Kronik

Et valg mellem EU, børneporno og folkedrab

På ét område synes internationale forhold at kunne spille en rolle i valgkampen: Skal Danmark være med i kampen mod børneporno og international kriminalitet? De spørgsmål er blevet symbolsk løftestang for et fremtidigt opgør med det danske retsforbehold. Men det er ikke nok at gøre op med nationale forbehold på politisk plan, for de vil fortsat eksistere i kernen af vores retsvæsen
1. juni 2015

Med Lissabontraktaten bliver Europol og dets søsterorganisation for anklagere, Eurojust, overstatslige. Dermed er Danmark ude af samarbejdet. Fra politisk side lyder historien: Hvis Danmark står uden for samarbejdet, risikerer kriminelle at undslippe. I den forbindelse er nogle af Europols sager om børnepornografi blevet fremhævet.

Ved at gribe ud efter disse sager forsøger danske politikere sig med en velkendt strategi. Enkeltsager har i andre sammenhænge været drivkraft for nationale reformer og kan nu blive det for EU-samarbejdet. Men de politiske forbehold over for internationalt samarbejde er kun en del af det, der blokerer for internationalt samarbejde.

Hertil kommer, at den nationale skepsis mod det fremmede er helt grundlæggende i vores politi og anklagemyndighed.

I Danmark er jeg født

Den institutionaliserede skepsis mod internationalt samarbejde og internationale sager er sammenvævet med det danske politis og anklagemyndigheds historie. Dette parløb blev for alvor formaliseret med skabelsen af et juridisk monopol på centrale ledelsesstillinger i politiet, anklagemyndigheden og domstolene i 1821. Med skabelse af justitsministerembedet blev disse institutioner underlagt en central autoritet, og Justitsministeriet fik en central rolle i rekrutteringen til ledelsesstillinger i det offentlige. En position ministeriet har opretholdt, selv om det de seneste årtier er blevet udfordret især af Finansministeriet.

Det professionelle system, der blev skabt under Justitsministeriet, er præget af den dygtige jurist som en generalist, der står til konstant rådighed for systemet og kan rotere mellem mange forskellige kontorer, men altid bidrage effektivt til den konkrete håndtering af sager. Og sager er der masser af. Den danske anklagemyndighed håndterer årligt omkring 96.000 straffesager fordelt på dets omtrent 600 ansatte anklagere. Det er cirka 160 straffesager årligt per anklager. I dette system er generalisten blevet reproduceret som norm på grund af håndteringen af de mange forskellige sager, som kræver en høj grad af rutine. Det samme gør sig gældende i politiet, hvor forfremmelse især bygger på effektiv håndtering af den konstante strøm af nationale sager.

Omkring dette system er en professionel kultur blevet opbygget, der i sin grundkerne er national.

Tænk dansk

Den institutionelle etos, der præger anklagemyndigheden og politiet, er fast indlejret i deres professionelle strukturer samt uformelle og i høj grad skjulte præferencer.

Som et resultat af det store daglige pres af sager og det relaterede professionelle system, kommer internationalt engagerede anklagere og politifolk ofte i konflikt med institutionens idealer. Det kan ses både i forhold til håndteringen af konkrete sager med internationale tråde og den manglende accept af international erfaring i det danske system. Den danske skepsis er med andre ord ikke alene et produkt af politiske kampe. Den er dybt indvævet i bureaukratiets hierarki og ressourcefordeling.

Hverken i anklagemyndigheden eller i politiet er international erfaring værdsat. De mange danske politibetjente, som har deltaget i fredsbevarende missioner i det tidligere Jugoslavien, Kosovo, Irak og Afghanistan, kommer ikke hjem til en institution, der er parat til at tage ved lære af deres internationale erfaringer. De kommer bagerst i køen til forfremmelser, fordi deres konkurrenter er forblevet i systemet og har knoklet med deres sager. Det samme gør sig gældende for anklagemyndigheden, hvor centrale placeringer i internationale straffetribunaler ikke kan omsættes til nationale stillinger, medmindre kandidaten er villig til at fraskrive sig den anciennitet, vedkommende har opbygget under sine internationale fjumreår. Det kan lade sig gøre at bygge nationale karrierer med enkelte internationale stillinger undervejs, men det er en risikabel strategi. Specialisering i internationale sager betyder ofte, at professionelle helt forlader det nationale system.

I forhold til den konkrete sagshåndtering gør noget lignende sig gældende. Det store pres fra de nationale sager gør, at de typisk mere komplekse og ressourcekrævende internationale sager ikke er populære. I stedet skæres sagerne ofte til, så internationale forhold ikke forfølges, og kræfterne i stedet koncentreres om forholdets nationale elementer. Mindre vigtige sager er endda kendt for at blive ’løst af vindueskarmen’, glemt i bunkerne, indtil de ikke længere er relevante.

De ansatte, der prioriterer internationalt arbejde, kommer konstant i konflikt med systemets fokus på det effektive generalistarbejde, idet det internationale arbejde ofte skaber mere specialiserede profiler. Den politimæssige efterforskning af børneporno eller folkedrab, hvor anklagemyndigheden spiller en mere aktiv rolle, kræver specialisering. Og der findes da også specialiserede internationale kontorer både i politiet og anklagemyndigheden, der har stor indflydelse på institutionernes internationale perspektiver.

Men internt bliver disse enheder typisk set som rangerspor for ansatte, som nægter at løfte deres læs og aldrig sætter fod i en retssal, som det hedder om anklagere i denne gruppe. Ved at prioritere de komplekse problemsager, bliver disse grupper fanget af deres specialisering. De er dermed i konflikt med systemets ortodoksi og forvist til dets periferi.

International karrierebremse

Væmmelsen ved børneporno kan blive en løftestang for at få gjort op med et EU forbehold, som for mange politikere har været en torn i øjet. Men opfattelsen af det europæiske samarbejde som centralt for kampen mod grænseoverskridende kriminalitet er i bedste fald overdrevet og i værste fald misforstået.

Forbeholdene mod internationalt samarbejde og EU er dybt funderet i det danske bureaukrati, ikke alene i anklagemyndigheden og politiet, men også i mange ministerier, hvor en god og direkte karrierevej sjældent går igennem længere ophold i det internationale. Som presset af sager viser, er der kontante årsager til dette nationale perspektiv. En ufortalt konsekvens ved systemets præference for effektivitet er, at den skubber komplekse internationale sager i baggrunden.

Internationale sager er hos det danske politi og anklagemyndighed præget af en kamp mellem en dominerende national synsvinkel og små grupper internationalt orienterede ansatte. Balancen mellem disse grupper har store konsekvenser for det faktiske arbejde med internationale sager. Og selv om EU-koordinerede sager om deling af børnepornografi de seneste år har fået stor opmærksomhed, varetages de reelt af en lille gruppe professionelle placeret i periferien af de nationale systemer.

Det samme er tilfældet med kampen mod de forbrydelser, som ligger under Den Internationale Straffedomstol: krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Denne domstol varetager kun store sager i tilfælde, hvor staten selv er uvillig eller ude af stand til at håndtere dem. Resten skal i princippet varetages af nationale jurisdiktioner, men her ses disse komplekse, tids- og ressourcekrævende sager som potentielle karrieredræbere.

At gøre op med det danske retsforbehold er altså ikke kun vejen til et blomstrende internationalt samarbejde.

Mikkel Jarle Christensen er adjunkt ved iCourts, det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Hvad med for hulen at lade valget handle om det vigtigeste overhovedet? TTIP / TISA / TPP og ISDS mekanismen der vil ophæve hele vesteuropas nationale demokratier og indføre et regime hvor konglomeraterne kommer til at kunne sagsøge samtlige national stater for ENHVER profithindrende lov (og hvilke love er i teorien ikke dette) f.eks. miljølovgivninger, arbejdsmarkedslovgivning, fødevarelovgivninger, natur fredningslovgivning osv osv (listen er endeløs).

Reelt OPGIVES demokratiet når lovene sidst på 2015 forventes færdige og i 2016 implementeres. Love hvis indhold og udviklingsproces er totalt mørklagt. Love borgerne først må se 5 ÅR EFTER de er blevet SAT I KRAFT.

TTIP / TPP er et kæmpe nær-globalt INDRE MARKED, mere massivt og drakonisk end EU, og der er NUL debat, NUL folkeafstemninger, intet.

Det Tyskland ikke lykkedes med, overtagelsen af vesten i 1940'erne, (privat kontrolleret global fascisme) forgår lige NU juridisk, og mørklagt, og vi TALER ikke engang om det! Politikere og presse (Information og få øvrige pip undtaget) begår simpelthen landsforræderi og vi gør intet, men taler om "velfærd" "dagpenge" og alt muligt andet, der allligevel er FLØJTENDE LIGEGYLDIGE, da disse love alligevel vil blive udvasket og forsvinde når TTIP / TISA for alvor kører..

Er hele landet da blevet tosset?

Michael Hansen, uffe hellum, Anne Eriksen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Nææææh, Dan, tænkende mennesker er blevet alt for sjældne disse dage. Selv om, at det tog dem 8 (OTTE!) år at offentliggøre den sidste del, af teksten for TPP (tror folk virkeligt, at det ville være gjort med god hensigt?) og også kun når den lige er ved at blive færdiggjuort.

https://openmedia.org/blog/what-internet-needs-vs-what-tpp-demands

Lad mig ikke engang starte på det andre love, det ville tage for lang tid for en enkel kommentar. Det eneste jeg kan efterlade er, at folk godt nok burde indse, at hvis dette bliver ved, så ender det altså blodigt for os alle sammen.

Ikke, at man kan sige, at det forhenværende valg på nogen måde var demokratisk ("vælge" et parti som så vælger ikke at gide i regering uden at starte et nyt valg?) , men det bliver meget værre end dette hvis man tillader disse aftaler. Og den nuværende situation med regeringen er allerede slemmere end før. Hvor grovt vil folk have demselv og os andre truet, hvis de endda overhovedet er bevidste om det?