Kommentar

Nej, man skal ikke altid betale sin gæld tilbage

Hvis Tyskland og Frankrig i 1945 havde fulgt den samme opskrift, som de nu pånøder det gældsplagede Sydeuropa, havde de aldrig præsteret de følgende to-tre årtiers ’Wirtschaftswunder’ og ’années glorieuses’
Debat
5. maj 2015

Skal man altid betale sin gæld? For nogle er svaret på det spørgsmål indlysende: Ja, gæld skal altid tilbagebetales. Der findes intet alternativ, uanset hvor hårde sparebudgetter, man må pålægge sig selv. Og især da ikke, når denne forpligtelse er mejslet i de europæiske traktaters granit.

Og dog viser et hurtigt blik på den offentlige gældsstiftelses historie – et fascinerende emne og et uretfærdigt overset forskningsfelt – at virkeligheden er mere kompliceret end som så.

Der er opløftende nyt at hente: Gransker vi fortiden, støder vi nemlig hurtigt på offentlige gældsklemmer af langt større dimensioner end dem, vi aktuelt kan iagttage.

Ikke desto mindre formåede fortidens skyldnere altså på en eller anden måde at redde sig ud af samme.

De kunne her ty til forskellige fremgangsmåder. Dels den langsomme metode, som sigter mod tålmodigt at akkumulere budgetoverskud til gradvis tilbagebetaling af renter og gældens hovedstol, dels en række andre metoder til hurtigt at fremskynde processen: inflation, særskatter, regulære gældsannulationer.

Hurtigt ud af gældsfælden

Et særligt interessant eksempel frembyder Tyskland og Frankrig, som i 1945 begge havde en gæld svarende til to års samlet produktion (200 procent BNP) – et langt højere gældsniveau, end Grækenland og Italien må trækkes med i dag. Allerede i begyndelsen af 19​50’erne var denne gæld faldet til under 30 procent af BNP. En så hurtig reduktion ville naturligvis aldrig have været mulig ved alene at ophobe budgetoverskud.

Begge lande greb da også til en hel vifte af hurtige metoder: Inflationen, der var stærk på begge sider af Rhinen mellem 1945 og 1950, spillede den centrale rolle.

De to lande greb også til forskellige former for ’gældssanering’ – en teknisk term, som finansfolk har hittet på som betegnelse for den regulære eftergivelse, den være sig hel eller delvis, af tilgodehavender (i dag også mere prosaisk kendt som et såkaldt haircut). I Tyskland var de berømte Londonaftaler af 1953 således til stor hjælp. Her blev hovedparten af den tyske udlandsgæld ganske enkelt annulleret.

Det var sådanne hurtige metoder til nedbringelse af gæld – herunder inflation – som gjorde det muligt for Frankrig og Tyskland at gå i gang med genopbygning og vækst i efterkrigstiden uden at være tynget af ​​gæld. Dermed kunne begge lande i 1950’erne og 1960’erne investere massivt i offentlig infrastruktur, uddannelse og udvikling. Det er de samme to lande, som nu formaner det sydlige Europa om, at al offentlig gæld partout skal betales tilbage indtil sidste euro, uden inflation og uden at gøre særlige undtagelser.

Hukommelsestab

Lige for tiden præsterer Grækenland et mindre primært overskud: Grækerne betaler lidt mere i skat, end de selv modtager over de offentlige udgifter. Ifølge de europæiske aftaler fra 2012 forventes Grækenland at kunne frembringe enorme overskud på 4 procent af BNP i årtier fremover, hvormed det med tiden vil kunne tilbagebetale sin gæld. Der er her tale om en absurd strategi, som Frankrig og Tyskland lykkeligvis afstod fra at gribe til for deres eget vedkommende.

I dette ekstraordinære historiske hukommelsestab bærer Tyskland åbenlyst det tunge ansvar. Men de skæbnesvangre beslutninger kunne kun træffes, fordi Frankrig ikke gjorde indsigelse. De skiftende franske regeringer, til højre og til venstre, har været ude af stand til at tage bestik af situationen og foreslå en ægte demokratisk restrukturering af Europa.

Ved deres kortsigtede egoisme mishandler Tyskland og Frankrig det sydlige Europa, men de mishandler derigennem også sig selv.

Med en offentlig gæld, der nærmer sig 100 procent af BNP, en inflation på nul og en lav vækst vil det tage begge lande årtier at genvinde en evne til at handle og foretage nødvendige investeringer i fremtiden.

Det mest absurde er, at den europæiske gæld i 2015 altovervejende er en intern gæld – det var for øvrigt også tilfældet i 1945.

De gensidige tilgodehavende mellem landene har nået et uhørt stort omfang: De franske bankers opsparere har andele af den tyske gæld til gode, og de italienske og tyske finansinstitutioner sidder på en god andel af den franske gæld osv.

Men ser vi på euroområdet som helhed, skylder vi altså mest til hinanden. Og hvad mere er: De finansielle aktiver, vi holder uden for eurozonen, er højere end dem, der holdes i eurozonen af resten af verden uden for eurozonen.

Så snarere end at tilbagebetale vores gæld over årtier burde det nu være op til os selv at finde andre måder, vi kan organisere os på.

Thomas Piketty er fransk økonom og forfatter til bl.a. ’Kapitalen i det 21. århundrede’

© Libération og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Jensen

"Et demokratis svaghed er altid at befolkningen ikke har tid, overskud og/eller intellektuel kapacitet til at gennemskue politiske, økonomiske forhold."

Specielt ikke, da dem der formodes at have kapaciteten som regel ingen interesse har i at gøre disse ting gennemskuelige for befolkningen - eller markedet, om man vil.

I Danmark har så godt som samtlige politikere direkte frakoblet sig det demokratiske ansvar ved åbent at beklage sig over, at de heller ikke har, overskud og/eller intellektuel kapacitet til at gennemskue politiske, økonomiske forhold.

http://navisen.dk/blog/forsker-kommunalpolitikere-har-slet-ikke-tid-til-...
http://www.information.dk/529750

Hvis de derfor kører alt ud over kanten, inklusive alle dine betydelige danske aktiver, ligger skylden hos dig alene, Frank Hansen, for du kan ikke sige, du ikke var advaret om, at Danmark er et totalt dysfunktionelt demokrati kun af navn.

Ivan Breinholt Leth

Claus Jensen
Helge Adam Møller påpegede en gang, at en MF'er modtager ca. 1850 sider om dagen til gennemlæsning. Når man så tager i betratgning, at politikerne også skal gå på kursus i, hvordan man bedst bortforklarer et problem eller forklarer en pinlig sag uden at sige noget, at de skal deltage i kommunikationskurser som handler om, hvordan man 'sælger varen' og profilerer sig i medierne og hvordan man håndterer f.eks. Clemens hæsblæsende interviewteknik overfor en vælgerbefolkning, som er reduceret til forbrugere af politiske enkeltsager, så tror jeg, at det er korrekt, at de ikke har tid.
Men kan det ikke være ligemeget? Vores pengepolitik er deponeret i EU via fastkurspolitikken, og vores finanspolitik er ligeledes deponeret i EU via finanspagten. Den smule, der er tilbage, varetages af embedsværket og diverse kommissioner.
"Magten er forskudt fra Folketinget til EU, ministeriernes embedsmænd og kommissioner. Ikke en gang i de stående udvalg kan man regne med, at lovforslag bliver gennemarbejdet og forstået af kvalificerede MF'ere - også her er arbejdet for stort og komplekst. Tendensen er, at lovforslag i højere og højere grad er rammelovgivninger, der går uændrede igennem Folketinget." (Søren Mau, Hæv stemmen! s. 34)
Det eneste valg, vi har tilbage,er, at vi kan vælge at slukke for disse TV transmitterede politiske soap operaer, som alligevel aldrig når til bunds i noget som helst.

Ivan Breinholt Leth

Og den konstante henvisning til hvordan markederne reagerer i snart alle politiske spørgsmål er en indikator på en anden magtforskydning.

Sider