Hvad er alternativet?

Jøsses, for en valgkamp! Hvor Grundloven handler om 179 lokalt valgte folketingsmedlemmer, kun bundne af deres overbevisning, handlede de seneste uger mest af alt om et american style tv-mundhuggeri mellem to præsidentkandidater, der angstfyldt kopierede hinandens tanker. Dansk politik er blevet kemisk renset for politik – det hele handler om marginale budgetforskelle og maksimal bisterhed over for fremmede. Visioner, værdier og udsyn er helt væk. Og dog! Noget helt nyt er piblet frem gennem denne valgkamp, noget anderledes som fortæller, at et fundamentalt skifte i den politiske kultur er på vej. Et skifte fra negativ politik til positiv politik, som jeg har kaldt det i bogen Vær nær fra 2013. Negativ politik går ud på at fjerne ulykker og elendighed fra samfundets liv. Positiv politik handler om at arbejde efter visioner for et bedre liv i et bedre samfund.

Nybrud

Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, er selvklart det tydeligste og mest markante udtryk for dette nybrud, men valgkampen afspejlede i det hele taget en bevægelse i befolkningens holdninger, i hvert fald hvis man lytter til meningsmålingerne. De gamle partier (A, B, C og V) har tilsammen aldrig nogen sinde stået svagere, end de gør nu. Deres selvudslettende strategi med at opgive alt det, de tror på, for at få magten over ministerierne, er ved at gå kold. Disse gamle partier, magtpartierne, mister vælgere til partier, som prøver at formulere betydningsfulde synspunkter, holdninger og ambitioner for samfundet. Disse meningspartier er mere optaget af deres politik, end af at få magt. Det er Dansk Folkeparti og Liberal Alliance på højre fløj og Enhedslisten og Alternativet på venstrefløjen (hvor SF på det seneste har haft svært ved at beslutte sig til, om det ville magten eller meningen).

En umage alliance mellem meningspartierne betyder, at de med det valgresultat, der ikke er kendt, mens disse linjer skrives, sandsynligvis kan mønstre de 60 mandater i tinget, som skal til for at sende de værste svinestreger fra magtpartierne til folkeafstemning.

Så der er opbrud, men hvorfor?

Civilisationsprocessen, som har stået på i 10.000 år, handler om at fjerne overraskelser fra vores liv. Det begyndte med agerbruget, som erstattede jæger-samler livets afhængighed af naturens luner og herligheder med den hårdtarbejdende jordbrugers kontrol med afgrøderne. Siden kom bylivet bag bymuren og nationen bag sine grænser. Konger og siden regeringer garanterede ro og orden og holdt svenskerne fra døren. Husene blev opvarmet og regnen holdt ude. Det ujævne terræn blev asfalteret, og det sociale livs overraskelser bliver skiftet ud med tv-programmer, datingsites og Facebook-likes.

Social kontrol

Processen har ledt til afskaffelsen af megen elendighed. Sygdomme, nød og fattigdom er reduceret i kolossal grad, masser af ulykke er elimineret gennem økonomisk vækst og social kontrol. Og det er godt!

Mindre godt er, at samfundsudviklingen mistede retning undervejs. Engang var det frigørende og fremsynet at fjerne ulykke og elendighed. Al ære værd. Men efterhånden som mange, snart de fleste lande i verden, bærer præg af et fravær af åbenlys sult og elendighed, begynder en pointe at trænge sig på. Pointen er meget enkel og først formuleret klart af den amerikanske psykolog Randolph Nesse for 10 år siden: Fjernelsen af lidelse fører ikke til lykke. Med andre ord: Fraværet af ulykke er ikke det samme som lykke.

Den vestlige civilisations store projekt ender i tomhed, når det kun går ud på at overvinde dårligdom og smerte.

Det betyder at en politik, som alene går ud på at løse problemer, fjerne vanskeligheder og rette op på social elendighed, mister fremdrift. Det er den negative politik. Der vil altid være brug for den, vi skal altid have øje for problemer, der skal løses. Men den er ikke nok. Den kan ikke vejlede os ind i fremtiden. For den reagerer kun på udfordringer. Den vil væk fra det væmmelige, men ikke hen til det gode.

Derfor er der behov for en positiv politik, som har visioner, mål og drømme. En politik, som vil skabe en smukkere verden med bedre liv. En verden, hvor vi er glade og stolte over at være indfødte på den her planet – i stedet for at skamme os over, at vi inderst godt ved, at vi er på vej ud i et klima-ragnarok, der siger spar to til alle de elendigheder, det lykkedes den negative politik at fjerne.

Befolkningerne i den vestlige verden er i fuld gang med at skabe denne positive politik. Overalt vrimler det frem med borgerlyst og bybrug – små landbrug på byernes hustage, fællesskaber i boligkvarterer og landsbyer, netværk over nettet, deleøkonomi, open source, vedvarende energi, samtalesaloner, fildeling og aktive borgere.

At dele med naboen

Internettet har flyttet samfundets tyngdepunkt fra hovedkvartererne til folk på gulvet, forbindelser mellem de enkelte mennesker er lige så stærke som forbindelser mellem hovedstæderne. Globale netværk vokser frem og støtter lokale indsigter. Man lærer om kompostering fra folk i andre verdensdele og deler det med naboen.

En fundamental forskydning er undervejs. Den peger en helt anden vej end hovedkvartertænkningen med kongehuse og regeringer valgt af parlamenter, der gi’r fa’en i det folk, der har valgt det.

Men selv i politik er det ved at ske. Valgkampen 2015 er et tegn på, at befolkningen er på vej til at ville den positive politik frem for den negative. Meningspartierne stormer frem, mens magtpartierne er på retræten.

Mest markant er selvfølgelig Alternativet, som med stor virtuositet og begavelse har spillet på at blive dømt gøglerparti. For hver gang establismentet har hånet partiet for at drømme, har det blot mindet os andre om, at vi dybest set drømmer om, at politikere igen begynder at drømme, være visionære og have anelser. Vi drømmer om politikere som tør være politikere, udøve skøn og dømme moralsk. Vi ved godt, der skal ivrige unge mænd med regneark og DJØF-kompetencer til, men dem betaler vi for at være embedsmænd. Vi vil ikke have dem som politikere. Politikere skal være mennesker, der tror på noget. Vil noget. Tør noget. Gør noget. Derfor er vi mange, der har stemt på meningspartier. Nogle af dem vil straks efter valget skuffe os ved alligevel at gå efter magten eller blive en del af det politiske spil om småting og finanslovfodnoter. Men det ændrer ikke ved, at dem, vi stemte på, var dem, der sagde, at de ville mening mere end magt.

Et skred

Meningspartiernes stemmetal signalerer et seismisk skifte i den danske befolknings politiske adfærd: Vi vil agt, ikke magt; mening, ikke majoritet. Vi vil have politisk diskussion, fordi der er så meget vigtigt, vi skal have taget fat på: klimaet, uligheden, fællesskaberne, freden (hold op med at spille militærmagt, Danmark!), åbenheden og hele den grønne revolution fra vild mad til sociale teknologier, der skal bære vores økonomiske fremtid.

Folketingsvalgkampen 2015 blev et skred, som ikke mindst Alternativet har æren af.

Alternativet kan hurtigt vise sig at gå midt over i splid og forvirring. Inden man ser sig om, er partiets gøglerglæde måske blevet til gnidder og vaklen. Ingen ved det. Men det vigtigste er heller ikke selve partiet Alternativet, men dets påvisning af, at der er ved at blive skabt et alternativ derude i befolkningen. At danskerne fik stemme til et savn: Vi savner politik i dansk politik. Derfor skal der mere til end to wanna be-statsministre, der leger Paradise Hotel. Positiv politik fordrer visioner og engagement fra hundredvis af folketingsmedlemmer og millioner af vælgere.

Tor Nørretranders er forfatter, videnskabsjournalist og adjungeret professor på Handelshøjskolen i København