Pornoens nye fanskare

KRONIK – Min ven Christian er 26 år. Han arbejder i mediebranchen, er homoseksuel og besidder ligesom mange andre hipstere det kanoniserede fuldskæg. Han er som alle andre unge på de sociale medier, hvor han kommunikerer med sine venner og bekendte, holder sig opdateret på kulturelle nyheder og følger en lang række offentlige personligheders aktivitet. Blandt de sider og personer, han følger på Instagram, finder man: tv-producent Lena Dunham, indiebandet Future Islands og pornoskuespiller Colby Keller. Sidstnævnte rejser på nuværende tidspunkt alle USA’s stater rundt og skyder en pornofilm i hver af dem under hashtagget #ColbyDoesAmerica – en DIY-produktionsserie, som Christian gerne vil have stemningsbilleder fra i sin hverdag.

En sådan offentlig erklæring af pornoforbrug høres kun undtagelsesvist. Specifikke smagspræferencer inden for genren endnu sjældnere. En hurtig konklusion er, at Christian enten må være småpervers og unormalt åben om sine seksuelle fantasier, eller også har han bare ikke forstået, at listen af personer, man følger på Instagram, ikke er privat.

Porno som smagsfællesskab

Med en smule research på pornofilmstjernernes instagramprofiler kan man dog hurtigt finde frem til, at Christian ikke er et særligt tilfælde. Tværtimod.

Colbys ikke-kommercielle pornorejse har omkring 12.000 følgere på Instagram – en sølle slat, hvis man sammenligner med hans kollega Jake Bass’ 130.000 følgere eller pornodivaen Mia Khalifas 1,2 millioner følgere, hvilket kun er lidt under halvdelen af præsident Obamas.

Pornobranchen har fået et nyt promoveringsmedie, og her klarer den sig fortræffeligt. Unge liker og følger pornoskuespillere på lige fod med musikere, politikere og sportsfolk, og de gør det offentligt. Seksuelle præferencer er blevet til smagsfællesskaber, man kan dyrke på samme niveau som fællesskab om popmusik og sangstjerner.

Foruden billeder af pornoskuespillernes kropsattributter, emmer deres instagramprofiler også af aseksuelle hverdagsmomenter, som vi kender det fra vores venners profiler. Der er altså ikke blot en interesse for, hvad skuespillerne vel i første omgang er kendt for, men også for hvad der foregår, når kameraerne ikke længere ruller. Pornostjernerne bliver på de sociale medier til figurer, hvis liv og kulturelle betydning man følger, beundrer og identificerer sig med.

Hipster-porno

Hos unge er porno lige så underlagt smagsregimer, som andre kulturprodukter er det. Der findes den standardiserede, forfladigende porno, hvorunder Mia Khalifa sorterer. Det svarer nogenlunde til filmindustriens Hollywood-produktioner. Herudover er der de mindre kommercielle eller mere kunstneriske udtryk for genren. Colby Keller hører til sidstnævnte kategori. Med sit fuldskæg og DIY-projektet Colby Does America fungerer han vel nærmest som pornoens pendant til musikkens Bon Iver: Branchens skæggede mand, der undgår de kommercielle magter gennem autentiske og uafhængige produktioner.

Når pornostjernernes betydning rækker ud over pornoindustrien, bliver de til generelle identifikationsfigurer, de unge bruger til at få sig selv placeret på det subkulturelle verdenskort. I tråd med resten af sine indie-præferencer følger min ven Christian således Colby Keller frem for andre skuespillere, idet Colby med sin status som »the Marina Abramovic of gay porn«, som Vice Magazine formulerede det, repræsenterer nogle helt særlige kulturelle kvaliteter, som Christian gerne vil sætte sig selv i sammenhæng med.

Netop Colby Keller og Jake Bass er ved en hurtig Google-søgning da også at finde på en række markante medier, der kan siges at repræsentere det hippe ungesegment, eksempelvis kulturmagasinerne I-D Magazine, Dazed & Confused og Vice Magazine. Magasiner, hvor også populærfeminisme og queer-kultur florerer som naturlige og underliggende værdier.

Pædagogisk potentiale

Nu kunne man indvende, at unges hyldest til pornoens koryfæer og trang til at spejle sig i dem er tegn på en overfladisk kultur, hvor kærlighed er erstattet med sex. Og man kunne begræde, at pornoficeringen af samfundet tilsyneladende er nået helt ind i kernen af unge menneskers identitetsdannelse. Og kritikken af pornografi er da også afgørende vigtig, ligesom de unges store forbrug af genren kræver dialog og debat, hvis ligestillingstanker og realistisk sexforståelse skal opretholdes. Men netop disse mål vil man potentielt kunne komme tættere på at opfylde, hvis man udnyttede de unges pornofankultur hensigtsmæssigt.

For spørgsmålet er, om ikke unges fællesskab om pornopræferencer har potentiale til at udvikle sig til gode og støttende fællesskaber for den identitetsudviklende unge. Fællesskaber, der kan forebygge, at den enkelte ender i ensomhed og isolation som følge af vedkommendes seksualitet.

Vi ved, at selvmordsraten er kritisk høj blandt homoseksuelle og transkønnede, og skønt der lovgives til disse gruppers fordel, forbliver de minoriteter, der udsættes for et kulturelt forventningspres. Fællesskaber er derfor vigtige og udnyttes allerede til at imødegå netop denne problematik.

Samtidig kan fællesskaberne på de sociale medier gøre det muligt for den enkelte at vriste sig fri af stereotype forestillinger om, hvordan man er en ’rigtig’ bøsse eller en ’rigtig’ transkønnet. Tag f.eks. Colby Kellers DIY-projekt. Ud over at han står for de produktionsmæssige kvaliteter som alternativ til pornoens storindustri, repræsenterer han også en kropsfokuseret subkultur, hvor det behårede, muskuløse urmenneske hyldes. En ung, homoseksuel fyr, som ikke nødvendigvis identificerer sig med eller er tiltrukket af den stereotype mediehomo, vil som medlem af Colby Kellers følgegruppe kunne opleve, at han ikke er den eneste, der har den slags præferencer.

Stop fniseriet

Man kan forestille sig, at man fra samfundets side kan udnytte den rollemodelstatus, som de unge forærer pornomodellerne, for eksempel til at sikre, at de på egne præmisser udvikler sig til tolerante, sunde og reflekterede seksuelle individer.

Men når porno tages op i medierne eller i den offentlige debat, fremtræder den desværre fortsat som et tabuiseret emne. De amerikanske og engelske magasiner, jeg tidligere nævnte er klare undtagelser.

Danmarks Radio afsluttede tidligere på foråret sit tema om pornoens mange ansigter. Trods den grundige skildring af mange af pornoens aspekter er fniseelementet i udsendelserne til at få øje på. Samtidig er den tiltagende fankultur helt udeladt af programmet. Der er med andre ord en ærgerlig uoverensstemmelse mellem mediernes dækning af pornogenren og ungdommens virkelighed.

Hvis vi skal høste de potentielle gevinster af fankulturen, kræver det, at vi begynder at italesætte emnet og anerkender, at unge ikke længere opnår deres kønsidentitet gennem seksualundervisning i 8. klasse. Hvis vi som samfund ikke indser, at porno ikke er så tabubelagt, som det bliver udlagt i medierne, bliver det til en selvopfyldende profeti, der fastholder pornokiggeri som stigmatiserende. Lad os i stedet bringe pornoen og fankulturen frem i lyset og udnytte de positive sider, der også findes ved genren.

Jakob Steensen er studerende i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet