Kronik

Syrien kan udløse global diplomatisk krise

Syriens regime kan meget snart gå i opløsning. Sker det, inden verdenssamfundet har skabt konsensus om vejen frem for Syrien, får verden langt alvorligere problemer end millioner af flygtninge. For så står vi i en diplomatisk krise af globale dimensioner
En oprører kører på motorcykel uden for provinshovedstaden Idlib, efter at islamistiske rebeller i slutningen af april tog kontrol over området

En oprører kører på motorcykel uden for provinshovedstaden Idlib, efter at islamistiske rebeller i slutningen af april tog kontrol over området

Abdalghne Karoof

8. maj 2015

Syriske oprørere har vundet vigtige sejre i de to seneste måneder. Først faldt provinshovedstaden Idlib til Nusra Fronten, siden Jisr al-Shughour, en anden strategisk vigtig by tæt på grænsen til Tyrkiet. Regimet har også tabt terræn i Aleppo. Det har ikke kunnet trænge oprørerne tilbage i forstæderne omkring Damaskus, og det har mistet kontrollen med den sidste grænseovergang mod Jordan.

Man skal være forsigtig med at forudsige den syriske borgerkrig, der siden maj 2011 har tegnet sig som en langtrukken udmattelseskrig, hvor hverken præsident Bashar al-Assads regime eller diverse oprørere har fået det afgørende overtag på noget tidspunkt. Selv om der bestemt har været øjeblikke, som i slutningen af 2012, hvor det så ud som om, regimet var ved at miste fodfæstet. Og andre tidspunkter, hvor regimet har vundet frem, og analytikere har udråbt Assad til en snarlig vinder af krigen.

De har alle måtte sluge deres ord. Krigen har bølget frem og tilbage i fire år nu, dikteret af to basale omstændigheder. For det første har ingen af oprørernes udenlandske støtter – Saudi-Arabien, Tyrkiet, Qatar, USA eller EU-landene – været klar til at yde den nødvendige støtte til oprøret eller samle og organisere det. For det andet har Iran, Rusland, Iraks regering og Hizbollah sat alt ind på at holde Assads regime i live. Derfor har ingen af parterne kunnet sætte den anden skakmat. Syrien er blevet totalt ødelagt, imens proxy-krigens parter har bidraget til dødvandet.

Reelt har stormagterne sat Syrien på stand-by. Så længe Assad regerer i Damaskus, har Rusland indfriet sin ambition om at bevare en afgørende allieret i regionen. Putin har bevist over for USA, omverdenen og sig selv, at han standhaftigt kan modstå pres og ‘udenlandsk indblanding’. Så længe regimet ikke falder, er USA omvendt ikke tvunget til at tage stilling til, hvad de mange salafistiske oprørsgrupper vil betyde for et nyt styre, og hvordan Syriens nabolag, ikke mindst Israel, Tyrkiet og Iran, vil reagere på et Syrien i kaos. Omverdenens halvhjertede mantra har, siden FN’s første udsending Kofi Annan i 2012 lancerede en fredsplan, lydt, at det internationale samfund skulle stile mod at gennemtvinge en overgangsregering. Det giver mening, for en samlingsregering ville bevare dele af regimet og militæret og undgå, at Syrien kollapser og bliver en fejlslagen stat. Planen har bare aldrig fået opbakning fra alle internationale og nationale parter i konflikten, og det diplomatiske arbejde er slået fejl.

Dødedans

Krigen er bare fortsat fra den ene massakre til den anden offensiv og modoffensiv, den ene sides momentum, der blev afløst af den anden sides momentum, uge efter uge, måned efter måned. Verdenspressen mistede interessen, og gasangreb, tøndebombninger og drab af hundredvis af civile blev banale bagsidenotitser. Vi blev vænnet til at tro, at dødedansen ville vare ved.

Det er selvfølgelig en forsimplet fremstilling at tale om to indædte modstandere, der klynger sig til hinanden i en dødedans, for oprørerne er ikke en homogen gruppe. Islamisk Stat og de kurdiske oprørere holder hver deres del af landet. De resterende oprørere består af over 100 militser i skiftende alliancer.

Regimet selv, der i begyndelsen af krigen udelukkende blev forsvaret af den syriske hær, er efterhånden også selv blevet en samling af militser og udenlandske grupper. Hizbollahs indsættelse af flere tusinde skarptrænede militssoldater betød, at regimet i forsommeren 2013 fik vendt krigslykken, og regimet har generelt set haft momentum siden da.

Assad er slidt

Efter en række vellykkede offensiver i Aleppo og rundt om Damaskus sidste efterår mente mange, at regimet langsomt var på vej mod sejr. Det har utvivlsomt hjulpet Assad, at Islamisk Stat er blevet en tredje part i krigen. Det har betydet, at Vestens primære strategiske interesse i Syrien er blevet at stække jihadisterne. Martin Lidegaard, John Kerry og andre vestlige udenrigsministre har sågar nævnt Assad som en nødvendig partner i fredsforhandlinger.

Den analyse var grundlagt på overbevisningen om, at Assad sad relativt sikkert i stolen. Hvis det overhovedet var rigtigt for et halvt år siden, er det i hvert fald meget tvivlsomt nu. Det har hele tiden været overkommeligt for regimet at generobre områder uden for Damaskus og dets kerneområde i det vestlige Syrien, men svært at holde dem. Og forbundet med enorme omkostninger: Angiveligt er omkring 100.000 alawitiske mænd døde i kamp. Det slider, og de unge modsætter sig rekruttering.

Samtidig er der tegn på intern uro i regimet. Der er rygter om afhopninger til Beirut, og inden for den seneste måned har Syriens militære efterretningstjenester – for der er selvfølgelig flere af dem – afsat to af deres chefer. Den ene, Rustom Ghazaleh, er siden rapporteret død, på den måde sikkerhedschefer i Syrien har for vane at dø: under mystiske omstændigheder. Det vil sige sikkert aflivet. Og andre højtstående folk i hæren er det seneste år rapporteret afhoppet eller fængslet.

Syrien kan snart kollapse

Så her kommer alligevel en forudsigelse: Syriens krig ender en dag, og måske bliver det snart. Vi ved fra andre regimers sammenbrud i historien, at det kan gå stærkt, når det først begynder.

Den dag Syriens hær og regime begynder at gå i opløsning, og styret mister kontrollen over Damaskus eller bliver splittet op i flere militser, er Syrien ikke længere på stand-by. Så må verdenssamfundet tage stilling til andet og mere end millioner af flygtninge (som om det ikke var nok). Det øjeblik er der nemlig pludselig meget mere på spil for Tyrkiet, Saudi-Arabien, Hizbollah, Iran, USA, Rusland, og resten af verden.

Vil Iran acceptere et sunni-domineret styre i Damaskus? Vil Rusland? Næppe. Vil de intervenere direkte for at undgå det? Hvordan vil USA søge at influere et eskalerende scenarie, hvor forskellige militser byder sig til i Damaskus, og en massakre mod Syriens alawitiske og kristne mindretal truer? Vil Islamisk Stat være i stand til at udnytte kaos til at udvide deres kontrol?

Vi bør huske på, hvorfor Syrien blev sat på stand-by. Det var fordi, de omgivende lande lod deres interne konflikter udspille sig på Syriens territorium. Og fordi hverken FN eller de vestlige lande havde lyst at indsætte landstyrker – det være sig fredsbevarende eller offensive. En krig uden resultat har været en måde at undgå et definitivt resultat. Det har nok reddet Bashar al-Assads skind, men har til gengæld ført til en tragedie af ufattelige dimensioner.

Det afgørende er at få skabt en international konsensus om Syrien nu. Både for at stoppe krigen og for at undgå, at den konflikt, vi har sat på vågeblus, bliver til en pludselig diplomatisk krise af globale dimensioner. FN’s tre udsendinge uden et stærkt mandat i ryggen, USA’s svage diplomati, de arabiske landes uenighed – intet af det har bidraget til en løsning. Vi har set den anden vej og skudt milliarder efter nødhjælp i stedet. Hjælp, der ikke engang forslår.

En omfattende international aftale, der kan involvere FN og vestlige fredsbevarende styrker på landjorden, er tvingende nødvendig nu.

Diplomatiet må op i et højere gear, og den direkte, realistiske samtale om Syrien mellem Rusland, USA, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Iran og EU må begynde nu, inden det, vi troede, var et uendeligt dødvande, bliver til en eskalerende internationaliseret krise.

Sune Haugbølle er lektor i Globale Studier ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Preben Haagensen
  • Torben R. Jensen
  • Claus Nielsen
Preben Haagensen, Torben R. Jensen og Claus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dette bliver rigtigt interessant.
- USA vil nok forsøge at presse de pro-Syriske grupper.
- Rusland har rigtigt mange penge i klemme hos Bashar al-Assads regime, og vi sammen med Persien bekæmpe det, som USA vil arbejde imod.
- EU og Europa vil satse mere på fred end på en rimelig folkeretslig og acceptabel løsning.
- Og the International Criminal Tribunal i Den Haag kan bare vente og se, om verdenssamfundet er stærke nok til at kræve retfærdighed.

Torben Lindegaard

@Sune Haugbølle

100.000 døde alawitiske mænd...................

Det lyder helt forrykt ud af en samlet befolkningsgruppe på 2.5 mio mennesker.

Er der tale om en skrivefejl???

Søren Kristensen

Ærgerligt, især for dem det går ud over, at det skal koste så meget i døde og flygtninge hver gang der skal afsættes en diktator og indføres demokrati. Nogle gange kommer man i tvivl om det er besværet værd og om vi i virkeligheden ikke skaber flere problemer end vi løser med vort militære isenkram. Omvendt så sker der jo heller ikke noget hvis vi bare lader stå til og ser på mens hele befolkninger undertrykkes og vandsmægtes. Vi almindelige borgere må nok bare forlade os på at der ligger nogle fornuftige konsekvensberegninger bag politikernes beslutning om intervention og at det ikke først og fremmest er krigsliderlighed og kynisk opportunisme der driver begivenhederne.

Dennis Berg

100.000 lyder helt vildt. Enten sejler de rundt som amatører og bliver dræbt i massevis, eller også har der været ekstremt mange i kamp. Og med kun 2,5 millioner, virker det sidste ikke sandsynligt.

For første gang i den syriske konflikt, danner de muslimske regionale stater - Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar - og Israel og USA en slags alliance med brug af al-Qaeda tilknyttede oprørsgrupper for at få den maksimale kapacitet til at besejre regeringsstyrkerne.
De regionale magter forsøger på at besejre Iran og Hizbollah i Syrien. Teheran står over for et barsk valg. På den ene side er det nødvendigt at forhandle med USA og udarbejde den nukleare aftale ved udgangen af juni, der ville ophæve sanktionerne. På den anden side, hvis Iran ikke modstår de flerstrengede tiltag fra den amerikansk ledede alliance, vil dets statur som en regional magt lide et stort tilbageslag og Washington vil forhandle ud fra en styrkeposition, som naturligvis er noget, som Teheran aldrig vil lade ske.
Hvad kunne Irans næste træk i Syrien være? En iransk kommentar oplyses, at der efter et besøg af den syriske forsvarsminister general Fahd Jassin al-Freij i Iran, har Teheran besluttet at udstyre de syriske regeringsstyrker med "state-of-the-art våben og udstyr (der ) vil lamme de Takfiri terrorister i Syrien. "
“TEHRAN (FNA)- A prominent Syrian analyst welcomed Tehran and Damascus decision to fully implement their military contracts, and said Iran's state-of-the-art weapons and equipment will cripple the Takfiri terrorists in Syria.
"The recent visit by the Syrian defense minister to the Islamic Republic of Iran had many messages for the Zionist enemy and other enemies of Syria since the visit was aimed at studying the implementation of military contracts between Damascus and Tehran and will certainly change the balance in the battle grounds in Syria," Akram Makna told FNA on Saturday.
"It seems that the Islamic Republic of Iran has decided to supply the Syrian government with its most advanced military achievements," he added.
Syrian Defense Minister Lieutenant General Fahd Jassim al-Freij arrived in Iran on Tuesday to confer with the country's senior military officials on the further expansion of bilateral defense ties.
Iranian Defense Minister Brigadier General Hossein Dehqan promised his visiting Syrian counterpart that Tehran would continue aid and support for Damascus in its war against the Takfiri terrorist groups.
Brigadier General Dehqan reiterated Iran’s full support for Syria in its battle against terrorism, saying that dialog is the only solution to the crisis in the Arab country.
“The people and government of Syria, with their unparalleled resistance made bullying powers understand that by exporting terrorists, arming and supporting them, and launching military attacks, they cannot force the region’s Muslim nations to surrender,” he added.
Kort sagt, forhandling til den ene side og kamp til den anden. Uanset hvad det kræver, vil Iran ikke lade den amerikansk-israelsk-tyrkisk-Saudi akse plukke frugten af sejr.

Torben R. Jensen

Tallet på 100.000 er tilsyneladende ikke helt ved siden af.

12 juli 2014 var der ifølge Human Rights 65.803 døde regeringstro soldater

http://www.al-monitor.com/pulse/originals/2014/08/alawites-pain-death-of...

og samme kilde har anslået dødstallet i 2014 til over 22.000.
Af en samlet befolkbing på 2,5 mill. Alawitter er der ca 250.000 i hæren. Ifølge vestlige diplomater er ca 1/3 af dem døde.

http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/11518232/In-S...

Torben Lindegaard, Preben Haagensen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Dennis Berg

Det er helt groteske tabstal. Ufatteligt at de fortsætter så indædt.

Preben Haagensen

Rigtig, ufattelig at de fortsætter så indædt, og alt det fordi et mindretal af Syriens befolkning Alawiterne under den gamle Assad og siden den unge Assad ikke har villet afgive magten til befolkningsflertallet sunni muslimerne. De har hellere ødelagt Syrien og dets byer og befolkning, end at afgive magten. Syriens byer ligner i dag noget fra 2. verdenskrig i Europa, og det er ikke på grund af rebellernes håndvåben. Våbnene der ødelægger er regimets jetjagere, tanks og kanoner og andre tunge våben som dødens købmænd i Rusland og Iran forsyner regimet med. I øvrigt er en stor del af dem der kæmper på regimets side Hezbollah fra Libanon, shia muslimer fra Irak og den Iranske Revolutionsgarde, uden disse ville Assad for længst have tabt magten.

Thomas Petersen

Søren Kristensen! Med den holdning burde vi måske finde en hjemlig diktator til at fortolke konsekvensberegningerne og bestemme hvem der skal bombes til frihed og demokrati. Til alles bedste forstås!

Hvis vi kigger på konsekvenserne af frihedens bomber, istedet for de påståede årsager til at vi bomber, så er det ikke ligefrem demokrati der spirer fra kraterne.

Der er så nogen der mener at kommer tid kommer råd, og det kan der være noget om. Men derfor skader det ikke at begynde på at vurdere resultaterne af vores tidligere indsatser, når de samme trætte argumenter hives frem som begrundelse for at endnu et land skal udsættes for den kreative ødelæggelse der svaret på alle problemer i verden.. for tiden.

Men tillykke med din tvivl. Så er det bare at åbne øjnene og lukke ørene.

Gustav Alexander

En god artikel. Jeg synes egentlig, at det kunne klæde medierne - og artikler fra specialister - om de behandlede Syrien krisen mere indgående. De færreste danskere kender til Jabhrat-Al-Nusra eller Jaish-Al-Islam, eller ved at afghanere kæmper i Iransk ledede shia militser mod disse salafister. Det var også blot en fodnote i dagens nyheder, da Idlib faldt. Det blev tilmeldt kun italesat som en sejr til "rebellerne", når det nærmere specifikt er Al'Qaedas Jabhrat al-nusra, der kontrollerer byen.

Også er der jo Assad regeringens nuværende mindre offensiv mod Jishr Shughour, hvil mål er at evakuerer regime tropper, der belejres i byens hospital på tredje uge. Der er med andre ord monumentale dramaer, der dagligt udspiller sig men det ignoreres i vores medier.

Personligt mener jeg, at USA og Vesten burde stoppe støtten til de demokratisk indstillede rebeller. Det forlænger en altødelæggende konflikt. Man må også stille spørgsmålstegn ved deres regerings evne. 1). De er delt splittede og få. 2). Jabhrat Al Nusra og Jaish Al islam (som støttes af Saudi Arabien og Qatar) er langt flere og langt stærkere. Skal vi virkelig bilde os selv ind, at de ikke vil stikke de demokratiske rebeller i ryggen, hvis Assad falder? 3). Stabilitet. Vi er i færd med at lave endu et Iraq og Libyen. Medierne har jo belejligt ignoreret, hvad der er sket i Libyen efter Gaddafi's fald. Lige nu er landet de fakto delt op i flere dele hvoraf noget af landet styres direkte af Islamisk stat-affilierede grupper. De andre styres af militser, der også bekæmper regeringen.

Vi har brug for de baathistiske diktatorer. Det er naivt hvorledes vi pludselig alle bliver Fukuyamaister så snart en menig mand i mellemøsten kaster en sten "De vil alle være som os nu! se!". Nej, og vi skal ikke tror at vores liberale demokratier er en funktionel model for mellemøsten. Det siger jeg ikke udfra en idé om, at de ikke kan "håndtere" vores "avancerede" og "udviklede" styreform. Det er tværtimod en anerkendelse af, at det liberale demokrati IKKE er menneskets ultimative styreform. Andre kulturer med andre værdier ønsker andre måder at administrerer deres samfund på. Drop skabs Fukuyamaismen.

Henrik Darlie

"Syrien kan udløse global diplomatisk krise"

ja, for de langsomt opfattende ligger det sikkert ude i fremtiden.