Det er en sej kamp at være progressiv muslimsk kvinde med etnisk minoritetsbaggrund. Giver man udtryk for sine holdninger i offentligheden, bliver man mødt af massive angreb. Ikke kun fra de mere traditionelt tænkende muslimer, men også fra forholdsvis moderne indstillede, højt uddannede muslimer.
Progressive muslimske kvinder bliver sendt gennem en vridemaskine, når vi sætter spørgsmålstegn ved forhold, der er åbenlyst kønsdiskriminerende. Patriarkalske muslimske repræsentanter erobrer ofte retten til at definere, hvad en rigtig muslim er, og de påstår, at man har solgt sin sjæl og vil lefle for danskerne. Det er i sandhed den store muslimtest, man skal igennem.
På baggrund af et indlæg om integrationsspørgsmål og efterfølgende interview i en landsdækkende avis, blev jeg således spurgt på gaden og til private selskaber, hvordan jeg kunne sælge ud af min tro. Og angrebene rammer ofte under bæltestedet.
Ytringer i offentligheden f.eks. om kvinders åbenlyst manglende rettigheder kan udløse en veritabel shitstorm fra gammeldagstænkende muslimer. En lind strøm af muslimer kommer på banen med hånende kommentarer. Hvor kommer alle de mennesker dog fra? Det viser sig ofte, at det er organiseret, og at der er et netværk af muslimer, der som Tordenskjolds soldater melder sig under fanerne. De finder sammen i angreb, hvor kvantiteten af ytringer vægtes højere end kvaliteten af argumenterne, og det sker i en tone, der får det yderligtgående højre til at lyde som en søndagsudflugt.
En shitstorm mod mig blev således udløst på de sociale medier, fordi jeg diskuterede noget så naturligt som, at danske imamer er åbenlyst kønsdiskriminerende, når de ikke vil vie muslimske kvinder til ikkemuslimske mænd, mens de gerne vil lade en ditto praksis gælde den anden vej rundt.
Indbakken flyder over med formanende mails fra muslimske søstre og brødre, der prøver at vise én tilbage på rette spor. Hvis man ikke føjer sig, truer helvedes ild. Hvis det ikke virker, bliver mere raffinerede metoder taget i brug såsom kontakt til familien med spørgsmål om det vantro familiemedlem.
Min mor bliver fortsat ringet op og stillet konfrontatoriske spørgsmål om, hvorfor hun ikke opdrager mig. De prøver at knække én ad bagvejen og ramme en på ens ømmeste punkt. Familiemedlemmer og bekendte ender med at vende en ryggen.
Misforstået godhed
Samtidig skal man kæmpe imod en anden flanke, nemlig de etniske danskere, der i misforstået godhed har sat sig for at beskytte minoriteter. Desværre kommer de i stedet ofte til at støtte reaktionære traditioner blandt muslimer.
Det kan undre, at meningsdannere som f.eks. Zenia Stampe (R) eller journalist David Trads ikke viser den samme interesse og omsorg for de progressive muslimske kvinder, som de gør i de sammenhænge, der passer bedre ind i deres virkelighedsbillede. Mens progressive muslimske debattører bliver angrebet, dukker de selvgode etniske danskere sig.
Da Stampe selv oplever hårdhændet behandling i debatsammenhænge, er det helt uforståeligt, at hun ikke mere direkte bakker op om os, der oplever samme tendens. Hele dette mønster er stærkt bekymrende, når vi lever i et demokrati, hvor alt kan diskuteres, også tolkninger af islam!
Overdreven solstråleglæde
Af og til fremstår de selvgode ligefrem som modstandere. Hvis man som jeg peger på et problem som f.eks. kønsdiskrimination, skynder selvgode etniske danskere sig hurtigt videre for at fortælle solstrålehistorier om integrationen. Det sker ofte med en lille indrømmelse om, at der selvfølgelig eksisterer udfordringer, som de dog i øvrigt er pinligt immune over for.
Mit svar til de etniske danskere, der vil videre til solstrålehistorierne, er: Lad os blive lidt ved udfordringerne, for vi er ikke kommet så meget videre! Det står klart, når religiøse følelser kan vække så meget had, når vi ikke kan føre en almindelig demokratisk debat om emner som ligestilling, og når man som progressiv muslimsk kvinde bliver skammet ud, stemplet og udstødt pga. en anden livsstil. Desværre er det som om, de solstråleglade danskere hellere vil sole sig end vide af den virkelighed, hvor lyset endnu ikke falder ind. De har et meget selektivt forhold til virkeligheden.
En ægte solstrålehistorie ville i en sand oplysningstradition være at underkaste den muslimske virkelighed kritik og pege på de forhold, der er himmelråbende ude af trit med den danske samtid. Her opfordrer de selvgode etniske danskere os ironisk nok ofte til at tage opgøret indefra. Men hvordan skal vi kæmpe som progressive muslimer, når vi bliver udråbt som populister eller anklaget for at gå rabiate politikeres ærinde?
Debatten former sig som et indstuderet teaterstykke: Muslimerne beskylder os for at være frafaldne, og de selvgode danskere stempler os med et politisk mærkat for at kortslutte debatten.
Halime Oguz er kandidat i litteraturvidenskab og mellemøststudier og folketingskandidat for SF
Vigtig oplysning og jo det er vigtig at turde udfordre de gamle normer i muslimske kredse såvel som omkring de gamle danske normer. Det som gør os så forargede er vel det faktum at vi i vores lille land kom i gang i 60 erne og hvor de andre forsøger nu. Forsvaret og kritikken af kampen mod og hen imod friheden ligner altså det vi andre var imod i 60 -erne. Vi "progressive" bør måske tage fat i imamerne, men lad os for Guds skyld ikke trække i DF tøjet.
Halime har selvfølgelig ret og jeg ønsker hende alt muligt held med hendes opstilling til folketinget for SF...Jeg vil kigge efter hende på stemmesedlen.
Virkeligheden er jo, at muslimer er lige så forskellige som folk er i alle mulige andre grupperinger.
Derfor er der ikke brug for hverken kollektiv automat-forsvar eller kollektiv automat-modstand af grupperingen "Muslimer".
Halime Oguz rammer plet ;. Vil man løse problemer, så kræver det erkendelse og åbne øjne; Hverken blindt had eller at vende ryggen til løser noget som helst.
Tak for indblikket Halime
Nedlæg Kvinfo og brug alle pengene på den der moske kun for kvinder.
Halime Oguz har sat ord på et problem, som jeg tror at alle kan se, men ingen vil tale om. Det er de patriarkalske traditioner, som man stadigværk kan finde i vores samfund.
For 10 år siden, da jeg lige var kommet til Danmark, deltog jeg for første gang i en valgdebat. Det foregik i et kulturhus, hvor der var plads til omkring 100 deltagere. Pludselig fik jeg en dårlig mavefornemmelse. Det tog lidt tid inden jeg forstod, hvor hunden lå begravet. Det var kun tre kvinder i lokalet, fordi, som jeg har forstået senere, der var tre mandlige kandidater med muslimsk baggrundt i panelet. Så spurgte jeg dem om hvor deres familier var henne. Her, sammen med os, svarede kandidaterne. ”Må jeg forstå på den måde at I ikke har koner, søstre, mødre, døtre i familien?” – blodet kom i kog. ”Jeg kunne se kun mænd i lokalet”. Så gik en engel gennem stuen før at en af kandidaterne svaret: Selvfølgelig har vi kvinder i familierne, men de har selv valgt at være hjemme og passe børn. Han har sagt det uden at være tvivl om at den heldige grav var vel forvaret. Og måske havde han ret i at kvinderne selv havde bestemt at være hjemme. Men jeg kunne aldrig ønske at stemme på en mand, hvis kone foretrækker at gå hjemme. Det er for mig et signal om at manden kommer fra et patriarkalsk miljø og hans tilhørsforhold til et eller andet demokratisk parti ikke er ærligt, bare en vej til at opnå magt.