KRONIK – I Sverige gennemlever vi en proces, der gennemgribende ændrer det svenske samfund og forløber i stilhed uden for nogen politisk debat: Hele vores syn på den offentlige sektor forandrer sig. Forandringerne påvirker alle dele af velfærdsstaten og forholdet til borgerne, og de indebærer et angreb på selve den moderne demokratiske stats grundlag. De påvirker ytringsfriheden og kommunikationsfriheden og dermed de grundlæggende love, der sikrer demokratiet.
Den ændring, jeg taler om, drives frem af en bestemt ledelsesfilosofi inden for samfundsvidenskaberne – New Public Management (NPM) – der har vundet indpas i de politiske partier såvel til højre som til venstre. I Sverige hyldes NPM således af både de borgerlige partier og Socialdemokraterna, uden at nogen af dem har fundet det umagen værd at spørge deres vælgere. Og i Danmark har den socialdemokratisk ledede regering for nylig besluttet, at man fra 2015 vil implementere endnu stærkere elementer af NPM i den offentlige sektor. Danmark risikerer således at havne i den samme fælde som os.
Borgerne betaler
NPM er en neoliberal filosofi om, hvordan den offentlige sektor skal styres. For at forstå, hvad transformationen går ud på, må vi først se på, hvordan den moderne demokratiske stat er bygget op. Centralt i dens opbygning står en offentlig sektor og statsforvaltning, som bygger på professionalisme og embedsmandsetik, på demokratisk kontrol og gennemsigtighed, og hvor der skal anlægges neutrale objektive vurderinger af de offentlige tjenester, således at alle borgere er stillet lige i adgangen til disse. I modsætning til førmoderne tider, da embeder var privilegier, som Kongen tildelte, rekrutteres den moderne embedsmand efter kompetence. De forskellige professioner med specialiseret fagviden har lige siden været garant for, at tingene ville blive professionelt håndteret. Vi kan f.eks. ikke stemme om sygdomsdiagnose – den skal vurderes af en læge. På denne måde var fagprofessioner – læger, universitets- og skolelærere, politibetjente osv. – centrale aktører i opbygningen af det offentlige apparat. Embedsmanden skulle pr. definition tjene offentligheden. Dette er ’den klassiske model’, som vi kender den fra den tyske sociolog Max Webers definitioner. Det er også den model, vi havde i det meste af 1900-tallet. Nu er den under hastig afvikling.
Igennem de seneste 25 år er vi i stedet gradvis skiftet til en model, der er management-inspireret og bygger på helt andre værdier og præmisser. Kort sagt: på en helt anden ledelsesfilosofi. Karakteristisk for den nye model er, at den offentlige sektor skal styres som en samling af virksomheder. Disse virksomheder opdeles så i resultatenheder, der skal være selvbærende og helst også rentable og profitorienterede.
Nøgleordene er privatisering og korporatisering, managementtænkning og målbarhed i evalueringer. Ideen er for så vidt helt enkel: Den offentlige sektor skal forstås som virksomheder, der leverer tjenesteydelser. I den forstand bliver den til en producent. Borgerne betaler så for disse tjenester, når de bruger dem, og bliver derved til forbrugere. Således kan de samme besparelses- og rentabilitetsstrategier, som findes i den private sektor, også indføres i den offentlige.
Sovjetisk kontrol
I praksis har NPM ført til ødelæggelse af den offentlige sektor. Det korrumperer alle andre værdier ved at konvertere dem til økonomiske. Fordi alt skal måles og vurderes, skal alle aktiviteter og enhver adfærd omdannes til kvantitative pakker og enheder, der modtager en numerisk og dermed økonomisk værdi. En politiudrykning, en blindtarmsoperation, en vejledersamtale – alt skal kunne måles i antal.
I Sverige er dette mest synligt i sundhedssektoren, hvor stadig flere læger og sygeplejersker protesterer og gør oprør mod det kyniske købs- og salgssystem, som gør visse patienter rentable og andre ikke. I Sverige tvinges lægerne til at arbejde med lange lister, som pointsætter forskellige diagnoser, hvilket kommer til at påvirke de forskellige afdelingers økonomi. Ud over deres lægefaglige vurderinger skal læger foretage en økonomisk vurdering, der følger en forudbestemt skabelon med tilhørende pointsystem. Er økonomien dårlig, kan man rette op på det ved at stille andre diagnoser. Mistanker om korruption af diagnosticeringspraksisser er allerede opstået på nogle hospitalsområder. Fremgangsmåden nødvendiggør også en kæmpeadministration, der skal bygges op til at registrere, måle og evaluere alle aktiviteterne med henblik på at påvise deres effektivitet. Vi får altså mere bureaukrati og mindre pleje. Mere økonomisk rationalitet, men mindre sund fornuft.
Det samme princip med dettes mani for at kunne fremvise statistikker påvirker politiarbejdet. Tid og ressourcer, der kunne være brugt til at efterforske forbrydelser eller patruljere og være synlig i lokalsamfundet, går nu i stedet til at indkode og afrapportere arbejdsdagen i diverse computersystemer, således at alt kan måles og evalueres. Tilsvarende for skolelærere og alle andre embedsmænd. Den samlede virkning af alt dette er rent ud sovjetisk. Alle faggrupper og professioner infantiliseres til fordel for bureaukratiske kontroller.
Også på universiteterne er effekten ødelæggende. Hvert enkelt kursus, hver enkelt forløb skal indkodes i systemet, således at evaluering af al aktivitet reduceres til den behavioristiske målbare adfærd hos de studerende. Institutionerne får udbetalt deres bevillinger pr. færdigeksamineret kandidat, hvilket ansporer til at sænke de faglige krav, således at et studiegennemløb kan afvikles så gnidningsfrit som muligt. For at modvirke den effekt har man så måttet opbygge en administration med rapporter, undersøgelser, selvevalueringer og evalueringer. Resultatet er, at vi har fået en indadvendt evalueringskultur, der dyrker en forvanskning af de klassiske pædagogiske værdier, der engang eksisterede på de vestlige universiteter. I realiteten er der tale om et angreb på den grundlæggende idé om universitetet. Et yderligere skridt i retning af dette var en autonomireform, der blev indført i 2011 og skabte autonomi for rektorerne, men ikke for akademikere. Resultatet er blevet en afvikling af den kollegiale styring, hvilket betyder, at mange svenske universiteter ikke længere opfylder UNESCO’s krav til videnskabelig uafhængighed.
Ytringsfriheden er truet
En fællesnævner for hele bestræbelsen er en afprofessionalisering af alle fagkompetencer – fra læger til politifolk og lærere. Netop dette er en af de bærende ideer i NPM. En anden er politisering med politisk udnævnelse af skoleledere, direktører, virksomhedsledere, ja, nogle gange sågar museumsledere. I stedet for kvalificerede fagfolk får vi politisk loyale kommissærer. Kompetence bliver mindre relevant og loyalitet stadig mere relevant.
Selv ytrings- og kommunikationsfriheden trues. Når myndighederne pludselig fungerer som virksomheder, begynder cheferne at kræve loyalitet over for autoriteterne i stedet for embedsmandsetik. Eksemplerne hober sig op fra steder som Lunds Universitet og Gävle Universitet, der drives som virksomheder, samtidig med at kritiske professorer trues og knebles.
Managementfilosofien undergraver ideen om medborgerskab ved helt at opløse ideen om samme. I stedet for borgere, der møder en offentlig sektor, får vi kunder og forbrugere. Og i sidste ende er denne trend udtryk for politikernes forræderi mod folket og demokratiet.
I Sverige er der omsider kommet gang i en offentlig debat om, hvordan vi ønsker, den offentlige sektor skal styres, og den nye regering har åbent kritiseret NPM. I Danmark derimod har regeringen besluttet at gå i retning af mere NPM. Det er op til danskerne selv at afgøre, om de vil lytte til en advarsel fra Sverige.
Dr. Jens Stilhoff Sörensen er Research Fellow ved det svenske Utrikespolitiska Institutet og lektor i Peace and Development Studies på Göteborg Universitet samt medlem af Academic Rights Watch.
Oversat af Niels Ivar Larsen
@ Felix Austin
Det fede ved dette forum er at folk læser indlæggende og danner deres egen mening. Så kan de se dine og mine indlæg og selv vurdere hvad der er op og ned.
Det er venligt af dig så åbenhjertigt at tilkendegive din mening om min person. Det er et emne du allerede har skrevet at du ikke ved noget om, så jeg betragter det som en form for terapi, du skulle igennem, for at opnå et bedre humør.
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Jeg forstår ikke dit indlæg og jeg har ikke større håb om at du kan slippe egocentreringen længe nok til at gøre dig forståelig.......ikke at tabet tyder på at være af voldsom karakter.
Dine indlæg er helt klart i en klasse for sig.
Men hvordan har du fået ideen at du allerede har dannet karakter nok til at være en person??
Den slags selvovervurderinger gør mig altid i godt humør, så er der håb endnu, bare sigtet ændres, så er der ambitioner nok i verdens ungdom.
Mikkel, så burde det også være nemmere for dig kort at opsummere dine indsigelser. Som jeg fornemmer det i fx dit indlæg 23/5 14.04 : "Tro er et grundvilkår for mennesker. Sandhed ligger, som nævnt, udenfor vores rækkevidde." Vi er del af kosmos, og det giver derfor god mening, at den stadig større indsigt vi får heri, vil fortsætte. Hvor langt er ikke til at sige, men i princippet vel lige så uendelig langt som kosmos selv.
Jeg giver mig ikke af med at postulere 'endegyldige sandheder'
Venstre var - indtil Fogh Rasmussen's minimalstatsdrømme - landets værn mod de centralistiske strømninger, som kommunismevarianten stalinisme havde efterladt i socialdemokratiet. NMP åbnede en centraliseret styringsmodel, som enhver STASI-oberst måtte have drømt om.
I kommunerne oplevede vi, hvordan 'Fælles Sprog' med hård hånd 'oversatte' alle hjemmeplejens varme hænder til kolde ydelser, som man fra centralt hold kunne justere ved at dreje på en knap - økonomiknappen. Det groteske var f.eks. arbejdsplaner, hvor en assistent på cykel skulle udføre opgaver rundt omkring i en by - alt sat på minutter og sekunder: blot ikke cykeltransporten fra hjem til hjem. Her måtte man antage at assistenten skulle 'beame' sig frem - ganske uden tidsforbrug. "Just do it."-slagordet og positiv-vinder--skøn-snakkeri fra de centralt uddannede 'ledere.'
Vi har alle tydeligt oplvedet, hvordan Fogh-Rasmussen uden nævneværdige sværdslag kunne optrappe centraliseringen: Hans minimalstat bestod ikke i at staten skulle være uden magt. Fogh-Rasmussens minimalstat var en voldsom koncentration af MAGTEN. Således kunne hensynsløsheden sættes i system.
Kommunerne blev massakreret gennem en proces, der komplet ruinerede 'det primære demokrati' - først ved at fastlåse skatteudskrivningen, således, at lokal-befolkningen ikke længere kunne forhandle med lokal-politikere om ydelser og skattetryk. Dernæst ved at gennemtvingen at bunke kommunerne sammen i administrative enheder uden noget andet rationale end at gøre afstanden mellem borger og parlament større.
Aargh. Det er deprimerende - og i mange henseender ligegyldigt. Danmark er småt.
Netop, Lars Dahl, jeg kender ikke andre lande, hvor man i den grad har valgt at centralisere forvaltningsenhederne i stedet for at benytte kommunikationsgevinsten til at bringe indflydelsen endnu længere ud til befolkningen.
Allerede før kommune-nedlæggelserne havde Danmark langt de største kommuner i Europa. Og allerede dengang var centralstyringen af kommunerne et sort kapitel i demokratiets danmarkshistorie. I en 'normal' kommune kunne man regne med 5-10 tilhørere, mens i lande som USA og Frankrig (med ringere valgdeltagelse) man kunne se både 200 og 500 tilhørere.
Det er enormt tydeligt i dag, at folk mener, at deres 'demokratiske pligt' kan overstås ved at sætte et kryds hvert fjerde år. Vælgerforeningerne (det har jeg skrevet før) er spillet pas af den stærkere centralisering af de politiske partier, således at politikerne i dag har langt mere kontakt med veludrustede lobbyister end med deres vælgerforeninger.
På den måde kan man sige, at det parlamentariske cirkus i Danmark er endnu mere forvrænget end i mange EU-lande: borgerne har helt opgivet at deltage i den politiske virkelighed.
Pressen er i lommen på politikerne, der bag ryggen af os alle - gennem /ritzau/ - serverer centralstyret propaganda til udbredelse gennem alle landets aviser: Fra Viborgbladet til Information er denne propagandastrøm velkoordineret.
Nu er bogen om afviklingen af vores velfærdsstat også kommet!
»Den offentlige sektor og Danmark står i den største ledelseskrise siden 1864«.
Tak skæbne!
Det er ikke hverdagskost at læse den slags kategoriske udsagn. Men sådan står der sort på hvidt i den nye bog ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.
"Alle politikere taler om, at vi må forbedre vores konkurrencekraft for at kunne finansiere vores velfærd. Men hvad er det for en velfærdsstat vi vil redde? Den debat er forsvundet, fordi debatten om konkurrencekraft og vækst er vigtigst af alt "
Læs artikel og interview her. Del den endelig link med andre... det er sidste udkald..
http://www.ugebreveta4.dk/offentlig-ledelse-er-en-alvorligt-syg-patient_...å
"Alle politikere taler om, at vi må forbedre vores konkurrencekraft for at kunne finansiere vores velfærd."
I så fald er 'alle politikere' dumme som et hul i jorden - desværre er det sandt nok gældende for alt for mange. Nogen skiller sig dog ud med en mere indsigtsfuld forståelse af vores økonomiske muligheder, fx alternativet. En indsigt der er vores håb om at forandre den totale nedsmeltning, som desværre er i gang.
Jeg er agnostiker med stort A. Jeg ville gerne, men kan ikke tro på en gud.
Når det er sagt, så er det helt tydeligt, at samtidig med at vi op gennem årtierne, har mistet religionen, så har vi, proportionelt, også mistet en meget stor del af vores moralske rettesnor. Kristendommen, og så kan man tænke om den, hvad man vil, giver igennem bibelen og de 10 bud, leveregler, der taler til det gode i mennesket.
Jeg siger ikke at de to begivenheder, tab af religion, og det moralske forfald i samfundet nødvendigvis er forbundet, men der er en stor sandsynlighed for det.
Vi er gået fra at forsøge på at leve op til de 7 dyder, til i dag at heile de 7 dødssynder.
Så selvom jeg siger jeg ikke tror på Gud, så tror jeg på religionen, som et redskab til at give en moralsk rettesnor.
De 10 bud gælder i øvrigt, ikke bare indenfor kristendommen, men også indenfor jødedommen og islam.
Hvis vi ikke ønsker at være religiøse, og det kan jeg kun respektere, så tror jeg dog det stadigt er vigtigt, at vi beskæftiger os indgående med værdier, moral og etik, og at der kommer en virkelig bred samfundsdebat, om vores værdier, hvilke værdier har vi, hvilke ville vi gerne have, og hvordan når vi frem til at skabe disse værdier.
Desværre, Liliane Murray, overlader netop kristendommen den moralske afvejning til hvert individ ved at være radikal i sin forståelse af tilgivelsen. De ti bud - som jo blot er de første regler i Moseloven - kan for kristne danne samfundsnorm; men Ny Testamente sætter på radikal vis mennesket frit i forhold til de synder, det uafladeligt begår, fordi det ikke er Gud.
Så vejen væk fra troen har nogle andre perspektiver: vægten på 'at være noget', 'at eje noget', 'at hævde sig', 'at tjene penge', 'at måle sig med andre', 'at opnå magt' kommer til at være nogle mål i en kamp, som den kristne menighed forsøgte at udjævne, omend på en anden måde end det græske demokrati - måske fordi kristendommen trods alt har rod i Jødedommen. Men det første offer er sagtmodigheden, og vi ser det i høj grad hos de fløje, der har mest travlt med at skælde ud på de andre, men som for mig at se i virkeligheden forfægter det begreb i NTs forstand, som de skylder andre for. For selvom tilgivelsen skulle komme 'af sig selv', som mange præster så smukt og fyndigt udtaler det, så er opfordringen til at være et ordentligt menneske, der sætter sin næstes velfærd før et hvilket som helst bud, også anbefalet i evangelierne.
I Tunesien eksperementere man med et system"participation ny management" PNM. Foreløbigt I den næst størst by I landet. Folk er opsat at være del I styringen af kommunal politik, hvad angår mål og midlder. Det er klart synes jeg folk vil selv finde løsninger og ikke kopierer VESTEN I alt; heller ikke om demokratiet.
Konkurrence Stat, hvorfor, på grund af globaliseringen, og skyldes igen, der manglede en grund I de 200 sidste år for den globalisering; det var ikke noget konkurrenter eller økonomier af betydning i al den tid. Er det ikke noget, der bekræfter den påstand at Vesten levede fedt på koloni tiden? som aldrig kommer tilbage. Men det har under alle omstændigher ikke noget at gøre med ulighed I samfundet.
Managementfilosofien undergraver ideen om medborgerskab ved helt at opløse ideen om samme. I stedet for borgere, der møder en offentlig sektor, får vi kunder og forbrugere. Og i sidste ende er denne trend udtryk for politikernes forræderi mod folket og demokratiet, skriver Stilhoff Sörensen.
Jeg er som sådan ikke uenig med manden, men jeg bliver betænkelig, når der kommer den formulering, som også overskriften byder på, at der indføres en modsætning mellem 'politikerne' på den ene side, og 'demokratiet' og 'folket' på den anden side.
Jeg tænker på den tyske højrenationale - til neo-nazistiske - bevægelse (Pegida), der netop kører frem med slagord hentet fra de 'oprindelige nazister's ordforråd kombineret med opråbene mod DDR-diktaturet "Wir sind das Volk."
Efter min mening er der ikke noget plausibelt alternativ til 'demokrati' og det indebærer 'politikere' og 'folket.' Demokratiet er skrøbeligt: Vi kan alle følge med i hvordan det udvikler sig i Tyrkiet, i Ungarn, måske i Polen ... Vi kan se, hvordan Danmarks politik i dag formelig styres af et Dansk Folkeparti, der kalkulerende fortsætter linjen med at have indflydelse uden at påtage sig ansvar. Det er forstemmende at se, hvordan den nuværende mindretalsregering bryster sig af ikke at lade sig 'ryste' af folkestemningen, mens den i realiteten ikke gør andet.
Men vi kan ikke kaste 'politikerne' ud med badevandet, for i et demokrati er vi nødt til at have et formidlende led, parlamentet/folketinget, hvor man kan tale sig til rette om tingene.
Vi må have fat, dér hvor demokrati betyder at tage hensyn til de svageste. Men hvordan vi komme den vej, har jeg ikke andre bud på, end at opfordre folk til at melde sig ind i vælgerforeningerne, og stille krav til folketingspolitikerne i stedet for at nøjes med et kryds hvert fjerde år, og derpå overlade politikerne til lobbyisterne, spindoktorerne og medierne.
Lars Dahl
Overskriften "Politikernes forræderi mod folket", som jeg læser det, skal det forstås, som f.eks., at Folketinget har fyrede alle Skat's bedste folk, helt bevist før EDB systemet kunne overtage deres arbejde, efterfølgende har Folketinget systematisk sikret sig, at det fortsat ikke var muligt, at ansætte kvalificeret personale, på trods af Folketinget var velvidende om, at der var meget store gevinster for samfundet ved at ansætte skattefolk, dette alene "Politikernes forræderi mod folket" for, at indføre New Public Management og neo-liberalismens konkurrencestat.
Gælden til SKAT udgør pt mere end DKK 70 milliarder, det svarer til et beløb på ca. DKK 13.000 for hver eneste dansker, ung som gammel.
Neoliberalisme.
Fra link:
"Vi vil derfor se en statsmagt, der i stigende omfang opgiver kontrol og regulering af økonomien og i stedet gå over til kontrol og regulering af mennesker. Bevæger sig fra tilpasning af økonomien til menneskers behov til en tilpasning af mennesker til markedets behov. Disciplinering, kontrol og overvågning af mennesker øges betydeligt i disse år. Det gælder ikke mindst for arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og marginaliserede grupper. Det kaos og den sociale uro som globaliseringens polarisering i rige og fattige medfører må kontrolleres og neutraliseres, og det kræver øget overvågning og kontrol."
Link:http://www.leksikon.org/art.php?n=1843
Steffen Gliese, er moralsk afvejning ikke, og har den ikke altid været en meget privat sag. Som du selv konkluderer, så "så er opfordringen til at være et ordentligt menneske, der sætter sin næstes velfærd før et hvilket som helst bud, også anbefalet i evangelierne."
René Skov, på side 1 i denne debat: Ove Kaj Pedersen tager afgørende fejl, når han opfatter velfærdsstatens antropologi som "et fremtidens menneske" - tværtimod er den, i modsætning til konkurrencestatens fantasiforestillinger om mennesket nutidig og konkret og problemløsende, hvor konkurrencestaten fralægger sig problemerne. Konkurrencestaten er et greb tilbage til en tid, hvor krigstilstand imellem mennesker og lande var fremherskende, men demokratisering og samarbejde er præcis udtryk for det modsatte. Og der er ikke noget at konkurrere om.
Og skal vi ikke også lige have den vigtigste og bedste nyhed i år her: http://www.denoffentlige.dk/bombe-under-30-aars-styringstaenkning-hood-o...
@ Steffen Gliese
Det er en god nyhed. Den vedrørende NPM. Nu afventer vi så, at statsapparatet retter ind; Ligesom de gjorde, da vi beviste sammenhængen mellem udledningen af drivhusgasser og klimaforandringer... Mens vi venter kan vi fornøje os med den bog, som er kilde til artiklen. Den hedder "A Government That Worked Better and Cost Less? - Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government", og er skrevet af Christopher Hood.
Jeg er umiddelbart enig i dine betragtninger omkring konkurrencestaten og mennesket. Måske vi opfatter Ove Pedersens formulering på forskellig vis.
her er et link fra en engelsk forksning rapport, som dokumentere at NPM er både dyrere og dårligere:
http://www.denoffentlige.dk/bombe-under-30-aars-styringstaenkning-hood-o...
Dette debatindlæg er bare blevet endnu mere relevant i det år, der er gået.....
Desværre.....
Sider