Kommentar

Tolerance kan ikke fremtvinges juridisk

Et nordirsk bagerpar er dømt for diskrimination, fordi de ikke ville dekorere en islagkage med inskriptionen ’Ja til bøssebryllupper’. Det medvirker kun til at øge spændingerne i området
27. maj 2015

En mand opsøger en muslimsk skiltemaler. Han bestiller et skilt, hvorpå der skal der være en profetkarikatur og slagordet ’Muslimer skal bo i Muslimland’. Skiltemaleren bliver krænket og afviser bestillingsopgaven. Kunden bliver oprørt over denne diskrimination og anlægger sag. Han får medhold af ligebehandlingsnævnet, der dømmer skiltemaleren til at betale en bøde på 5.000 kroner og sagens omkostninger.

En indlysende absurd sag. For hvorfor finder manden ikke bare en anden skiltemaler uden disse skrupler? Præcis dette er kernen i en sag mod bagerægteparret McArthur i Belfast. De kunne ikke få sig selv at dekorere en islagkage med slagordet ’Ja til bøssebryllupper’, som de er inderligt imod. Kagen blev bestilt af en aktivist for LGBT-rettigheder, Gareth Lee, til ære for Nordirlands første homoseksuelle borgmester, Andrew Muir fra North Down.

Dommeren fandt, at bagerparret gjorde sig skyldig i en direkte diskrimination af Lee ud fra hans seksuelle observans. Det afviste McArthur-parret under henvisning til, at de sælger mange kager til homoseksuelle – blot ville de ikke skrive disse ord og ville heller ikke have gjort det, hvis Lee havde været hetero. Dommeren anlagde imidlertid det synspunkt, at deres afslag var at ligne med, når en restaurant nægter at betjene en sort gæst.

Religion rimer skidt på jura

Retssager, der involverer religiøs tro, er notorisk vanskelige. Skal adoptivforældre kunne stille krav til et adoptivbarns religiøse baggrund. Må religiøse friskoler ekskludere elever, der ikke vil deltage i religiøse ceremonier? Må arbejdsgivere forbyde ansatte at bære religiøse symboler, der skiller dem ud fra andre ansatte, eller skal de tværtimod tillade dem for at signalere inklusion?

I USA skal højesteret i næste måned afgøre, om homoægteskaber strider imod forfatningen. Hvis retten som ventet siger nej, vil det være et stort fremskridt for års kampagner for homoseksuelles rettigheder. Men den vil også rippe op i åbne sår. Reaktionære modstandere har varslet gengældelse. 37 stater har allerede legaliseret homoægteskaber, men har næsten alle tilladt undtagelser, således at religiøse autoriteter har ret til at nægte homoseksuelle vielser. I flere stater kan enkeltpersoner endda nægte bøsser, lesbiske og andre grupper indkvartering eller ansættelse under henvisning til deres egen ’religionsfrihed’.

Juraprofessor David Cole peger i New York Review of Books på farerne ved fritagelser. Han pointerer, at loven aldrig kan tilgodese alle trosretninger ligeligt:

»Staten overtræder ikke den forfatningsmæssigt beskyttede religionsfrihed ved at vedtage love, der gælder ensartet for alle – religiøse såvel som ikke-religiøse.«

I 1990 fastslog højesteret, at en indfødt amerikansk stamme ikke kunne kræve at stå uden for USA’s antinarkolove ved at påberåbe sig, at stoffet peyote var en integreret del af stammens ’religiøse ceremonier’. Hvis en persons erklærede tro skal kunne overtrumfe landets love, bemærker Cole, »bliver konsekvensen reelt, at vi tillader hver en borger at sætte sin egen lov«.

Så vidt, så rationelt. Men reaktionen på afgørelsen af 1990 blev et ramaskrig fra både venstre og højre side af spektret, der erklærede dommen i strid med religionsfriheden. Postyret førte til en ny lov i 1993 »til genoprettelse af religionsfriheden«, der ikke blot afkriminaliserede stammens praksis, men også gav ret til at tillade diskrimination mod homoseksuelle ægteskaber under henvisning til religion.

Regnbuenæsen er intakt

Cole står stejlt på, at sekulær lov må have forrang i det moderne samfund. Kristne kan citere Bibelen og muslimer Koranen, når de skal retfærdiggøre eksklusivitet i egen adfærd. Men selv om loven i udgangspunktet ikke må undertrykke deres tro, kan den blive nødt til at undertrykke manifestationer af den, som skader andre. Som den amerikanske højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes formulerede det: »Retten til at svinge min knytnæve slutter der, hvor den anden mands næse begynder.«

Moderne antidiskriminationslovgivning kommer nu ind i kampen – længe før nogens næse er i syne. Ingen ville slå Gareth Lee på næsen, selv om medlemmer af Irlands LGBT-miljø givet forulempes på andre måder. Diskriminationslovene svinger nu selv deres egne knytnæver, når de vil stoppe ’indirekte’, ja endog ’ubevidst’ diskrimination, og når de vil erklære noget for krænkende, bare en eller anden person hævder dette.

De ringeagtsytringer – undertiden smålige, undertiden grusomme – der plager ethvert samfund, kan ikke reguleres væk med strafferet. Menneskehedens krogede træ kan ikke rettes ud med juridisk pisk.

Borgmester Muir har opfordret til »respektfuld dialog og engagement« i forsvaret for homoseksuelle ægteskaber, men han udtrykte også glæde over dommen over McArthur-parret, skønt den med sikkerhed vil forværre provinsens spændinger.

Skal der udbredes religiøs tolerance i Nordirland, opnås det ikke ved smålig lovhåndhævelse. Denne retssag var en fejl. Lovens sigte kan være godt nok, men i praksis rammer den ved siden af.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lidt forvrøvlet at sætte lighedstegn mellem homoseksuelle og racister. Historien viser klart at første gruppe har behov for særlig beskyttelse, og sidste er en fare for andre.