Klumme

Ytringsfrihed og tankefrihed

Effektivitetstrangen truer tankens diversitet og derved ytringsfriheden i langt væsentligere grad end ekstremister i tegningeopgør. Derfor kan det undre, at den politiske indgriben i universiteternes retning og prioriteringer ikke vækker større folkeligt røre
5. maj 2015

At tænke en tanke. At ytre en tanke. Er to sider af samme mønt. Den mønt som er mennesket.

Ytringsfrihedens klangbund er tankefrihed, ikke at være fri for tanker, men fri til at tænke og udveksle dem. Et frit samfund er et samfund, hvor tankens virke har frihed til at finde veje. Et samfund hvor der er plads samt vilje til mange og manges syn på sagen.

Vi bryster os i Danmark af en fri debatkultur, hvor alle synspunkter kan komme til orde. Ytringsfriheden forsvares hårdhændet. Det giver meningsfrihed. Men at debattere slagkraftigt og udveksle tanker er ikke samme sag. For tanker fungerer i det regi kun som egen-forberedelse til talesportskampen. Pokerspil og pokerfjæs. At åbne sig udgør unødig sårbarhed. Argumenterne er færdigslebne konklusioner. Ikke til at komme uden om eller skyde ned. Ideelt set. Planen er lagt. Det gælder om at vinde, ikke at udvikle fælles forståelse.

Men debat og ytringsfrihed har ingen betydning uden fyldigt åndsvirke. Så på hvilken grund hviler debatviljens rettethed? Der må og skal kombineres med oplysningskultur. Hvor der deles endnu ufærdige tanker og overvejelser for at udvikle og opbygge viden sammen. Hvor ideer bliver til i hånd med undren. Hvor ånd har tid til at folde sig ud og udfolde vores fælles vilkår; livet i dets mange facetter. Både det vi kan opfinde, og det vi ikke kan finde ud af.

Vores inderste hjernekamre kan rumstere så frit de vil, ligesom vores hjertes vildveje ikke behøver at blive synlige for alverden. Vores inderligste hemmelighed er frihed. Men friheden må også finde sted andet sted end inderligt gemt. At tænke kan være privat, men ikke kun. At tænke højt og derved sammen er også et offentligt anliggende. Den oplysningstradition bærer vi alle. Borgere såvel som institutioner. Den finder sted i vores samfund hver dag imellem mennesker. Opbygges på universiteter og kunstakademier. Igennem århundreder og i dette øjeblik. Igennem den enkelte tænkende, gennem fri forskning og kunstnerisk virke.

Universiteterne udgør en samfundsrigdom. Ikke i finansiel forstand, men fordi de udvider vores tilgange til livet. Det samme gælder de kunstneriske institutioner. Perspektivrigdom. Uden fritstillet fagkundskab vil også vores livskundskab blive negativt berørt. Når man søger råd, er det afgørende, hvor man søger det. Det afgør svaret. Det gælder også for politikere. Universitetsnedskæringerne bærer præg af, hvem man har spurgt. Af at man ikke har spurgt universiteterne. Studerende protesterer. Forskere protesterer. Uden kunsten og den frie forskning bliver vi et hovedløst samfund. Idéløse. Tankeløse. Det kan derfor undre, at den seneste tids politiske indgriben i universiteternes retning og prioriteringer ikke vækker større folkeligt røre og bevågenhed. Det er nemlig vores tankefrihed, der beskæres. Vores videns-grund.

Universiteterne underlægges tidens opslugende effektivitetsregime. Aldrig har så store andele af en årgang skulle kværnes igennem universitetet efter formlen masseproduktion med henblik på produktion. At være kreativ på en idéfuld, ikke-akademisk måde bliver ikke længere støttet synderligt. Alle skal samme slagne vej. Men hvorfor skal så mange være akademikere, og hvad skal vi med et akademia, hvis det ikke er åndsfrihedens institutionelle arnested? Effektivitetstrangen truer tankens diversitet og derved ytringsfriheden i langt væsentligere grad end ekstremister i tegninge-opgør. Ovenikøbet på en sådan vis, at den rammer alle tankeområder – derved os alle, ikke kun de, som har provokatorisk lyst til at tegne islams symboler.

»Men det er dog i grunden ligegyldigt, om flokken bliver befalet én mening eller tilladt fem meninger. Den, der afviger fra de fem offentlige meninger og står afsides, har altid hele flokken mod sig,« skrev Nietzsche i Den muntre videnskab. Den der afviger fra effektivitetens kurs bliver i dag (for-) ladt alene. Den frie tankes paradoks er, at den vil vide, det vi ikke ved. Det er det modsatte af effektivitet. En modsathed vi har brug for, for at finde ud af og finde på.

Malene Trock Hempler er filosof

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Lindemark
  • Tommy Mortensen
  • Steffen Gliese
Kirsten Lindemark, Tommy Mortensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Slip ånden fri og giv plads

Det synes at være et mærkværdigt faktum, at de nazistiske og kommunistiske styres fald ikke på længere sigt har givet styre åndsfrihed. Neoliberalisme og religioner har formørket åndsfriheden og en folkelig debat overlades til hjemmesider af forskellig karakter ofte usynlig for folket og magthaverne.

På Informations hjemmeside er debatsiderne ligeledes blevet indskrænket for folket til noget, der snart ligner en ligegyldighed. Det er endt i det som måske kan kaldes mainstream, hvor politikere og andre magthavere i stadig stigende grad en anført som forfattere til de få debatindlæg, som avisen kan byde på.

Kurt Loftkjær

Rettelse:

Slip ånden fri og giv plads

Det synes at være et mærkværdigt faktum, at de nazistiske og kommunistiske styres fald ikke på længere sigt har givet større åndsfrihed. Neoliberalisme og religioner har formørket åndsfriheden og en folkelig debat overlades til hjemmesider af forskellig karakter ofte usynlig for folket og magthaverne.

På Informations hjemmeside er debatsiderne ligeledes blevet indskrænket for folket til noget, der snart ligner en ligegyldighed. Det er endt i det, som måske kan kaldes mainstream, hvor politikere og andre magthavere i stadig stigende grad en anført som forfattere til de få debatindlæg, som avisen kan byde på.

Steffen Gliese

Hvis man ikke kan give folk den fulde pakke, er det omsonst - men der har aldrig været politisk vilje til at ville oplyse alle dem, der gerne vil oplyses.
Desværre får man også den tanke, at mange - herunder mange politikere, især på midten - godt vil pynte sig med fjerene, man vinder ved at tage en videregående uddannelse, men ikke vil påtage sig ansvaret for at bære den viden, indsigt, dannelse og tankerigdom videre, både i eget og andres liv.
Hvorfor går statsministeren ikke noget mere i teatret, på kunstudstilling eller bogpræsentationer? Det er de ting, hun skal forvalte.

Anne-Marie Paul

Ja sikke et godt indlæg - endelig en kritik af den vej universiteterne tager. Man skulle tro rektorerne er blevet direktører for en stor privat virksomhed - de virker superglade. Hvor er oprøret henne fra eliten, hvor er Humboldt henne i de nye universitets politikker?
Helt enig i krtikken af den måde Information forvalter debatindlæg og læser breve - lad dem fylde noget mere igen i avisen, altså og ikke bare fra en politiker, der kun er ude på at profilere sig selv.
I Polen havde man under den russiske besættelse i slutningen af det 1800 tallet en institution: Det Flyvende Universitet. Polske studerende mødtes hemmeligt i forskellige lejligheder med deres lærere og blev undervist på det polske sprog. Er tiden her ikke ved at være til vores eget "Flyvende Universitet" - hvad med nogle professorer og lektorer der underviser ved siden af i alt den dybe viden, som vi nu ifølge politikerne ikke længere behøver, Og lader folk følge kurserne gratis og gå til eksamen. Det vil der være noget nutidig frihedskamp i for ånden og
ytringsfriheden i. Og husk: at lære og gøre information til viden, tager den tid det tager.