Læsetid 5 min.

Seks timers arbejdsdag kan genoprette familiebalancen

Præstationspresset stiger, og hverdagen hænger stadig dårligere sammen. Ikke mindst for børnefamilierne. Det er på tide at anvise en løsning: Prøv med seks timers arbejdsdag
Efter at næsten alle kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, bidrager en familie i dag med omkring 70 timers arbejde om ugen. Det er en forøgelse på 25 timer på en generation. Det går ud over familien og nærværet.

Efter at næsten alle kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, bidrager en familie i dag med omkring 70 timers arbejde om ugen. Det er en forøgelse på 25 timer på en generation. Det går ud over familien og nærværet.

Stine Bidstrup
19. maj 2015
Delt 67 gange

KRONIK – Det hele begyndte for omkring 10 år siden: En række helt almindelige kvinder begyndte at beskrive deres hverdag og især at beklage sig over, at de ikke kunne få tiden til at slå til. Den rakte hverken til arbejdsliv eller familieliv, de følte sig udbrændte og naget af dårlig samvittighed. I deres beskrivelse af tilstanden brugte mange af dem begrebet ’tidsklemme’. Flere erklærede desuden, at det alt sammen var 70’er-feministernes skyld.

Har feminister måske ikke belært min generation om, at i kombinationen af fuldtidsjob og småbørnsopdragelse lå der er ny frihed for os kvinder? Skulle vi ikke prise os lykkelige over, at der var skabt mulighed for, at vi både kunne få børn, tjene egne penge og have fuldtidsjob samtidig? Var vi ikke heldigere stillet her end de fleste af vores medsøstre i resten af verden?

Skammen over ikke at kunne få hverdagen til at gå op, fik flere af kvinderne til at skrive anonymt med indlæg til aviserne. Og med god grund. Kritikere var hurtige til at påpege, at det her måtte dreje sig om forkælede damer, der ville på café eller tilbringe tid sammen med veninderne.

Jeg er selv mor, dengang til små børn. Så jeg forstod kun alt for godt, hvad disse kvinder talte om. På den ene side var vi måske bare dovne? Nogle kunne jo godt overkomme det hele, så hvorfor ikke jeg? Men på den anden side: Hvad blev der af den venstreorienterede kritik af lønarbejdet som potentielt udbyttende? Og kunne det passe, at feministerne ikke havde nogen respekt for det ulønnede omsorgsarbejde, vi alle udfører ved siden af vores lønarbejde? Det afgørende spørgsmål var imidlertid: Er samfundets præstationspres blevet højere end før, og hvis ja, hvorfor?

Frigørelse og ligestilling

Desuden skurrede den vedholdende kritik af 1970’ernes feminister i mine ører. Et eller andet sagde mig, at deres kamp for kvindefrigørelse var noget andet end det nuværende fokus på ligestilling. Hvor kvindefrigørelsens projekt var samfundsmæssige forandringer, der ville frigøre både mænd, kvinder og børn, har ligestillingsprojektet i stigende grad fokuseret på lige rettigheder for begge køn, men inden for de nuværende rammer. Blev noget tabt på gulvet? Blev feministerne forført af kapitalismens forbrugsimperativer?

I mellemtiden er medierne fulde af debatter, der omhandler tidsklemmen: Om kvinder på sygeorlov, om bekymring for de lange dage i børneinstitutionerne, om det moderne arbejdslivs krav til effektivitet og reorganisering, om et stigende antal psykisk syge, om de stadig flere kvinder på deltidsarbejde, der mister sociale ydelser, om statusjagt blandt unge og voksne osv.

Stadig flere bliver klemte

Vi, der er forældre i dag, tilhører den første generation med et ideal om, at begge forældre skal arbejde på fuld tid, også mens vi har små børn. Samfundet imødekommer det og tilbyder offentlig børnepasning. Det forventes af den moderne mand, at han er fysisk og følelsesmæssigt til stede for sine børn lige fra det øjeblik, de bliver født, og at han ligeledes vil ønske at påtage sig en substantiel del af forældreorloven. Ligeledes forventes det af kvinden, at hun hurtigt skal vende tilbage til arbejdslivet.

De fleste af os har ikke en stor familie, der kan støtte os og give en hånd med. Ofte har vores forældre stadig gang i deres egne karrierer. Samtidig kræver også skolen en aktiv forældreindsats og opfølgning, og tiden er stramt fastlagt. Mange har desuden et kompliceret familieliv med eksfamilier og bonusbørn. Dette kræver også tid.

Samfundet har ændret sig radikalt i den generation, der er gået siden 1970’erne, men ikke just på den måde, mange håbede på. Vi fik ikke kortere arbejdstid parallelt med, at hovedparten af kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.

I stedet fik vi et forbrugersamfund, man knapt kunne have forestillet sig for 40 år siden. Vi fik også et nyliberalistisk socialt system, der stiller store krav til os, økonomisk som ideologisk. Har feministerne, ubevidst eller bevidst, bidraget til at styrke nyliberalismen og det frie marked med det paradoksale resultat, at vi har fået en mere ufri og vanskeligere hverdag?

Længere arbejdsuge

For mig at se er der en mulig ​​løsning på tidsklemmeproblemet en sekstimers arbejdsdag. Sekstimersdagen kan muliggøre en bedre kombination af omsorgsarbejde og lønarbejde, ligesom den fungerer som kritik af vækstøkonomien.

En sekstimers arbejdsdag kunne bringe os i retning af et andet og mere bæredygtigt samfund. En naiv idé? Hvis noget er naivt, er det vel netop tyrkertroen på, at vores økonomi er fornuftig politik. Diskussioner om nye mulige fremtidsscenarier er alt for nødvendige til, at de bare kan latterliggøres.

Når vi taler arbejde, hører vi, at alle skal arbejde mere. »Velfærdsstaten er for dyr«, hedder det, og »vi må blive bedre til at klare os i den globale konkurrence«. Skal vi opretholde vores levestandard, må det være slut med at dandere den på cafeer. Vi skal i stedet smøge ærmerne op og arbejde så meget, som vi kan.

Det er rigtigt, at jeg har en halv time kortere arbejdsdag end generationen før mig – og to og en halv time kortere arbejdsdag, end industriarbejdere havde for 100 år siden. Men som samlet arbejdsstyrke bidrager vi i dag med mere end før.

En typisk norsk efterkrigstidsfamilie bidrog med 45 timers arbejde uden for hjemmet på en uge. Efter at næsten alle kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, bidrager en norsk familie i dag med omkring 70 timers arbejde om ugen. Det er en forøgelse på 25 timer på en generation.

Privatforbrug vs. mere tid

En sekstimersdag vil også kunne rette op på arbejdsløsheden. Arbejdstidsforkortelsen har i tidligere krisetider været tænkt som middel til at nedbringe ledigheden. En kortere arbejdstid giver plads til flere medarbejdere på arbejdspladsen og til en højere grad af det, vi kalder arbejdsdeling. En sekstimersdag vil også kunne fremtvinge en debat om det nødvendige og unødvendige arbejde i et samfund.

En sådan arbejdsreform kunne også ligestille kvinder og mænd ved at sidestille værdien af ​​lønnet og ulønnet arbejde, hvis både mand og kvinde kunne yde lige så meget af begge dele selv. På den måde kan vi også undgå et fremtidigt samfund af herskab og tjenestefolk med stadig større brug af indkøbt hjælp derhjemme, fordi vi ikke har tid. En sekstimersdag har også et tydeligt klasseperspektiv. Nogle faggrupper behøver tydeligvis en sådan reform mere end andre.

Men har vi råd? Hvis vi skal svare på det spørgsmål, må vi indse, at debatten om arbejdstid også er en ideologisk debat mellem grupper med forskellige mål for samfundet. Derfor er der hårdt brug for at diskutere spørgsmålet sagligt og redeligt uden på forhånd at afskrive ideen som latterlig.

Valget står mellem privat forbrug eller mere tid uden for arbejdsmarkedet. Der er et værdivalg, samfundet må tage. Lytter vi til debatterne om tidsklemmen og familiebalancen i det nære og private, forstår vi bedre, hvorfor sådanne sociale forandringer er blevet nødvendige. Vi har ikke råd til ikke at forsøge.

Linn Stalsberg er norsk sociolog og forfatter. Hendes bog ’Er jeg fri nu?’ udkom tidligere i år på dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mark Strøm
    Mark Strøm
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for ds sds
    ds sds
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Kim Øverup
    Kim Øverup
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
Mark Strøm, Jørn Andersen, ds sds, lars abildgaard, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet er faktisk ikke de 7½ time, vi har nu, men at de ikke overholdes, fordi det er muligt at betale de ansatte for at arbejde mere.

Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Jeg er bare så fuldstændig enig med hende. Børnefamilier har en uacceptabel hverdag med utrolig meget stress. Dertil kommer enorme forventninger fra samfundet om at deres børn skal være perfekte og at børnefamilier ikke må klage over deres vilkår. Der mangler i den grad forståelse fra samfundet side for børnefamiliers vilkår.

Der er bestemt ikke tid til cafe latte hos børnefamilier, og som samfund bør vi ændre deres vilkår hurtigst muligt, så de får mere tid.

Det kan bl.a. gøres ved at give småbørnsfamilier mulighed for at gå på frivillig deltid med supplerende dagpenge op til børn får alder 7-8 år, således at livet kan hænge sammen for dem også økonomisk uden at de behøver at gå fra hus og hjem. Denne ordning ville reducere stresstilfælde, sygdomme, og dårligt børneliv, forebygge skilsmisser, og samtidig ville det give plads på arbejdsmarkedet til jobs til nogle af de desperate arbejdsløse.

Det ville være en Win-Win situation for alle....

Anna Haxen, Janus Agerbo, Anna Schøning, Marianne Rasmussen, Peter Madsen, Jørn Andersen, Sabine Behrmann, Anne Schøtt og Anette Nordvig Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Østergaard
Morten Østergaard

"Vi fik også et nyliberalistisk socialt system".

Hvad i alverden fabler skribenten om?

Brugerbillede for Hans Olsen

Skal vi så allesammen ned i løn, og håbe at prisniveauet med tiden vil indrette sig til at folk har færre penge om hænde? Eller sender vi regningen til arbejdsgiverne, det offentlige, en anden løsning?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg synes der er goe reflektioner i teksten.

Når det er sagt, så er jeg en lillebittesmule træt af at høre om børnefamiliernes problemer som noget unikt. Det er da også et problem for enlige ikkeforsørgere, som der rent faktisk er rigtig mange husstande af i DK,
at børnefamilier ikke har tid eller kræfter til at engagere sig i andre end sig selv og sit arbejde.
Det er også et problem for ældre, at de skal konkurrere på arbejdsmarkedet med unge stærke østarbejdere med sæsonarbejde. Det er også et problem for unge under 30 år, at de skal tvinges til at tage en uddannelse for overhovedet at få mad på bordet. Det er også et proglem for syge mennesker, at de skal fastholdes på arbejdsprøvninger og lavindkomst, for at der skal være råd til høje lønninger til de arbejdende.

Det er et strukturelt og eksistentielt problem for HELE befolkningen, at kravet om lønarbejde og optræning til at indgå i arbejdsmarkedet er blevet så omfattende og alt-opslugende.

Jan Andreasen, Gert Selmer Jensen, Martin Madsen, Henrik Wagner, Jørn Andersen, Herdis Weins, Felix Austin, lars abildgaard, Tue Romanow, Kim Øverup og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

"Valget står mellem privat forbrug eller mere tid uden for arbejdsmarkedet."

Nej, ikke kun. Det er også et valg mellem at lade en lille gruppe på toppen rende afsted med broderparten af værdierne, på bekostning af resten af befolkningen.

Janus Agerbo, Martin Madsen, Steffen Gliese, Jørn Andersen, lars abildgaard, Tue Romanow og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

Det er sjovt, at nogle bruger begrebet "nyliberalisme" istedet for det i den angelsaksiske verden anerkendte "neoliberalisme", og så tror de, at det ikke er kontroversielt, selvom de to ord er synonymer.

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Og hvis den pressede børnefamilie har valgt at bo midt i København, hvor den ene fuldtids løn går til huslejen og den anden fuldtids løn går til forbrug, så har man presset sig selv lidt op i et hjørne, som er svær at slippe væk fra.

Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Børnefamilier bliver jo nu engang så vidt muligt nødt til at bosætte sig i en rimelig afstand fra deres arbejdsplads. Eftersom samfundet favoriserer hovedstaden med de fleste arbejdspladser, så flokkes lønarbejdere om boliger i en afstand, hvor de har bare en nogenlunde chance for at kunne hente/bringe børn til daginstitutionerne indenfor åbningstiderne. Dermed tvinges børnefamilier til at bosætte sig i en transport-tidsradius, som også influerer på boligpriserne. I Københavns området er lejeboliger næsten ikke eksisterende. Sådan har det været i rigtig mange år, og derfor har mange børnefamilier været nødt til at købe ejerbolig - også lige før finanskrisen, hvor det var dyrest. Ellers havde de intet sted at bo. Der er desværre ikke jobs nok i udkantsdanmark, hvor boligpriserne er lave, og hvor det stadig er muligt at få en lejebolig...

Det er let nok at gå på deltid, hvis arbejdspladsen "tillader" det, men det kniber det desværre meget med. I stedet kræver arbejdspladsen ofte "mer-gratis-tid" af medarbejderen ud over fuldtid, så mange bliver også presset for at kunne fastholde deres job. Fleksibilitet på arbejdspladserne i forhold til deltid er ekstrem svær at forhandle sig frem til.

Det er også let nok at gå på deltid, hvis ægtefællen er højtlønnet, og der er luft i økonomien. Men der er altså stadig temmelig mange lavtlønnede familier, der også får børn, og hvordan får man familielivet til at hænge sammen, hvis far/mor er i butik til kl. 18, eller senere, og mor/far er på nattevagt på sygehuset. Her skal så lige også indskydes, at bedsteforældre typisk nu stadig er på arbejdsmarkedet, og for nogle børnefamilier, så bor bedsteforældre i andre landsdele.

Sjovt nok, så er det som om, at når børnefamilier fortæller, at de har svært ved at få livet til at hænge sammen, så bliver de blæst ad banen med beretninger om hvor svært andre også har det.

Kan det virkelig være rigtigt, at empatien ikke strækker længere? Det er som om, at vi som samfund, mener, at det er helt OK, at børnefamilier har det hårdt . Indstillingen er: "så kan de lære det - de kunne jo bare lade være med at få børn.... "

I min personlige omgangskreds er der masser af bedsteforældre, som bekymret ser på, hvordan de unge børnefamilier knokler og har svært ved at få livet til at hænge sammen. Der er krav til "velfungerende, perfekte, økologisk velfodrede, pæne-i-tøjet og velopdragne børn" med ekstralektielæsning over middagsbordet og skoleintraøvelser imellem madlavning, bleskift og næsetørring, der er krav om at forældrene skal sikre en ordentlig bolig til børnene uden skimmelsvamp og uden bilos, der er krav om at forældrene skal arbejde fuldtid med ekstra gratis interessetimer oveni, krav om at transporttid ikke er et problem, når man søger arbejde (er det 4 timer pr. dag, jobcenter siger...), og der er krav om at forældrene skal holde sig ajour uddannelsesmæssigt for at kunne beholde deres job eller være forandringsparate.

Som gammel HR medarbejder har jeg set utallige eksempler på børneforældrestress, hvor ellers ekstremt dygtige og kompetente medarbejdere er gået ned med flaget i afmagt. Kravene har været for hårde - det har været for svært at få familieliv og arbejdsliv til at fungere.

Jeg siger ikke at deres stress er værre end den stress, som en sygdomsramt eller arbejdsløs medborger har - men den er vel heller ikke mindre slem?

Arbejdstids-timetalsmæssigt afleverer børnefamlier i dagens Danmark væsentlig flere timer til samfundet både i forhold til tidligere tider og i forhold til andre lande. Det er en gruppe medborgere, der normalt har for travlt til at brokke sig - enten er de på arbejde, eller også hænger de i en motorvejskø eller pendler i overfyldte s-tog, eller også passer de børnene, gør rent, vasker tøj, køber ind, læser lektier etc. Der er hverken tid eller råd til dyre cafeture, dyre charterrejser, eller lignende. Hvis de har bil er det fordi, de bruger den til nødvendig transport. De færreste børnefamilier har flere biler - og i så fald kun fordi begge forældre har langt til arbejde. Børnefamiliers dagligdag er præget af stram projektstyring: hvem henter i dag? Husk nu overtrækstøjet og røjserne i børnehaven? er der nok skiftetøj til lille Frederik i vuggestuen? hvem tager til mødet på skolen? hvem passer syge børn i dag? etc. etc. Særligt svært er det, når der er skiftende arbejdstider. Et dagligt puslespil, der SKAL gå op, samtidig med at lille Camilla trænger til nye kondisko, vaskemaskinen er gået i stykker og de to yngste har fået roskildesyge ligesom resten af børnhaven og alt sengetøjet skal skiftes.

Et under, at de gider, de unge....! og en stor TAK skal de have for deres indsats.

Anna Haxen, Christa If Jensen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

OOOPS - glemte jeg lige at nævne, at med den ny pensionsalderlovgivning, så kan de se frem til rigtig mange flere år som skatteydere på arbejdsmarkedet end tidligere generationer.

Det mindste vi da så kan tilbyde dem, det er da at hjælpe dem, mens de har små børn, hvor det er bare så svært at få livet til at hænge sammen.....

Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lilli Wendt - jeg undrer mig bare en lillebitte smule over, hvordan fanden mine forældres generation fik det til at hænge sammen uden at klage bestandigt over stress. Jeg er årgang 1954,begge mine forældre arbejdede - det har begge forældre nemlig altid gjort i arbejderklassen. Arbejdsdagen var længere, og der blev også arbejdet om lørdagen. Til gengæld var butikkernes lukketid 17.30, så indkøb skulle planlægges hårfint - og der var ingen take-away at ringe til, hvis man alligevel ikke nåede det.
Og alligevel lykkedes det dem altså at passe hus og have ved siden af. Havde man ikke eget hus og have. så havde man kolonihave. Og husarbejdet ved siden af tog længere tid end i dag. En luksus som fuldautomatisk vaskemasine kom først til sidst i 60'erne. Det meste af maden blev lavet fra bunden, det tog også tid. Og alligevel var der tid til at læse avis, læse ugeblade, have selskabelig omgang med andre et par gange om ugen, strikke og sy eget tøj - og nej, der var ingen bedsteforældre til at tage over. Herning, hvor jeg voksede op, var nemlig en tilflytter by, hvor man var flyttet til for at få arbejde.
Så, jeg undrer mig altså lige en lille smule nu og da, hvor alt stresset kommer fra.

Claus Nielsen, Anne M. Lassen, Hans Aagaard og Egon Maltzon anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon
Egon Maltzon

Hvad med at få en snak med fagforeningerne ?
De HADER deltid, og er den største forhindring for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Så kan dem som ikke vil arbejde 7.5 timer gå på deltid, og så er den s... slået.
De tjener så selvfølgeligt ikke så mange penge som tidligere, men det er ligesom det
der er formålet med at gå på arbejde i det hele taget, så det er der ikke noget nyt i.
Men budskabet i artiklen er jo nok at nogle andre så skal dække underskuddet,
og det er jo desværre heller ikke noget nyt.

Brugerbillede for Henrik Wagner
Henrik Wagner

Selvfølgelig på ingen måde udtømmende, men et par bud på nutidens stress, som er næsten umulig at undgå. Mange har det uden de er bevidste om det. De er ironisk nok for stressede til at lægge mærke til det. Men bare det at bo i en by som København, hvor man pakker mennesker i små kasser med konstant støj fra trafik, naboer, andres dyr, musik, børn og for nogle sundhedsbølgen og naboens livstruende cigaretrøg. Kulturen hvor folk okser efter busser for at komme frem i rette tid, leder efter parkeringspladser, må ile mens der stadig er grønt lys, irritation over tog, som lige er kørt, der er 5-10 minutter til det næste, hvis ikke igen uregelmæssigheder. Fodgængere, der chikaneres af fortravlede fortovs cyklister med fuckfingre, det smitter, naboer som ikke kender hinanden, de reklameskabte idealer, smukke mennesker som må skønhedsopereres, slankes og have ekstraarbejde i fittnesscenteret, mobiler der bimler konstant, skal checkes, arbejdsmails, logge på i ferie og fritid, elektroniske dimser der ikke fungerer som ventet, manualer der skal skimmes, opgraderes, man skal være mere effektiv, siger politikerne. Eller alle de banale ting, der er blevet kompliceret med kryptiske ordninger, uigennemskuelige regninger og medlemskort til alt mellem himmel og jord eller nyhedsbombardementet, hvor alt pumpes op til 30 sekunders breaking. Verden er ved at gå under med få minutters mellemrum. Man kan så også tage en rundfart på en tv pakke. Snart halvdelen af programmer er noget med konkurrence, at være være hurtigst, bedst og mest vidende.

Anne Schøtt, Christa If Jensen og Peter Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch
Torben Selch

Hel 100% det ville lette trykket gevaldigt - det ville kunne aflaste turbulensen i ulvetiderne - fra ståen op til aflevering i vuggestue, børnehave og skole - og tiden omkring afhentning børnene, uden at skulle hæsblæse inden lukketid og samtidig madindkøb.

Det bizarre ville så være at forældrene får kortere arbejdsdag end deres børn. hvilket så naturligt ville medføre at skolereformen skulle rulles tilbage.

Christa If Jensen, Leo Nygaard og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Ja, fagforeningernes indædte modstand mod deltid er en hindring af dimensioner. Selv i brancher med flest kvinder, hvor mange ønsker deltid, er de imod. Argumentet er altid, at det vil være en glidebane´, at at arbejdsgiverne så vil forsøge at presse alle på deltid. Det mener jeg nu ikke, der er belæg for, da deltidsansættelse ofte kan opleves som problematisk af arbejdsgiveren. Det gør det sværere at få puslespillet til at gå op.
Jer har - som tidligere fagforeningsaktiv - et par gange oplevet, at de ansatte selv gerne alle ville på deltid for at redde et par kolleger fra fyring p.g.a. nedskæringer. Svaret fra fagforeningen var et rungene NEJ. Så hvem er det lige, man er solidarisk med, når man fastholder et 37 timer eller 0 timer? Det er ikke medarbejderen på gulvet. Men de ville ikke kunne fastholde deres NEJ, hvis muligheden for deltid blev et massivt krav fra medlemmerne. Det bliver det nok bare ikke - i hvert fald ikke så længe, det ikke bliver med fuld lønkompensation. Eller for at være lidt ondskabsfuld: hellere brokke sig dagligt over oplevet stress end risikere mindre i lønposen, fordi de fleste indretter deres økonomi på max udnyttelse af lønnen, i stedet for at indrette sig, så der er luft.

Gert Selmer Jensen, Claus Nielsen, Anne Schøtt og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Henrik Wagner - nu bor alle jo ikke i København, og man vælger vel selv at bo der? Irritationen over tog og 5-10 minutter ventetid? Come on, jeg har i perioder dagligt været afhængig af tog for at komme på arbejde. Og hvis man kom for sent til toget, fordi bussen var forsinket eller fortovet viste sig at være spejlglat, så det tog længere tid end beregnet at gå, så var der altså 30 minutter til næste tog. Og de gange, det skete, viste det sig, at verden ikke gik under af den grund. Så sad jeg og iagttog folk omkring mig, skrev eller læste. Det du remser op er selvpåført stress - og det gider jeg ikke havde ondt af.

Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Herdis Wein,

jeg beskriver virkeligheden som jeg ser den i dag for børnefamilier. Jeg er samme årgang som du, så jeg kender til perioden, hvor vi begge voksede op.

Ja, der var også dobbeltarbejdende forældre på den tid, men ofte lå arbejdspladserne meget tættere på hjemmet, ligesom der var bedre support fra bedsteforældre og naboer. Sikkert og vist er det at både enlige forældre og dobbeltarbejdende forældre havde travlt dengang og mange havde svært ved at få livet til at hænge sammen. Hvordan dine forældre gjorde, det ved jeg i sagens natur ikke, men for mange var det faktisk hårdt.

En ting, der måske hjalp lidt var, at butikkerne lå tættere på, ofte lå der et næsten døgnåbnet ismejeri, grønthandel, bager og slagter inden for kort gåafstand. Jeg har dog stor respekt for vore forældres generation for at de magtede det hele, og særligt for de forældre, som klarede det uden at tæve ungerne, når de kom stressede hjem. Nedslidte blev de dog i tidlig alder.

Men der var også rigtig mange hjemmearbejdende mødre, som klarede hele butikken, mens far var på arbejde. Den rigtig store vandring fra hjem til arbejde fandt jo først sted i 1960'erne, hvorefter der kom en eksplosiv udvikling i daginstitutionstilbud, som tidligere jo var forbeholdt enlige forsørgere. Herefter blev det attraktivt for familier, at mor kom på arbejde, når ungerne var kommet i skolealderen. Som regel ikke før. Jeg kender ikke statistiktallene på ovenstående, men måske er der nogle her på tråden, der kan kommentere på dette.?

Tidligere tider var meget hårde. Således havde min mormor (som var ud af 15 søskende, hvoraf kun 7 overlevede) en hård barndom med en "morgenplads med at bringe varer ud inden skole" og en "eftermiddagsplads med at gøre rent efter skole" - hun var da 8 år. Hendes julegave var et par fælles støvler med hendes lidt yngre bror - de måtte så finde en deleordning hvornår de skulle bruge dem. De store søskende tog sig af de små, og min oldemor var konstant gravid og døde som 47 årig. Sådanne vilkår var trods alt sjældne i 1950'erne.

Tiderne skifter, og vilkår skifter. Dengang var der retirader i gården og bad fandt sted over køkkenvasken. Ungerne blev tævet hvis de ikke makkede ret - både i skole og hjemmet. Børnene fik en nøgle om halsen og måtte så skøtte sig selv - ofte fra de var ganske små.

Inden vi dømmer nutidens børneforældre som forkælede, så synes jeg vi skal se på hvilke vilkår, der er og har været i gennem tiderne. Vores nuværende tid er ikke så fredelig og forudsigelig som da vi var børn. Man kan ikke lege på vejene længere. Man kan ikke lege med "ungerne i gården" for de er der ikke - de er i børnehaven. Der er ingen nabokoner hjemme til lige at "holde et øje med også vores barn" - for nabokonen er også på arbejde. Der er nu et dagligt ræs for at nå at hente og bringe, for at tilfredsstille arbejdsgivere på bedste præstationsmæssige vis (så jobbet er der i morgen), og den landsby- og arbejdersolidaritet som i sin tid fandtes på arbejdspladser og i nærmiljøet er borte. Materielt har de fleste det bedre, men stressen er der, og den er reel.

Skal vi gøre det bedre ? Skal vi dele arbejdet og fritiden ud, så vi alle kan få et bedre liv? Eller skal vi bare i bedste Monty Pyton stil afvise enhver klage- fordi, ja, vi havde det selv så hårdt, så det skal vi da fortsat bare kræve at den unge generation også skal have. Kan vi unde dem et bedre liv? Vores børn og børnebørn?

Fremtidens børn skal kunne magte store opgaver. Vores generation og de generationer, der ligger længere tilbage har i deres uforstand og grådighed svinet og misbrugt naturressourcer i groveste stil. Vi bliver nødt til at erkende, at vi skal kunne klæde vores børnebørn godt på med selvstændig tænkning og med en barndom, hvor der er tid til at de kan få gode værdier og et sundt barneliv uden stress. Hvis børnefamilierne går i stykker, så påvirker det børnene - uanset om det skyldes arbejdsløshed, sygdom eller stress af anden årsag.

It takes a village. Hvis vi skal kunne løse problemerne på sigt, så skal vi ikke kvæle de kommende problemløsere fra fødsel af i stress.

Marianne Rasmussen, Christa If Jensen, Morten Kjeldgaard, Peter Madsen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lilli Wendt - jamen, jeg er klar over, at tiderne er anderledes og vilkårene ligeledes. Men det handler altså også om, hvilke krav man selv stiller - både til sig selv og arbejdsgiverne. Lige nu lyder det som om, det kun er arbejdsgiverne, der kan stille krav. Men da der angiveligt skulle være arbejde nok i følge politikerne, så kan arbejdstagerne vel også stille krav ? Ironi anvendt, men helt ærligt - tag da for fanden fagforeningerne, den lokale TR m.fl. ved hornene og proteser.
Og du har ret - it takes a village, og den skal findes ude i lokalsamfundet, ikke på facebook.
Her i ejendommen er der en del småbørn. Her er også et stort grønt fællesareal med sandkasse, gynger og græsplæne med grill. Det bliver alt sammen flittigt brugt om sommeren - og nu har et par så sat et opslag i alle opgangene om at lave en uformel legeklub, sådan at man f.eks. mødes ved flagstangen hver torsdag et bestemt klokkeslet, så man ved, der er nogen at lege med. Superforslag, jeg håber, de får gang i det. For det kunne jo også udvikle sig til en gensidig børnepasning, legetøjsbytning, børnetøjsbytning etc. Og initiativet inviterer ikke blot børnefamilier, men også alle barnlige voksne, der gerne vil lege med. Så måske oplever vi pludseligt, at nogle børn får en lokal reservebedstem/k. Alt kan i princippet ske. Men det er lige præcist den slags initiativer,der skal til i stedet for evindelige opdateringer og likes på facebook.
Og det handler altså også om, hvilke krav og forventninger, man stiller til sit eget liv. Som min barndomsveninde sagde, da hun fik barn nr. 2, mens barn nr. 1 var 3: så nu de næste par år bliver det ikke til noget med hobbyer og den slags. Det må vente. For hun var også landbohusmor og sygehjælper på deltid.
Og nej - jeg har aldrig hørt hende klage over stress.

Christa If Jensen, Peter Günther og Anne M. Lassen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Madsen
Martin Madsen

Et vækstsamfund kan jo ikke andet end at presse folk mere og mere - sådan ca 2 -3 procent mere hvert år og det er jo hvert år 2-3 procent mere end forrige år.
Når 90 procent af alle penge, så består af gæld som der løber renter på, er det ikke så svært at forstå at folk er pressede..

Brugerbillede for Anne M. Lassen
Anne M. Lassen

Ja, men hvis det er 30 timers arbejdsuge, der gør det overkommeligt for en børnefamilie, så må en eller begge forældre jo få nedsat tid. Det lader sig i dag gøre for langt hovedparten af de, der er i beskæftigelse. Det gjorde jeg, da mine unger var små, og det gør mine børnebørns mor idag! Det må være den enkelte families eget ansvar at få hverdagen til at fungere for forældre og børn, og så må der sættes tæring efter næring i de få år, det i virkeligheden drejer sig om. Hverken børn eller forældre tager skade af f.eks. kun at få en ferie i Grækenland hvert andet år!
Vi har efterhånden fostret en samling klynkere, der mener, at staten altid skal levere løsningen på ethvert problem.

Bruger 172562, Peter Günther og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Jeg må give Anne M. Lassen ret. Efterhånden vil man have det hele på een gang. Man vil ikke tage konsekvensen af sine valg. Far og mor køber en lejlighed til den studerende, så de små pus da ikke skal flytte på kollegie eller bofællesskab, som det ellers var normen tidligere. Nej da - og 20 timers studiejob skal der også være tid til, ellers måtte man jo skære ned på sit forbrug. Så er det bare ærgeligt, hvis det går ud over studierne. Selvfølgeligt er det ikke alle, der opfører sig sådan, men det er fandme en stor del. Så når man har taget sin uddannelse, skal man da også gøre karriere - tidligere havde man bare et job. Og så er det bare så træls, at det giver sig, børn tager tid og kræver opmærksomhed. Igen - det er ikke alle, der opfører sig sådan. De fleste er gode og nærværende forældre, der tager opgaven på sig uden at kny, bla. i bevidstheden om, at det netop kun drejer sig om nogle få år. Og så er der dem, der bliver så glade for at have børn, at det bliver til 4-5 stykker. De segner sjovt nok aldrig af stress, selv om de altså også har arbejde ved siden af.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

De unge er nogle slapsvanse nutildags.
*hmpf*
Døgenigte, forkælede og uden kampgejst.
Næh da JEG var ung, der kunne vi gå til bal hele natten, sove i en roekule en times tid, og derpå 16 timers arbejde, til vi skulle til bal igen. OG vi skulle osse nå at vaske kjoler og stoppe strømper og rende ærinder og lappe taget og pumpe cykle og så havde vi endda tid til at føde børn og gå tur med hunden.
Ungdommen.. Pftøøj.

:P

Claus Nielsen, Gert Selmer Jensen, Lilli Wendt og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - du glemmer lige, at vi også lige lavede en 3-retters menu dagligt, lå og på knæ og lugede i køkkenhaven et par timer inden vi gik til bal .. osv. Jo, Monty Phytons sketch med de gamle mænd, der overgår hinanden i, hvor forfærdeligt de havde det i deres ungdom toner frem for mit indre blik :-)))))

Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Undskyld Herdis W, jeg kunne ikk dy mig. :)

Ej, jeg sad såmænd og kom i tanke om, at bare sådan en ting som indkøbsmuligheder var noget andet for 40 år siden. Der lå jo en købmandsbutik lige omkring hjørnet, og aviserne udkom på papir og dalede ind af brevsprækken (tænk - brevsprækker..) og der var ingen som forventede, at man var opdateret på de sidste nye fødevareallergier eller på forældreinternetnogetsite. Så vidt jeg husker gik vi bare i skole og ud og lege og vi havde ikke engang en mobiltelefon med os.

jeg mener - der var så mange småting og detaljer, som var anderledes dengang (jeg er tilsyneladende 9 år yngre end du) og disse sammenhænge gjorde billedet til et helt andet.

Jeg har i den grad respekt for mennesker,
som hyler op når de føler sig kørt over. Også når det er børnefamilier. jeg gad vist bare godt, at der ikke altid går "se-der-er-et-barn-i-klemme-stakkels-pus"
men "se-der-er-et-menneske-i-klemme-lad-os-lytte"
i den istedet.

Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - ja, og så kunne man ringe til købmanden efter varerne eller sende ungerne ned med en indkøbsseddel, så man de varerne frem. Hold da kæft, hvor jeg kunne ønske mig bydrengens genkomst. Jeg HADER at købe ind, tænk hvor mange timer af sit liv man bruger på at lede efter kartofler i butikkerne, så hen efter salt - nå for fanden, nu har de igen flyttet rundt på varerne, krydderierne er hvor ??? - og så stå i kø ved kassen. Jeg kan ikke forstå, vi ikke snart kan gå digitalt på indkøb hjemmefra - og så få varerne bragt ud. Det ville jeg såmænd gerne betale lidt ekstra for. Og tænk - så kunne børnfamilierne slippe for det bøvl med grædende, trætte børn, der bare vil hjem efter en lang dag i institutionen. Men det sker nok ikke, for så køber vi garanteret mindre end vi plejer.
Sidste sommer havde jeg - foruden en lang arbejdsdag, hvor jeg var "på" hele tiden - næsten en times transporttid. Og så at skulle købe ind næsten dagligt oveni ( jeg har et lille køkken uden meget skabsplads og ingen fryser, så storindkøb er ingen mulighed) - det var så træls og så på ømme fødder, fordi jeg havde gået rundt i jernaldersko på stenhård og bakket jord hele dagen. Når jeg så stod der i kassekøen, da havde jeg gerne betalt næsten hvad som helst for en bydreng.

Brugerbillede for Leo Nygaard
Leo Nygaard

Et lille uskyldigt bidrag : 12 timer i alt for småbørnsforældre.
Et stort bidrag, et frihedsbudskab : Basisindkomst - så bestemmer du selv.
Og arbejdsgiverne bliver henrykte for at kunne få en frisk og glad på del/halv tid, når det ikke er dem, der bestemmer.
Frihed er at kunne vælge - og selv have ansvaret, når vi vælger forkert.
Derfor - klagerne kan vi putte i vores egen postkasse.

Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - det der nogle gange pisser mig gevaldigt af ved børnefamiliernes "klynk" er, at de så for hede hule helvede skulle tage og forlange, at retten til deltid bliver et uomgængeligt overenskomstkrav. Hvis de alle forlangte det, så var det ikke lige sådan til at komme uden om. Men det gør de ikke. I stedet bruger man krudt på klager over dyrekort i Føtex og andet hurlumhej. Jamen for fanden da!
Eller hvad med at forlange, alle kommer på deltid, så der bliver plads på arbejdsmarkedet til alle ? Gå sammen og stil krav. Næ nej - så er det sgu lettere at "klynke". Men helt ærligt - det er for billigt.
Og hvis det er så hårdt for børnefamilierne, hvordan overlever den enlige mor med 3 børn og fuldtidsjob så? For det gør hun jo. Jeg synes, der er alt for mange ubesvarede spørgsmål i debatten om de trængte børnefamilier til at jeg liiiiiiige ubeset køber præmissen om alle deres trængsler.
Og der ER altså ikke så få børnefamilier, hvor den ene part er på deltid. Så det er altså ikke umuligt vel. De bor faktisk ikke i jordhuler og giver deres børn vandgrød til middag.

Brugerbillede for Anna Schøning
Anna Schøning

Herdis. Der er forskel på at leve og at overleve. Jeg synes så mange som muligt skal leve et godt liv.
Et utal af mennesker har overlevet sult, nød, grusomheder m.v., men det er jo ikke det samme som at leve et trygt og godt liv. Nedsat arbejdstid er et godt forslag, og det forhindrer jo ikke dem, der har det godt med at arbejde meget i at gøre det, hvis arbejdsgiveren ønsker det. Har man børn, synes jeg absolut, at deres ve og vel skal have første prioritet.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

De er mange religioner til.! En af dem er hårdt arbejde, simpelthen fordi det skal være hårdt.
Ellers tæller det ikke. Og lystbetonet skal det i hvert fald ikke være. For så tæller det heller
ikke. Der er en generation før mig, som altid har hyldet et slidsomt liv. Men nu bestiller de
ikke andet end at sidde og klynke over det.??
Fra at vi i mange herrens år har kæmpet for en lavere arbejdstid, for også at kunne have et liv
ved siden af sit arbejde, går tendensen nu helt modsat.! Arbejde er igen blevet Gud.
Er det fremskridt..eller hvad.??
Vi taler her om de generelle rammer, for "almindelige" mennesker.
Der har altid været "knoklehoveder", der stortrives med 70 timers arbejdsuge.! Fred være med
dem. Så behøver de jo så heller ikke at forholde sig til meget andet end arbejde. (De er så at sige
fredet), I og med deres dydige pligtudfoldelse. (Måske hader de bare at komme hjem).
Det er visse politiske grupperingers, våde drøm, at dressere befolkningen i denne retning.
Citat fra anden kommentator.: " Æd, Skid, Arbejd, Sov, Arbejd, Og dø ". Jo, så enkelt kan det
siges/gøres.

Brugerbillede for Henrik Wagner
Henrik Wagner

Herdis Weins - Det jeg skrev var blot et udpluk af mine oplevelse af livet for mange i byer som København - og her er det ligegyldigt om flertallet mere eller mindre frivilligt har valgt at bo i og omkring storbyer eller om du 'gider at have ondt af dem'. Stress vil stadigvæk være den folkesygdom, det er og livet i 50’erne, 60’erne eller for den sags skyld 70’erne er i sammenligning som på en helt anden planet. Du kan kalde det selvpåført, når folk irriteres over små ting. Jeg mener, det er symptomer og noget som indgår i en negativ spiral, hvor meget igen udspringer af udviklingen i kulturen, og ikke altid så simpelt lige at vælge stress til eller fra. Bortset fra det, tvivler jeg på, at ret meget vil blive løst ved at arbejde 1 time mindre eller for den sags skyld købe flere tidsbesparende husholdningsmaskiner.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Stress er snart en alvorlig "massepsykose". Det kan man ikke se bort fra. Hvorvidt den er selvpåført
eller påført udefra/ovenfra, gør ikke problemet mindre. Og det løses ikke blot ved lidt færre arbejds-
timer. Det stikker meget dybere. Måske noget med følelse af utilstrækkelighed, uklare forventninger
uklare rammer, dårlig kommunikation, manglende feedback på ens indsats, administrativ forvirring
urealistiske målsætninger, manglende logik, etc. etc.??

Brugerbillede for Anne Schøtt
Anne Schøtt

I Sverige har småbørnsfamilier nedsat arbejdstid, i landene omkring os undrer man sig over kvinders fuldtidsjobs samtidig med små børn. Men i Dk skal alle hjulene snurre rundt for enhver pris. Ikke så sært at stress er udbredt. Kvinfo har udtrykt skepsis omkring deltid bl.a. grundet kvinders mindre pensioner end mænds. Men deltid er da bedre end at ryge helt ud af arbejdsmarkedet med stress, skilsmisse og børns mistrivsel osv. Når det så er sagt..børnefamilier, så spring dog ud af hamsterhjulet. Hvorfor blive i nogle rammer som er fuldstændig usunde? Det er ikke flovt at stå udenfor, hvis det indenfor er sygeligt. Det kan faktisk lade sig gøre skulle jeg hilse og sige.

Gert Selmer Jensen, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Ja, vi er vendt tilbage til at dyrke arbejdet som gud. Hvem skulle lige have troet det. Jeg har i de sidste snart 20 år fagligt mest beskæftiget mig det 20. århundredes kulturhistorie - og tro mig: alle fremtidsversioner og -håb gik på at få mindre arbejdstid, at arbejdet ville udgøre en stadigt mindre del af menneskets tilværelse. Nu kan man selvfølgelig indvende, at en del menneskers arbejde er lystbetonet og selvvalgt - men selv for for f.eks den engagerede sygeplejerske er der en øvre grænse for, hvad man kan holde til. Den udmønter sig bl.a. i den simple kendsgerning, at døgnet kun har 24 timer. Og alle de andre - kunstnerne, de kreative, den succesrige erhvervsmand, der banker en virksomhed op fra intet, alle de, der passioneret arbejdede nærmest døgnet rundt for at skabe strålende karrierer - jamen for næsten hver af dem myldrer det frem med beretninger fra børn og ægtefæller, der følte sig forsømt.
Og så ser vi lige det modsatte ske. Nu definerer vi først og fremmest vores identitet via arbejdet - og undskyld, men jeg ser ofte i debatten om børnefamilierne først og fremmest et fravær af viljen til et opgør med arbejdet som 1. prioritet. Så længe det ikke sker, ja så er jeg helt og aldeles uvillig til at stå parat med lommetørklæder og en skulder at græde ud ved.
Sorry, men som Leo Nygaard skriver - en stor del af klagerne bør aflevere si egen postkasse og føre til selvransagelse - og selvfølgelig aktiv og mærkbar protest mod ideen om arbejdet som gud.

Felix Austin, Gert Selmer Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

Seks timers arbejdsdag eller nat, 30 timer´s arbejde om ugen, fordelt på alle arbejdsydere.
Det vil fuldstændig kunne ændre forståelsen for hinanden, ligegyltigt på hvilket tidspunkt arbejdsydelsen honoreres, vil lønnen for ydelsen være den samme.

Det er jo kun "det", som finansindustriens ludomaner forlanger i deres egen selvforherligenhed forlanger. Kasseindividet hos spekulanten må gerne opfattes som slaven af sig selv, uanset åbningstiden, bare indvoldveres med en ekstra krone i kassen til sig selv.

Den nuværende finansindustris værdiløshed og foragt overfor sig selv , tilkendegiver de i deres egen værdiløshed.

Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lad mig i øvrigt lige minde om en populær sentens her i landet indtil for ca. et årti siden;.
Tyskerne lever for at arbejde - vi (danskere) arbejder for at leve.
Første del har aldrig været sand i min gereration, kan jeg som tidligere tysk gift og bosat bevidne.
Anden del er nu blevet løgn - vi er blevet "tyskere".

Christa If Jensen, Torben Nielsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Det lyder jo så fint..... så gå da bare ned på deltid - MEN, der skal jo brød på bordet, regningerne skal betales og virksomheden skal være indstillet på at en medarbejder er på deltid, mens børnene er små.

JA, der er virksomheder, der siger OK, når medarbejderen spørger om deltid, og disse virksomheder får på sigt en meget, meget loyal og glad medarbejder, som gerne vil tilbage på fuldtid, når livet igen hænger bedre sammen. Problemet er, at det ikke er accepteret på alle virksomheder.

NEJ, det er ikke alle børnefamilier, der kan leve af en reduceret indtægt, hvis far/mor går 10 timer ned om ugen. For disse familier ville det betyde en verden til forskel, hvis der var supplerende dagpenge til at understøtte økonomien. Det er nemlig dyrt at have børn.

NEJ, det er ikke alle børnefamilier, der har råd eller mulighed for at "score" en billig lejebolig i nærheden af deres arbejdsplads. Der er faktisk temmelig mange børnefamilier, der må bo meget langt fra arbejdspladsen for overhovedet at have noget at bo i. For dem er transportproblemet også en vigtig faktor. Mange af dem har over en time i transport hver vej, og mange af dem er også nødt til at have en bil fordi den offentlige transport ikke er tilstede.

Så alle de nemme løsninger eksisterer bare ikke....!

Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Og til de, der mener at børnefamilier bare svælger i dyrt tøj, charterferier og caffe latte... Ja, til dem kan jeg kun sige... kom lige ud i virkelighedens verden. Det er mega dyrt at have børn - også selv om du låner dig frem og køber genbrug. De fleste børnefamilier er faktisk ikke højtlønnede, selv om mange debattører forsøger at fremstille det sådan.

Brugerbillede for Christa If Jensen
Christa If Jensen

Hvorfor har vi kun en norm for lønarbejdstid? 37 t eller 30 t? Måske kunne man overtale fagforeningerne til at tænke lønarbejdstid i et livsforløb. I perioder vil nogen rigtig gerne arbejde meget. I andre perioder mindre. Der kan være mange grunde til det. Både interesse grunde og behovs grunde. Arbejdstidsbuketter med løn efter effektivitet er vejen frem. (20 til 25t om ugen giver den højeste timeløn) Den gode barndom er ikke kun forældrenes ansvar, det er vores allesammens ansvar - fællesskabets - samfundets ansvar. Børn skal ikke være 10 t. I institution. Et fagforeningsslogan hed: 8 timers arbejde , 8 timers fritid og 8 timers søvn. For små børn må det hedde: 6 timers læring i institution, 6 timers kærlig familietid og 12 timers søvn. For de lidt ældre : 6 t læring, 8 t familie- og egentid og 10 t. Søvn. Ændre barsels- og forældreorloven. Mor 16 ugers fuld barsel. Derefter orlov med fuld løn og dagpengerefusion til arbejdsgiver, 1924 arbejstimer, der kan tilrettelægges i samarbejde med far og arbejdspladsen som hele dage, halve dage eller nogle timer om dagen. Far: 1924 t, der kan tages ud på tilsvarende vis. Udvid samtidig produktions- og servicetiden i alle virksomheder, også daginstitutionerne så den eneforældre kan møde tidligt, mens den anden får børnene af sted i ro og mag. Den anden møder senere, og den første henter efter max 6 timer. Gør de 6 t gratis, hvor al tid ud over 6 t betales fuldt ud. Regn selv efter. Der vil være tid til samvær i familien alligevel. Og på samfundsplam kan man forudse, at begrebet "myldretid" med tiden måske helt forsvinder med store samfundsbesparelser til følge! Omkostninger til Bygninger og produktion/ service bliver mindre, fordi de ikke står tomme og ubrugte hen. Ledelse kan deles. Osv. Ja, det kræver omtanke, samarbejde, planlægning, vilje og mod. Men det giver bedre barndom og gode fleksible strukturer på arbejdspladserene, der måske endda kan skabe kvalitativ vækst, og økonomisk vækst gennem kvalitet. Ideen med arbejdstidsbuketter stammer fra "Norges offentlig utretninger" 1987. Jeg brugte den udredning i mit kandidatspeciale fra RUC, 1992. Det blev omskrevet til en debatbog fra forlaget Fremad med titlen: "Den gode barndom", 1993. Jeg er selv årgang 49. Blev folkeskole lærer i 1971. Startede 1. Klasse 14 dage efter, jeg havde fået min ældste søn. Havde fuldt skema 6 uger efter. Var det hårdt. Ja, men det var mit eget valg, og begrebet stress var ikke opfundet. Men jeg er glad for, at mine børn som forældre trods alt har bedre orlovs vilkår, selvom de ikke er gode nok og passer til de meget ændrede lønarbejdsvilkår i dag.

Brugerbillede for Herdis Weins
Herdis Weins

Lilli Wendt - jeg farer altid i flint, når jeg støder på argumentet om, at det økonomisk sørme er nødvendigt, at begge forældre arbejder fuld tid.
Der er altså børnefamilier, hvor begge forældre er på dagpenge - de overlever uden at gå i laser og pjalter og tigge på gaden. Der er den enlige mor på kontanthjælp med 2 børn. De overlever også uden at gå sultne i seng hver aften. Og det på 10.300 kr. netto om måneden +boligydelse. Jeg kender hende personligt. Hun bor her i Odense C, hvor priserne ikke er lave. Og hun er ikke den eneste.
Og så skulle en børnefamilie ikke kunne overleve økonomisk med den ene forældre på del tid a' 25 timer, eller for den sags skyld begge ?

Brugerbillede for Lilli Wendt
Lilli Wendt

Herdis Weins,

Det er jo fint, at du kender så mange, der klarer sig. Måske hutler de lidt mere, end de giver udtryk for, eller måske er de så heldige at have en lejebolig med boligsikring. Der er også forhøjet børnetilskud, hvis man er enlig og friplads i daginstitutioner - så vidt jeg da ved. I Odense er der også væsentlig større udbud af billige lejligheder og boliger på Fyn er generelt meget meget billigere end omkring København.

Men har man været nødt til at købe ejerbolig selv - som rigtig mange børnefamilier særligt i Københavnsområdet måtte her i 00'erne bare for at kunne få en bolig at bo i - ja, så er der ingen boligsikring, men for mange ovenikøbet en dyr boligydelse (især hvis de har købt lige før boligmarkedet crashede). Mange af disse børnefamilier er ovenikøbte teknisk insolvente, og kan ikke sælge - selv hvis de ønskede det, for det vil give stor gæld med i rygsækken hvis de skal jagte en bolig i et lejeboligmarked, som ikke eksisterer i København og omegn.

Det er således muligt at have langt færre penge til rådighed som lønarbejder, når man bor i ejerbolig, end hvis man er på kontanthjælp i lejebolig. Du kan naturligvis hævde, at man så har en opsparing, men for en del af de teknisk insolvente børnefamilier i dagens Danmark, så er denne opsparing nok noget, der ligner et fatamogana. Til eksempel kan jeg nævne at mange boliger (standard parcelhuse uden luksus) nu kun kan sælges med et tab på ½ til 1 million kroner.

Børnefamilier gør hvad de kan for at klare dagen og vejen. Men de er hårdt presset på tid. Hvorfor vil du ikke anerkende dette?

De kan ikke bare lige skifte til et nyt job, hvis virksomheden ikke vil give deltid (tjek lige arbejdsløshedstallene), og de har faste omkostninger, som gør det svært at betale regninger, hvis den ene part går på deltid.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Herdis Weins-9:57-
Gu kan de så.! Hvis ikke de havde "syltet" sig ind i et unødvendigt overforbrug, af ligegyldigt
isenkram. Hvad er der galt med den "gamle" I-Phone, og den "flade" fladskærm.?
Skal den nu være "buet".? Vorherre til hest.! Glem det.! Og lev lykkeligt videre.
Så længe folk er slaver af den form for idioti, er det "op ad bakke". ( For den sunde fornuft ).