For nylig sad jeg nøgen i en sofa på Nørrebro. Ved siden af mig sad en mand. En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i.
I en bisætning får han lidt indirekte og lidt hypotetisk sagt, at han allerede har mistet interessen for mig. Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. Men nu var det sådan her. Sådan, at jeg var nøgen, og at vi ikke havde datet.
Mens han snakker, dækker jeg mig til. Jeg kryber under et tæppe. Der er koldt på Nørrebro nu. Jeg kigger lidt væk og lidt rundt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg tænker på, at jeg var et grådigt barn. Jeg spiste snildt to plader Marabou uden skyggen af skam. I gymnasiet levede jeg af Nutella. Jeg spiste aldrig brød til. Glas, ske, spis. Og det samme med mændene. Hellere i dag end i morgen. Og nej, jeg spiste aldrig lige brød til.
Og så tænker jeg på, at det føles som en lidt hård ting at sidde og sige, når man vitterligt lige har haft sex. Normalt er det her samlejets prime time. Det er tiden for forstillelse, hvor man kan lege lidt, at man er kærester. Man kan holde i hånd, og man kan grine, og man kan ligge tæt, og man kan glemme, at man egentlig er alene, og at København nogle gange er en stor by at være så alene i.
Og så tænker jeg, at det er godt, at jeg har prøvet det her før. Han er ikke den første, der skyller mig ud med sveden, så jeg kender grimasser, der passer, og jeg ved, at det er mere end mine bryster, der skal dækkes til. Jeg skal også skjule, at det er hårde ord at høre, når man lige har ligget og forelsket sig. Lidt.
Jeg giver ham ret med tillært selvfølgelighed. Jeg åbnede gaveboden for tidligt, kastede præmierne for hurtigt, for hårdt og for gratis i nakken af ham, så selvfølgelig skal jeg ikke gøre mig forhåbninger om at blive inviteret ud. Jeg har bortgivet alt, så jeg er svag, så jeg har tabt alt – noget med Kierkegaard. Det kan jeg godt se. Det kan jeg godt forstå.
Men faktisk kan jeg overhovedet ikke forstå det. Jeg forstår ikke den regel. Jeg har aldrig forstået lige netop den regel. Jeg forstår ikke, hvorfor tidlig sex afliver enhver form for fremtid som andet end bollehul. Jeg synes, det er en dum regel.
Men værre endnu er det en regel, der kan gøre god sex til et stort fejltrin, og mig til noget uværdigt. For det er jo mig, der skulle håndhæve reglen. Jeg var den, der skulle styre mig. Gøre mig fri af mine lysters vold.
Min mand på Nørrebro stoppede mig i hvert fald ikke. Der var intet ’Halli-halløj, kan du lige få de trusser på igen, hvis du ellers håber på en fremtid her’ at hente fra ham. Mest af alt var der bare to tumlende og bumlende mennesker i en entré og hen ad en gang og fremkæmpende mod en sofa. To mennesker, for hvem det ikke kunne gå hurtigt nok.
Det forstår jeg ikke, at der skal udgydes skam over. For skammer sig, det gør man, når man pludselig sidder i en sofa og bliver droppet på forhånd. Man skammer sig lidt og ærgrer sig meget.
Man skammer sig over ikke at have styret sig. Pæne piger havde nok haft mere tøj på og mindre sæd oppe i sig, hvis det var dem, der var havnet i en sofa på Nørrebro. Det føles som en fælde for de forfaldne. En penisfælde. Så man skammer sig lidt.
For jeg ville gerne have haft chancen. Også selv om jeg ikke er kærestemateriale. Mine tre store passioner i livet er min mor, min kat og min matadorboks. En mere dødssyg treenighed skal man lede længe efter. Men jeg ville gerne have haft muligheden for at vise dybderne af min egen nederenhed.
Nat blev morgen, tøj blev samlet sammen og jeg kom på en cykel mod Østerbro gennem et mennesketomt København. De få jeg mødte, gav mig et indforstået blik med på vejen. De vidste nok godt, hvad jeg havde lavet, og mellem os opstod igen den skam, jeg var blevet foræret natten forinden.
Men jeg vil altså ikke tage den på mig. Skammen altså. Jeg gav, tog og fik, hvad jeg havde lyst til, da jeg havde lyst til det. Det er ikke noget at skamme sig over. Det er bare en dum regel. Den slutshamer på sådan en subtil måde.
Nu er jeg så heldig at være af en årgang, hvor jeg ikke husker det som om, at denne problemstilling var særligt aktuel. Men HVIS det er udtryk for tingenes tilstand nu, at unge kvinder i større mængder oplever det på den måde, så er det vel ikke kun et brevkasse-problem?
Hvordan er det nået dertil igen, efter at der - sådan som jeg husker det - for en generation siden faktisk var rimelig gode chancer for IKKE at løbe ind i denne type skuffelse?
HVIS historien er udtryk for tingenes tilstand (og det kunne Ida Abrahamsens kommentarer jo tyde på, hvis jeg da ikke misforstår hende), så er den hurtigste løsning jo desværrre nok at gå den sikkert smertefulde vej at lære af sine erfaringer, og blive bedre til at skelne de VIRKELIGT søde og kloge mænd fra dem, der bare ser ud til at være det.
@ Ida Abrahamsen
Jeg synes snarere, at det er op til læseren at udlede en samfundskritisk undertone af skildringen. Derfor er kommentarerne til artiklen lidt i øst og vest: det står ikke klart, hvad det er der kritiseres. Man kan læse artiklen som en kritik af de strukturer for at føle skam, som er knyttet til vores praksis af seksualitet og køn, og måske i særdeleshed til den kvindelige seksualitet. Men igen, jeg savner at hun forholder sig til, hvad hun egentlig vil med sin skildring.
@ Anne-Marie Krogsbøll
Jeg synes ikke, at interaktionen mellem skribenten og Hr. Nørrebro er synderligt interessant. Umiddelbart er der tale om to mennesker, der har forskellige forventninger til et one-night-stand (så vidt jeg forstår, da de ikke havde datet?)? Han er ubehøvlet, jovist, men deri ser jeg ingen samfundskritisk; højst et menneske, der har behov for dannelse. Altså, en evt. samfundskritik må gå på, at hun overhovedet føler skam (el. lign.) over det. Og selv det er - det empiriske grundlag taget i betragtning - en strækning.
Sig til, hvis der er noget, der er gået mig over hovedet.
@Anne-Marie Krogsbøll
Vi er jo fra forskellige årgange. Jeg har bare læst og hørt historier fra din årgangs fortid. Det kan være det hele bare går i ring og at tale er er sølv, men tie er guld.
Men synes du at samfundet har stået stille siden den gang du var ung? Er normen ikke blevet mere grænsesøgende siden dengang? Idag er grænserne 50 shades of grey, det hele er en gråzone.
Er kroppen ikke på en måde blevet mere adskilt fra sindet, et varemærke og udtryk for hvor vellykket vi er? Tinder, reklamer, magasiner, facebook? reklamer på busserne med nogle store velformet bryster - som kan blive dine, hvis du lader dig operere. Flere mænd som ligner Arnold Swarzenegger's kloning. Var det også sådan i din årgang? Havde i også et hasttag med "#jegharoplevet"? og tilbud på Brazilian wax? Nyere forskning viser at ensomhed er en faktor som kan påvirker den forventede levealder betydelig og kan forværre psykisk og fysisk sygdom. Hvad sagde din årgangs forskning omkring sygdom og ensomhed? Hvordan italesatte I sex og ensomheden? Hvor er din årgangs guldkorn til min årgang og til de årgange under mig?
Vi har det forfærdelig godt i min generation. Vi lever under trygge forhold - det gør vi virkeligt!
Men det er vel i orden at vi også bliver forvirret i hvordan man bør at opføre sig? Hvor mange proteinshakes er sundt at indtage ift. inklusion og anerkendelse blandt venner og veninder?
Det er kvinden som selv reder den seng hun ligger i, så det er hendes eget ansvar at skelne de VIRKELIGT søde og kloge mænd fra dem, der bare ser ud til at være det. Hun må erfare det. Vi er et individorienteret samfund, hvor vi neglegerer et fælles ansvar for det samfund vi vælger at lever i.
"Og selv det er - det empiriske grundlag taget i betragtning - en strækning" Med det mener jeg, at det kræver nogle meget bestemte forudsætninger - eller en god vilje - at læse artiklen som en specifik kritik af vores praksis af køn og seksualitet. Den kunne lige så godt læses som bashing af mænd (og kvinder), der begår one-night-stands (uanset intentionen med skildringen). Og det er jo noget værre noget, da skam til tider fylder alt for meget i vores opfattelse af køn og seksualitet.
@Rene Skov.
Det har du ret i. Jeg har bare en del veninder jeg genkendte i den sofa. Så blev jeg bare irriteret at vi lader som om vi lever i et samfund hvor kønsrollerne er ligeværdige. Det er da en magtfuld illusion at leve sig ind i. Men jeg skal ikke kommentere mere på denne artikel :) Jeg tolker for meget og er alt andet end objektiv. Hav en god dag :-)
René Skov:
Jeg er enig i, at fokus i artiklen er uklart, og jeg havde nået at tabe interessen for den - indtil Ida Abrahamsen kom lidt kød og blod på den igen ved at berette (hvis jeg har forstået det rigtigt), at det åbenbart er en genkendelig problemstilling for unge kvinder. Så er det ikke mere bare et engangsknald med uafstemte forventninger, men udtryk for mere omfattende problem med kønsroller, der må have forskubbet sig, siden jeg var ung.
Så bliver jeg da nysgerrig efter, hvordan det er sket? Hvor var det, det gik galt? Skal det virkeligt være de unge kvinders helt eget problem?
De kan nok ikke forvente snarlig hjælp fra samfundet, derfor er der ingen vej uden om, at de må lære det på den hårde måde, og jeg kan da kun anbefale Rannveig Marie Jørgensdotter Spliids kommentar. Men det er da lidt af en samfundsmæssig falliterklæring, at vi er tilbage til de normer, hvor kvinder havner i den klemme?
@ Ida
Det er bestemt en magtfuld illusion.
"Man må forsøge at udstille mørkets hjerte, altså tænke i en trods mod sig selv, for at bekræfte en mulig verden. Kun ved at tænke negativt, bevæge dig ind i bæstet i dig selv, bliver det muligt at problematisere vores egen fornuft, vores overlevelse, alt hvad vi har lært" (fra baggrund.com)
Ovenstående gælder om noget i ligestillingsdebatten, hvor vi er nødt til at udfordre kønnenes selvfølgeligheder og dermed det, som i nogen grad definerer vores identitet. I en sådan process er mennesker særligt sårbare (cognitive identity theory). Derfor bør man som fortaler for ligestilling (såfremt man ønsker at omvende flest muligt chauvinister) indtænke dette aspekt i sin kommunikation. Det, synes jeg, glemmes ofte.
Der er vel ikke i princippet noget forkasteligt ved 'en gangs knald'?
Det fremgår ikke at teksten hvad mandens forventninger var .
Det er jo en klassisk konflikt mellem kvinder forventninger om længere varende engagement og mænds mere kortsigtede mål at får opfyldt et behov.
Den ene holdning er vel ikke nødvendigvis moralsk bedre end den anden.
Hmm.. Alene overskriften "Penisfælden" dækker over en hvis forventning om, havde hun spillet sine kort som "de pæne pige", så var de nu halvejs op ad kirkegulvet.
( ok overdrivelse fremmer forståelsen)
Men mon ikke nærmer det er den klassiske - lige børn leger bedst. Han sænkede sine krav, da der var et one night stand i sigte, hun lod sig rive med i håbet om en overscoring.. Havde spillet "en pæn pige -kortet" havde hun aldrig hørt et kvæk fra ham.
Forsat god dag, fra en halvgammel kyniker
Ole Falstoft:
Der er absolut intet i vejen med engangsknald - især hvis begge pareter ved, at det er det, der er på spil. Men som jeg forstår artiklens problemstilling og Ida Abrahamsens kommentarer, så bliver de unge kvinders oplevelse, at det er MANDEN, der faktisk ikke synes, at engangsknald er i orden for KVINDERS vedkommende - for så taber han interessen.
At manden altså ender med at nedvurdere kvinden, selv om de vel er lige gode om at springe dating først over, og at dette i sig selv bliver en begrundelse for, at pigen pludseligt ikke er kærestemateriale? Det er jo en ædlgammel problemstilling. Læser du hans "udgangsreplik" i artiklen på en anden måde?
Jeg tror, at det bare var fyrens dårlige - og ubegavede, vær glad for at du slap for ham - undskyldning, for ikke at tænde videre på dig. Hvilket kan være lige så svært og unødvendigt at forklare, som hvorfor man foretrækker flødeboller fremfor napoleonskager.
@ Anne-Marie Krogsbøll
Ellers har interessen aldrig været der for andet end et knald? Måske det var et exceptionelt ringe knald. At mænds go to reaktion på et engangknald skulle være at foragte kvinden, ja, den køber jeg ikke. Jeg tror snarere, at det handler om måden, hvorpå mænd og kvinder (af biologiske og sociale årsager) kommunikerer og praktiserer seksualitet. Jeg anser det altså ikke umiddelbart for en kønsproblematik. Der synes ikke at være et argument for, "[a]t manden [...] ender med at nedvurdere kvinden".
Rettelse: med kønsproblematik mener jeg selvfølgelig ligestillingsproblematik.
Ida Abrahamsen kl. 14.23: Jeg er lidt usikker på, om du opfattede min bemærkning om at lære af sine erfaringer som en tilkendegivelse af, at jeg mener, at det er kvindernes eget problem? Hvis det lød sådan, så undskylder jeg - det var ikke meningen - tvært imod.
Jeg synes, at det må være vanvittig svært at være ung kvinde i dag - og især, hvis man jævnligt støder på oplevelser som den i artiklen beskrevne. Jeg henviste til egne erfaringer for at gøre opmærksom på, at det ikke er en naturlov, at forholdet mellem kønnene skal være som det beskrevne, og at det faktisk (i hvert fald i min hukommelse) ikke er så længe siden, at det var anderledes. Det gør ondt at høre, at det er sådan tingenes tilstand er nu.
Min bemærkning om at lære af sine erfaringer er blot en konstatering af, at der nok ikke er noget "quick fix" med denne problemstilling. Uanset om det er rimeligt eller ej (og det synes jeg da bestemt ikke, at det er) , så tror jeg, den hurtigste løsning er at blive afklaret med sig selv om, at det vil man ikke ligge under for, og forsøge at tage nogle af kommentarerne herinde til sig , f. eks. Rannveig Marie Jørgensdotter Spliids kommentar. Man må beslutte med sig selv, at der faktisk IKKE var tale om en sød fyr - så man er ikke gået glip af så meget.
Det ændrer ikke ved, at jeg IKKE synes, at det er en rimelig situation, unge kvinder (og måske unge mennesker i det hele taget) befinder sig i med det bombardement af helt urimelige idealbilleder, som I udsættes for. Jeg kan bestemt godt forstå, at I bliver forvirrede.
Men jeg er lidt usikker på, om jeg går fejl af dit budskab? Mit budskab var i hvert fald ikke ment som, at det må I selv ligge og rode med. Hvis det lød sådan, så har jeg udtrykt mig dårligt.
Rene Skov:
Ok, måske har du ret. Men jeg påstår bestemt ikke, at alle mænd er sådan. Jeg forholder mig til, at der åbenbart er en del unge kvinder, der, i følge artiklen og ifølge Ida Abrahamsens indlæg, får den oplevelse. Det synes jeg da er bekymrende, selv hvis det ikke er gennemgående for alle mænd - hvad jeg bestemt ikke tror, at det er.
Men er din pointe, at såfremt den pågældende faktisk har udtrykt noget i retning af, at han allerede har mistet interessen, fordi der ikke rigtigt har været tid til at gå og fantasere, så er det ikke udtryk for en form for nedvurdering af kvinden, netop FORDI hun har givet sig hen?
Det er da meget væsentligt , om det skal forstås som udtryk for enkelte fjolser, der ikke kan finde en pænere måde at udtrykke på, at kemien ikke rigtigt var der, eller om disse unge kvinders oplevelse faktisk er udtryk for, at der er ved at ske et skred i retning af, at kvinder igen skal til at opføre sig som madonnaer for at blive betragtet som værd at holde på?
Jeg kan ikke vurdere dette - er ikke tæt nok på.
Heldigvis har der da været en del mædn i disse kommentaer, der også har eageret mod den måde at komme ud af et muligvis fra hsn side hele tiden tænkt som et engangsknald.
Det er netop en kønsproblematik. Den er bl.a. afledt af, at man som menneske ikke har tilstrækkelig kendskab til det andet køns seksuelle praksis. Vores seksuelle praksis grundlægges i en ung alder, og er bl.a. institutionaliseret i folkeskolens seksualundervisning, hvor drengene og pigerne har hver deres pensum. Således manifesteres fra en tidlig alder vidt forskellige praksisser kønnene imellem, og myter om det andet køn. I kraft af vores seksuelle praksis gør vi os altså disse institutionaliserede forestillinger (og forventninger) om sex og køn fordi, at vi 'har lært det'. Det er forkert, og det skaber misforståelser. Derfor er kommunikation så fandens vigtig i disse spørgsmål, da mænd og kvinder kun sammen kan frigøre sig fra de institutionaliserede forestillinger om det modsatte køn. Derfor synes jeg ikke - som Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid o.a. - at "Man må beslutte med sig selv, at der faktisk IKKE var tale om en sød fyr - så man er ikke gået glip af så meget". Da begår man samme fejl som enhver chauvinist, idet man tillægger manden nogle motiver på et spinkelt grundlag.
Læren må være, at Amalie Langballe næste gang undlader at "[G]ive ham ret med tillært selvfølgelighed", og istedet spøger manden, hvordan de to mennesker kan have så forskellige opfattelser af det samme forløb.
Så blev det også et brevkasse svar.
Rene Skov:
Det er en meget tankevækkende kommentar, tak for den.
Det er svært for mig at forstå den pågældendes udgangsreplik (hvis den altså på nogen måde står til troende, og ikke er frit opfundet) på nogen undskyldelig måde, og det er et lidt stort krav, at pigen oven på den omgang, rystet i sin grundvold, skal magte at reagere, som du beskriver.
Men det er et godt forslag, og for mig maner det da til eftertanke, at det kan opfattes på den måde.
@Anne-Marie Krogsbøll
Selv tak.
Hvilken replik er det, du henviser til?
Det er en bestemt en øvelse, og det er bestemt ikke nemt; vi er jo alle i vores følelsers vold. Men det er i min optik en måde at vokse som menneske. Jo mere vi ved om menneskers bevæggrunde, jo mere kan vi forstå - og rumme. Og vi bør stræbe efter det, da vi sådan kan opnå en større tolerance - og accept - af mennesker, der er forskellige fra os selv.
René Skov:
Enig i dine sidste betragtninger.
Med udgangsreplikken henviser jeg til ungersvendens, i følge Amalie i mellem linierne, meddelelse om, at han allerede havde mistet interessen. At " Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. "
@ Anne-Marie Krogsbøll
Jeg tror, ligesom randi christiansen, at der mest af alt var tale om en improviseret undskyldning.
Ok. Lad os håbe det.
Nu orker jeg ikke mere i denne omgang.
René Skov:
Jeg springer lige ind i debatten med en kommentar til netop disse observationer fra dig og andre nemlig at følgende kommentar var en "improviseret undskyldning".
" i følge Amalie i mellem linierne, meddelelse om, at han allerede havde mistet interessen. At " Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. "
Det kan sagtens være at dette var en hurtig undskyldning men den hviler jo på den (åbentbart stadig gangbare) forestilling at man som mand åbenbart sagtens- som i forståeligt nok til at være et argument- kan miste interessen hvis kvinden var for "nem".
Forskellen mellem at være billig og nem og mellem at være en kasanova er meget kønsbestemt.
Artiklen illustrerer en særdeles udbredt misforståelse: Alle tror, selv mændene, at manden altid er parat. Det er han ikke. Begær er noget delikat og flygtigt noget hos begge køn, og kan nemt forsvinde som dug for solen, og det er et velkendt fænomen, at begge parter ikke har forståelse for den andens psykologi i denne henseende, selvom guderne skal vide, at jeg har overhørt mange kvinder i at kloge sig på mandens psykologi - uden det ringeste resultat. Psykologi skal ikke doceres, den skal praktiseres. At kvinden og manden føler begær på samme tid er noget af det allervanskeligste, viser undersøgelser. Og dette faktum er ukendt for de fleste. Så jeg vil mene, at artiklen beskriver en begivenhed fra det virkelige liv.
"Hej Amalie Langballe. Jeg er virkelig glad for at jeg droppede dig. Jeg er ked af, at jeg prøvede at pakke det ind, og ikke var 100% ærlig overfor dig. Det fortjener du ikke, så nu siger jeg det ærligt: Du er tudegrim og boller dårligt!"
For en god ordens skyld må den person der kritiseres tilkendes mulighed for at tage til genmæle.
Det vil jeg glæde mig til.
......hvem det så end er
@ sascha olinsson
Ved nærmere eftertanke burde jeg ikke have foreslået, at det skulle have været en improviseret undskyldning. Der er tale om et citat ude af kontekst, afledt af en lidt indirekte, hypotetisk bisætning. Jeg mener ikke, at kommentaren »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet« nødvendigvis implikerer, at han syntes hun var for nem. Men det kan heller ikke afvises. Jeg tror, at Arne Nielsen har fat i noget, når han skriver, at "[b]egær er noget delikat og flygtigt noget hos begge køn, og kan nemt forsvinde som dug for solen".
Det centrale er sådan set ikke om historien er autentisk oplevet for kronikøren.! Scenariet er fuldt
ud plausibelt, og ofte forekommende.! Og kan/bør kommenteres, som et reelt moralsk/etisk, spørgsmål.
Som fortjener nogle ord med på vejen.
Det er plat at udstille sig selv som her, men sex og porno går aldrig af mode. Det har den intellektuelle avis Information selvfølgelig fattet for længst, og bidrager gerne til læsernes fantasier af hensyn til kvartalsregnskabet.
Jesper Hansen-21:13-
Hvis du på forhånd syntes kvinden var "tudegrim", hvorfor i alverden gav du dig så i lag med hende.? Jeg spørger bare.! Skulle du så ikke bare være "daffet" hjem i seng.! Gudfaderbevares.
Hvad er egentlig mest plat, endeløse teaterstykker på information om at de rige bliver rigere, dagens konstrueret doku-soap fra Christiansborg - Skrabelodder til 1500 kr til arbejdsløse o.s.v
Det fortsætter i morgen, politik er lige så plat, prostitueret og forudsigelig som denne artikel, dog har denne artikel masser af humor, det kan man ikke sige politik har.
Det er et absolut must at være i besiddelse af en humoristisk sans med variationer til det sorte - hvis man ikke skal "bryde grædende sammen" over den ustyrlige rodebutik.
Men.. for nu at tage sagen bare en anelse seriøst,
så tør jeg den påstand,
at for den andel af kvinder her i de mindst ringe kommantarspor,
som har praktiseret engangsaffærer,
så har der også været en stor andel tilfælde af, at manden er blevet valgt fra efter coitus.
Årsagerne er mangfoldige, dog er andelen af "du er for nem" nok ikke så stor.
men så er der alt det andet; kropsduft, bevægelser, lemmets størrelse, lyde, følsomhed, mulighed for fremtidig tilfredsstillelse eller morskab, 'kemi', for tynde lår, mærkværdige seksuelle præferencer - eller mangel på samme, hans omtale af sin ex
.. årsagerne er legio.
Det er bare ikke så tit, kvinder siger det ligeud.
Om det er godt eller skidt vil jeg overlade til hin enkelte at afgøre.
Anne Eriksen-23:43-
Humoristisk sans, med rod i den sorte humor.! Jeg kan ikke være mere enig.!! Grrr.
Ups - min bemærkning var til emil groth - politik m.m.
Lise Lotte Rahbek- 23:54-
Av,av.! Du er da vidst noget af en mundfuld.! (At give sig i lag med).??? Lemmets størrelse.?
giv dig i agt kære.!
Virkeligheden overgår nogle gange fantasien.!
Virkeligheden er altid mere spændende end fiktionen - det er derfor at oplægget er let forvirrende, omend der er mange reaktioner :)
Festknald med promille og fremmede? En vovet affære.
Det overskrider min grænse omkring anstændig opførsel, at manden dumper kvinden imens hun er nøgen.
Det er nederdrægtigt og ondt! Uanset hvor tankeløs han er i øjeblikket.
Måske er jeg snerpet, og almindelig business (forretning på markedsvilkår) gør sådan noget acceptabelt.
Men MIN grænse blev overskrædet lige der.
Et par detaljer:
Tiden efter udløsning er IKKE prime time for manden. Tvært imod. Det er der diverse hormoner er på deres lavpunkt.
Skam, svam, dobbeltstandard, poppelstandard. Mænd investere utrolig meget i deres partnere. Penge, følelser, kræfter, oceaner af tid. En kvinde der tydeligvis er ved at kneppe sig vej igennem de fyrretyve røvere (ikke at der er noget som helst galt i det), er en dårlig bridgepartner i et spil hvor manden ultimativt kan miste sit hjem, halvdelen af sin formue og retten til at se sine børn.
Argh hold nu op.....
Skal vi tro på at hun aldrig har siddet og sat krydser i "den sorte bog" og samlet trofæer? Har hun aldrig delt ud af herlighederne til en person som hun vidste hun aldrig ville være interesseret i at se igen? Er hun blevet håbløst forelsket 1000 gange, forladt 1000 gange, har hun grædt salte tårer 1000 gange i løbet af de sidste 10 år? Jeg tvivler
Så kan man iøvrigt ligestille, kvotere og intellektualisere alt det man vil, men man kommer aldrig uden om at kvinden har 100% kontrol over og vished for hvem der er far til hendes barn. Manden derimod må tage til takke med håb og tillid, og der står lille Lise let på tå altså ikke særlig godt når der skal deles point ud.
Jeg var egentlig kørt træt i denne debat, men nu må jeg til det igen:
Det virker voldsomt foruroligende på mig, at der tilsyneladende er en del af kommentatorerne, der mener, at Amalie selv har været ude om det. Skal det forstås sådan, at I i ramme alvor mener, at Amalie har været for ”billig”, mens det pågældende hankønsindivid har været helt fin i kanten?
Hvis det er tilfældet, så peger artiklen jo (fiktion eller ej) på et, for mig at se, væsentligt samfundsproblem, nemlig at vi åbenbart er på vej tilbage til forne tiders dobbeltstandard for ærbarhed og værdi på dette marked for henholdsvis mænd og kvinder. Gys!
Mener I det virkeligt, eller har jeg misforstået jer?
Nogle af jer virker simpelthen bare hjerteløse og kyniske – en ”brug og smid væk” holdning til andre mennesker, hvor den kloge har ret til at udnytte den mindre kloge (eller mindre kyniske). På det punkt er det nok nytteløst at argumentere, vi kommer aldrig til at kunne blive enige. Men nogle lyder faktisk til at mene, at manden i denne sammenhæng opfører sig helt acceptabelt, mens kvinden selv er ude om det.
Ida Abrahamsen beskriver så levende det bombardement af modsigende budskaber, unge (sikkert både mænd og kvinder) udsættes for. Hvordan skal de unge piger manøvrere i et farvand, hvor de i medierne hele tiden præsenteres for billeder af kvinder, som indebærer stort fokus på sex, udseende, villighed til at afprøve grænser seksuelt? Idealbilleder, som indbefatter Beyonce, lady Gaga, Linse Kessler osv.? Udstråler disse idoler/idealbilleder mon kyskhed, tilbageholdenhed, ”gøren sig kostbar”? Nej vel?
Hvordan skal pigerne forholde sig til, at disse kvinder stilles op som seje idealer, mens de selv bliver opfattet som billige smidvæk-modeller, hvis de forsøger at leve op til dette, fordi de tror, at det er nødvendigt for at være ”gode nok”, eller hvis de blot tror, at de også har lov til at give efter for deres lyster med mænd, som de faktisk samtidig har lyst til at lære nærmere at kende på længere sigt også?
Det må godt nok ikke være nemt at være ung kvinde i dag, hvis det er de nye tider, som er på vej. Ak!
Jeg håber, at det er en meget lille del af mændene (og kvinderne), som faktisk er enige med de pågældende skribenter, og at de kloge, søde, empatiske mænd, som også giver deres besyv med her, faktisk er i flertal i befolkningen.
Hvis ikke, må der for pokker et nyt oprør til! På barrikaderne, Amalie og Ida!!
Som AEK skriver så kan man ikke både blæse og have mel i munden. Hvis man springer kurtiseringsfasen over og går direkte til sagen, må man regne med, at der ikke altid er kæresteri bagefter. En given adfærd udløser en given respons. Dette gælder også for andre fælder, man kan falde i som f.eks. fartfælder, fotofælder, opdragelsesfælder og chokoladefælder. Her kommer regningen også, feks. hvis man har passion for nutellamadder uden brød...
@Anne Marie
Hvorfor insisterer du på at kvinder fremstilles som hjælpeløse svæklinge uden indflydelse på deres omgivelser? Uskyldige lam der venter på at blive slagtet? Det er i mine øjne den ultimative hån mod kvinder.
Du tror vel ikke på at historiens hovedperson aldrig selv har "brugt og smidt væk"?
Anne Schøtt:
For mig at se er problemet ikke, at den pågældende mand bliver enig med sig selv om, at kemien ikke er der, eller at han kun har ønsket en engangsoplevelse. Det er en ærlig sag, og så må man forsøge at formidle dette på en respektfuld måde. Det undrer mig, at så mange tilsyneladende misser dette for mig at se vigtige budskab i Amalies fortælling, at det er netop DET, at hun har givet sig for hurtigt hen, han bruger som begrundelse.
Problemet er, at hvis begrundelsen er, at pigen har givet sig for hurtigt hen, så er det både hjerteløst og kvalmende dobbeltmoralsk!
Der er enkelte, som forsøger at se det som et kluntet forsøg på at komme ud af det, ikke som udtryk for dobbeltmoral, og det er vist den mest positive måde, det kan tolkes på. Jeg synes stadig, at det lyder underligt, at man lige skulle vælge den formulering, hvis ikke man i en eller anden grad ligger under for den slags normer. Men der må jeg være åben overfor, at manden har panikket lidt, og blot har dummet sig.
Men jeg synes desværre, at en del af kommentarerne tyder på, at der ligger mere i det end det.
Søren: jeg kender ikke Amalie, og jeg aner ikke, om hun har en lang liste af knuste herrehjerter i bagagen. Det er meget muligt, det har for mig at se bare ikke noget med det principielle i denne sag at gøre.
Hvis din pointe er, at det blot er sådan, man gør nu om dage, både mænd og kvinder, så er det selvfølgelig ikke et spørgsmål om kønsroller, så er det blot sørgeligt.
Mange går på nettet og søger skilsmisse, reaktionen på dette er et træk på skulderne.
Mange deltager i det københavnske natteliv og får et knald, det er lige før artiklen forekommer gammeldags.
Kvinden kan spørge sig selv, hvem kan jeg stole på?
Ikke nogen, du kan kun stole på dig selv.
Anne-Marie Krogsbøll:
Lad os for argumentets skyld sige at A) Pigen var på ingen måde skyld i noget og B) Fyren var ikke fin i kanten. Vi ved for lidt om eksemplet til at vide det med sikkerhed, men lad os lades som om.
Hvad forskel gør det? Gør det at fyren er forpligtet til at opfylde pigens behov fordi... hendes følelser?
Før du svarer, så husk at tænke eksemplet igennem med modsat køn. En fyr føler at han er blevet stillet noget i udsigt. Måske er han. Har han krav på noget? Nej, vel?
Det kan godt være at du synes at mænds følelser er kvalmende, dobbeltmoralsk og dumme. Men det forpligter os altså ikke til at være kærester med folk vi ikke har lyst til at være kærester med.
Sider