Kommentar

Velfærdens fremtid sikres ikke ved at forsvare velfærden

Hvis fagbevægelsen og venstrefløjen udelukkende fortsætter med nostalgisk at fokusere på forsvaret for velfærdsstaten, venter et historisk nederlag
2. maj 2015

Fagbevægelsen var grundlaget for velfærdsstaten, for den var Socialdemokratiets egentlige magtbase, og de borgerlige var villige til at gå på kompromis med de moderate socialdemokrater, fordi de frygtede, at fagbevægelsen ellers ville tilslutte sig mindre moderate ideer. Men også fordi fagbevægelsen kæmpede aktivt for velfærden, og fordi den repræsenterede en idé om ’et godt liv i fælleskab’, som mange uden for bevægelsen kunne tilslutte sig.

Men fagbevægelsens sejre var også et produkt af historisk høje vækstrater, hvor overskuddet kunne fordeles uden at undergrave virksomhedernes profitmarginer. Denne omfordeling var afhængig af, at Folketinget og Nationalbanken havde kontrol med pengepolitikken og kapitalbevægelserne.

Alle disse betingelser er blevet udhulet siden slut-60’erne. Samtidig har skiftende regeringer bundet landet til EU’s skrappe budgetregler og accepteret, at kapitalens frie bevægelighed er vigtigere end demokratisk kontrol med økonomien.

Velfærdsstatens fremtidsudsigter er derfor præget af fortsatte forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det vil betyde øget pres på alle, der potentielt kan få brug for dagpenge, kontanthjælp, SU eller førtidspension. Det rammer os alle, for det øger den generelle frygt for sygdom, alderdom og arbejdsløshed. Mange kommer til at arbejde mere for at få råd til private sygesikringer og opsparinger, og endnu flere bliver bange for at sige fra over for dårlige arbejdsforhold.

Det er altså forståeligt, at 1. maj var fuld af taler om at forsvare velfærden. Problemet er bare, at det forsvar er forbundet med nostalgi og ideen om en stat, der holder hånden under os. Det skaber ikke den kreativitet og kampvilje, der kendetegnede fagbevægelsen, da velfærdsstaten blev skabt.

Det viser sig gang på gang, når fagbevægelsen forsøger at forsvare velfærden. Forsøget er typisk utilstrækkeligt og halvhjertet, for fagforeningslederne forstår kun alt for godt politikernes ’men ...’.

Og det er ikke uden grund, for forsvaret for velfærdsstaten er dødsdømt, så længe de ovennævnte økonomiske betingelser ikke er til stede. Udfordringen for alle de, der fejrer 1. maj, er altså offensivt at skabe nye betingelser for velfærd i en forandret verden og at skabe en vision om et godt liv i fællesskab, der kan begejstre.

Skab grundlaget for velfærd

En mulighed er en offensiv skabelse af de økonomiske og sociale betingelser for velfærden. Det afhænger af genindførsel af kapitalkontrol, beskatning af multinationale selskaber, og af at pengepolitikken igen bringes under demokratisk kontrol. Og det kræver et opgør med EU’s sparepolitik, men også en alliance mellem en række lande om at tøjle kapitalmarkedernes magt over demokratierne. I dag kræver alt dette et stærkt internationalt samarbejde.

Samtidig er det utopisk at tro på høj vækst i Danmark, når væksten har været faldende blandt vores centrale handelspartnere igennem fire årtier. Fremtidens velfærd skal også kunne skabe forbedringer under lavvækstforhold. Derfor bliver traditionelle krav såsom stadigt stigende lønninger mindre troværdige sammenlignet med mere kvalitative krav om demokratisk medbestemmelse over arbejdet og investeringer, samt frihed fra stress. Det kræver en stærk fagbevægelse, som spiller en aktiv rolle i at skabe samfundet. Og den bliver nødt til at genopfinde sig selv, så det stigende antal migranter og prekære, som fagforeningerne traditionelt ikke organiserer, ser mening i at være med. Ellers vil konkurrencen mellem lønmodtagerne lægge et konstant pres på solidariteten.

Velfærd uden stat

Hvis der ikke kan skabes nye betingelserne for velfærdsstaten, står vi over for en anden mulighed, som er den, der er under udvikling i en svag, forgældet stat som Grækenland. Her ser vi fremvæksten af et ’velfærdssamfund’ uden velfærdsstat. Det er baseret på grædsrodsnetværk, uformelle solidaritetsøkonomier, suppekøkkener og gratis lægeklinikker for de fattigste, bemandet af frivillige.

Det græske velfærdssamfund er velfærdsstaten underlegent på centrale punkter, for det er permanent underfinansieret og uden kapacitet til at hjælpe alle, som har behov. Men på nogle områder kan det noget, velfærdsstaten ikke kan: Det er ubureaukratisk og baseret på folks egne initiativer og grædsrodsdemokrati, og det udelukker ikke papirløse migranter. Det skaber aktiv solidaritet i hverdagen og nye ideer om et godt liv i fælleskab.

I går fejrede fagbevægelsen sine fortidige sejre og blæste til forsvar for velfærden. Men det er en utaknemmelig opgave at forsvare velfærden, mens dens fundament skrider. Og det er svært at genopfinde velfærden, mens man kæmper for ideer, som ikke længere er knyttet til aktiv solidaritet, men til frygt for fremtiden. Fortsætter man ad nostalgiens vej, venter et historisk nederlag.

Bue Rübner Hansen er ph.d. fra Queen Mary University i London og medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tak for at påpege, at EU har været forsømmelig i forhold til de udsigter, unionen stod for. Det er utvivlsomt Murens fald, der jo fulgte efter åbningen af et frit marked efter 1986, som ødelagde udviklingen. Men det er heldigvis ikke så længe siden, og vi kan stadig nå at ændre på forholdene, så en øget demokratisering og kontrol med netop økonomien igen vil føre til vilkår for alle borgere, som vi har arbejdet på i mere end hundrede år.
Man fornemmer også, at kronikøren ønsker en tilnærmelse til de gode sider ved det uformelle system. Dermed bliver han nøjagtig ligeså nostalgisk som den fagbevægelse, han beskylder for at være det, for det er jo også først i løbet af de sidste 10-15 år, at samfundet er endt i dette overformynderi og borgerlige pligtetik.