Kronik

Politikere på stemmejagt er jødernes værste venner

Politikerne har suppleret kapløbet om at svine muslimerne til med en konkurrence om, hvem der kan give de danske jøder den største krammer. De gør jøderne en bjørnetjeneste, for de puster til ilden blandt mine medindsatte
Rasmus Jarlov (K) iførte sig for nogen tid siden kalot og gik ned gennem Nørrebro i håb om at få en brosten kastet i nakken. Det skete bare ikke, for de færreste føler behov for at gribe til vold mod jøder.

Søren Bidstrup

21. maj 2015

KRONIK – Efter terrorangrebet i København i februar har de danske politikere stået i kø, for at tale om de danske jøders sikkerhed – og med rette!

Jeg sad i min lille fængselscelle og så Debatten på DR2 for nylig, og her gik der nærmest sport i, hvem der støttede jøderne mest og havde størst sympati for dem. Der var simpelthen ikke det, de ikke blev lovet.

På et tidspunkt handlede diskussionen om, hvilken gruppe i Danmark, der er mest udsat for hate crimes: jøder eller muslimer, og den konservative folketingskandidat Rasmus Jarlov mente, at det uden tvivl var de jødiske danskere, selv om der ikke findes tal for, hvem der reelt har mest ret til at trække offerkortet. Selvsamme Jarlov iførte sig for nogen tid siden kalot og gik ned gennem Nørrebro i håb om at få en brosten kastet i nakken. Det skete bare ikke, for de færreste føler behov for at gribe til vold mod jøder. Spørgsmålet er om politikernes omfattende sympati kan sikre de jødiske familier her til lands sindsro. Det tror jeg ikke, for jeg har nogen indsigt i det miljø, hvor truslen mod de danske jøder kommer fra.

Sviner på sviner

Jeg er gadedreng, ghettodreng, fange og burde som udgangspunkt høre til den gruppe, der hader jøder. Jeg er opvokset med den gruppe, og mindes hvordan en simpel cola kunne udløse ramaskrig. Blev man set med sådan en af de andre børn, blev der råbt: »Du køber patroner til israelerne«, for det hed sig, at jøderne ejede Coca-Cola og brugte de penge, vi gav dem for en sodavand, til patroner, så de kunne dræbe uskyldige palæstinensere.

I dag bor jeg i et statsfængsel, og her bor mange af drengene fra dengang også. Deres profil ligner meget min egen – med den undtagelse, at de har arabisk baggrund, mens jeg har somalisk. Og at de nærer had – til dels på grund af uvidenhed – mens jeg ikke længere gør. Mine erfaringer har gjort mig klogere. Vi gadedrenge har alle dage været mere kriminelle end religiøse. Samfundet hader os, for vi har ikke rigtig bidraget til den store kaffekasse. Tværtimod har vi fået af den. Det er derfor ikke unaturligt, at politikerne sviner os og alle, der ligner os, til. Alle fra flygtninge, indvandrere, perler med dansk statsborgerskab til ghettobeboere svines på grund af os, de kriminelle gadedrenge.

Vores religion får også en voldsom medfart og bliver kaldt alt fra kræftcelle til nazi-islam-isme. Det skyldes udelukkende de radikaliserede, som jo også er en lille del af den store gruppe, jeg her kalder ghettobeboerne.

Ghettobeboerne udgør den største andel af de 250.000 muslimer i Danmark, mens gadedrengene og de radikaliserede tilsammen blot tæller hen ved 1.000, og man kan spørge sig selv, om det er fair, at den resterende – og absolut største – del af muslimerne på den måde skal tages som gidsler i den retoriske kamp, som politikerne fører i ytringsfrihedens navn. Kan det virkelig passe, at en lille gruppe bestående af gadedrenge og radikaliserede skal have lov at ødelægge så meget for alle de stille, velfungerende og velintegrerede muslimer, som forlader ghettoen hver dag for at gå på arbejde? Svaret er selvfølgelig nej, men de kedelige, almindelige muslimer sælger sgu ikke aviser, som vi gør. Vi kan afgøre folketingsvalg, kan vi! Og danskerne elsker at hade os og kan ikke undvære at læse og høre om os.

Fucking ligeglade

Ofte har politikerne udtalt, at det dansk-muslimske samfund skal tage afstand fra de kriminelle gadedrenge og de ekstremistiske radikaliserede. Men det er lige voldsomt nok at forlange, at almindelige lønslaver skal konfrontere kriminelle og ekstremister. Vi taler om mennesker, der ofte er skruppelløse og afstumpede. Vil man virkelig have min søster, som er uddannet skolelærer, til at sparke døren ind til den lokale rygeklub, for lige at give drengene en opsang? Vil man have hende til at stå frem på 22-nyhederne og tale dårligt om ekstremisterne uden at frygte for repressalier fra de mennesker, hun deler opgang med? Jeg tvivler på, at den almene dansker tør gøre noget lignende. Og politikerne ville vel heller aldrig forlange, at de danske jøder skulle tage afstand til de ulovligheder, der begås af den israelske stat.

Det kunne tænkes, at den almindelige danske muslim og danske jøde er fucking ligeglad og bare vil leve i fred uden at skulle tages til indtægt for, hvad andre gør.

Når en gadedreng som jeg hører alle politikerne svine mig, min religion og mit hjem (ghettoen) til, er det naturligt, at jeg ender med at foragte alt, hvad den enkelte politiker står for! Og det gælder måske i endnu højere grad de radikaliserede, som i forvejen hader demokratiet og alt, hvad dertil hører. Politikernes handlinger bekræfter dem bare i hadet. Når politikere så ovenikøbet supplerer konkurrencen om, hvem der kan svine muslimerne mest til, med en konkurrence om hvem der kan give jøderne den største krammer, er det efter min opfattelse ikke til gavn for de danske jøder; det er snarere en bjørnetjeneste!

Hverken gadedrengene eller de radikaliserede er kendt for at gå med studenterhuer, og derfor er det måske endnu vigtigere, at politikerne ikke er så ensidige i deres retorik og i deres tilgang til hele problematikken, for truslen mod de danske jøder kommer netop fra min lille gruppe. Det betyder noget, hvordan netop vi opfatter de danske politikeres favorisering af jøder frem for ghettobeboere. Og jeg skal da love for, at propagandamaskinen kører på fuldt tryk i mit miljø – ikke mindst her i fængslet. Her spørger mange sig selv, hvorfor der er den her kamp om, hvem der kan tale grimmest om muslimer og pænest om jøder. Let’s face it: De to religioner ligner jo hinanden til forveksling, (har jeg ladet mig fortælle)!

I jødens sko

Lad mig prøve at sætte mig selv i en dansk jødes sted. Lad os antage, at jeg ikke havde en afrikansk, men en jødisk baggrund, så ville jeg bede politikerne om maksimal beskyttelse, for det er der vitterligt behov for. Men lige bagefter ville jeg bede politikerne om ikke at bruge min og mine kæres sikkerhedssituation i deres valgkamp, for det kan opfattes negativt af de mennesker, der vil mig og min familie det ondt.

Og ja, kære læser, her kan du sagtens råbe op om ytringsfrihed og alt det sædvanlige om, at vi ikke vil bukke under for ekstremismen osv. Til det kan jeg kun sige, at du vist ikke har børn på Carolineskolen i København!

Om halvanden måneds tid venter jeg en lille datter med min kæreste, og jeg kæmper for tiden en daglig kamp med fængselsledelsen om at få udgang til hendes fødsel. Allerede nu har jeg en helt ubeskrivelig kærlighed til hende – overvældende og altomsluttende. Tænk, når jeg endelig får hende i mine arme! Nu hvor jeg som tankeeksperiment er hoppet i en dansk jødes sko, skal jeg pludselig forholde mig til en trussel mod mig selv og mine nærmeste. Men shit, jeg har jo stadig min indsigt og viden om dem, der vil jøderne ondt, så … jeg tror sgu, jeg bytter mine tomme flasker til patroner, bevæbner mig til tænderne og står kampklar. Hva’ fa’en, jeg er jo også bare en fucking gadedreng.

Så kære politikere: Beskyt det jødiske samfund, men gør det uden at grave grøfter mellem jøder og muslimer.

Liban Mohammed er indsat i Statsfængslet i Østjylland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Bente Simonsen
  • Espen Bøgh
  • Jørn Petersen
  • Benno Hansen
  • Brian Jensen
  • Amin Nielsen
  • Carsten Søndergaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Erik Karlsen
  • Lykke Johansen
  • uffe hellum
  • Curt Sørensen
  • Leif Koldkjær
  • Bill Atkins
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Henrik Schmidt
  • Henrik Plaschke
  • Esben Lykke
  • Dennis Berg
  • Jørn Vilvig
  • Peter Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Morten Kjeldgaard
  • Jakob Bonde
  • Hanne Ribens
  • Henrik Petersen
  • Lars Dahl
  • Else Damsgaard
  • Toke Andersen
  • Ole Meyer
  • morten andersen
  • Trille Hassager
  • Tue Romanow
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Henrik Brøndum
  • Leo Nygaard
  • Ole Henriksen
  • Herdis Weins
  • Dan Kristian Kristensen
  • Hans Larsen
Bjørn Pedersen, Bente Simonsen, Espen Bøgh, Jørn Petersen, Benno Hansen, Brian Jensen, Amin Nielsen , Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Erik Karlsen, Lykke Johansen, uffe hellum, Curt Sørensen, Leif Koldkjær, Bill Atkins, Anne-Marie Krogsbøll, Henrik Schmidt, Henrik Plaschke, Esben Lykke, Dennis Berg, Jørn Vilvig, Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Morten Kjeldgaard, Jakob Bonde, Hanne Ribens, Henrik Petersen, Lars Dahl, Else Damsgaard, Toke Andersen, Ole Meyer, morten andersen, Trille Hassager, Tue Romanow, Jens Thaarup Nyberg, Henrik Brøndum, Leo Nygaard, Ole Henriksen, Herdis Weins, Dan Kristian Kristensen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Streetwise - ikke dumt!
Skriv noget mere, hvis du kan finde tid til det :-)

Dian Kjaergaard, Anna Harbo, Lars Lior Ramsgaard, peter juhl petersen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Lykke Johansen, uffe hellum, Birgitte Gøtzsche, John Liebach, Bent Christophersen, Morten Kjeldgaard, Ole Meyer og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Jette Møller SOS mod Racisme

Stærkt skrevet! Du rammer politikerne midt mellem øjnene. Men desværre begynder de efterhånden selv at tro, at deres udgydelser er sandheden:
"Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel" (skrevet af filologen Victor Klemperer, da han for at overleve som jøde i Det tredje Rige skrev dagbog om nazisternes brug af sproget)

Anna Harbo, Lars Lior Ramsgaard, peter juhl petersen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Lykke Johansen, uffe hellum, John Liebach, Henrik Plaschke, Bent Christophersen, Niels Duus Nielsen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Søren Veje

Takker for hamrende godt indlæg, ikke for kort, ikke for langt - SPOT ON! - at være ovre på den anden side er en god ting...yup STREETWISE ;-)

Espen Bøgh, Birgitte Gøtzsche, Morten Kjeldgaard og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Lillian Redam

Rigtig godt skrevet! Og et vigtigt indlæg, med pointer, som politikerne burde lytte til!

Dian Kjaergaard, peter juhl petersen, Espen Bøgh, John Liebach, Ole Meyer og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

"Vil man virkelig have min søster, som er uddannet skolelærer, til at sparke døren ind til den lokale rygeklub, for lige at give drengene en opsang?"

Tak - skønt!

Lars Lior Ramsgaard, Bent Christophersen, Lars Dahl, Magnus Pranov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man må da håbe at Liban Mohammed snart kommer ud af fængslet - og ikke ind i det igen - for han synes da at være en resurse for det danske samfund, sådan som han kan skrive.

Dian Kjaergaard, Bjørn Pedersen, Lars Lior Ramsgaard, Lykke Johansen, Birgitte Gøtzsche, John Liebach, Steffen Gliese og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar

Virkelig godt indlæg, og ekstremt imponerende niveau i forhold til forfatterens sociale baggrund. Det kan man da kalde mønster- og fordomsbrydning.
Faktisk kunne det lige så godt være skrevet af en priviligeret med akademisk baggrund.

Lykke Johansen, John Liebach og Bent Christophersen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@Tor Brandt - Vi kan da ikke være sikker på, hvem der har skrevet artiklen. Verden vil jo bedrages i vore dage. Er det sandt, må det siges at talenterne er forspildte. Offerrollen duer i hvert fald ikke.

Henrik Petersen

Tak for et godt indlæg. Befriende at høre fra andre end de sædvanlige landsbytosser, som alene formår at prædike had.

Had kan opstå af frygt. Frygt opstår ofte af uvidenhed. Du har kastet lidt lys over land - tak for det.

Alle os der trods alt har fået en studenterhue og dermed burde vide bedre, vi bør sige fra over for al den hadtale som flyver gennem luften fra ekstremisterne på begge sider af denne ulykkelige og helt unødvendige konflikt.

Lars Lior Ramsgaard, John Liebach og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Ja, mon ikke Liban har fået en lille hånd til tegnsætningen - muligvis af sin søster, der jo er skolelærer og derfor ikke behøver sparke døren ned til rygeklubben, men kan påvirke børnene i skolen. Det er jo fashionabelt på Information med skriverier, der har en sært uvirkelig afsender.

Og fashionabelt er det selvfølgelig blandt danske politikere at kramme jøder. Det gør man jo Over There, og der er godt gammelt ordsprog inde på Christiansborg, der hedder, USA følge eller politik fly.

Peter Hansen

Kim Houmøller:

Du kunne skrive et brev til Liban Mohammed og få det bekræftet, du har hans adresse!

Bent Christophersen

@Kim Houmoeller - "Vi kan da ikke være sikker på, hvem der har skrevet artiklen. Verden vil jo bedrages i vore dage."

Kim: Hvis ikke Liban kender noget til Jante loven saa goer han det da nu.

Dian Kjaergaard, Carsten Bod, Carsten Søndergaard, Erik Karlsen, Lykke Johansen, Birgitte Gøtzsche, John Liebach, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Inga Thyra Nielsen

Jeg er bibliotekar i Statsfængslet Østjylland, og jeg skriver på vegne af Liban, der gerne vil sige dette til jer alle:
"Mange tak for alle kommentarerne - korte som lange -:) At man er i tvivl om, at det er mig selv, der har skrevet, tager jeg som et stort kompliment. Mine danskkundskaber skyldes plejefamilien, resten er stavekontrol. Jeg er i gang med en udvikling, de mange rosende ord bekræfter, at jeg er på rette vej. Som det siges i spjældet, hold ud og hold jer ude
mvh
Liban Momammed "
i øvrigt kan jeg sige til tvivlerne, at det er Liban, der selv skriver - og som mange bemærker gør han det virkelig godt! det er en fornøjelse at have ham som låner.
bedste hilsener Inga

Mona Anth., Dian Kjaergaard, Bjørn Pedersen, Sascha Olinsson, Bente Simonsen, Karen Grue, Jens Thaarup Nyberg, Mattia Guidarelli, Søren Veje, Morten Pedersen, Brian Jensen, Amin Nielsen , Jakob Silberbrandt, Carsten Søndergaard, Nanna Wulff M., Lars-Bo Abdullah Jensen, Keld Albrektsen, Lykke Johansen, Jes Kiil, Karsten Aaen, Ole Meyer, Niels Duus Nielsen, Birgitte Gøtzsche, Peter Hansen, Morten Jespersen, John Liebach, Anne-Marie Krogsbøll, Henrik Schmidt, Henriette Bøhne, Bent Christophersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Tak Inga.
Jeg har siddet og ryster på hovedet - og krummet tæer - over en del af kommentarerne, hvor folk i den grad afslører indbyggede fordomme.
Og held og lykke fremover til Liban.

Dian Kjaergaard, Karen Grue, Mattia Guidarelli, Carsten Søndergaard, Lykke Johansen, Niels Duus Nielsen, Leif Koldkjær, Birgitte Gøtzsche, Peter Hansen, John Liebach, Henriette Bøhne, Bent Christophersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Hede

Det er da tragisk at jøder skal gemme sig og at en manifestation om at de er velkomne også med kalot bør undgås fordi det opildner dem der er problemt.

Så på samme måde skal homosexuelle droppe deres parader for det vil kun øge hadet mod dem?. Det kan jeg slet ikke abbonere på.

Anne-Marie Krogsbøll

Gid nogle behjertede politkere må fange den udstrakte hånd, som jeg synes ligger mellem linjerne i dette debatindlæg.
Tak til Liban.

Dian Kjaergaard, Bjørn Pedersen, Carsten Søndergaard, Karsten Aaen, Peter Hansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Bent Christophersen

Naar en episode som busreklamerne imod de ulovlige bobesaettelser opstaar gaar det store Zionisiske propaganda apparat igang.

Der er internationale Zionistiske organisationer som fungere som clearings centre hvor den slag bliver indberettet til. Disse centre har adresselister paa Zionister overaldt i verden og de faar en kopi af indberetning om f. eks. busreklamerne samt forslag til teksten paa en protest email.

Herefter vil 'synderen' som i dette tilfaelde er Movia faa vrede emails fra hele verden som fordoemmer dem som vaerend antisemitisk. Det kan virke temmelig overvaeldende hvis man ikke er klar over hvor velsmurt denne propaganda maskinen fungerer.

Movia fik mange vrede emails paa engelsk med enslydende tekst.

En saadan organisation kaldes 'Israel Europe Freedom Center'

En anden CAMERA (Committee for Accuracy in Middle East Reporting in America)

ellen nielsen

Hvad angår politiske reklamer og budskaber
- hører sådanne slet ikke til på offentlige transportmidler...

ellen nielsen

Jeg synes,
artiklen er en gang vrøvl.
Der tales og gættes på andres vegne...her de enkelte danske jøders.

Curt Sørensen

Usædvanligt velformuleret og skarpsinding artikel og ovenikøbet morsom. Man glemmer næsten at budskabet egentlig er så trist. Hvad er det dog for et land vi lever i? Politikerne bliver dummere og dummere, medierne (ikke mindst TV) mere og mere konforme og store dele af befolkning falder for den racistiske propaganda - Og det hele præsenteres som eet stort lykkeligt Volksgemeinschaft ( dog naturligvis minus de marginaliserede).

Carsten Søndergaard, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
uffe hellum

@Anders Hede: Der er forskel på "ikke at holde sin identitet hemmelig", og at ville flage med den overfor fremmede.

Jeg går ikke rundt med dannebrogsflag på tøjet eller bilen, men jeg taler med dansk accent, og formulerer mig ret utvetydigt om selvskabte amerikanske problemer.

Danske jøder og muslimer (de 99%) behøver jo heller ikke holde deres baggrund hemmelig i en dialog, men langt de fleste flager heller ikke med det til hverdag.

Min kollega tager sine to tons guldsmykker og indisk dragt på engang imellem, men normalt arfbejder hun i cowboybukser og spiser kylling, for det er sgu lidt for besværligt at være vegetar i USA.

Christian Yde

Det er forstemmende at folk roser Liban med udgangspunkt i lave forventninger til at folk i fængsler ikke kan skrive. Det er utroligt at man er forudindtaget om Libans kognitive evner baseret på hans baggrund.

Jeg syntes dog det er utrolig forfriskende at få en indføring fra 'den anden side' og det er meget opløftende at høre en så selvkritisk opfattelse af ens egen rolle i samfundet som Liban her kommer med.

Det er også dejligt at høre, at flere kan gennemskue det bullshit der oftes lukkes ud i af levebrødspolitikere som efterhånden har mistet troen på dem selv og på demokratiet, hvorfor de lader hånt om at opbygge og vedligeholde det inkluderende demokrati som selv fængslerne i sin åndstanke skulle støtte op om.

Fedt du skærer igennem det Liban, og tak for det.

Carsten H. Møller, Carsten Bod, Jakob Silberbrandt, Carsten Søndergaard, Niels Duus Nielsen og Bent Christophersen anbefalede denne kommentar
Brian Jensen

Godt med et inlæg, der er baseret på reel erfaring og rationel analyse! Godt med flere nuancer i debatten. Jeg håber Liban fortsætter med at blande sig.

Dian Kjaergaard, Karen Grue og Bent Christophersen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

LIban.

Tillykke med du skal være far, det stort.

Jeg vil ligesom flokken af afdankede banditter herinde også både rose dig og takke dig for et rigtigt godt indlæg.

Det rart og betryggende at vide der iblandt jer 1000 "drenge" befinder sig masser af intelligens, som kun venter på at komme ud.

Håber du snart kommer ud og kan begynde dit nye liv.

Karen Grue, Bent Christophersen og Brian Jensen anbefalede denne kommentar
peter hansen

Hvis man undgår at sige og gøre de ting der oprører de farlige behøver vi slet ikke demokrati, man skal bare leve sit liv, passe sin familie, sit job, avle børn og så dø når den dag kommer.
jeg kender mange mennesker som lever fine liv i udemokratiske samfund efter devisen: væk ikke bjørnen.
Bøsser i Indonesien, lesbiske i Malaysia, kunstnere i Singapore, fritænkere i Rusland.
Kronikken, og de mange der bifalder denne, rejser spørgsmålet om vi overhovedet behøver demokrati og frihed?

Leo Nygaard

Flertallet - Ligeglade borgere, der er velforsynede, tilfredse eller bevidstløse, behøver ikke demokrati.
Mindretallet - Eliteborgere, griske, magtsyge og ambitiøse, bruger det formelle demokrati.
Først når flertallet ikke er tilfreds med mindretallet - med brødet og skuespillet - er der brug for ægte demokrati.

Henriette Bøhne

Jeg har set en del af de kommentarer, som blev slettet - og jeg fik det i indtryk, at kommentarerne netop ikke gik på indholdet af kronikken og dens budskab, men snarere på skribenten og den kriminalitet, han i sin tid begik, og derfor mere havde til hensigt at stigmatisere og miskreditere skribenten for derigennem at svække hans synspunkter og budskab.

Kære Liban,
Et menneske, jeg holder meget af, var engang en velbegavet, men vred ung gadedreng. Han voksede op i den hvide underklasse og hans barndom var præget af fattigdom, vold, alkohol og sågar incest. Da han var omkring 20 år fik han en dom på 8 års fængsel for bedrageri, røveri og livsfarlig vold. I fængslet fik han psykologsamtaler, kurser i at håndtere vrede og blev sat igang med en håndværkeruddannelse. Han har nu været ude af kriminalitet og bidraget positivt til samfundet i 25 år og han er et af devenligste mennesker, jeg kender, som altid gerne går en ekstra omvej for at hjælpe sine medmennesker.
Du har en lang og svær vej foran dig, men jeg håber sådan, både for dig og din lille famile, at du finder styrken til fortsat at vælge vreden fra, uanset at du møder stigmatisering og mistænkeliggørelse.
Walk the Line - god vind fremover.

Bent Christophersen og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Bente Simonsen

Håber du bruger din forhåbentlig snart genvundne frihed og din intelligens til at artikulere dig i stedet for kriminalitet, nu har du fået hul igennem til verden. Brug det. Der findes f.eks. journalistskoler.