KRONIK – Jeg hedder Thomas, og jeg er arbejdsløs. Eller for at være helt præcis så jeg er dimittendarbejdsløs. For godt to måneder siden blev jeg cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Siden har jeg sendt over 50 ansøgninger af sted. Jeg søger i by og på land. Jeg har søgt fra Vordingborg til Ringkøbing, fra Paris til Færøerne – og jeg har ikke været i nærheden af at få et job.
Det på trods af, at jeg har gjort det meste af det, som alle siger, man skal. Jeg har flotte karakterer og har haft et fuldtidsarbejde med masser af ansvar. Jeg har engageret mig i foreninger og studiemiljø, haft relevante studiejob og været på et succesrigt udlandsophold. Jeg har gode anbefalinger og skriver en hæderlig jobansøgning – alligevel er det end ikke blevet til en jobsamtale.
Når jeg får et svar fra en arbejdsgiver – det er i øvrigt langtfra altid, at man gør det – lyder det som regel noget i retning af:
»Kære Thomas. Først og fremmest mange tak for din interesse. Vi har modtaget 576 ansøgninger og må desværre meddele, at stillingen er blevet besat til anden side. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.« 576 er ikke et tal, jeg bare hiver ud af luften for at fremme forståelsen. Det er et ganske ægte tal fra et afslag – og det er ikke engang det højeste, jeg er stødt på. I de job, jeg har søgt, har antallet af ansøgere varieret fra 290 som det laveste til 700 som det højeste. Det betyder, at det i langt de fleste tilfælde ikke er godt nok at være blandt den bedste procent for at få jobbet. Og for at være ærlig kan det faktisk godt være en kende demotiverende, når man sidder og kæmper med at formulere en slagkraftig jobansøgning.
I den offentlige debat er der alligevel mange, der påstår, at arbejdsløshed er individets skyld. At problemet er dovenskab eller manglende incitamenter til at tage et arbejde. De påstår, at arbejdsløshed er et individuelt problem, som bedst løses med personlige incitamenter og øget kontrol af den ledige. Men lige meget, hvor mange cv-kurser jeg går til, så ændrer det ikke på, at 700 ansøgere til ét job langt overstiger, hvad der kan kaldes et individuelt problem. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 699 andre, som har søgt på samme jobopslag som mig.
Hverken-eller
Inden for religionsvidenskaben taler man tit om overgangsritualer, som ultrakort fortalt omhandler overgangen fra et livsstadium til et andet. Et oplagt eksempel er overgangen fra barn til voksen. Det foregår tit således, at det individ, som skal gennemføre ritualet, føres bort fra samfundet for at undergå en transformation, altså ændre status fra et til noget andet. Under transformationen befinder man sig i en ’hverken-eller’-fase – man er hverken barn eller voksen. Man er ikke en del af samfundet, men heller ikke en fremmed. Man er in-between.
Samme følelse kan man have som ledig dimittend. Jeg er ikke længere studerende, en status jeg har værdsat og forbundet meget identitet med, men jeg er heller ikke arbejdende. Jeg er ikke det, jeg var, men heller ikke det, jeg forhåbentligt engang bliver. Jeg er in-between.
Det er en skræmmende følelse ikke længere at kunne kategoriseres i en sikker kasse. I religiøse ritualer er denne overgangsfase da også forbundet med noget farligt, og derfor er der ved disse ritualer som regel en religiøs specialist, for eksempel en shaman eller en præst, som hjælper på vej. Min arbejdsløshed er i høj grad noget, jeg selv skal overkomme, og ligesom det er den unge selv, der skal springe igennem en ring af ild, så er det også mig selv, der skal finde et job og gøre mig fortjent til det. Men ligesom de, der gennemgår et overgangsritual, har behov for hjælp, så har jeg også brug for lidt hjælp. Det kan være en arbejdsgiver, som giver mig en chance, en politiker, som skaber et job eller bare lidt held, som kan give mig en fod indenfor et sted. Får jeg lidt hjælp til at sparke døren ind, skal jeg nok selv bevise mit værd.
Har du tænkt på at … ?
Det skorter da heller ikke på velmenende mennesker i min hverdag, som gerne vil hjælpe og give mig et råd med på vejen – problemet er på ingen måde kvantiteten af rådene, men mere kvaliteten.
Nogle gange er jeg nødt til at trække vejret dybt og minde mig selv om, at rådene bliver givet, fordi folk vil hjælpe. Det er, fordi man kerer sig om mig og vil mig det bedste. Hvis man ikke husker sig selv på det, kan det være temmelig svært at blive ved med at smile, når alle dem med gode intentioner begynder at rådgive.
Det begynder som regel med, at folk spørger: »Har du tænkt på at ... « Hver gang jeg hører en sætning, som begynder med »Har du tænkt på at ... «, kan jeg mærke, at jeg dør en lille smule indeni. Her er tre konkrete og sandfærdige eksempler på råd, jeg har fået de sidste to måneder:
»Har du tænkt på, at det er en god idé at læse korrektur på dine ansøgninger?« (Ja, det har jeg tænkt på. Jeg er akademiker, for pokker, hvis der er noget, jeg kan, så er det at læse og genlæse tekster).
»Har du tænkt på, at det er vigtigt ikke at komme til at skrive et navn på en anden virksomhed end den, du søger hos?« (No shit, Sherlock).
Har du tænkt på, at du skal huske at medsende dine kontaktoplysninger, når du sender en ansøgning?« (Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?)
Når folk kommer med den slags råd, får jeg tit lyst til at tage fat i dem, se dem ind i øjnene og sige: »Jeg ved, at du mener det godt, men har du tænkt på, at jeg er arbejdsløs – ikke idiot?«
Problemet er mangel på job
Det er, som om enhver samtale om ledighed bliver fedtet ind i forståelsen af, at hvis du ikke kan få et job, må det jo være, fordi du gør noget forkert. Og når først den tanke har overtaget samfundsdebatten er vejen banet for en uendelig række af ’har du tænkt på, at …’-råd. Så kommer cv-kurserne, hvor vi kan lære, at hvis bare vi kan sætte vores kompetencer pænt op, så skal vi nok få et job. Så kommer ideen om, at hvis bare vores dagpenge var lidt lavere, så ville jobmulighederne kaste sig for vores fødder, men kære venner, problemet er ikke mangel på råd, vilje eller cv-kurser – problemet er mangel på job!
Nu er det sådan med overgangsritualer, at de finder deres afslutning. På et tidspunkt kommer man tilbage til samfundet med en ny status som fuldbyrdig voksen. Sådan er det også for os, der er dimittendarbejdsløse. Langt de fleste af os får faktisk et arbejde. Inden for mine fag er arbejdsløsheden rimelig lav to år efter dimissionen. To år er lang tid, og jeg er allerede møgtræt af, at være ledig efter to måneder, men det er vigtigt at huske på, at det (forhåbentlig) ikke er for evigt. Jeg knokler hver dag for at komme ud af hverken-eller. Jeg knokler for at få et job, jeg knokler for at komme over i en ny kategori, jeg knokler for at bliver reintegreret i samfundet, og med lidt hjælp og lidt held tror jeg på, at det nok skal lykkes.
Thomas Juhl er cand. mag. i historie og religionsvidenskab og arbejdsløs siden medio marts 2015
Velkommen til prekariatet. Jeg er 57, og har aldrig fået andet end midlertidige ansættelser i hele mit liv. Jeg har ikke tal på hvor mange ansøgninger jeg har skrevet. Og så får man hver dag en knytnæve i ansigtet af tåber med deres: Det skal kunne betale sig at arbejde! Vi skal forstærke incitamentet (som om vi har 'valgt' at gå ledige). Eller som Mette Frederiksen, der beskyldte os ledige akademikere for jobsnobberi. (Jo jeg har søgt ufaglært arbejde - men de vil sgu ikke ha en højtuddannet). Jeg har set, hvordan folk bliver fysisk og psykisk nedbrudt af den hetz og dumhed politikerne præsterer. Så lad dig ikke knække af idioterne og et totalt meningsløst beskæftigelses- og aktiveringssystem. Og held og lykke.
Kan kun give dig fuldstændig ret og ønske dig god vind.
Rørende fortælling. Det bør da være et wake-up-call til vores politikere om, at arbejdsløshed er et naturligt stadie, som ingen normale mennesker ønsker at forblive på - uanset ydelsen. Fandeme da en fornærmelse at få kastet i hovedet, at har man ikke job, er man doven.
Selvfølgelig er vi jobsnobber, og hvis vi ikke var det, fik ufaglærte aldrig en ærlig chance.
Politikken har ydermere, og det er ganske tydeligt, været direkte lagt an på, at politikerne kunne vinde magtkampen over de bedst uddannede, dels ved at gøre uddannelserne ringere, dels ved at nedlægge stillinger, og endelig ved at indrette uddannelsesinstitutionerne på måder, der ikke længere giver folk med oplagte fagkombinationer de job, de rent faktisk burde have krav på.
Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er rigtig høj. Især blandt akademikere. Dimittendledigheden for akademiker er ca. 23% (i 2013) i snit. Det er højere end for andre uddannelsestyper, og det er inkl. 'efterspurgte' fag. For humaniora og blød samfundsvidenskab er det måske værre. I gennemsnit er det kun ca. 90% af alle unge, der tre år efter deres uddannelse er i arbejde (2013).
Det arbejdsmarked, Thomas kommer ud i er markant anderledes end det arbejdsmarked gennemsnittet oplever, og det er således svært for flertallet at få øje på problemets omfang. Sandsynligheden for at ende i en lang række atypisk ansættelser er stor. 21% af befolkningen er allerede i en (2011).
De arbejdsløse er ikke idioter, men de akademiske arbejdsløse mangler at organisere sig og se, at de er i samme båd som alle andre arbejdere der presses af globaliseringen. Fagbevægelsen, staten og virksomhederne synes at tro, at konkurrencestaten er en bæredygtig løsning på problemet.
Velkommen til prekariatet. Indtil flertallet bliver ramt af vilkårligheden og udsatheden på arbejdsmarkedet, tror jeg desværre ikke vi kommer til at se progressive svar på problemet. Kun mere populisme der dæmoniserer arbejdsløse, folk med 'forkerte' uddannelser, migranter og andre der ikke tror på eller evner at følge arbejdsmarkedets krav.
Det helt grundlæggende problem er den misforståelse, Jeppe Lykke Møller, at det gælder om at skabe flere af disse private arbejdspladser, hvor det ærlig talt er svært at se, at akademikere i større tal vil andet end fylde op.
Så længe der er opgaver at løse for højtuddannede, er det i alles interesse, at de bliver ansat til at løse dem. F.eks. ville en nedsættelse af klassekvotienterne på gymnasiet være en oplagt ting.
Hej Thomas.
Først og fremmest, så synes jeg, at det er en flot kronik, der tydeliggør flere problemstillinger. For det første så er det det vigtigste i vores samfund overhovedet, at der bliver skabt arbejdspladser, så en åbenlyst begavet fyr som dig kan komme i arbejde. Den igangværende valgkamp skuffer mig. Det handler i højere grad for de fleste politikere om at sikre gode vilkår for dem, som ikke kan få et arbejde, end at skabe arbejdspladser. Virksomhederne skal i højere grad turde tage chancer og ansætte flere som dig. Det kræver, at vi skaber flere indslusningsmuligheder på arbejdsmarkedet, at vi skaber vækst, og at offentlig forsørgelse er en løn, som giver adgang til at vise konkrete resultater og få erfaring på en arbejdsplads - som kan bringe folk som dig videre.
Din kronik får mig dog også til at tænke på noget andet. Efterspørgslen på folk med din uddannelse er lille, og det vidste du også godt, da du begyndte på studiet. Det betyder ikke, at du absolut SKULLE have læst noget andet - men på et tidspunkt kan du være nødt til at erkende, at du nok ikke får et interessant job med din nuværende profil, og du er nødt til at sadle om (men husk nu, at du KUN har været ledig i 2-3 måneder). Det kan være, at du er nødt til at bygge yderligere oven på, fx indenfor økonomi, IT eller jura, hvor der er større efterspørgsel fra arbejdsgiverne. Det kan være en ærerlig pille at sluge, for du har lige brugt fem+ år på at uddanne dig indenfor to fag, som du sikkert brænder for, og fx IT er måske ikke noget, du finder dødspændende. Men det er individets pligt at gøre sig attraktiv, og det er samfundets pligt at skabe efterspørgsel på arbejdskraft. De to ender skal mødes, så derfor kan du med rette løfte pegefingeren over for politikerne - men du er også nødt til bare at klø på.
Det kunne være interessant at høre om din overvejelser her?
Det er nemt at læse, at du ikke er en idiot, og jeg håber ikke, at alt for mange stiller dig de tåbelige spørgsmål, som du giver eksempler på. Jeg er sikker på, at din ansøgninger er gode. Du skal bare klø på, gør dig attraktiv på markedet (bl.a. ved at skrive flere indlæg a' la den her), og så vil det lykkes for dig.
Held og lykke med det!
Jacob
Kære Thomas
To måneder er heldigvis ikke så lang tid at være jobsøgende i. Inden politikerne får alt for meget på puklen, er det vigtigt at huske på, at du trods alt har to år på dagpenge, hvis du er medlem af en a-kasse. Så der er endnu god tid til at søge job.
Du siger, at du er træt af 'gode' råd om at huske at skrive kontaktoplysninger og rette navn på virksomheden, du søger hos. Hvis det er de bedste råd, du har fået i din jobsøgningsproces, er mit første råd til dig at søge råd andetsteds :)
Har du søgt 50 virksomheder på blot to måneder og fået afslag på dem alle, er mit andet råd at skrive færre - men bedre - ansøgninger. Sæt dig ind i den virksomhed, du søger job hos, og sørg for at signalere dette i din ansøgning. Som arbejdsgiver modtager jeg alt for mange ansøgninger, der ligner copypaste - og ja, de får naturligvis et pænt afslag, fordi vedkommende slet ikke har formået at skille sig ud ved at vise forståelse for min forretning, og hvordan han eller hun helt præcist kan bidrage til denne - og ikke blot er et pænt, nyt CV, jeg selv skal finde ud af, hvor passer ind.
Mit tredje råd er at søge uopfordret. Gå på jagt efter virksomheder og brancher, hvor du har en særlig interesse og komptetence- og erfaringsmæssig fordel. Rigtigt mange job bliver besat via uopfordrede ansøgninger, og det smarte er, at du således slipper uden om køen med de 700 andre formentlig lige så kvalificerede ansøgere.
Og glipper ovenstående er mit fjerde og sidste råd: Søg arbejde udenfor din branche. Ideen med at få dagpenge i to år er bl.a., at der skal være god tid til at søge det, man ønsker. Skulle der så ikke være noget, der matcher, bør man i tide lægge strategien om og søge de job, som ikke er helt så populære. Jeg var selv avisbud i gymnasiet og tænkte, at så længe jeg havde mit gode helbred, ville jeg aldrig være arbejdsløs, for avisbud kunne jeg i al fald altid blive, ligesom jeg efter gymnasiet drømte om at rejse til Paris, selv om jeg godt vidste, at mit CV nok kun rakte til et job som opvasker dengang, og det var OK.
Målet må være at blive selvforsørgende. Kan man ikke blive det med sin uddannelse i ryggen, kan man blive det på jobvalget. God jobjagt :)
Kære Andreas Hansen
Kan du slet ikke læse indenad, kan du ikke lægge to og to sammen? Problemet er ikke kvaliteten af jobansøgning,men (for stort) udbud og (for lille) efterspørgsel på arbejdskraft.
Jeg ved ikke om du også er hoppet i gyngen med en håbløs optimistisk neo-liberal sælgermoral, men det lyder utvivlsomt som en gang naiv papegøje snak du præsterer.
Vil du påstå, at hvis samtlige 560 ansøgere bare skrev en god nok ansøgning, efter at have været på dit kursus, at så ville alle 560 blive belønnet med det samme job? Nej vel; der vil nemlig altid være 559 tabere og kun en vinder ved det jobopslag! Hvor skal resten gå hen og på hvilke præmisser skal de leve? Det er det reelle spørgsmål og svaret bliver forhåbentlig ikke på de herskende (præmisser)!
Jeg forstår ikke uopfordrede ansøgninger! Hvis man ikke kan åbne munden og sige, man har brug for arbejdskraft, fortjener man heller ikke at få den tilbudt.
Hvis jeg igen - Gud forbyde det for mig selv og ansatte - skulle blive chef, ville jeg finde det meget irriterende at modtage og skulle tage stilling til applikanter, jeg ikke har bedt om at få.
En ung færdiguddannet akademiker burde i øvrigt have nok at tage sig til i sin forberedelse på et job - ikke mindst med at indhente al den læsning, han ikke har nået, af både faglig og anden karakter.
Der er også altid nogle småartikler at skrive til diverse tidsskrifter, årbøger og ikke mindst: festskrifter, om emner af faglig relevans. Det er nu engang også en ganske god måde at vise sig frem på.
I øvrigt tror jeg nok, at Andreas Hansen har misforstået sin plads i hele dette hurlumhej: han efterspørger arbejdskraft, han udbyder ikke job.
" Man skal ikke gøre sig afhængig af noget uden for sig selv", siger Søren Kierkegaard, men det er meget svært, når det er noget så basalt og vigtigt, som hvordan de naturlige forventninger, man har til et aktivt tilfredsstillende liv, hvor det man beskæftiger sig med og arbejder med har en afgørende betydning for livskvaliteten, at det lige fra begyndelsen og i ungdommen bliver fuld af obstruktioner, forhindringer, paradokser, så det er kun for de stærke personligheder.
Personligt har jeg altid forhodt mig på den måde, at hvis omstændighederne er for stærke for mig, så venter jeg og opportunistisk følger min egen plan, og omverdenens tryk er ikke konstant, så på et tidspunkt har jeg medvind i mit eget projekt.
Søren Kierkegaard har også sagt, at" det er skjønt at se en mand, som er sit eget forsyn".
Michael - Hvis man kan skrive 50 fantastiske ansøgninger på to måneder, er man enten 1) uhyre effektiv (respekt!) eller 2) lidt for god til at copypaste en ansøgning. Jeg antager, at vi er ude i en 2'er, eftersom Thomas endnu ikke er kommet til samtale, og det ikke virker til, at han har fået de bedste råd med på vejen. Du forholder dig kun til det ene af mine råd - de øvrige gik netop på at forsøge at komme uden om konkurrencen mod de 700+ ansøgere ved at søge uopfordret - eller som en sidste udvej at søge et job, der ikke er relateret til ens uddannelsesniveau. Der ER job derude, hvis man vil gå på kompromis.
Peter Hansen - Fint nok, at du ikke forstår uopfordrede ansøgninger. Men der er rigtig mange, der bliver ansat på den måde. Det handler ikke om som arbejdsgiver 'at fortjene' at få arbejdskraft tilbudt (med den holdning bliver det svært at finde et job som jobsøger...), men om nogen gange at blive præsenteret for muligheder, der er for gode at sige nej tak til. Samtidig bør man ikke se bort fra, at mange arbejdsgivere gerne vil slippe for at skulle gennemgå mange hundrede jobansøgninger, hvis man allerede har modtaget en ansøgning fra en kvalificeret jobprofil, der har vist særlig interesse.
Det er altid det samme, uanset om der er højkonjunktur eller lavkonjunktur, uanset om det bliver nemmere, sværere eller nærmest umuligt for ledige at finde arbejde - det politiske udgangspunkt for arbejdsløshedsproblematikken er altid det samme: Problemet skal altid findes hos den enkelte ledige selv, og aldrig på arbejdsmarkedet. Det er ikke udtryk for nogen form for konstatering, men simpelt hen det bærende princip, hos alle der har været i nærheden af at have et politisk ansvar for arbejdsmarkedet. Dette princip udfoldes endda så ubarmhjertigt, at mistænkeliggørelsen af den ledige, og presset på ledighedsydelserne, stiger i takt med at det objektivt set bliver endnu mere svært at finde arbejde.
Et fast punkt er, at kan man ikke finde job inden for sit eget område, må man søge bredere og finde alternative muligheder, samt udvide sine kvalifikationer. Det er jo en glimrende idé, det forudsætter bare at der rent faktisk er åbninger andre steder, hvor den pågældende kan bruges. Ledige akademikere er et godt eksempel på denne problematik. De har en uddannelse, der giver dem forudsætninger for at arbejde med komplekse problemstillinger og finde løsninger. Denne kvalifikation omfatter selvfølgelig også håndteringen af deres egen ledighed. Har man taget en lang uddannelse, er man som regel ivrig efter at bruge den, og der er næppe mange ledige akademikere, der ikke både arbejder med at forbedre deres ansøgninger og evt. deres kvalifikationer, og som meget hurtigt bliver sporet ind på, at afsøge arbejdsmarkedet for alle mulige alternative måder at få fodfæste på. Det nytter bare ikke meget, hvis der simpelt hen mangler muligheder!
Inden for det politiske felt, lader det til at være helt umuligt, at finde grobund for en ledighedsindsats der kan udvikles på andre måder, end blot ved at forstærke presset på de ledige. Den eneste måde man har fantasi til, som middel til at skaffe flere arbejdspladser, er ved at øge arbejdsudbuddet, altså at få endnu flere ledige som man kan presse! Hvis de ledige på denne måde skal være kanonføde for væksten i samfundet, kunne man da i det mindste omtale dem på en lidt mere anstændig måde.
Tak til Andreas Hansen for så smukt at illustrere, at det er den enkelte arbejdsløse,
som er ansvarlig for,
at der findes arbejdsløshed i alle kapitalistiske samfund,
og at hvis den arbejdsløse ikke formår at ydmyge sig nok blandt 600 ansøgere,
så er han selv at bebrejde.
Kors i hytten. Der er godtnok lang vej igen.
Jobcenter skal koncentere sig om at drive de milliarder af kroner ind som de fleste multi-nationale virksomheder sender i skattely. Jobcenter skal checke de virksomheder som bruger de fire stor multinationale revisionsvirksomheder i hoved og røv for at finde de mange milliarder de skjuller.
I stedenfor at Jobcenter kontroller de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtager i hoved og røv skul de ændre indsatsen på noget mere givende. Dem der ikke har noget kan ikke giv men dem der har masser skal dele ud af goderne.
Jobcenter skal lærere at tag fra de 1%.
Kære Thomas
Det kan godt være at din transformation føles hård, når den også medfører en periode med tomrum/venten. Men bare vent til at jobnet vil udføre deres TRANSAKTION på dig. Eksempelvis ved at begynde at forslå om et truck-kørerkort kunne være adgangen til et job.
Peter Hansen - 'den enorme forkælelse'? Hvem er forkælet her, hvis det er arbejdsgiver, der i din optik død og pine skal gå til arbejdssøgende - og ikke omvendt? Man KAN faktisk godt opfinde sin egen stilling, hvis man har måder at bidrage på, som virksomheden ikke selv har tænkt på.
Lise Lotte Rahbek - Jeg beklager, hvis det er forkert at give fire råd til en arbejdsøgende fremfor blot at lange ud efter politikere og samfund. Vi har 6,4 procent ledighed i Danmark, så med den naturlige jobrotation har beskæftigelsen det faktisk ret fornuftigt i Danmark, selv om vi er et kapitalistisk samfund.
Bare et lille eksempel: Det er svært at gå ind i en butik nær Strøget i København uden at møde svensk personale, for det bugner med svenskere, der gerne vil have de jobs. Til gengæld modtog et nyt storcenter i Malmø ingen danske ansøgninger. Gæt selv hvorfor.
Thomas lyder som både en intelligent og opsøgende nyuddannet, så derfor er jeg ikke bekymret for, at han nok skal finde job på en eller anden måde. Og helt ærligt tror jeg, at han har mere brug for gode råd end ynk.
Jeg siger bestemt ikke, at det ikke kan være svært at finde job. Det kan det. Særligt, hvis man går de traditionelle veje - og ikke tænker i alternativer - eller hvis man af forskellige grunde er geografisk eller kvalifikationsmæssigt er stærkt begrænset. Det lyder ikke til, at Thomas er nogen af delene, og derfor tror jeg - ligesom han selv gør - at det nok skal lykkes.
Andreas Hansen
Hvor står der, at dine råd om at konkurrencen om deltagelse i job-konkurrencen er forkerte?
Jeg er bare dybt uenig med dig i præmissen om at Thomas har brug for dine råd,
jeg er uenig med dig om at arbejdsgivere får den bedste arbejdskraft ved at sidde på deres røv og lade sig servicere af ansøgere som vil gøre hvad som helst for at tigge sig til et hvilketsomhelst job, fordi alternativet er så absolut rædsomt. Og jeg er formodentlig uenig med dig i nok alt muligt andet omkring arbejdsløshed, inklusiv det statistik-tal du refererer til.
Jeg tror ikke, at det den unge mand har mest brug er mere eller mindre gode råd, men moralsk støtte og så at kapitalistisk lønarbejde skulle være det mest nødvendige for mennesker i denne verden.
De eneste, der synes det, er formentlig kapitalisterne og deres eftersnakkere, som selv synes, at de kan det hele meget bedre end alle andre.
Det, den unge mand har brug for er at finde sine egne ben og sine egne værdier i en kaotisk verden.
Og jeg ville mene, at han har et rigtigt godt udgangspunkt i sin historiske og religionsvidenskabelige viden.
I sidste ende er det vigtigste hans eget liv og ikke hvordan han underordner sig og fedter for hele det kapitalistiske cirkus.
Løkkejob nytter siger socialdemokrater i Odsherred.
For mig at se, så drejer dette sig slet ikke om hvorvidt artiklens forfatter nok skal klare det.
Artiklens forfatter er bare én ud 150.000 der alle står i samme situation.
Alt for mange ledige til alt for få job. under 10 % af de jobs besættes af ledige; Resten tager folk der allerede er i arbejde, sig af. Langtidsledige får stort set aldrig et job.
Så nej. de 150.000 ledige er ikke idioter; De der tror at jobbene kommer via nedskæring af overførsels-indkomster, forkortelse af dagpengeperiode og den vej rundt betragter det at være ledig som ens egen skyld, er jeg straks mere i tvivl om
I de gode gamle dage var Dansk Design produceret i Danmark! Made in Denmark. Hvad er der tilbage der er made in denmark?
Andreas Hansen, at tilbyde folk et job er ikke en barmhjertighedsgerning, det er en mulighed for at tjene flere penge på den arbejdskraft, man får serveret.
Lidt løsningsforslag:
- Ubetinget borgerløn (der er til at leve af) for alle uden nogen pligt (dermed får vi klaret eksistens grundlaget, så folk kan koncentrere sig om at gøre det de gerne vil og formodentlig også er bedst til - og dermed vil gavne samfundet bedst)
- 30 timers arbejdsuge som en start (så vi bedre kan få fordelt den minimale mængde af jobs der er og formodentlig vil være i fremtiden)
- Finansiering fx. ved omfordeling af kapitalen (den gode røde parole :-) .... eller måske bare oprettelsen af en ny national 'currency' ("krone 2.0") udstedt af Staten (helt uden om det eksisterende bank/finans-væsen) og uden at være pålagt renter.
(og staten skal selvfølgelig passende i samme ombæring diktere kursforhold ml. krone 1 og krone 2, eventuelt fastfryse de værste forbryderes krone 1.0 ophobninger)
- Job generering via Staten ! (vedligehold af infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelse, pleje osv.)
NB:
Vi skal alle gentagne gange prøve at huske på at penge blot er en virtuel opfindelse.
Der er derfor intet til hinder for at Staten blot 'opfinder' nogen nye penge, vi ka' bruge i stedet for de gamle. (som kapitalisterne har 'hoardet' til sig).
Lise Lotte - Det er ikke ligefrem forsonlighed, der præger dine svar ;) De råd, Thomas nævner, er ikke specielt brugbare og ud fra hans antal af afsendte ansøgninger, lyder det som om, at han godt kunne bruge råd i højere grad end at sætte sig ned og vente på en revolution, der kan forkaste kapitalismen :) De 6,4 procent er herfra: https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=z8o7pt6rd5uqa6_&met_y=unempl....
Jørgen - jeg mener ikke, at arbejde er det mest vigtige i denne verden, men det er nu engang det, Thomas' indlæg handler om - ikke om at finde et åndeligt ståsted i verden, selv om den proces helt sikkert er mere spændende og formentlig også mentalt mere berigende end en jobsøgningsproces :)
Peter Hansen - og at tage arbejde er heller ikke en barmhjertighedsgerning - men en måde at tjene penge på, så man kan forsørge sig selv og evt. sin familie. Samtidig lægger man endda lidt i statskassen, så man også kan hjælpe andre. I det hele taget er arbejde ikke det værste, vi har, selv om det i denne kontekst kommer til at fremstå som noget Fanden (aka kapitalisterne) har skabt.
Andreas Hansen
Det er pænt af dig at give gode råd. Men dine råd virker lidt som jobcenter/anden aktørs forlængede arm. Intet nyt. Egentlig kunne kan bare sætte en robot til at sige det nede på jobcenteret. Det er nok også svært at sætte sig ind i for folk, der ikke har været ledige i længere tid...har man været ledig i 2 måneder, 2 år...eller mere har man mere eller mindre hørt rådene før...og til sidst virker det som en bedrevidende hån, som en kæmpe lediglivs ignorant, der taler til én.
Religion har man altså kun i dag i 3.g. Og vist kun med 3 eller 4 timer om ugen. Og historie har man vist i alle tre gymnasieår, ja, men kun i 2-3 timer om ugen. Og det kan man altså ikke stykke et skema på et gymnasium sammen af, måske er der kun plads til to eller tre lærere med den fagkombination, som skribenten her har. Jeg giver altid det råd til de folk der gerne vil læse på et universitet og være lærere, at de skal læse engelsk f.eks. Fordi der er brug for engelsk lærere i gymnasiet lige p.t. Eller hvis man har flair for det så skal man læse kemi eller biologi....
Jeg er ikke så meget for det, men må jeg ikke anbefale et løntilskudsjob......her kan skribenten få kompetencer mm. som han måske ikke ellers ville have fået...En af mine venner siger at firmaer i dag næsten altid checker en linkedin profil....Måske var det en idé at lave en sådan....Nu ved jeg ikke om skribenten har en hjemmeside...måske var det også en idé.
Pointen er altså, at i dag skal man skille sig ud...og man skal også, via ansøgning og andre ting, performe mere i dag end man har skullet før....
Andreas Hansen
Ikke forsonlig.. njøhe, det ved jeg såmænd ikke. Uenighed er ikke det samme som uforsonlighed.
Jeg har bare en alt for stor erfaring med dette emne fra den samme side af skrivebordet som Thomas, jeg har mindst 4 jobansøgningskurser bag mig og jeg ved ikke hvor mange 'venskabelige' gode råd om jobsøgningskonkurrencen, som man naturligvis skal være en del af, for ellers er man doven og skal bare ha frisk mod og tage sig sammen.
Jeg kunne skrive bøger om alle de unyttige, nedladende, bedrevidende, og standardiserede råd om jobsøgning jeg har fået, blandt andet på omtalte jobansøgningskurser i både kommunal og privat regi. Sjovt nok siger de alle det samme. Og hvis alle skriver den samme slags ansøgninger iflg opskrifterne og stiller deres CV'er op på samme måde, og alle arbejdsløse skal ansøge mindst to jobs om ugen, så er det altså ... tør jeg sige det.. jo, jeg vover det.. hjernelammende kedsommeligt at høre de samme floskler, de sammen standardråd, de samme nedladende bemærkninger og de samme erfaringsfjerne og velmenende kommentarer fra de, som selv mener sig som experter udi jobsøgning - fordi de selv engang har søgt et job.
Uforsonlig.. tjah. Det kan godt være. Jeg er træt af at nogen forsøger at bilde mig ind, at det er MIN fejl, at der ikke er lønnede jobs nok til, at vi alle selv kan tjene vores udkomme.
Ja, to-tre lærere med den fagkombination?! Hvor mange stillinger forventes en lærer da at besætte, Karsten Aaen?
Kære Thomas
Du valgte forkert, søg et job i et gartneri eller i rengøringssektoren. Du må tage konsekvensen af dit valg, også når du vælger forkert
Det er lidt sjovt at se at langt hovedparten af de svar der er på denne kronik, handler om det sekundære problem, det at Thomas Juhl, er arbejdsløs. Ja, det er det sekundære problem. Det problem Thomas Juhl forsøger at få os til at forstå er, at det at han er arbejdsløs er symptomet.
Nu skulle man tro at politikerne var mere optaget af at løse det grundlæggende problem, men de står i kø for at løse det sekundære, men hvis man kun løser det, er der jo bare en anden end Thomas Juhl der bliver arbejdsløs.
Hvad er det for noget vås, Søren Andersen?! Thomas har valgt de fag, der er gennemgående i alle ungdomsuddannelser, og han kan jo altså også bare gå videre og tage en Ph.D. Det vil jeg bestemte anbefale, at han gør, hvis han ikke får job i næste semester; men det gør han også, for der er altid nogen, der bliver syge, så der bliver brug for årsvikarer.
Det er en enorm styrke, at vi har så mange uddannede kandidater efterhånden, og vi bør sætte dem i arbejde med alle de vigtige opdagelser, vi ikke hidtil har haft kapacitet til.
Der er rigtig mange strandede akademikere som efter en tids jobløshed bliver skolelærere på et par år. Tja, hvis skyld er det der ikke er brug for de kompentencer man kan tilbyde?
Jeg skulle have valgt miljøingeniør kan jeg se nu, men hvad hjælper det :)
”Der er altid arbejd nok til dem der vil….” sang Niels Havsgård ironisk. Men en ægte liberal mener det oprigtigt. Om ikke andet kan man jo altid blive avisbud. Eller selvstændig vinduespudser….iværksætter hedder det vist med et moderne ord. En ægte liberal behøver heller ikke interessere sig for hvad der skal blive af de personer som ikke er begavede nok, har entertainertalent nok til at spille spillet på arbejdsgiverpræmisser, ordblinde der kan arbejde men ikke skrive, de der ikke forstår at skille sig ud fra de andre på en positiv, morsom og konstruktiv måde….kort sagt: Det er kun de arbejdsløse der bør og skal interessere sig for hvordan de klarer sig i et konkurrence-, vækst- og innovationssamfund hvor nedskæringer er det altomfattende hellige mantra. Der er ikke brug for klynkere og andre selvmedlidere. Der er altid arbejd nok for dem der vil…. Det er efterhånden indlysende, at som arbejdssøgende skal man have frekventeret diverse kommunikationskurser, artistkurser, skrivekurser, høflighedskurser, skuespilkurser; hvis man udøver frivilligt arbejde f.eks. ved dele gratis mad ud til andre arbejdsløse, har man naturligvis bragt sig selv i førerposition; derefter er der visse faglige kompetencer man forventes også at bestride; som f.eks. at man kun laver tre omdrejninger på gulvkluden når den skal vrides, hvis man skal gøre rent. Den der ikke forstår dette ligger som han/hun selv har redt.
@Andreas Hansen: "Jeg beklager, hvis det er forkert at give fire råd til en arbejdsøgende fremfor blot at lange ud efter politikere og samfund. Vi har 6,4 procent ledighed i Danmark, så med den naturlige jobrotation har beskæftigelsen det faktisk ret fornuftigt i Danmark, selv om vi er et kapitalistisk samfund. Bare et lille eksempel: Det er svært at gå ind i en butik nær Strøget i København uden at møde svensk personale, for det bugner med svenskere, der gerne vil have de jobs. Til gengæld modtog et nyt storcenter i Malmø ingen danske ansøgninger. Gæt selv hvorfor."
Aha, mit gæt er, at ledigheden (specielt blandt de unge) er højere i Sverige, og at mange derfor søger til København, mens der ikke er meget at hente i den modsatte trafik. Dette angår dog dog først og fremmest lavtlønnede jobs, som omtalt bl.a. i butikker, hvor unge svenskere sprogligt kan gøre sig gældende i Danmark. Mange andre jobs, som ikke kræver sproglig kundekontakt, overtages af andre indvandrergrupper, og dette foregår i endnu højere grad i Sverige og medvirker til den høje ungdomsarbejdsløshed dér. Også i Danmark er ledigheden blandt unge betydeligt højere end den gennemsnitlige ledighed, og så camufleres ledigheden endda af de mange aktiveringsordninger, hvor især de unge arbejder langt under mindsteløn.
Det hele var lettere før i tiden. Der var brug for de unge, når ufaglærte jobs skulle besættes, og de nu aldrende generationer fik således en drømmestart på arbejdsmarkedet. Nu omfatter det skandinaviske arbejdsmarked adskillige 100 millioner migrantarbejdere, som er villige til at finde sig i lidt af hvert, hvilket medfører, at både unge og midaldrende lønmodtagere vil blive ringere stillet: Hårdt tilkæmpede rettigheder smuldrer.
For højuddannede som Thomas foregår der dog stadig en vis trafik af unge jobsøgende fra Danmark til Sverige og Norge, idet de sproglige krav stadig forhindrer eller forsinker andre jobsøgeres adgang. Det vil dog også ændre sig i løbet af de kommende årtier. De nordiske velfærdsstater bevæger sig hastigt i retning af neoliberalismen, hvor de fattige udnyttes til sidste blodsdråbe, mens en velbjerget elite skummer fløden.
Som relgionshistoriker bør Thomas måske overveje at forholde sig kritisk til den stedfindende magtkoncentration, der kan minde om den katolske kirke i Middelalderen, nu handler det blot om rendyrket økonomisk magt i overnationalt regi. En reformation af de åndelige værdier er tiltrængt og burde fostres af begavede unge hoveder.
NB: Link ang. ledighed blandt unge i Sverige:
http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2393703/det-svenske-mirakel-h...
Thomas Juhl, mon frére de nom
Hvis du vil have et job, så spil lidt, eller meget dum. Lad være med at gøre dig alt for umage. E.g. der ingen eller 'ingen' der gider læser din sirlig sproglig konstrueret ansøgning. C.V. -kurset må ha lært dig 'noget'. Be a f@cking idiot. Jeg blev selv engang tilbudt jobbet, som kartoffelskralder. Lige indtil jeg begyndte at tale.
Start i det små. Chefen er ofte ud af 9 klasse. Efter et par måneder, kan du også være -manager. Any-who, religionsvidenskab, lyder som den oplagte undskyldning for en karriere i reklame-industrien. :)
Hvis du har kørekort - nå ja --> https://youtu.be/g27uDHdZGQI
Alt mulig held og (især) lykke.
Jeg havde igennem seks år, (i 90èrne), et godt samarbejde med en arkitektkollega, som havde op-
levet 70èrnes , arbejdsmarked. Han berettede at hvis man kunne "skaffe" en ny medarbejder, til
tegnestuen, fik man en månedsløn, som bonus.!? Man kunne også, hvis forholdene på ens job,
blev for "brogede", og måske urimelige. Så kunne man "pakke sine blyanter", og finde et nyt job
imorgen.!.... Se det var tider, for medarbejdere, og økonomien buldrede alligevel løs.!?
Nu er vi så nået til, det herrens år, 2015, hvor man skal betragte en ansættelse, som en nådes-
gave, bragt fra himmelen.! Og i øvrigt ydmyge sig ud i det ekstreme, for at få chancen.!
Hvordan er det kommet så vidt.?
Der er arbejdsgivere, og arbejdstagere.! Efter eget valg. Og er i den forstand ligeværdige.!
Et "Efterskrift", omkring DA, i dagens Danmark, vil jeg ovelade til egen vurdering.
Jeg er voldsomt træt af, at hele den danske arbejdsstyrke, er blevet reduceret til slavemennesker,
der skal stå med hatten i hånden.!! I konkurrencestatens hellige navn.!
Lise Lotte: Uforsonlig som i: "jeg er formodentlig uenig med dig i nok alt muligt andet omkring arbejdsløshed, inklusiv det statistik-tal du refererer til" :)
Jeg forholder mig til Thomas' problem: At han har svært ved at finde arbejde. Han giver tre konkrete oplysninger om sin jobsøgning: At han sender tonsvis af ansøgninger, at han søger opslåede - ikke uopfordrede - stillinger, og at han har fået de mest indlysende råd - såsom at huske korrekturlæsning og at skrive korrekte kontaktoplysninger.
Hvis det er Thomas' udgangspunkt, får han det svært. Derfor tillod jeg mig at hjælpe - og at være optimist. Hver jobsøgendes situation er forskellig, men at gå ledig som nyuddannet er ikke et særsyn - og i den situation er der mere behov for gode råd og støtte end dybe panderynker og at råbe politikere og systemet op.
Når jeg hører de råd, du har fået, lyder de bestemt heller ikke gode. Det handler i min optik IKKE om, hvordan man stiller et CV op, eller at man SKAL søge to job om ugen. Kvalitet fremfor kvantitet og opfindsomhed fremfor vanetænkning er langt mere givende. Så vi kan sagtens blive enige om, at mange jobsøgningskurser ikke ligefrem lyder så intelligente. Jeg har selv kun været på et - et ret absurd et, da jeg allerede havde fået job. Men en god måneds ledighed mellem mine to jobs udløste åbenbart et jobkursus, som jeg bestemt heller ikke ville være blevet meget klogere af. Så dér forstår jeg til fulde frustrationen.
Og så er vi egentlig tilbage til udgangspunktet. Jeg er ABSOLUT enig i, at man ikke skal være nedladende. Men hvis ikke vi skal give råd og opmuntring, hvad skal vi så gøre?
Sören: Min pointe var blot, at skulle det være umuligt at finde et job, der svarer til ens kompetencer, så er det for mange - ikke alle - muligt at finde midlertidige jobs, der forhåbentlig er bedre lønnet end en dagpenge- eller kontanthjælpssats. Jeg ville selv langt hellere være tøjsælger for en periode end være offentligt forsørget i årevis, hvis/når jeg nu har muligheden. Det lyder ikke til, at Thomas har søgt ALT - men de job, der matcher kompetencerne. Den strategi er helt fin, når man er nyuddannet. Men leder man stadig efter et job, der matcher kvalifikationerne, når der er gået år, må det være på tide at sadle om. Psykisk kan det være rigtig hårdt ikke at have et arbejde igennem længere tid. Så hellere sadle om i tide, inden sortsyn, apati og mismod melder sig. Den spiral kan være svær at slippe ud af, desværre.
AH-01:05-
Godnat Ole Lukøje.
Kun i STX og vist også på HF har man altså både historie og religion....på HTX har man historie, vist noget med teknologihistorie? og på HHX mener jeg slet ikke, at man har historie. Og hverken på HHX eller HTX mener jeg, at man har religion. Og man har slet, slet ikke historie eller religion på de tekniske uddannelser, altså uddannelsen til håndværker.
Og det jeg prøvede at sige før var og er det her: mange steder på STX mm. har man altså de historie og religionslærere, der skal til lige nu.....
Også godnat til dig, K. Aaen.! Vi ses i morgen, til nye "udfordringer".!
Det er velkendt og velbeskrevet at et større arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse. Det er heller ikke så svært at regne ud hvorfor. Mange projekter begrænses af manglen på kvalificeret arbejdskraft, så når iværksætterne begynder at fornemme, at det bliver muligt at besætte ledige stillinger, så vælter det frem med nye job.
Lad mig give et par eksempler. Novo Nordisk besætter i dag fire ud af fem phd-stillinger med udlændinge og lægger i stigende grad arbejdspladserne i udlandet. Det er ikke fordi Novo Nordisk ikke kan lide danskere, men der er simpelthen ikke et tilstrækkeligt stort arbejdsudbud. Når Haldor Topsøe skal besætte en stilling som chef for en ammoniakfabrik i Asien, så er der ingen kvindelige ansøgere og meget få danske. Det ender som regel med at en udenlandsk mand får stillingen, og det på trods af, at det netop er den type erfaringer på et CV, som senere kan føre til en bestyrelsespost.
Der er i dag en stigende bevidsthed om miljø og klimaspørgsmål, og der er almindelig enighed om, at vi trænger til nye og billige vedvarende energiformer. Det er simpelthen en forudsætning for at løse verdens energibehov på en bæredygtig måde. Det er mig derfor en kilde til stadig undren, at der ikke er flere som læser nogle fag, som rent faktisk gør en forskel. Hvis man er optaget af miljø og klima er det nærliggende at læse matematik, fysik, biofysik, kemi, biologi, geologi, ingeniørvidenskab eller procesteknik. Der er gode stillinger at få indenfor disse områder, og man kan give et bidrag, som rækker længere end blot at skrive bekymrede indlæg i avisen.
Jeg giver Peter Hansen ret i at en arbejdssøgende ledig er en gave til arbejdsgiveren. Det kræver blot at man besidder nogle kvalifikationer, som rent faktisk efterspørges. Det er så ikke længere et spørgsmål om at skrive og sende ansøgninger, men det rækker at sortere i de modtagne uopfordrede tilbud om arbejde.
@Andreas Hansen: Din pointe er vel relevant nok. Hvad jeg gør gældende er blot, at det stærkt stigende arbejdsudbud uværgeligt gør det vanskeligere for mange at få foden indenfor. Det er en ønskesituation for arbejdsgiverne at kunne vælge og vrage mellem hundredevis af ansøgere til enhver opslået stilling. For lønmodtagerene medfører det i øjeblikket et brutalt udskilningsløb. I en sådan situation er det i høj grad to grupper, som sorteres fra: De ældre og nedslidte, samt de helt unge og uerfarne.
For 10-15 år siden var der en tendens til, at erhvervslivet støvsugede markedet for unge, idet man tog højde for den dalende ledighed. Dette ændrede sig under krisen, hvor nye årgange over en bred kam oplevede, at de var overflødige. Tendensen blev yderligere forstærket af arbejdskraftens øgede bevægelighed og bliver i de kommende år yderligere forstærket af de reformer, som tvinger de 60-70 årige til at stå til rådighed.
Det er lykkedes for den neoliberale lobby at gennemtrumfe et konkurrenceniveau, som vi ikke har kendt siden velfærdsstatens gennembrud, og mange 50-65 årige oplever allerede meget barske konsekvenser: Når man ikke længere er på toppen, er der ingen hjælp at hente, men kun udsigt til stadig større fattigdom. Og de unge må indrette sig på, at tilstrømningen af arbejdskraft øges, og at løn- og arbejdsvilkår derfor bliver ringere, specielt på de ufaglærte områder, hvor organisationsgraden er lav og bevægeligheden høj. Det bliver derfor stadig vanskeligere at finde et rimeligt lønnet overgangs- eller sæsonarbejde.
Det er ikke særlig opmuntrende udsigter, medmindre man tilhører eliten. Hvis Thomas får fodfæste, skal han dog nok klare sig. Og forhåbentlig vil han i den situation huske på, hvor vanskeligt også han har været stillet, så han ikke hoverer og begynder at sparke nedad. Det sker jo desværre ofte for dem, som det lykkes at bestige magtens tinde.
Karsten Aaen, der er en exodus i gang fra arbejdsmarkedet af folk fra meget store årgange, der som de første besatte job i den stærkt udvidede gymnasieskole. Det er en del af årsagen til, at man pressede den seneste overenskomst ned over hovedet på folk: at man er bange for lærermangel.
Jeg deler Frank Hansens undren, men kan nu godt forstå den, for nogle uheldige omlægninger i folkeskolen over årene har åbenlyst nedprioriteret naturfagene og dermed den interesse, mange raske drenge fik for at kombinere teknisk snilde med akademisk indsigt. I min gymnasietid var antallet af sproglige vs. matematiske studenter 1:4, men det ændrede sig tydeligvis i løbet af senfirserne og halvfemserne, hvilket erhvervslivet så lider under nu. I stedet synes folk at have mere smag for administrative sysler, foranlediget af tidens store, mærkværdige tro på effekten af ledelse i sin egen ret. I gamle dage blev man leder for en virksomhed, hvis man havde teknisk indsigt i produktet, og det var nok en mere fremkommelig strategi for landet.
Niels Gundersen koger til gengæld spørgsmålet om uddannelsers værdi ned til det absurde, for det er klart, at man tager en videregående uddannelse for at få indflydelse på, hvordan bestemte dele af samfundet skal udvikles, og hvilke værdier, der skal gælde for først og fremmet disse; det er jo først og fremmest den form for teknologi, akademikere befatter sig med. Her bliver det reelt et problem, at nogle akademikere mener, at de kun behøver befatte sig med selve indflydelsen og at gøre den til en faglighed i sig selv. Men strømningen er gammel og kan spores til Macchiavelli: http://da.wikipedia.org/wiki/Niccol%C3%B2_Machiavelli
Tesen om, at øget arbejdsudbud fører til oprettelsen af job, er latterlig! Folk skaber ikke virksomheder, fordi der er folk at få i deres brød, men fordi de har noget at fremstille eller at sælge, heldigvis. Hvis der virkelig er den effekt, kan den slet ikke bruges, for den slår først igennem så lang tid senere, at det er helt andre mennesker, der profiterer af andres elendighed.
Forsøgene på at få markedslogikken til at gå op er patetiske! De fører ikke til et samfund, vi gerne vil have, og vejen dertil er brolagt med lig. Markedslogikken er en tilbagevenden til et dyrisk niveau, vi laver stater for at hæve os over.
Sider