KRONIK – Jeg hedder Thomas, og jeg er arbejdsløs. Eller for at være helt præcis så jeg er dimittendarbejdsløs. For godt to måneder siden blev jeg cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Siden har jeg sendt over 50 ansøgninger af sted. Jeg søger i by og på land. Jeg har søgt fra Vordingborg til Ringkøbing, fra Paris til Færøerne – og jeg har ikke været i nærheden af at få et job.
Det på trods af, at jeg har gjort det meste af det, som alle siger, man skal. Jeg har flotte karakterer og har haft et fuldtidsarbejde med masser af ansvar. Jeg har engageret mig i foreninger og studiemiljø, haft relevante studiejob og været på et succesrigt udlandsophold. Jeg har gode anbefalinger og skriver en hæderlig jobansøgning – alligevel er det end ikke blevet til en jobsamtale.
Når jeg får et svar fra en arbejdsgiver – det er i øvrigt langtfra altid, at man gør det – lyder det som regel noget i retning af:
»Kære Thomas. Først og fremmest mange tak for din interesse. Vi har modtaget 576 ansøgninger og må desværre meddele, at stillingen er blevet besat til anden side. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.« 576 er ikke et tal, jeg bare hiver ud af luften for at fremme forståelsen. Det er et ganske ægte tal fra et afslag – og det er ikke engang det højeste, jeg er stødt på. I de job, jeg har søgt, har antallet af ansøgere varieret fra 290 som det laveste til 700 som det højeste. Det betyder, at det i langt de fleste tilfælde ikke er godt nok at være blandt den bedste procent for at få jobbet. Og for at være ærlig kan det faktisk godt være en kende demotiverende, når man sidder og kæmper med at formulere en slagkraftig jobansøgning.
I den offentlige debat er der alligevel mange, der påstår, at arbejdsløshed er individets skyld. At problemet er dovenskab eller manglende incitamenter til at tage et arbejde. De påstår, at arbejdsløshed er et individuelt problem, som bedst løses med personlige incitamenter og øget kontrol af den ledige. Men lige meget, hvor mange cv-kurser jeg går til, så ændrer det ikke på, at 700 ansøgere til ét job langt overstiger, hvad der kan kaldes et individuelt problem. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 699 andre, som har søgt på samme jobopslag som mig.
Hverken-eller
Inden for religionsvidenskaben taler man tit om overgangsritualer, som ultrakort fortalt omhandler overgangen fra et livsstadium til et andet. Et oplagt eksempel er overgangen fra barn til voksen. Det foregår tit således, at det individ, som skal gennemføre ritualet, føres bort fra samfundet for at undergå en transformation, altså ændre status fra et til noget andet. Under transformationen befinder man sig i en ’hverken-eller’-fase – man er hverken barn eller voksen. Man er ikke en del af samfundet, men heller ikke en fremmed. Man er in-between.
Samme følelse kan man have som ledig dimittend. Jeg er ikke længere studerende, en status jeg har værdsat og forbundet meget identitet med, men jeg er heller ikke arbejdende. Jeg er ikke det, jeg var, men heller ikke det, jeg forhåbentligt engang bliver. Jeg er in-between.
Det er en skræmmende følelse ikke længere at kunne kategoriseres i en sikker kasse. I religiøse ritualer er denne overgangsfase da også forbundet med noget farligt, og derfor er der ved disse ritualer som regel en religiøs specialist, for eksempel en shaman eller en præst, som hjælper på vej. Min arbejdsløshed er i høj grad noget, jeg selv skal overkomme, og ligesom det er den unge selv, der skal springe igennem en ring af ild, så er det også mig selv, der skal finde et job og gøre mig fortjent til det. Men ligesom de, der gennemgår et overgangsritual, har behov for hjælp, så har jeg også brug for lidt hjælp. Det kan være en arbejdsgiver, som giver mig en chance, en politiker, som skaber et job eller bare lidt held, som kan give mig en fod indenfor et sted. Får jeg lidt hjælp til at sparke døren ind, skal jeg nok selv bevise mit værd.
Har du tænkt på at … ?
Det skorter da heller ikke på velmenende mennesker i min hverdag, som gerne vil hjælpe og give mig et råd med på vejen – problemet er på ingen måde kvantiteten af rådene, men mere kvaliteten.
Nogle gange er jeg nødt til at trække vejret dybt og minde mig selv om, at rådene bliver givet, fordi folk vil hjælpe. Det er, fordi man kerer sig om mig og vil mig det bedste. Hvis man ikke husker sig selv på det, kan det være temmelig svært at blive ved med at smile, når alle dem med gode intentioner begynder at rådgive.
Det begynder som regel med, at folk spørger: »Har du tænkt på at ... « Hver gang jeg hører en sætning, som begynder med »Har du tænkt på at ... «, kan jeg mærke, at jeg dør en lille smule indeni. Her er tre konkrete og sandfærdige eksempler på råd, jeg har fået de sidste to måneder:
»Har du tænkt på, at det er en god idé at læse korrektur på dine ansøgninger?« (Ja, det har jeg tænkt på. Jeg er akademiker, for pokker, hvis der er noget, jeg kan, så er det at læse og genlæse tekster).
»Har du tænkt på, at det er vigtigt ikke at komme til at skrive et navn på en anden virksomhed end den, du søger hos?« (No shit, Sherlock).
Har du tænkt på, at du skal huske at medsende dine kontaktoplysninger, når du sender en ansøgning?« (Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?)
Når folk kommer med den slags råd, får jeg tit lyst til at tage fat i dem, se dem ind i øjnene og sige: »Jeg ved, at du mener det godt, men har du tænkt på, at jeg er arbejdsløs – ikke idiot?«
Problemet er mangel på job
Det er, som om enhver samtale om ledighed bliver fedtet ind i forståelsen af, at hvis du ikke kan få et job, må det jo være, fordi du gør noget forkert. Og når først den tanke har overtaget samfundsdebatten er vejen banet for en uendelig række af ’har du tænkt på, at …’-råd. Så kommer cv-kurserne, hvor vi kan lære, at hvis bare vi kan sætte vores kompetencer pænt op, så skal vi nok få et job. Så kommer ideen om, at hvis bare vores dagpenge var lidt lavere, så ville jobmulighederne kaste sig for vores fødder, men kære venner, problemet er ikke mangel på råd, vilje eller cv-kurser – problemet er mangel på job!
Nu er det sådan med overgangsritualer, at de finder deres afslutning. På et tidspunkt kommer man tilbage til samfundet med en ny status som fuldbyrdig voksen. Sådan er det også for os, der er dimittendarbejdsløse. Langt de fleste af os får faktisk et arbejde. Inden for mine fag er arbejdsløsheden rimelig lav to år efter dimissionen. To år er lang tid, og jeg er allerede møgtræt af, at være ledig efter to måneder, men det er vigtigt at huske på, at det (forhåbentlig) ikke er for evigt. Jeg knokler hver dag for at komme ud af hverken-eller. Jeg knokler for at få et job, jeg knokler for at komme over i en ny kategori, jeg knokler for at bliver reintegreret i samfundet, og med lidt hjælp og lidt held tror jeg på, at det nok skal lykkes.
Thomas Juhl er cand. mag. i historie og religionsvidenskab og arbejdsløs siden medio marts 2015
Hamsterfilosofi er der vist ikke brug for her.
Thomas Juhl har ikke brug for gode råd!
Skal et menneske reduceres til en hamster og bare rådes til at finde det hul, hvor guleroden er.
Er der ikke mere i et menneskeliv?
Mht. driften væk fra de matematisk-tekniske uddannelser er problemet nok, tror jeg at kunne iagttage, at lærerstanden udskiftede sin baggrund! Hvor det tidligere var på baggrund af en realeksamen og derefter endog 10. klasse, at mange valgte skolevejen, blev det til gymnasiet med en anderledes faglig specialisering. Det måtte betyde, at de, der valgte seminariet, i langt mindre grad interesserede sig for de naturvidenskabelige områder, hvilket måtte have som konsekvens, at disse blev stadig mere stedmoderligt behandlet på grundskoleniveau. På den måde er folkeskolen faktisk blevet et væsentligt offer for tendensen til for høje adgangskrav, der bredte sig fra sidste halvdel af halvfjerdserne.
Frank Hansen skriver d. 16. juni, 2015 - 03:54:
"Det er velkendt og velbeskrevet at et større arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse...... ....så vælter det frem med nye job...."
23% arbejdsløshed (heraf overvældende mange unge og veluddannede) i Spanien burde efter den målestok give et velstående land, der flyder i mælk og honning. Det er imidlertid ikke tilfældet, som jeg ser det.
Hvorfor ikke?
Misinformerer medierne mig?
Når der går hul på ballonen: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2716328/hvad-vi-taler-om-naar-vi-t...
Jeg gentager gerne, at gode råd har Thomas Juhl ikke brug for.
Han siger det jo selv.
Han får så mange "gode" råd, at han er ved at miste sine egne tanker, sine egne ideer, sin egen søgen efter mening, fordi hele samfundet sidder på nakken af ham som en anden Lucifer, og hvisker ham " gode, fornuftige, praktiske råd" i ørerne i en ulidelig uendelighed.
Mængden af allerede gennemførte jobsøgningskurser og afklaringsforløb i Danmark gør sit til , at vi formentlig har - verdens bedst kvalificerede jobsøgere indenfor alle brancher.
Alle lediges CV tjekkes af a-kasserne i starten af et ledighedsforløb og det gør ansøgningerne desuden løbende ved rådighedsvurderinger.
Lige om lidt er både a-kasse og jobcenter med ved en fællessamtale med individet som er arbejdsløs.
Gad dog gerne vide om det for alvor rykker hvis kræfterne som nu - kun kan tilbyde del i en jobrotation som skyldes almindelig jobomsætning fordi folk rykker videre til andre udfordringer. Frivilligt eller tvunget af omstændighederne.
Siden årtusindskiftet har fremgangen i Danmark mest været drevet af industriens outsourcing og en kortvarig forbrugsfest, som udløste en finanskrise og en global økonomisk krise.
Hvor skal jobbene komme fra til os nu?
Hvor mange skal udstødes?
Før vi tør hævde vores ret til et arbejde, og en løn til at leve af - som normen i samfundet.
Hvis visionen om fuldtidsarbejde til alle så ikke holder i virkeligheden - Vil en basisindkomst så ikke være mere retfærdigt, så ALLE derved får del i samfundskagen?
Det er også lettere at matche prekariatet derved, fordi man ikke behøver at gå sultne i seng og der vil være langt større incitament til at tage små opgaver og jobs, som man kan bidrage med i samfundets tjeneste, i et mere rummeligt arbejdsmarked.
Vi er et rigt samfund, og vi har råd til at sikre tryghed for alle vores egne borgere, skulle jeg mene.
Vi kan komme betydeligt længere med gulerod end med pisk.
Fattigdom gør jo at man bruger alle kræfter på, blot at overleve.
Så vil basisindkomst istedet kunne sætte samfundsressourcerne fri, til fordel for f.eks. omstillingen af samfundet i en mere bæredygtig retning.
Det handler ikke om at producere mere, men om at producere det rigtige og sikre os at produkterne kan genanvendes osv.
Vi ved fra sidste uges debat, at der er et ledigt gymnasielærejob. Hvis du vil have det så besøg stedet og tag en snak med såvel leder som lærere og aflever din ansøgning (hvis jobbet matcher det du søger).
Sygt at fremstille det - som vores redning - at fyre folk.
Arbejdsudbud er da vigtigt, men så er det heller ikke vigtigere!
De fyrede vil typisk ikke have de kvalifikationer som Novo og Haldor Topsøe efterspørger, desværre.
God dag der ude
Lige præcis, Jørgen Steen Andersen.
Råd skal man anstændigvis kun give til mennesker, som selv opsøger og ber om dem.
Ellers kunne nogen hurtigt gå hen og sætte sig på nakken af 'staklerne'.
(reference til anden artikel af lignende emne)
Folk har også nogle ret uoplyste ideer om, hvordan jobmarkedet ser ud. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er 575 ansøgere til en adjunktstilling i historie og religion, vi taler om, så mange er der slet ikke af dem, og slet ikke ledige, f.eks.
Der er også en vis uvidenhed om, at meget store årgange af lektorer går fra i disse år - det store optag igennem mange år på universiteterne har i høj grad været rettet imod dette forhold, fordi alle kunne forudse katastrofen, hvis man stod uden højtuddannede afløsere.
Johnny Hansen stiller et relevant spørgsmål, som kræver et svar. Hvis der er 23 procent arbejdsløse i Spanien, hvorfor vælter der så ikke frem med nye job som følge af det store arbejdsudbud?
Det skyldes, at hele Sydeuropa lider under strukturelle problemer på arbejdsmarkedet. Jeg har selv familie i Sydfrankrig indenfor bådebyggeri og reparation af biler, altså typiske ikke-akademiske teknisk orienterede brancher. De kunne ikke drømme om at ansætte nogen, som ikke tilhører den udvidede familie. De risikerer at skulle betale løn og eventuelt sygedagpenge i årevis, hvis de ansætter den forkerte. Der er en helt igennem absurd beskyttelse af arbejdstagere, som bevirker, at kun store firmaer tør ansætte ukendte folk i faste stillinger.
Det er ikke kun teori at et øget arbejdsudbud fører til stigende beskæftigelse. Vismændene har undersøgt dette spørgsmål rundt om på Jorden, og det tager aldrig fejl. Stiger arbejdsudbuddet følger beskæftigelsen med, når alt andet i øvrigt er lige. Det er især eksisterende firmaer, som har projekter liggende på køl, der trækker dem frem, når der er udsigt til at kunne få nye medarbejdere.
Store dele af butiksområdet samt hoteller og restauranter i København benytter udenlandsk arbejdskraft. Sidst jeg spiste frokost i Nyhavn var der ikke en eneste tjener, som kunne tale dansk. Jeg kender personligt gartnere i Nordsjælland, som lader flere hektar med kirsebær ligge uplukket hen til gavn for fuglene, simpelthen fordi de ikke kan få personale nok; og ja, der betales løn efter overenskomsten.
Men der er altid mulighed for at få nye medarbejdere, Frank Hansen. Hvis der er noget, der aldrig er mangel på, er det nye medarbejdere.
Det er mærkeligt med alle disse stillinger, folk ikke kan få besat - søger de efter arbejdskraften? Man kan altså ikke regne med, at folk dukker uopfordrede op. Jeg undrer mig dog også over de mange svenskere i København - især over, at de ikke har noget hjemme i Sverige, de skal lave, må jeg indrømme; men jeg tror, at vi er ude i den klassiske problemstilling, hvor der er job, man helst ikke vil bestride i sit hjemland, men godt kan påtage sig i andre lande, samtidig med at der også fra arbejdsgiverside er folk, man ikke vil ansætte i især publikumsvendte stillinger, fordi de måske ikke taler så pænt, har skæve tænder eller andet, der kan tjene til at gøre varen ukurant.
Mht. det sydeuropæiske arbejdsmarked, så er det jo bare trist, at vi efterligner det mere og mere ved at fjerne den basale tryghed fra vores eget system, der jo netop er arbejdsgiverens værn imod den type stavnsbinding.
"Jeg er arbejdsløs – ikke idiot" - muligvis, men du har valgt et studie med en meget begrænset efterspørgsel på arbejdsmarkedet, havde du ikke overvejet det inden du valgte studie?
Nej, med en meget målrettet profil, Jan Mogensen, imod gymnasiet. Det kan ikke være anderledes, hvad skulle man ellers stille op dér, hvis ikke folk læste de gængse gymnasiefag?
Frank Hansen:
”Johnny Hansen stiller et relevant spørgsmål……..” så siger jeg ligesom Prins Joachim: ”Den tager vi lige én gang til” ; )
”Der er en helt igennem absurd beskyttelse af arbejdstagere……..” Absurd? Det sete afhænger vel af hvem der ser og hvordan.
”Jeg kender personligt gartnere i Nordsjælland, som lader flere hektar med kirsebær ligge uplukket hen til gavn for fuglene, simpelthen fordi de ikke kan få personale nok…”
Og jeg oplevede personligt en markant ændring i svarene på mine jobansøgninger den dag jeg fyldte 50. Og jeg kender personligt unge, der søger, men ikke får skod-jobs på hoteller og restauranter fordi de er …..danskere.
Endvidere er det for rigtig mange en konstateret kendsgerning, at det er uligt nemmere at få et arbejde, hvis du i forvejen har et. Med andre ord: Alt for mange stillinger besættes ved rotation.
Yderligere en interessant detalje ved arbejdsmarkedet er, at en stor del af alle ledige jobs besættes på det såkaldt usynlige jobmarked. Undersøgelser viser, at det kun er ca.25 procent af ledige jobs, der annonceres offentligt. Det betyder altså, at ca.75 procent af virksomhederne først søger at besætte jobs på anden vis end offentlig søgning. Man kan så spørge sig selv, hvad det er for jobs der "er tilbage", og som bliver annoncerede?
Jeg tror vi er for langt fra hinanden til en frugtbar dialog.
God dag.
Peter Hansen: En meget målrettet profil direkte mod ledighed... selv før krisen var der en ledighed på 22 %, jeg tør ikke tænke på nu...
http://www.information.dk/50986
Johnny Hedegaard,
Jeg beklager, at jeg skrev dit navn forkert. Nej, det afhænger ikke af øjnene som ser. Det er på enhver måde absurd, at en arbejdsgiver med kun få ansatte kan hænge i årevis på en medarbejder, som aldrig har udført et stykke arbejde for firmaet. Det rammer jo netop den spanske arbejdstager, som der ikke længere er nogen, som tør ansætte i en fast stilling.
Det er da rigtigt, at mange stillinger besættes uden opslag, men det gælder ikke indenfor det offentlige, som stort set er forpligtet til at slå ledige stillinger op samt at ligebehandle de indkomne ansøgninger.
Der er temmelig mange kommentarer der bliver ved med at vade rundt i Thomas Juhl's pointe: Det er ikke råd han har behov for. Det er et JOB !!
Job som IKKE er der, fordi arbejdsgivere:
1) Ikke slår stillingerne op (gider/vil ikke læse alle ansøgningerne, etc.)
2) Ikke benytter sig af Jobnet, selv om samtlige ledige pinedød er TVUNGET til at uploade deres CV..
3) Hyler og skriger over at der ikke er nok arbejdskraft i DK og samtidig må ansætte udlændinge til lavere løn.
Som Lise Lotte og andre har påpeget:
Det er IKKE de arbejdsløses skyld, at der ikke er nok jobs, og jeg brækker mig over at arbejdsgivere er så forbandet hykleriske og dobbeltmoralske.. Deres våde drøm er at få lov til at opføre sig som ****kin' Ryan Air.
Om Thomas Juhl skriver kreative,personlige og engagerede ansøgninger en masse, ændrer ikke på det faktum, at jobsene ganske enkelt ikke er der. Og DET kan da kun være arbejdsgiverne's ansvar at gøre jobbene tilgængelige. Da ALDRIG arbejdstageren !
@Peter Hansen -At der arbejder mange Svenskere i Danmark og der der mange Danskere bosiddende i Sverige, skyldes valutaforskellen og kun den!
Nej, Jan Mogensen, en statistik fra 2001, hvor der stadigvæk var meget stor arbejdsløshed og absolut intet ønske om at ansætte akademikere nogen steder, siger ikke noget om situationen i dag.
For det første er det ikke så let at forudsige, hvornår der bliver en stilling ledig på et arbejdsmarked med så få kompetente, at de mere eller mindre kender hinanden allesammen: sygdom, død, brancheskifte, forfremmelse, udvandring, m.m. fører både statistisk og erfaringsmæssigt til jobåbninger i løbet af et skoleår, og det samme gælder de andre oplagte steder, hvor en kandidat som Thomas kunne tænkes at passe ind.
Han skal altså bare først og fremmest pleje sit netværk og gøre den opdagelse, at danske akademiske fag er en lille verden, hvor man både nemt bliver kendt blandt sine fagfæller og både kan gøre et godt indtryk og sig gældende i faglig og social sammenhæng. En ikke så dårlig idé er det også at gribe fat i dem, man kender bedst: sine egne gamle lærere.
Nej, ved du nu hvad, Jan Mogensen?! I 2001, hvor den artikel, du linker til, stammer fra, havde vi altså stadig en ret betydelig arbejdsløshed, ikke mindst blandt de akademikere, der bare blev spare og sparet på.
Men religion og historie er altså gymnasiefag, og det betyder, at der bliver mangel på gymnasielærere lige om lidt - foruden at der altid opstår behov i løbet af et skoleår rundt omkring. Det kunne nok være en god idé, hvis man formidlede disse stillinger mere organiseret, så de først og fremmest gik til dem, der stod for at falde ud af dagpengesystemet og, og dernæst til nyklækkede kandidater, der har brug for at få erfaring og adgang til at tage pædagogikum.
Der må fanden hente mig være godt med gartnerier her i Danmark siden, at vi alle sammen åbenbart bare skal søge der! Der er for øvrigt ikke nogle gartnere, der antager en akademiker, come on! De kan få alt den arbejdskraft de har brug for, hvad fanden skulle de vælge en akademiker for? Der er i øvrigt også i regel 500-600 ansøgere på rengøringsjob og den slags, altså ikke nemmere! Hvorfor får den myte lov at florere?
Mads Kjærgård
Fordi det at benytte sig af stråmandsargumentation er en accepteret politikersport i DK, og når politikerne slipper afsted med at konstruere fiktive personer som tjener en millionmilliard om året ved at gå på kontanthjælp, og når sjove tal og påstande, som at 800.000 danskere ikke gider arbejde fordi overførselsindkomsterne gør dem til milliarmillionærer
og det oven i købet på nationalt TV,
får lov at passere gang på gang på gang -
så bliver myterne kolporteret lige så lystigt i diverse amatør (=ikkeprofessionelle) debatter
Ja, det sidste tal, vi har, er 10,7% i september sidste år for religionshistorie. For historie er den 3,7%, mere end 2% under gennemsnittet.
Det ændrer ikke på, at samfundet har stærkt behov for folk med humanistisk baggrund, det er jo trods alt ikke dem, der skriver finansloven.
Det ændrer ikke på, at samfundet har stærkt behov for folk med humanistisk baggrund, det er jo trods alt ikke dem, der skriver finansloven.
Umuligt at forudsige, da jeg var færdig på Uni med en samfundsvidenskabelig uddannelse, så tog jeg et halvt år på et IT kursus, sammen med 20 andre, hvoraf de fleste var ingeniører! Dem var der for mange på det tidspunkt! Jeg vil for øvrigt mene, at noget af det man lærer på universitetet er metode, samt evnen til at tilegne sig viden, og den lærdom kan jo anvendes i utallige brancher. Jeg tror bare, at arbejdsgiverne er for stive og uvillige til at give folk en chance.
Du skal helst være 25 og have 50 års erfaring! Vi har jo for øvrigt forskellige evner, og ingen grundt til at starte et studie eller uddannelse du ved, du ikke kan fuldføre! Jeg synes derudover at det at nedgøre rengøring og gartneriarbejder at "alle bare kan tage det! " Jeg er sikker på at gartneriarbejde og ved at i hvert fald rengøring kræver sin mand/kvinde. Det er squ ikke noget man bare gør!
Lad os kortslutte problemet og indføre adgang til at blive selvstændig på meget lempelige vilkår og med stor tryghed ved manglende omsætning. ;-)
Nej, Leo Nygaard, at det skal være lettere for selvstændige at få dagpenge, hvis de ikke kan få biksen til at løbe rundt. Rolig nu!
Kim Houmøller - Udover valutaforskelle imellem Danmark og Sverige, så vær lige opmærksom på at lønnen for butiksansatte er højere i Danmark. Det trækker jo rigtigt mange yderst kvalificerede svenskere til vores serviceerhverv - må vi da formode.
Bemærk at de arbejder på lige vilkår med os.
Rykker de teltpælene op, kan de sågar modtage supplerende dagpenge ved deltidsjob.
Svensken skal være velkommen, og vi arbejder jo også i deres land. Desværre har de et dårligere dagpengesystem end vi trods alt har.
Vi er jo tæt forbundet som broderfolk er. No problem :-)
Danmarks problem er det, som alle små lande lider under: at der måske nok er en relativt højere masse af yderst kvalificerede, men at der samtidig også er den almindelige masse af folk med helt almindelige kvalifikationer, som kan være gode nok, men ikke exceptionelle.
Det er for denne almindelige masse af mennesker, vi skal beskytte vore arbejdsmarked - hele denne snak om "den bedst kvalificerede" er som hovedregel tåget, for langt de fleste lever op til de krav, en stilling indebærer, og det er så, hvad vi må stille os til tåls med. Det er det, tolerancen i vores samfund bygger på. Når det er sagt, så kan man bare prøve at sammenligne en tysk, italiensk eller fransk kasseassistent med en dansk - det er godt nok her, det går mest rapt.
@ Karsten Aaen, m.fl.
Jeg er gymnasielærer i historie og et andet fag. Tillad mig at fremsætte fakta.
På STX er Historie et A-niveau fag, dvs. 3 år, og Religion er C-niveau, dvs. 1 år, med mulighed for at opgradere til B-niveau. Der er derfor 0-3 opgraderingshold i Religion B om året på de fleste STX-gymnasier, alt efter skolens størrelse, udbud af opgraderingsfag osv. Begge fag er obligatoriske, men opgraderingen er et valg.
På HHX er Samtidshistorie B-niveau, dvs. 2-årigt, og Religion eksisterer ikke. Samtidshistorie er obligatorisk.
På HTX eksisterer Religion ikke, og Historie er forklædt som Teknologihistorie på C-niveau. Faget er obligatorisk. Faget kan opgraderes til Idehistorie B, eller de to fag kan læses sideløbende, alt efter skolens struktur og studieretninger.
På HF indgår Religion C og Historie B med Samfundsfag C i samlefaget KS (Kultur og Samfund). Fagene er obligatoriske.
For alle skoleformerne gælder det, at der ikke er skriftlige afleveringer i Religion og ej heller i Historie, på nær en obligatorisk opgave (Dansk-Historie-Opgaven, DHO) i slutningen af 1.g eller starten af 2.g. Det vil sige, at en lærer i disse to fag skal have mange hold for at opveje at der ikke skal rettes opgaver.
Af ovenstående følger det, at forholdsvis få lærere i Historie og Religion kan dække endog mange af de klasser, der skal undervises, hvoraf det så følger, at man ikke har brug for så mange lærere med de fag på den enkelte skole. Det er et spørgsmål om arbejdstimer. Hvis den enkelte lærer har fx eet af disse to fag samt et fag med en masse rettearbejde (fx engelsk, tysk), så skal den enkelte lærer ikke have alt for mange hold. Hvis man har både Historie og Religion, skal man have temmelig mange hold – og det kan være svært at sætte en ny (fast) fuldtidsstilling sammen, hvis de allerede ansatte lærere fleksibelt kan dække både disse fag og fag med stor rettebelastning alt efter skolens behov det enkelte år, for så kan det være svært at være sikker på at der er timer nok til Historie-Religionslæreren år efter år. Det svære er med andre ord at få foden indenfor med sådan en fagkombination.
Ovenstående er selvfølgelig ikke skribentens skyld, men det er de faktiske forhold i jernindustrien ifht. ansættelse i gymnasiet. Om skribenten så skulle have læst noget andet, er en anden debat.
NB: ovenstående gør sig naturligvis gældende i endnu højere grad hvis man fx. har valgt to obligatoriske C-fag (fx. Oldtidskundskab-Religion); eller har valgt fag som kun eksisterer på een skoleform (igen fx. Oldtidskundskab, Religion); eller har kombineret tvangsfag på C-niveau med valgfag (billedkunst, musik, etc.) hvor man ikke fra år til år ved hvor mange hold der oprettes;
eller har valgt to 2. sprogfag (tysk-spansk, spansk-fransk), som både afhænger af hver årgangs ønsker om 2. sprogfag OG er svære at skemalægge da begge fag oftest skal placeres i samme skemaposition, og man kan jo ikke være to steder på een gang; eller på andre måder har valgt kombinationer, der begrænser ens ansættelse eller mobilitet i gymnasieverdenen som helhed.
Den oprindelige betydning af det græske ord idiot er: "En der ikke ved alt". Det kan være en stor fordel at være idiot.
Held og lykke til alle os idioter, med at være oppe mod de der mener at vide alt - blandt andre betonmassen i folketinget.
Det er muligt at aflevere en blank stemmeseddel, hvis du ikke kan finde et ærligt parti.
Frank Hansen
16. juni, 2015 - 03:54
Novo Nordisk lægger altså i stigende grad arbejdspladserne i udlandet, fordi der ikke er et tilstrækkeligt stort arbejdsudbud i Danmark? Lægger Apple også i stigende grad sine arbejdspladser i Asien, fordi der ikke er et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft i USA? Jamen, så er forklaringen på, at kineserne ikke lægger så mange arbejdspladser i udlandet vel, at der ikke er mange arbejdsmarkeder i verden, der er større end det kinesiske. Det med at flytte arbejdspladser rundt omkring i verden er mest en slags demografisk øvelse.
"Når iværksætterne begynder at fornemme, at det bliver muligt at besætte ledige stillinger, så vælter det frem med nye job." En rigtig god nyhed som straks burde offentliggøres rundt omkring i verden - især i græske og spanske medier.
"Når Haldor Topsøe skal besætte en stilling som chef for en ammoniakfabrik i Asien, så er der ingen kvindelige ansøgere og meget få danske. Det ender som regel med at en udenlandsk mand får stillingen..."
Ja, tænk sig! Hvor er det dog sært, at virksomheder, som åbner afdelinger i Asien, mest ansætter asiatisk personale. Her er endnu et godt råd til Thomas: Lær kinesisk og hold øje med danske virksomheders stillingsopslag i Beijing!
Forklaringen på at Haldor Topsøe ansætter asiatisk personale i Asien kunne måske tænkes at være, at der er rigtig mange asiater i Asien. Der er formentlig også flere kvalificerede asiater i Asien, end der er kvalificerede danskere. Hvis der var mange kvalificerede danske ansøgere og ingen kvalificerede asiatiske ansøgere til Haldor Topsøes chefstilling i Asien, ville der ikke rigtig være nogen mening med, at Haldor Topsøe åbner en afdeling i Asien. Så måske bør Thomas alligevel holde sig til Danmark – eller i det mindste til Europa?
Forklaringen på at Haldor Topsøe åbner en afdeling i Asien er ifølge denne besynderlige logik, at arbejdsudbuddet er større i Asien end i Danmark, og det beviser, at større arbejdsudbud skaber beskæftigelse. Når en arbejdsgiver flytter en afdeling af en dansk virksomhed til udlandet, hvad er så sandsynligheden for, at arbejdsmarkedet er større der end i Danmark? Hvor mange danske virksomheder åbner afdelinger i Monaco, Luxembourg, Lichstentein og Andorra? Hvad har denne konstatering af, at der findes mange lande i verden, som har en større befolkning end Danmark, overhovedet at gøre med de udbudsøkonomiske teser?
“Jeg giver Peter Hansen ret i at en arbejdssøgende ledig er en gave til arbejdsgiveren. Det kræver blot at man besidder nogle kvalifikationer, som rent faktisk efterspørges.” Arbejdsløshed skyldes udelukkende, at arbejdskraften ikke besidder de rette kvalifikationer. Endnu et tip til Thomas: Gå i gang med en anden uddannelse. I de udbudsøkonomiske teorier eksisterer økonomiske kriser ikke. Arbejdsløshed heller ikke. Det er bare noget, vi bilder os ind. God arbejdslyst, Thomas.
Frank Hansen
16. juni, 2015 - 10:16
“Det er ikke kun teori at et øget arbejdsudbud fører til stigende beskæftigelse. Vismændene har undersøgt dette spørgsmål rundt om på Jorden, og det tager aldrig fejl.” Hvor er de dog dygtige disse vise mænd. Var det ikke dem, der i 90erne påstod, at vi var nødt til at afskaffe efterlønnen, for at undgå katastrofal mangel på arbejdskraft fra 2010? Det kneb vist gevaldigt for dem, at forudse at al denne spekualtion og uansvarlige långivning medøfrte et nedbrud inden vi nåede 2010.
Jo Frank, Say's lov er et stort luftkastel, og det er ikke særlig velbeskrevet, som du påstår, at øget arbejdsudbud medfører øget efterspørgsel. Du har bare i dit karriereforløb på CBS glemt at læse de mange tusinde økonomer, som mener det modsatte.
Rune Christensen, det er jo meget almindeligt, at unge adjunkter arbejder på flere gymnasier og HF-kurser for at få tilstrækkeligt med timer. Så får de ofte henad vejen andre opgaver på én af skolerne, der fylder deres skema ud - f.eks. som studievejledere, inspektorer af forskellig art - foruden deres udsendelse som censor, der ikke sjældent forekommer på et stort fag som historie - men ligeså tit på et lille fag med relativt få udøvere som religion.
@ Rune
Jeg troede også engang at jeg skulle være gymnasielærer. Det var i 1984 da jeg startede på universitet. Inden jeg blev færdig med mine to fag (dansk og samfundsfag) var der kommet en hel ny ordning, hvor man skulle have et job, før man fik lov til at få pædagogikum. Jeg tog så en indvandrerlæreruddannelse.....og er nu indvandrerlærer.....og er glad for det :) .
"Hvis man har både Historie og Religion, skal man have temmelig mange hold – og det kan være svært at sætte en ny (fast) fuldtidsstilling sammen, hvis de allerede ansatte lærere fleksibelt kan dække både disse fag og fag med stor rettebelastning alt efter skolens behov det enkelte år, for så kan det være svært at være sikker på at der er timer nok til Historie-Religionslæreren år efter år. Det svære er med andre ord at få foden indenfor med sådan en fagkombination." citat.
Det var og er sådan set det her jeg forsøgte at forklare i mine tidligere kommentarer. Jeg ved ikke om skribenten skulle have læst noget, men jeg ved, at jeg er ked, at jeg ikke i tide! f.eks. tog engelsk som bifag eller sidefag. Fordi det mener jeg faktisk der er brug for. Jeg vil så vove den påstand, at har man musik kan man næsten altid finde et arbejde.....især hvis man søger på gymnasier som har et godt musikprogram som f.eks. Sct. Annæ eller lignende.
Jeg vil så også vove den måske lidt provokerende påstand, at hvis skribenten er villig til at flytte til f.eks. Thy, eller Skive området, ja så vil der være en større chance for ham til at få et job - eller rettere måske søge de her jobs i de her områder i DK.
Ang. det svenske dagpengesystem, så kan det på overfladen altså godt se ud som det er dråligere end det danske. Men se, det er det altså ikke. Man kan i dag i Sverige få 20.000 svenske kroner, svarende til cirka 18.000 danske kroner pr. måned, når man er arbejdsløs. Og så kan man vist også få en del hjælp hos kommunen til forskellige udgifter man har som arbejdsløs. Derudover kan man lettere optjene dagpenge i Sverige end i DK, da man kun skal arbejde 3-4 måneder på fuldtid for at gøre det.
"Det er ikke kun teori at et øget arbejdsudbud fører til stigende beskæftigelse. Vismændene har undersøgt dette spørgsmål rundt om på Jorden, og det tager aldrig fejl. Stiger arbejdsudbuddet følger beskæftigelsen med, når alt andet i øvrigt er lige. Det er især eksisterende firmaer, som har projekter liggende på køl, der trækker dem frem, når der er udsigt til at kunne få nye medarbejdere." citat: Frank Hansen
Som min gamle samfundsfagslærer fra gymnasiet altid sagde om det her: Alt andet er jo aldrig lige...
Og det er lige det der problemet. De (borgerlige) økonomer opererer nemlig ud fra en ligevægtsteori om at der af sig selv vil indfinde sig en ligevægt i økonomien, og at bare der er nok arbejdsløse mennesker, ja så vil altså finde arbejde helt af sig selv. Fordi det øgede arbejdsudbud medfører, at
lønnen falder, og så vil beskæftigelsen automatisk stige. Beklager, Frank Hansen, men sådan foregår det altså ikke i et moderne samfund som det danske. Det kan godt være at det kan foregå sådan i et land som Kina eller Bangladesh f.eks. hvor der er en masse unge kvinder som kan agere arbejdsudbud til f.eks. elektronikindustrien eller textilindustrien.
Kigger vi f.eks på IT-branchen i DK herhjemme omkring år 1998-2002 så skal det nok passe at med en masse arbejdsudbud af ingeniører, f.eks. ja så stiger beskæftigelsen indenfor IT-området. Præcis som hvis der er en masse arbejdsudbud af arbejdskraft indenfor f.eks. industri-teknikere, ja så stiger beskæftigelsen indenfor det område. Men man glemmer en ting her: de her personer skal uddannes først. Man kan altså ikke bare sætte en person uden uddannelse til at være ingeniør eller datalog eller industri-tekniker. I lande som f.eks Kina, Vietnam eller Bangladesh kan man godt finde udbud af arbejdskraft som næsten ingen uddannelse har. Og de personer kan man sætte til at lave uafglært arbejde i tekstilbranchen.....eller i elektronikbranchen i Kina til samle f.eks. iPhones, printere, eller computere eller lignende.
Herhjemme - not so much? Udbuddet af arbejdskraft i DK? har øget beskæftigelsen hvorhenne?
Og i hvilke brancher?
Mit eksempel med Novo Nordisk viser netop, hvor vigtigt det er at have et tilstrækkeligt stort arbejdsudbud. Hvis der var flere danske phd-ere indenfor biofysik, farmakologi, kemi og lignende fag, så ville Novo Nordisk placere flere forskningscentre i Danmark, og det ville give en lang række afledede arbejdspladser til sekretærer, håndværkere, teknikere, rengøringspersonale, chauffører, bogholdere mv.
Der er som ingen grund til at gøre sig lystig over, at Haldor Topsøe placerer ammoniakfabrikker i Asien. Det gør de ikke på grund af markedsudbuddet, men fordi det er der kunderne befinder sig. Haldor Topsøe er et dansk firma, og disse stillinger opslås internt i firmaet. Hvis det danske arbejdsudbud var større ville flere af disse attraktive stillinger gå til danskere.
Det er besynderligt at mange tror de er klogere end fx vismændene. Lad mig derfor foreslå, at de som mener at arbejdsudbuddet ikke betyder noget for beskæftigelsen skriver en artikel om emnet, hvor de redegør for deres synspunkter og naturligvis inddrager de relevante empiriske undersøgelser. Jeg skal gerne være behjælpelig med at finde et passende økonomisk tidsskrift, hvortil artiklen kan sendes.
Frank Hansen, der er tale om eksisterende virksomheder, hvis betydning er vokset abnormt meget i de seneste 10-15 år, og som næsten indtager en monopolstilling på verdensmarkedet. Det kan man ikke tage udgangspunkt i, når det kommer til almindelige, nystartede virksomheder, hvis fremtid er uvis, men som ikke destomindre er, hvad vi taler om.
"Det er ikke kun teori at et øget arbejdsudbud fører til stigende beskæftigelse. Vismændene har undersøgt dette spørgsmål rundt om på Jorden, og det tager aldrig fejl. "
Femårsplanerne i sovjetunionen tog heller aldrig fejl.
I hvert fald ikke hvis du spurgte de dengang herskende politikere og økonomer i sovjetunionen...
Frank Hansen
18. juni, 2015 - 08:19
Ingen grund til at skrive artikler til tidsskrifter, som dyrker det udbudsøkonomiske nonsens. Information har allerede gjort arbejdet for os vedr. Det Økonomiske Råds prognoser:
“For hver gang én prognose forudser næste års vækst præcist, så rammer 34 prognoser ved siden af. Eller med andre ord: Kun 2,8 procent af prognoserne rammer helt rigtigt.”
De fleste med en sådan fejlstatistik på deres arbejde, ville blive fyret. Men det er ikke det, som det drejer sig om i den politisk-økonomiske elite. Det drejer sig om at bekræfte myteologien og ritualerne. Hvis du ikke er systembekræftende skal du ikke regne med en karriere i systemet.
“Det er særligt, når væksten er lavere end normalt, at prognoserne rammer skævt. I gennemsnit er afvigelsen på prognoserne dobbelt så stor i tider med krise. Derfor ramte prognoserne også særlig skævt under finanskrisen.”
http://www.information.dk/482047
Dette er vel den naturlige konsekvens af, at den udbudsøkonomiske teori ikke opererer med kriser? Når krisen så alligevel bryder ud er forvirringen total.
Den almindeligt udbredte brøler blandt de partier, som støttede den såkaldte dagpengereform, havde formentlig baggrund i Det økonomiske Råds eklatante fejltagelse:
“Jeg troede på de skøn, vi havde, men vi var alenlangt fra at ramme rigtigt, sagde afgående vismand Michael Rosholm til Jyllands-Posten. Vismændenes modeller tog udgangspunkt i erfaringerne fra tidligere tiders højkonjunktur, hvor flere fandt arbejde, når de mistede dagpenge. Deres forudsigelse af, at kun mellem 7.000 og 12.000 ville ryge ud af dagpengene i første halvår af 2013, holdt ikke stik i det nuværende klima, hvor der skabes alt for få nye job.”
http://politiken.dk/udland/int_usa/kristianmadsen/ECE1868955/breaking-ne...
Direktør for A-Kassernes Samvirkes, Verner Sand Kirk, blev udråbt som en professionel dommedagsprofet, fordi han i 2013 skønnede, at 23.000 personer ville falde ud af dagpengesystemet som følge af reformen. I dag er tallet over 50.000 personer. Vismændene troede vel, at et sådan pres på de ledige svarer til at øge arbejdsudbuddet, og dette skaber jo som bekendt beskæftigelse per automatik.
Det Økonomiske Råds kapitalbrøler fra 90erne har jeg allerede nævnt: Hvis man undlod at afskaffe efterlønnen, ville man opnå en katastrofal mangel på ledighed fra 2010 – påstod de gudhjælpemig. Der fandtes faktisk økonomer som før august 2007 advarede om, at var en finanskrise på vej. I USA var det økonomer som Dean Baker, Med Jones og Peter Schiff. Men dem var der ingen, der lyttede til, for de dyrker jo ikke den udbudsøkonomiske ortodoksi. Især Dean Baker kan i hvert fald i en amerikansk kontekst betegnes som venstreorienteret. Så galt kan det gå, når udgangspunktet er et koncept, som hævder, at det kapitalistiske system i princippet er krisefrit.
Borgerløn som blev nedstemt i Schweitz er vel en afløsning af alle de ordninger, der findes idag.
Man bør i oplægget knytte borgerløn til borgerjobs. (Er du gal mand!)
Borgerjobs 'tilbydes' og virksomheder pålægges at finde borgerjobs til et antal efter deres størrelse og udvælgelse af arbejdsløse borgere fra databasen med detaljer om den enkelte.
Formodentlig skal der være tidsbegrænsning på borgerjobbet på f.eks. 6 mdr, så man undgår at virke som en trussel for de fast ansatte og så videre til næste borgerjob.
Den nuværende og til alle tider nedværdigelse af arbejdsløse, må ophøre dels af menneskelige grunde, men da også for at tune arbejdsmarkedet til at gøre de arbejdsløse til et aktiv i stedet for passive borgere, der dårligt ved, hvor de skal anbringe sig i løbet af dagen.
Vi trænger til nytænkning og frem for alt at afskaffe den meningsløse tomhed.
Hej Thomas,
Har du tænkt på, at du ligesom mange andre unge, har valgt en akademisk uddannelse der ikke er så overværende behov for i dagens samfund?
Rigtig mange vælger uddannelse efter interesse, lyst og evner, men ikke så meget efter det behov og muligheder der er i samfundet i dag.
Når man så står færdig, har man desværre kun værdi efter hvad der er behov for, og skulle det være regøring , ja så må man jo erhverve sig som det.
Hele dette lovgivningskompleks bygger på en skizofren blanding af fordomme og ønsketænkning, en særlig afart af en slags "magisk realisme".
Den tager ikke hensyn til enkeltindividet ,men masser allesammen ned i den samme kasser uden nogen for form empati.
Se digselv som en helt ufrivillig aktør i et gigantisk absurd teater.
Det er skam ikke personligt ment, uanset de personlige konsekvenser det vil have for dig.
Skriv en dagbog over forløbet. (Du er jo godt i gang med denne artikel.)
Det er nok det mest kreative du kan gøre for at overleve med digselv i behold.
Sider