For nylig sad jeg nøgen i en sofa på Nørrebro. Ved siden af mig sad en mand. En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i.
I en bisætning får han lidt indirekte og lidt hypotetisk sagt, at han allerede har mistet interessen for mig. Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. Men nu var det sådan her. Sådan, at jeg var nøgen, og at vi ikke havde datet.
Mens han snakker, dækker jeg mig til. Jeg kryber under et tæppe. Der er koldt på Nørrebro nu. Jeg kigger lidt væk og lidt rundt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg tænker på, at jeg var et grådigt barn. Jeg spiste snildt to plader Marabou uden skyggen af skam. I gymnasiet levede jeg af Nutella. Jeg spiste aldrig brød til. Glas, ske, spis. Og det samme med mændene. Hellere i dag end i morgen. Og nej, jeg spiste aldrig lige brød til.
Og så tænker jeg på, at det føles som en lidt hård ting at sidde og sige, når man vitterligt lige har haft sex. Normalt er det her samlejets prime time. Det er tiden for forstillelse, hvor man kan lege lidt, at man er kærester. Man kan holde i hånd, og man kan grine, og man kan ligge tæt, og man kan glemme, at man egentlig er alene, og at København nogle gange er en stor by at være så alene i.
Og så tænker jeg, at det er godt, at jeg har prøvet det her før. Han er ikke den første, der skyller mig ud med sveden, så jeg kender grimasser, der passer, og jeg ved, at det er mere end mine bryster, der skal dækkes til. Jeg skal også skjule, at det er hårde ord at høre, når man lige har ligget og forelsket sig. Lidt.
Jeg giver ham ret med tillært selvfølgelighed. Jeg åbnede gaveboden for tidligt, kastede præmierne for hurtigt, for hårdt og for gratis i nakken af ham, så selvfølgelig skal jeg ikke gøre mig forhåbninger om at blive inviteret ud. Jeg har bortgivet alt, så jeg er svag, så jeg har tabt alt – noget med Kierkegaard. Det kan jeg godt se. Det kan jeg godt forstå.
Men faktisk kan jeg overhovedet ikke forstå det. Jeg forstår ikke den regel. Jeg har aldrig forstået lige netop den regel. Jeg forstår ikke, hvorfor tidlig sex afliver enhver form for fremtid som andet end bollehul. Jeg synes, det er en dum regel.
Men værre endnu er det en regel, der kan gøre god sex til et stort fejltrin, og mig til noget uværdigt. For det er jo mig, der skulle håndhæve reglen. Jeg var den, der skulle styre mig. Gøre mig fri af mine lysters vold.
Min mand på Nørrebro stoppede mig i hvert fald ikke. Der var intet ’Halli-halløj, kan du lige få de trusser på igen, hvis du ellers håber på en fremtid her’ at hente fra ham. Mest af alt var der bare to tumlende og bumlende mennesker i en entré og hen ad en gang og fremkæmpende mod en sofa. To mennesker, for hvem det ikke kunne gå hurtigt nok.
Det forstår jeg ikke, at der skal udgydes skam over. For skammer sig, det gør man, når man pludselig sidder i en sofa og bliver droppet på forhånd. Man skammer sig lidt og ærgrer sig meget.
Man skammer sig over ikke at have styret sig. Pæne piger havde nok haft mere tøj på og mindre sæd oppe i sig, hvis det var dem, der var havnet i en sofa på Nørrebro. Det føles som en fælde for de forfaldne. En penisfælde. Så man skammer sig lidt.
For jeg ville gerne have haft chancen. Også selv om jeg ikke er kærestemateriale. Mine tre store passioner i livet er min mor, min kat og min matadorboks. En mere dødssyg treenighed skal man lede længe efter. Men jeg ville gerne have haft muligheden for at vise dybderne af min egen nederenhed.
Nat blev morgen, tøj blev samlet sammen og jeg kom på en cykel mod Østerbro gennem et mennesketomt København. De få jeg mødte, gav mig et indforstået blik med på vejen. De vidste nok godt, hvad jeg havde lavet, og mellem os opstod igen den skam, jeg var blevet foræret natten forinden.
Men jeg vil altså ikke tage den på mig. Skammen altså. Jeg gav, tog og fik, hvad jeg havde lyst til, da jeg havde lyst til det. Det er ikke noget at skamme sig over. Det er bare en dum regel. Den slutshamer på sådan en subtil måde.
Skam er desværre ikke noget man kan tage på sig eller lægge fra sig, som en slidt overfrakke. Skam er en følelse, og som sådan ikke underlagt viljens kontrol.
Den erfaring har Amalie Langballe selvfølgelig også gjort sig. Men noget kunne tyde på, at den ikke er blevet ledsaget af erkendelsens klare lys.
"Sticks and stones will break my bones, but words will never hurt me!"
Et paradoksalt udsagn, idet det vel kun kan udsiges af et menneske, som netop føler ordets magt? På samme måde her, hvor Amalie Langballe mener sig i stand til at afvise skammen efter at den har indfundet sig. Men sådan spiller klaveret jo desværre ikke, og den tilsyneladende frigørelse og genetablering af en følelse af værdighed, som Amalie Langballe nu så offentligt har kastet sig ud i, ligner til forveksling en efterrationalisering grænsende til selvbedrag.
Det er der i og for sig ikke noget i vejen med. Verden vil bedrages, siger man jo, og mon ikke de fleste af os, i et eller andet omfang, har brug for at lade et så nådefuldt og uigennemsigtigt filter glide ned i mellemrummet mellem erfaring og erindring?
Så ser man måske ikke længere så klart, men det gør heller ikke så meget? Hvis bare det man ser, det man så, føles lidt bedre? Man bør kun med største varsomhed forstyrre gode menneskers søvn. En for pludselig opvågnen kan have fuldstændig uoverskuelige konsekvenser.
"Ved siden af mig sad en mand. En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i."
????? I lyset af historien er det da vist ikke mere en passende beskrivelse af vedkommende? Godt, at du slap af med ham, Amalie!
Torsten Jacobsen
12. maj, 2015 - 12:01
" Men noget kunne tyde på, at den ikke er blevet ledsaget af erkendelsens klare lys."
Hvad er den så? At der er dobbelt standard for mænd og kvinder(mænd må godt, kvinder må ikke). Eller at manden bare var en klaphat?
-Eller en helt 3. lysning?
Jeg kan godt nok heller ikke se noget sødt, klogt eller sjovt ved ham. HAN burde skamme sig.
Kære Amalie - Skammen går i de her tilfælde begge veje - afvisningen af dig er en skamplet - men årsagen er skam over det der er hændt ikke over dig! Jeg tror de fleste mænd - unge og ældre over en kam alle har været for hurtige til at lade sig styre af 'deres lem' - det er din vagina der er osten og penis der kommer i klemme! I mange tilfælde deponerer mænd deres selvfølelse i hvor aktiv penis har været - og glemmer at deres følelser ikke hænger sammen med kvantitet af engangsforhold - hvor selv kvindens navn er blevet underordnet hendes vaginas tiltrækningskraft. Så hvis vi skal lære noget af at være fanget i et psykologisk drama styret af vores begær - er det nok at vi skal holde igen med stimulanser og begynde at tale om hvordan vi får kvalitet ind - der hvor begæret begynder at styre vores mest primitive instinkter - og ikke kan holde til dagen efter - hvor vi måske mest er skuffet over at vi igen lod lysten forføre os mod bedre vidende - Kirkegaard eller ej - så er det nu vi alle må tage ansvar for vores liv - og især vores underliv! Kære Amalie tak for din venlige opsang - som fik mig til at erindre alle de gange hvor jeg har listet mig ud af lejligheder på Nørrebro før morgenmaden... eller efter at have kæmpet mig igennem en kop kaffe der smagte bittert af skyld og skam!
Hvem har ikke følt sig lidt "billig" efter en one nights stand. Det er en skam du ikke ser dig selv som kærestemateriale, for det er du helt sikkert. Alle skammer sig og man lærer jo af ens erfaringer. Så hvis dit selvværd ikke kan klare de her one nights stand, så ved du det til næste gang.
Men det kommer vel også an på hvor mange one night stands du har haft.... Med tiden kommer du nok over "skammen" som du føler. Jeg tror det har noget at gøre med, hvordan du ser dig selv.
Jeg har nu aldrig som udgangspunkt betragtet one night stands som kærestemateriale, men som fast food - god til at stille sulten her og nu og kan i den forbindelse være en fed oplevelse, men ikke noget, jeg satser på som hverdagskost.
Skam er ikke en følelse. Den danske psykolog Jytte Vikkelsøe (og en del andre danske pyskologer) mener at skam er noget vor mor (eller far) giver os, når vi gør noget, der i deres øjne er forkert. Skam er noget, der kommer til os udefra. Vi internaliserer skammen over det som mor eller far udtrykker (med øjnene eller med kroppen) at vi gør forkert. Og derfor skammer vi os. Og en del kvinder - og mænd! - har desværre mere eller mindre ubevidst fået at vide, at de skal skamme sig over deres egen lyst, deres eget begær, deres egen seksualitet. Mht. den mand som den her kvinde taler om, kunne man måske overveje, om han netop ikke, ved at sige det han gør til hende, på den måde og i den situation, netop beskytter sig selv. Mod skammen. Mod at blive forladt. Igen.
Det moderne menneske kan nemlig ser det ud til godt have s-e-x med hinanden(s), men den dybere, åbne, og mere sårbare intimitet ser det ud til, at det moderne menneske måske ikke er så gode til...
hehe - overintellektualisering.
Han tænkte nok: Damn, I got lucky..... Hmm, that was nice,.... Ok. Back to work...
Intellektet er i denne sammenhæng i vejen. Tænk mindre, sæt dig fri. Hvis du kunne lide det, smil.
Med venlig hilsen
Lennart
En temmelig mærkelig mand!
Også i den grad.!
Og til kronikøren. Vælg den næste med mere omhu.! Og du har selvfølgelig ingen grund til at føle
skam. Skyl blot den kedelige oplevelse af under bruseren, og genfind selvrespekten.
Man skal da ikke skamme sig over at være i dårligt selskab - bare sé at komme ud af det.
Forventninger er så uberegnelige - et forhold etableret på rekordtid uden at kende hinanden - kun tiltrækning og fysisk kontakt?
Det er afvisningen, der som i alle andre af livets udfordringer gør ondt.
Jeg tror faktisk skribenten har ret, han var vitterlig sjov, sød og klog.
Inden der er gået en uge, bruger han sit talent på en ny pige.
Konkurrence er ingen skam.
Majbritt Nielsen,
Den erkendelse skribenten åbenbart ikke er nået frem til, er præcis hvad jeg skriver: At skammen allerede har indfundet sig, og at hendes afvisning af den derfor er en umulighed. Hun kan selvfølgelig sætte sig som mål, yderst fornuftigt synes jeg, ikke at ville skamme sig i en lignende situation i fremtiden, men en sådan frigørelse tror jeg desværre vil kræve lidt mere klarsyn end skribenten giver udtryk for.
Eksempelvis er det da påfaldende at mens skribentens eget begær ("En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i.") ikke problematiseres overhovedet, så fremstilles den i fortællingen medvirkende mands begær som 'forkert'; Det er forkert at han begærer den type kvinde hun ikke er, forstår man: Hans udtrykte begær er ikke andet end en subtil form for 'slut shaming'. Hans begær er 'krænkende', mens skribentens blot er 'frigjort', tør man sige 'naturligt'?
Men måske er mænds og kvinders begær slet ikke så forskelligt, selv om det kan finde udløsning i forskellige objekter? Måske er der en mørk skygge som ledsager begæret, en dyb almenmenneskelig erfaring, som ofte rammer os netop som vi tror os sammensmeltet med det, vi troede vi efterstræbte?
Den dybe erkendelse af, at begæret ikke kan tilfredsstilles i nogen virkelig og varig forstand.
Set i det lys er selvbedrag selvfølgelig slet ikke så dårlig en løsning endda - med mindre man da ønsker at vide bedre besked.
Selve "set-uppet" virker ved nærmere eftertanke meget konstrueret.
Mænd er selv ude om deres dårlige omdømme.! Tossepander, hvorfor opfører i jer ikke som gentle-
men.??? Er al intelligens forsvundet ned mellem benene.? Herregud hvor ynkeligt.! I er ikke kvinder
værdige.! Tag jer sammen, "bøgetosser".!!
Man får ikke som man fortjener, men man fortjener det man tager... fordelen er, at man ikke behøver! Men hvis man alligevel gør - så behøver man ikke føle skam... kun sig selv lidt dum c",
"Men det kommer vel også an på hvor mange one night stands du har haft...." - øeh, Dennus, hvor mange skal der så til? Det vil da være en god oplysning at give, til eventuelle kæresteemner for dig ...
Og Torsten, problemet med manden er, at han åbenbart føler trang til at moralisere overfor den kvinde, der lige har gjort nøjagtig det samme, som han har gjort - det kan ikke bortforklares af filosofiske udredninger om skam og mørke skygger.
Det kaldes hykleri og dobbeltmoral. Så er det for resten heller ikke særlig gentleman-agtigt - men det er vel heller ikke moderne; det troede jeg heller ikke madonna-dyrkelse var.
Torsten Jacobsen:
Det er ikke mandens begær, der er noget galt med - det er hans udnyttelse af Amalie ved først bagefter, når han har fået sit begær stillet, at fortælle hende, at han mister interessen, når hun er for villig.
Rettelse til ovenstående: Der skal selvfølgelig stå "i HANS øjne for villig".
hold da op for et first world problem....
der er kun en ting der er vigtig nemlig: havde du lyst??????
hvis ja så hul i hvad han mener, ingen grund til skam hvad fanden skal man bruge det til???
skribenten bruger for meget tid på at tænke over hvad andre mener, for som jeg skriver først så er det eneste der betyder noget i denne sag om du selv havde lyst.
så kan du så bagefter begynde at analyserer om det så var en god tur i høet eller spild af tid he he.
Jagten på en kæreste bør ikke have noget som helst med første-gang-jeg-har-set-dig sex at gøre.
ikke dermed sagt at det godt kunne ende med at du blev kæreste med ham ( nok ikke lige den klaphat der ) men det skal ikke være din bevæge grund til at i havde sex kun om du havde lyst.
Anne Eriksen
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret i at det virker konstrueret.
Stilmæssigt ligger teksten tæt op af nogle tidligere skriverier fra personen med den sprængte lukkemuskel for et halvt år siden og noget andet seksuelt betinget sugardaddyskriveri fra lignende taster nogle måneder senere. Og nu denne..
Hm.
Jeg tror, vi bliver manipuleret..
Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbeck:
Jeg vil da næsten håbe, at I har ret.
Thora Hvidtfeld Rasmussen,
Enhver er vel hyklerisk i sit begær? Endvidere er det vist en overfortolkning at hævde, at den pågældende ungersvend ligefrem følte trang til at moralisere:
"I en bisætning får han lidt indirekte og lidt hypotetisk sagt, at han allerede har mistet interessen for mig. Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. Men nu var det sådan her. Sådan, at jeg var nøgen, og at vi ikke havde datet."
bemærk i øvrigt at skribenten føler sig så 'ramt' af denne, indrømmet ubegavede, opvisning i pillow talk, at hun endda genfinder skammen i en tilfældig forbipasserendes blik, på vejen hjem. I form af en sådan lidt hypotetisk og indirekte fordømmelse, ganske vist, men hvorfor dog 'filosofisk' hænge sig i sådanne detaljer, hvis den ønskede klare konklusion dermed fortaber sig i morgenens tåger?
Skammen udgår ikke fra den i fortællingen beskrevne ungersvend. Han fungerer højst som den udløsende faktor. Skammen var der allerede, i skribenten, som tydeligvis endnu ikke har formået at frigøre sig fra en forestilling om, hvordan 'rigtige kvinder' og 'rigtige mænd' opfører sig. Men hun er ung (formoder jeg), og giver udtryk for et ønske om at blive skammen kvit. Så der er håb endnu. Bedst vil det dog være, hvis man kan komme overens med sin skam, uden at behøve at skamme en anden ud.
Lise Lotte
Jeg tror, vi bliver manipuleret.
Snarere serviceret, vil jeg tro.
Hvor der er et marked...og det mener, redaktionen sikkert, at der er her, og formentlig med rette.
Anne-Marie Krogsbøll,
Udnyttelse? Det er stærke ord. Hvordan når du frem til, at der er tale om udnyttelse? Og hvilke for-foståelser hviler en sådan konklusion mon på, når det kommer til mænd, kvinder, og seksualitet?
Engelsted
Joh.. emnet kunne også være angrebet fra en anden vinkel, hvis redakteuren mente det timeligt med noget seksualliv på disken.
Mistanken om at blive manipuleret i medierne forstærkes konstant.
Niels Engelsted,
Ja, hver sin lyst - det synes jo også at være sagen her. Og lad mig da så tilføje, at den fornemmelse af at noget i teksten fremstår 'konstrueret', jo ikke nødvendigvis behøver at betyde at den beskrevne situation ikke har fundet sted. Måske er det blot den i tiden og litterære kredse så populære 'Autobiografisme' som her viser sin afsmitning på den menneskelige (selv)forståelse og den offentlige diskurs i det heæe taget? Noget i den retning var der vist en post.doc-lignende type udstationeret i det store udland, som kom til at råbe til den hjemlige andedam - med kostelig morskab til følge..
Jeg tror, det er Torsten Jacobsens studievejleder, som publicerer prøveopgaverne et sted, han ved, Torsten ser dem, for at give det hele et skær af autencitet.
Torsten Jacobsen: Som jeg umiddelbart opfatter den beskrevne situation, så har den pågældende mand (hvis han altså eksisterer :-)) jo nok allerede på forhånd været klar over, at det var sådan, han havde det.
Efter beskrivelsen af ham (sød, sjov, kærestepotentiale) , så er det ikke sandsynligt, at det er første gang, han er i den situation. I mine øjne er det udnyttelse - eller måske et bedre ord "bedrag" - først at gøre det klart efterfølgende - for han har jo i realiteten afskrevet Amalie i samme øjeblik, hun gav sig hen. Ikke pænt gjort alligevel at fortsætte i min optik. Det mindste, han kunne have gjort, var at have fundet en lidt mindre sårende begrundelse.
Men sådan kan man jo se så forskelligt på det.
Inden der går for meget rygmarvs-"mænd-er-nogle-svin"-reaktion i kommentarspalten:
Er jeg den eneste, der tolker Amalies bemærkning om, at "Jeg gav, tog og fik, hvad jeg havde lyst til" sådan, at der godt kunne sidde én og anden nøgen mand i hendes kølvand og dække sin krop og sin skam og skuffelse over at denne søde, kloge og sjove kvinde allerede havde mistet interessen for ham..?
Jeg har ikke empirisk bevis for påstanden, men det ville ikke overraske mig, hvis fordelingen af "gode" og "onde" mænd nogenlunde modsvarer de tilsvarende andele blandt kvinder. Mennesker udnytter mennesker, og det er ikke kønsbetemt. Men uanset om jeg har statistikken med mig eller ej, så ER vi mænd, der har siddet i dén sofa i dén kolde lejlighed og famlet efter tæppet. Præcis som Amalie. Bare med omvendt fortegn...
...i det vi forudsætter, at Amalie rent faktisk HAR siddet i den sofa :)
Anne-Marie Krogsbøll,
Men en sådan forståelse umuliggør jo hele Information-journalistens frigørelsesprojekt: hvis hendes 'given-sig-hen' kvalitativt forstås som væsensforskelligt fra mandens 'syndige egotrip', 'Manden 'tager' mens kvinden 'giver', er ingen reel ligestilling mulig. Men Amalie Langballe vil ikke kun 'give', hun vil også tage. Desværre brød hun sig så ikke om det, hun fik. Er det nogens skyld? At hun tog for givet, i sit begær, at en af de 'Søde, kloge og sjove' (præcis som hendes skam) har et korrelat i virkeligheden, og ikke bare er et produkt af hendes fantasi?
I din forståelse låses mænd og kvinder fast i netop de kønsroller, som skribenten bilder sig ind, at hun ikke vil vide af.
Torsten Jacobsen:
I mine øjne ville det være lige så ubehageligt, hvis det havde været med omvendt fortegn.
Amalie (som jo efterhånden sandsynligtvis slet ikke eksisterer) har muligvis taget noget for givet, og på den måde gjort sig sårbar. Nu har vi kun denne sandsynligvis fiktive Amalies version af situationen - den kan godt se helt anderledes ud fra den pågældende mands synsvinkel. Men som det beskríves af fiktive Amalie, så får jeg altså indtryk af en mand, som fra starten ikke har været ærlig. Det kan jeg bedst lide, at man er i den slags forhold.
Anne-Marie Krogsbøll,
Ærlighed kræver jo en vis grad af selvindsigt. Og så er jeg tilbage ved mit første indlæg i denne tråd.
Torsten Jacobsen:
Det er muligt, at manden bare har manglet selvindsigt.... :-)
Men nu er min grænse nået for, hvor meget interesse en sandsynligvis opdigtet historie kan aftvinge mig.
Så nåede vi endelig til enighed ;)
Hvis det er en opdigtet historie, så har den alligevel skabt debat omkring sex, kønsroller og ensomhed. Det er nogle vigtige hovedemner i vort samfund. Flere og flere lever alene. Singlekulturen er succesfuld og Danmarks Radio har ensomhed som tema.
Mine single veninder, jeg selv inkluderet, er til tider ensomme. Nogle gange taler vi om det. Nogle gange taler vi om vore veninder og deres gravide mave. Det at de har mødt manden i deres liv. Vi er i midten af 20'erne, nogle af os bygger rede, andre løber rundt for at vise samfundet at man er et ansvarligt og sundt individ.
Når man drikker øl og vin - hvor man bliver så fin, aktiveres de kaglende høns filosofier, erfaringer og teorier om livet og kærlighed. Vi er frigjort og fanget i skammen af at være narrefisser eller en frimodig kvinde der forsager kyskhed.
I samfundet bliver vi fortalt , både mænd såvel som kvinder, at vi har muligheder, vi har ansvar, vi er vores egen lykkes smed og at vi jo også selv reder den seng vi ligger i. Jeg er enig; til en vis grad.
men når vi viser hinanden den nøgne tillid, den sårbare afdækkethed i selskabet med et medmenneske, så må man gerne blive berørt og tænke om hvad der ikke var godt nok i modpartens øjne. Vi spiste æblet og har nu akut behov for at tildække os. Vi var jo blevet advaret om at ikke lægge for meget i sexens brug og smid kultur. Vi har jo blevet fortalt at det ikke er sådan kærester møder hinanden.
Kvinders kønsroller er skizofrene. Det er forskelligt at være mand og kvinde. Jeg siger ikke at mænd har det nemmere. De har bare en anden diagnose: bipolar lidelse.
Ida Abrahamsen: Kun en lille indvending - lad os ikke generalisere. NOGLE mænd!
Jeg synes egentlig det er ok at generalisere, da vi får serveret stereotypier af kvinden og manden og deres forskellige tilgang til sex og kærlighed.
Bæredygtighed..
Ta´til Bornholm.
Information inviterer.
Ida kl. 12.10: Men vi får også mange kloge og søde kommentarer til denne artikel fra mænd. De er vigtige at tage til sig for at komme videre.
Anne-Marie kl.12.20
Jeg siger ikke at mænd er svin.
Jeg siger bare at vi alle lever i et samfund hvor individet har ansvar for egen lykke og ensomhed. Hvis vi ikke er lykkelige så er det vores egen skyld - om vi er mænd eller kvinder.
Men vi lever sammen i et samfund, vi har ansvar overfor hinanden. Uanset i hvilken kontekst vi møder hinanden i.
Undskyld, men hører denne debat ikke snarere hjemme hos Vi Unge eller 'Vi med hest'? Altså, i en læserbrevkasse af en art? Nej? Det ligner mest af alt en forventningsafstemning gone wrong og en tiltale for ubehøvlet opførsel. Men jeg har stadig svært ved at genkende nyhedskriterierne i ovenstående.
Og den omtalte regel er vel ikke andet end et retorisk greb?
Jo, du har ret René Skov.
Man ville ikke finde denne artikel i 'M!' eller i 'Euroman'.
@ Ida Abrahamsen
Min pointe er netop, at det taksonomiske niveau i teksten er M! og Euroman værdigt: jeg er altså lidt skuffet over det ambitionsniveau, som forfatteren ligger for dagen. Der er ikke tvivl om, at nogle af de måder hvorpå vi praktiserer køn og seksualitet, har konsekvenser for mennesker. Og at disse konsekvenser ikke er ligeligt fordelt mellem kønnene. Men jeg har svært ved at greje, hvor Amalie Langballes artikel skal placeres i det hele (altså udover i M!, Euroman, Vi Unge og Vi med hest; så langt er vi enige!).
"En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i."
Ja så har skribenten da en mærkelig smag, for mig lyder det som om, at vedkommende bare skulle have et hurtigt knald, og så ud af døren, resten er bare er en lam undskyldning! Men okay, det er jo tit charmerende mænd, der er på den måde! Hvis nu det havde været en nogenlunde seriøs mand, der havde sagt "nej ved du hvad, jeg har ikke lyst til sex på første date" hvordan mon så skribenten havde reageret?
Amalie skrev:
For nylig sad jeg nøgen i en sofa på Nørrebro. Ved siden af mig sad en mand. En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i.
I en bisætning får han lidt indirekte og lidt hypotetisk sagt, at han allerede har mistet interessen for mig.
Går vi ud fra hendes overvejelser er ægte, at hun undersøger sine egne motiver til handlingsforløbet. Kønsobjektet hun finder attraktivt, dumper hende straks efter. Logisk set vil hun kun få mere af det samme; m.a.o. Hun tilbyder sex-ydelser til fyre, som ikke vil mere.
Så længe hun er o.k. med det, så er det et frit valg, eller?
Jeg beklager min uhøflige tone i kommentarfeltet @René Skov.
Jeg kom bare til at reagere på at du valgte at relatere artiklen som ligeså useriøs som en brevkasse i 'Vi unge' eller 'Vi med hest'.
Målgruppen i de benævnte magasiner er teenagepiger med forkærlighed til heste. En mere useriøs målgruppe skal man lede længe efter. Men det havde været helt vildt fedt hvis du havde sammenlignet det taksonomiske niveau i teksten med brevkassen i M! og f. eks. 'Vi unge'.
selvom det er brevkasse-litteratur, så synes jeg alligevel den har en samfundskritisk undertone i ligestillingsdebatten.
Sider