»Har du lidt småmønter til en hjemløs?« Det spørgsmål får jeg næsten dagligt i mit hood, som er den ikkegentrificerede del af Vesterbro oppe ved Hovedbanen. Ude foran mine naboer – et par legendariske stripklubber – huserer narkohandlerne side om side med alfonserne og alle deres handlede kvinder fra Nigeria. Og så er der også de hjemløse og deres evige jagt på en skilling til en sandwich, en pakke smøger eller det næste fix. Spørgsmålet følges altid op af et smil og en vedholdende øjenkontakt – og uanset om jeg ligger inde med lidt småmønter eller ej, så lyder det hver gang: »Hav en dejlig dag!«
Jeg er født og opvokset i København, og jeg må simpelthen konstatere, at de hjemløse skiller sig markant ud ved at være de rareste mennesker i gadebilledet. Selvfølgelig får de ikke noget ud af at tigge med en sur mine. Alligevel kan jeg undre mig over, hvordan det er nået så vidt, at dem, der har mindst i vores samfund, er dem, der smiler mest. Men hvor længe bliver det ved?
I februar blev en hjemløs tævet og smidt i Søerne i København af to unge mænd. I efteråret døde en hjemløs på Amagerbro Station, fordi man ikke gad at skynde sig ud med en ambulance, når nu det var en hjemløs, det drejede sig om. Sidste sommer greb tv-værten Hans Pilgaard ind, da en hjemløs blev chikaneret af unge kvinder på Kgs. Nytorv. Og så er der alle de historier, der ikke når medierne.
»For bare nogle år tilbage så vi simpelthen ikke den form for opførsel. Der var en vis form for respekt for, at de her mennesker havde det slemt nok i forvejen. I dag er det nærmest omvendt. Vinder-taberkulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd, og derfor kan behandles som skidt,« sagde Cliff Kaltoft, sekretariatschef i Landsforeningen VæreSteder, til Kristeligt Dagblad i efteråret.
Ovenstående citat bekræfter min formodning om, at det er sværere at være hjemløs i dag, end det var for 20 år siden. Her havde folk næsten altid kontanter på sig, krisebevidsthed eksisterede ikke i de glade 90’ere, hvor vi ødslede lidt mere med moneterne, og så vadede vi heller ikke rundt med øjnene klistret til vores livline i hånden – de evindelige smartphones, som i dag er en god undskyldning for ikke at kigge på de mennesker, vi omgiver os med.
Regeringen har med dens sociale 2020-mål erklæret, at antallet af hjemløse skal reduceres. Men DR2 Undersøger har for ganske nylig gennemført en undersøgelse blandt landets væresteder og herberger, der viser, at antallet af unge hjemløse er stigende. Gennem en årrække er der også sket en jævn stigning i antallet af udenlandske hjemløse. Man anslår, at der i dag er mellem 200 og 300, som hver eneste nat sover under åben himmel, og det fører til klager fra borgere, der bliver generet af hjemløses efterladenskaber i form af mad, afføring og tøj.
Selv om byerne gennem tiden langsomt bliver ryddet for steder, de hjemløse kan opholde sig, må vi altså vænne os til, at de nu engang er en lige så legitim del af bybilledet som alle os andre.
Jeg tror også, at det er hele tonen i samfundet, der har ændret sig i de senere år: »Vi må desværre konstatere, at anstændigheden og det værdige menneskesyn er i langsom opløsning, når det gælder vores behandling af samfundets svageste,« sagde chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, til Kristeligt Dagblad i efteråret.
De socialt udsatte er blevet vor tids syndebukke, og de lægger øre til rigtig meget i disse år. Der bliver konstant skåret i diverse sociale ydelser – blandt andet kontanthjælpen, som er den sidste redningskrans for mennesker nederst i samfundshierarkiet.
Kald mig bare pladderhumanist, men jeg er bange for, at mundvigene på de hjemløse, jeg møder i min dagligdag, snart vender nedad, hvis ikke vi snart ændrer tonen over for samfundets svageste. Eller nogle gange også lægger vores smartphones væk og har et par småmønter klar i lommen fra alle de skattelettelser, vi har fået.
Tina Splidsboel er journalist.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
