 timer. Betød det et fald i BNP? Nej, af en række årsager, hvoraf to skal nævnes. For det første fordi en langt større andel af den voksne befolkning fandt vej til arbejdsmarkedet, og for det andet fordi hver enkelt person har en langt højere produktivitet i dag end for 100 år siden, hvilket bl.a. skyldes den kortere arbejdsdag (plus naturligvis bedre uddannelse og flere maskiner). I de første årtier efter sidste krig gik det endog rigtig stærkt med at reducere arbejdstiden, uden at det bremsede væksten. Tværtimod blev der råd til både øget privat forbrug og en udbygning af velfærdsstaten.
Lad mig derfor slutte med en anbefaling af, at arbejdstiden atter påbegyndes nedsat; for de positive effekter er åbenbare. Navnlig når arbejdsløsheden er høj. Men det bør ske i et roligt tempo, f.eks. med en halv times reduktion i den ugentlige arbejdstid, der kombineres med en tilsvarende stigning i antallet af beskæftigede, samtidig med at timelønnen fortsat følger produktiviteten. Det vil uden tvivl skabe en bedre samfundsøkonomisk balance til fordel for alle.
Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet
Helt klart skal arbejdstiden sættes ned, så den svarer til arbejdsmængden; spørgsmålet er blot om (verdens)samfundet er klar til det allerede nu.
Arbejdsgiverne må formodes fortsat at ønske sig en høj arbejdsløshed til gunst for lønudgifterne ;)
Men hvem skal politikere og arbejdsgiverorganisationerne så skyde skylden på for alt ondt i samfundet,
hvis ikke de arbejdsløse,
og helst de uorganiserede af dem?
De kan da ikke begynde at få de arbejdsløse i arbejde.. det ville ødelægge hele DA's argumentation om, at mennesker fungerer bedst, når de er sultne (nok)
Når nu så mange siger, de gerne vil have arbejdstiden sat ned - gerne med lønnedgang, hvis det ikke kan være anderledes.
Når nu selv fagforeningerne siger - siger - det kunne være en god ide ..... hvor for sker det så ikke ??
Enten er der nogen, der lyver gevaldigt - eller også har man glemt, der skal handling bag ord. Ellers er de meningsløse, lige som den, der banker sin partner og siger : det er fordi, jeg elsker dig.
Kan I huske sentensen: Tænk hvis der var krig, og ingen gik derhen" ?
Der kan skrives rapporter de næste 100 år, der kan holdes taler i døgndrift - så længe ingen sætter handling bag ordene. Og det kommer sgu ikke fra politikerne, slet ikke fra arbejdsgiverne. det kan kun komme et sted fra. Ellers er ordene og tankerne bare, som man så smukt siger på tysk, pustekuchen.
Ingen tvivl om at nedsat arbejdstid er er ultimativt gode for det enkelte menneske men kollektivt set er det medvirkende til at slå vores velfærdssamfind i hjel. Velfærdssamfundet bygger på at der er en hovedpart som er villige til at arbejde hårdt for at resten kan nyde frugterne - firkantet sat op. Mine bedsteforældre og mine forældre sled sig halvt ihjel for at sikre at min generation og de efterfølgende kunne nyde før de skulle yde men nu går den bare ikke mere :( Vi har nydt alt for meget så der er snart ikk mere at nyde af, så hvad skal vi gøre?
Marianne Gregorsen - nedsat arbejdstid ville betyde, at alle de mange uden for arbejdsmanrkedet, der kan arbejd, men ikke kan komme ind på det, kommer med igen. Så går ligningen for kollektivet O-P OP.
Men nu har politikerne jo i flere år systematisk arbejdet for et større arbejdsudbud. Hvorfor skulle de nu vende om og gå den anden vej og reducere arbejdsløsheden. Det vil trodse deres mæceners ønsker! Ja måske endda ende med at udelukke dem fra borgens fede driverliv.
Pas på med den arbejdstid. Tænk på de voldsomme problemer, der opstod, da arbejdstiden blev sat ned fra 10 til 12 timer om dagen til 8 timer om dagen. Og husk de ødelæggende økonomiske konsekvenser det medførte at indføre frihed om lørdagen.
Jo, man bør sandelig lytte til arbejdsgiverne og deres højt betalte økonomiske vise mænd.
Måske begrebet Robot skulle uddeles til folket. Hvorfor er det kun "fabrikkerne" der skal have den fulde gevinst? ALLE ved at robotteknoligien vil overtage x-antal arbejdspladser og funktioner. Bør vi ikke alle have andel i det, via skatteindbetalingen til universiteter etc.
Hver familie sin robot - så kan man selv vælge om den skal gøre rent derhjemme, eller man kan sætte den til at søge sit eget job. :))
Kære Professor
I købmandsmodellen har jeg altid arbejdet i 42 timer. Som selvstændig måske 50 eller 60 timer, og jeg har ikke fået en pind ud af det, hverken lønmæssigt eller i pension. Siden 1997, hvor jeg blev 50, har jeg ikke haft eller fået tilbudt et arbejde. Så kan du ikke forklare mig, hvorfor det er gået så galt, nu du mener, at alle andre i det danske samfund kan nøjes med at arbejde i 30 timer om ugen?
Hvor mange individer kan understøttes af planetens bæredygtige optimum? Det må være den vej vi skal.
Hvorfor ikke lade folk selv bestemme hvor langt tid de vil arbejde? Personligt synes jeg fem timer om dagen er rigeligt.
De fleste af os kan sagtens magte lønnedgangen, så det er bare at komme igang...